(Ingrid Carlqvist, Lars Hedegaard og Gavin Boby i Bryssel. I baggruden Kit Louise Strand, Ole Gerstrøm og Michael Stürzenberger. Klik f. helskærm)
Lars Hedegaard skriver i Mikael Rothstein giver mig kvalme
Mikael Rothstein er utilfreds med, at Henrik Dahl og Birgithe Kosovic har kaldt ham en fjende af ytringsfriheden, efter at han har benyttet attentatet pĂĄ mig til at kalde mig voldsmand. Jeg mĂĄ imidlertid give Kosovic og Dahl ret: Mikael Rothstein er fjende af ytringsfriheden. Hvordan skal man eller betegne en person, som bruger et mordforsøg – der tydeligvis er affødt af mine ytringer – til at kalde offeret voldsmand?
Ganske vist er jeg ifølge Rothstein kun en »slags voldsmand«. Jeg ved ikke, hvad forskellen er på en slags voldsmand og en voldsmand, og jeg er sikker på, at Rothstein heller ikke ved det. Altså mener han, at jeg er voldsmand, selv om jeg aldrig har udøvet vold, truet nogen med vold eller opfordret andre til at begå vold. I et miserabelt forsøg på at tilføre sine rablende betragtninger en vis substans opfinder han det nye begreb »sproglig terror«, som jeg skulle have gjort mig skyldig i. Jeg kan ikke få andet ud af det, end at Mikael Rothstein vil sidestille mine ytringer med nedskydninger, bombeattentater, giftgasangreb o.l.
Jeg kunne til en vis grad tilgive Rothstein hans sproglige afmagt, hvis han kunne komme med et eneste eksempel på, at jeg havde opfordret til forfølgelse, undertrykkelse, mishandling eller mord på mennesker eller grupper af mennesker. Men det kan han ikke, for så ville han nok have citeret mig for det.
Den virksomhed, der hensætter Rothstein i et rablende raseri, er mine bestræbelser pĂĄ at skildre islam, sĂĄdan som denne ideologi fremstilles i sine egne kanoniske skrifter, og sĂĄdan som den er blevet udlagt af sine mest indflydelsesrige talsmand, sĂĄ langt vi kan se tilbage – og som den udlægges den dag i dag.
Hør f.eks., hvad chefideologen for Det Muslimske Broderskab, Jusuf al-Qaradawi, for fĂĄ uger siden udtalte pĂĄ egyptisk fjernsyn: »Hvis de [muslimerne, LH.] havde afskaffet straffen for frafald, kunne islam ikke eksistere i dag«. Sharialovens straf for frafald er som regel døden. Alligevel vil jeg ikke betegne Qaradawis udtalelse som ‘sproglig terror’. Han beskriver ganske enkelt de faktiske forhold pĂĄ et omrĂĄde, hvor han om nogen er ekspert.
Jeg er langtfra så stor en ekspert som Qaradawi, men har gjort mit bedste for at gengive islams trosindhold, sådan som islams egne hellige skrifter og hellige mænd gør det.Bortset fra det kan Mikael Rothstein spare sit præk om ytringsfriheden som »et uopgiveligt gode«. Han mener ikke noget med det, og han giver mig kvalme.
Mark Steyn skriver i dag iThe ‘Racist’ and the Unknown Man
[..] The author Hedegaard is one of the few Danes who is a certified racist, as he some years ago was fined by a High Court for having stated in a blog interview that Muslim fathers rape their children. He was later acquitted by the Supreme Court.
That last sentence negates the ones above. There is no conviction for “racism”: Both it and the fine were quashed, reversed, overturned, kicked into the garbage can by the supreme court. The prosecution was outrageous, and some sense of what Denmark’s most eminent jurists made of it can be deduced from their decision to revoke his conviction 7–0. What sort of reporter writes that “the author Hedegaard is one of the few Danes who is a certified racist” (“papper pĂĄ att han var rasist”)? Even in an ever more absurdly over-credentialed world, the Danish state is not yet handing out certificates for racism. Whatever a “certified racist” is, Lars remains, as far as the Danish legal system is concerned, fully uncertified.
I have read the “papper pĂĄ att han var rasist” line in a couple of dozen Swedish media outlets now without being able to find a name appended to the piece: It’s just an un-bylined wire story that appeared everywhere. But I wonder about the furtive anonymous man who wrote it, and the agency managers who sent it out to their clients, and the editors who read it through and printed it unchanged. I would wager that all of them are considerably younger than Lars, and so marinated in the state ideology that they can barely comprehend that free societies should not have a state ideology. And so what matters to them about this story is not that in liberal, progressive Scandinavia writers are threatened with death but that writers should not be holding these opinions in the first place.
If this is how it goes when Sweden’s Muslim population is 5 percent, what will it be like when it’s 10 or 15? “You can’t live your life that way,” Lars told Douglas Murray in The Spectator.
“If every time you sit down to your computer to write something you have this idea in the back of your head, ‘I may be killed if I write this,’ then of course you won’t be as good as you could be. You’ve got to distance yourself from fear if you want to be a true writer.”
Last year at the European Parliament, I had the honor of presenting Lars with a “Defender of Freedom” award, and noted that journalists congratulate themselves on their “courage” endlessly, far more often than soldiers or firemen do. But on the rare occasions they’re actually called upon to show any, they shrink and shrivel: “All your liberal friends who went to the PEN dinners and bored the pants off you with that bit of apocryphal Voltaire — ‘I disapprove of what you say but I will defend to the death your right to say it’ — all fall utterly silent. C’mon, nobody’s asking you to defend anyone to the death. A mildly principled tweet would do. A tepidly supportive fax.”
But no. Too much to ask.
As I said, Lars is 70. But I would rather have him fighting my corner than the young, self-neutered eunuch-men of a cowed media, watching the lights go out on free speech and slipping easily and painlessly into the accomplices of thuggery.
Venstrefløjens fald kommer faktisk ikke til at tage sĂĄ langt tid. Den har nemlig været igang længe, startende allerede i sidste halvdel af halvfemserne, hvor de socialdemokratiske vestegnsborgmestre begyndte at rĂĄbe vagt i gevær. Der breder sig i disse ĂĄr en nationalkonservatisme overalt i Europa. Den simple grund er, at folk ikke længere kan holde virkeligheden pĂĄ afstand. Derfor bliver venstrefløjens tilbagegang nu mere og mere synligt. Tolerance er ikke længere en dyd, men et tegn pĂĄ ligegyldighed og svaghed. Vi har tolereret os selv op i en krog, og kan kun komme ud, hvis vi begynder at se virkeligheden… Read more »
@ Peter Andersen Den virkning, du her taler om, kunne ganske rigtigt slĂĄ igennem meget hurtigt. Men der er indbygget en forsinkelse i processen: Venstrefløjen og TV har fat i vores børn. Et program som det om SIAD skræmmer de 13-ĂĄrige til at tro, at fascisterne kommer lige om lidt! NĂĄr vore unge forlader gymnasiet er de medlemmer af Venstrefløjen. De skal aktivt melde sig ud for ikke at være det (som ogsĂĄ Henrik Dahl har beskrevet det) – og det gĂĄr der sĂĄ og sĂĄ lang tid med. For det kræver et vist mod, og at man er villig… Read more »
“Stedet, hvor de holdningsløse søger hen, fordi de dĂ©r ikke behøver at forklare sig, beskyttet som de er af den herskende konsensus.” 3000 plusser for den. Og det holder ikke i det lange løb, for konflikten kommer pĂĄ den ene eller anden mĂĄde. Det er pĂĄ mange mĂĄder spændende, det der sker for tiden. Venstrefløjen er ved at gĂĄ amok over strengt taget begrænsende besparelser, som den nuværende regering foretager. Nogle rykker mod højre, andre rykker mod Enhedslisten. Vi har en stor gruppe danske vælgere, der ikke kan acceptere, at velfærdsstaten beskæres og samtidig holder fast i, at velfærden skal… Read more »
@ Thomas Bolding Hansen Jeg tror sĂĄdan set heller ikke, at Venstrefløjen er udraderet pĂĄ den tid (indenfor 25 ĂĄr), men at den pĂĄ noget nær een og samme gang nĂĄr sit højdepunkt – og umiddelbart efter sit relativt bratte fald. Undervejs vil den miste anseelse og blive latterliggjort som “reaktionær”, og den vil især søge forlig med de mest aggressive kræfter, som er de muslimske. Ganske som fortidens “borgerlige” magthavere gjorde det. Min far har fortalt: “Da vi under ungdomsoprøret krævede dialog med, hvad vi kaldte “de reaktionære” var det en ren skinmanøvre. Vi ønskede da ikke dialog! Vi… Read more »
Ynkelige Rothstein klædt helt af. Ikke noget kønt syn. Tragikomisk vil jeg kalde det .Dhimmifløjen er helt klart presset i defensiven. Jeg sĂĄ en debat om ytringsfriheden mellem Jacob Mchangama fra Cepos og pinlige Bo LidegĂĄrd . Er den mand tidligere depardementschef ? Har ellers altid hørt at rigets bedst begavede folk sad pĂĄ disse poster. Jeg skal love for at luften gik ud af den ballon den aften. Han var ganske fjollet for ikke at sige tĂĄbelig at høre pĂĄ. Jeg tager det som et tegn pĂĄ at arrogance ikke mere er tilstrækkeligt til bemægtige sig en debat. De… Read more »
Indslaget er desværre ikke tilgængeligt online
http://www.cepos.dk/publikationer/nyheder/single/artikel/chefjurist-jacob-mchangama-i-debat-med-chefredaktoer-bo-lidegaard-paa-tv2news/
Jeg kunne godt ønske mig at udsendte indslag var tilgængelige, og det kunne være en del af public service at opflylde dette.
http://da.wikipedia.org/wiki/TV_2
Privatiseringsplanerne betød, at TV 2 i 2004 for sidste gang modtog licensmidler. Siden har stationen være finansieret af reklamesalg og i mindre grad salg af programmer via divisionen TV 2 World.
TV 2 er stadig underlagt public service-forpligtelsen, og de regionale tv-stationer modtager fortsat licens.
Problemet er bare, at nĂĄr Venstrefløjens logebrødre løber tør for argumenter, slĂĄr de. Vi vil opleve et tiltagende tyranni, efterhĂĄnden som Venstrefløjen nærmer sig sit endelige fald fra magten – hvilket ligger et par tiĂĄr ude i fremtiden. SĂĄ længe skal vi holde ud. Den i forne tider progressive bevægelse, som Venstrefløjen unægteligt var, vil blive reaktionær, autoritær, og repressiv. Venstrefløjen bestĂĄr ikke længere af modige pionerer, der gĂĄr op imod magten, men er blevet magten selv: En sejrherrernes loge. Stedet, hvor de holdningsløse søger hen, fordi de dĂ©r ikke behøver at forklare sig, beskyttet som de er af den… Read more »
Lige i øjet. Helt præcis!
Er virkeligheden for hård kan en forsøge at kalde den- en slags virkelighed, det er det eneste jeg kan forestille mig foregår.
Er man uden noget som helst belæg for påstande kan man kalde emnet, tilstanden, begivenheden og mere for- en slags -vælg her generelt eller specifikt ord et, få eller flere- der giver en skildring af noget strækkende sig fra et meget løst skitseret begreb til noget helt eksakt. En slags- er i udgangspunktet en ordstilling, der kan bruges i vid udstrækning, fra skildring af stor ros til forsøg på verbal symbolsk eliminering af modstand.