25
mar
Seneste opdatering: 25/3-13 kl. 1949
6 kommentarer - Tryk for at kommentere!

I år er det ti år siden I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten udkom. Den markerede et nybrud ved for alvor at flytte den akademiske diskussion om islam ud af islamologerne og religionshistorikernes hidtidige monopol i Danmark. I Sverige er en sådan bredde i debatten blevet forhindret effektivt af medierne, vel også af akademikerne selv, og skal først til at komme i disse år, fordi den ikke længere kan forhindres på grund af udviklingen og ikke mindst – det fri internet. “Den offentlige mening” i Sverige, er en omvendelse under galgen. Nok går den fremad, men den går fremad baglæns. I Norge eksisterer den takket være nogle få håndfulde pionerer, der under udskamning, voldtrusler og egentlige overfald, har insisteret på at føre den ind i mediernes midterspor.

Ti år er lang tid. Det er et år inden bloggen her bliver til ved nogle meget tilfældige sammentræf, det er da Irak-invasionen begynder, inden Muhammed-krisen, London og Madrid, inden Mumbai, Bali, Beslan, Toulouse, Stockholm, Utøya- terrorhandlingerne, og inden terrorforsøgene fra Glasvej, Vollsmose, mod Jyllands-Posten, Kurt Westergaard, Lars Vilks og Lars Hedegaard, inden medlemmer danske indvandrerbander søgte krigstræning i Syrien og politikere må overveje at sløjfe deres statsborgerskab. Nogle (flere) skal nu nok dø først, kender jeg dem ret.

Anmeldelserne dækker hele spektret fra prof. Bent Jensen over Katrine Lilleør til Kate Østergaard, Michael Jarlner og Thomas Nydahl. Der er flere, men disse kunne jeg få fingre i. Er vi blevet klogere? Har nogen skiftet standpunkt, eller har tiden blot bekræftet dem fra dengang? Another day older, And deeper in debt?

Et år efter gjorde Trykkefrihedsselskabet København til Europas førende by for oplysning og kritik af islam med en perlerække af gæster som Ibn Warraq, Andrew Bostom, Daniel Pipes, Sam Solomon, Robert Spencer, Bat Ye’or, David Littman, Roy Brown, Wafa Sultan, Mark Steyn, Robert Redeker, Patrick Sookhdeo, Melanie Phillips, Douglas Murray, Bruce Bawer, Hans Janssen, Amir Taheri, Henryk Broder, Hege Storhaug, Hans Rustad samt mange andre, og nu senest Sabatina James og Thilo Sarazzin, – ligesom den havde været jazzens europæiske hovedstad i tresserne, – og jeg fotograferede det, fordi det er et stykke dansk historie med europæisk betydning, det endnu er svært at overskue. Fotografer tænker nok på historien, men tiden har lært mig, at 99 ud af 100 gange er umuligt at forudse, hvilke fotos der bliver historiske. Man må bare være til stede og tage dem.

Islam: Den anden kulturkamp

Jyllands-Posten ,10.10.2003. Boganm: Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard: I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten, UDKOMMER I DAG

af Bent Jensen, professor i historie

krigens husUndertitlen skal forstås helt bogstaveligt: Ifølge de tre forfattere til I krigens hus oplever Europa i disse år en regelret islamisk kolonisering, islams 3. jihad, som denne gang ikke foregår med våbenmagt, men som »en demografisk overmanding af Europas indfødte befolkninger«.

Islams tilhængere deler verden op i to områder Fredens lejr, som er de islamisk beherskede lande, og Krigens hus, som er de vantro lande. Og det er islams bestemmelse at udbrede Fredens lejr Dar al-Islam – overalt, så de vantros områder Dar al-Harb – også bliver behersket af de rettroende.

Strategien består i, at muslimer masseudvandrer til Europas byer, hvor de opretter parallelsamfund, som ikke integreres i tilflytterlandenes kultur. Sådanne delvis autonome områder findes nu i alle større europæiske byer.

Efter anvisning fra imamer sørger mændene for, at kvinderne ikke kommer i berøring med de vantro. Sanktionsmidlerne udledes af islams retssystem, sharia.

Når der er så uoverstigelige problemer med at integrere de muslimske tilvandrere, skyldes det, at de ikke vil integreres.

Fra de imam-dominerede områder som Nørrebro i København stilles krav til tilvandringslandene om, at disse skal indrette deres lovgivning og praksis efter islams krav: Madens tilberedning i offentlige institutioner, beklædning, retsplejen, helligdage, nationale symboler osv. Krav som ingen andre indvandrergrupper kunne drømme om at stille.

Hysterikere?

Er forfatterne en hysterisk trio, der maler Allah på væggen? Er det fremmedhadet, kristen fundamentalisme og racisme, der her slår ud i lys lue? Hvis man måtte mene det, så læs selv bogen. Den gør rede for islam som totalitær ideologi , dens oprindelse, menneske- og samfundsopfattelse samt for islams udbredelse, erobring og omformning af kristne og andre lande i Middelalderen, indtil tyrkerne blev slået i 1683 foran Wien.

Bogen er solidt dokumenteret, bygger på nogle af de bedste islam-kendere i verden (danske islameksperter glimrer ved deres fravær!) og indeholder et væld af autentiske citater fra nutidige imamer og islamiske retslærde. Endelig bringer bogen mangfoldige eksempler på moderne islams selvforståelse og selvbevidste krav til især europæiske lande om respekt for islam, der betyder underkastelse.

Alle, der har fulgt med, kan med egne øjne se, hvordan gadebilledet i danske og andre europæiske byer har ændret sig; hvordan muslimer insisterer på at markere deres tilstedeværelse ikke alene i det offentlige rum, men også i private virksomheder, hvor de ikke vil underkaste sig det gældende beklædningsreglement; hvordan domstolene bøjer retten i misforstået hensyntagen til kulturforskelle; undervisningssystemet tilpasser sig imamernes krav om påklædning, opdelte baderum og helligdage. Ja, hvordan Folketinget for et par år siden efter islamiske terroristers angreb på USA den 11. september manifesterede sig som islams forsvarer ved rasende at irettesætte Pia Kjærsgaard, der tillod sig at mene, at der var forskel på kristen/europæisk og muhamedansk kultur.

Bogen sammenligner islam som totalitær politisk bevægelse med nazismen, og lighederne er faktisk slående.

Styringen

Karen Blixen har i et essay gjort det samme, og i sin tid sammenlignede den engelske filosof Bertrand Russell islam med bolsjevismen. Alle tre er bevægelser, som gør krav på total styring af samfundet og menneskelivet helt ind i det private.

I alle tilfælde er der tale om en opdeling af mennesker i rene og urene samt et krav om lydighed og underkastelse. Tilhængerne er ikke loyale over for den nation, som de lever i, men over for en international bevægelse, der lover et kommende tusindårsrige.

Forfatterne er i bogens konklusion pessimistiske. De synes at betragte islamiseringen af Europa som en kendsgerning og opstiller et skema, ifølge hvilket de forestiller sig islams trinvise opnåelse af dominans, hvilket ikke nødvendigvis forudsætter muslimsk flertal. Hvis der ikke gribes drastisk ind, vil en række europæiske lande få muslimsk flertal om 40-50 år. Allerede nu har massetilvandringen skabt en kritisk masse i de europæiske storbyer, og opløsningen af de europæiske stater kan ikke forhindres.

De forudser en stigende opsplitning af de europæiske lande i islamiske og kristne enklaver. De tror ikke på islam med et menneskeligt ansigt, og har unægtelig historien på deres side i denne opfattelse. De tror heller ikke på, at EU (under Frankrigs fatale indflydelse) kan danne bolværk mod islamiseringen, tværtimod. Europaparlamentet betegner de som »en bastion for muslimsk indflydelse i Europa«.

Hvorfor?

Det er en foruroligende bog, som rejser flere spørgsmål og bør give anledning til en dybtgående besindelse. Hvordan har det kunnet gå til, at de ledende politikere i Danmark og andre vesteuropæiske lande har ladet denne katastrofe for den europæiske civilisation udfolde sig trods de mange advarsler i tide om at få rebet sejlene?

Hvorfor har ledende kristne teologer ikke råbt vagt i gevær, men tværtimod underdanigt talt om kulturel berigelse og dialog med en totalitær ideologi, som ikke kender ordet dialog? Og hvorfor har så mange professionelle islamspecialister svigtet ved at bagatellisere de åbenlyse trusler, som islam udgør for de demokratiske europæiske samfund, der bygger på en kristen frihedstradition? Her er der virkelig behov for kulturkamp.

I krigets hus

Af Thomas Nydahl, forfatter

Helle Merete Brix, Torben Hansen, Lars Hedegaard: “I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten” (Forlaget Hovedland)
Kåre Bluitgen: “Til gavn for de sorte. Om tilslørede øjne i den danske invandrerdebat” (Forlaget Centrum).

Den bild av dansk samtid som präglat svensk rapportering sedan Dansk Folkepartis parlamentariska genombrott har omöjliggjort en nyanserad framställning av den faktiska debatt som pågår i landet. Istället för att rapportera om de artiklar och essäer som trycks i flera av landets bättre tidningar har siktet varit inställt på kvällspressens insändarsidor eller på utfall från enskilda representanter för Dansk Folkeparti, där en allt aggressivare ton kunnat förmärkas. Den ström av seriös litteratur som utgivits de senaste åren har med få undantag ignorerats i svensk press.

Jag vill därför uppmärksamma två böcker, som utifrån ett frihetligt vänsterperspektiv diskuterar den danska samtiden. Båda böckerna är mycket kritiska mot islam som religion och mot islamismen som ideologi och politisk rörelse, och de getton som skapats i de danska städerna, men de har det gemensamt att de inte utgår från en nymornad insikt om vart den politiska vinden blåser. Deras gemensamma underlag är istället en personlig erfarenhet, som i Kåre Bluitgens fall, och ett långvarigt studium av islams historia, som i fallet med den författartrio som skrivit I krigens hus. Kåre Bluitgen är i Köpenhamn en känd vänsterprofil, lärare och författare till yrket, och en av Nørrebros aktivister. Han menar att den danska vänsterns oförmåga att hantera frågorna om invandringen och integrationen, lämnat fältet fritt för Dansk Folkeparti och de krafter som han kallar “de sorte”.

De senaste årens “svarta” politiska offensiv har i praktiken utplånat alla liberala och vänsterpolitiska initiativ. Bluitgen är själv uppvuxen, boende och verksam i stadsdelen Nørrebro i centrala Köpenhamn, där fundamentalism och gettomentalitet syns tydligare än någon annanstans. Segregationen har där gått så långt att de olika befolkningsgrupperna har egna daghem och skolor och sällan eller aldrig möts. I stadsdelen har Bluitgen varit engagerad för palestiniernas sak. Nu konstaterar han med sorg att just deras barn mobbar hans egna, för att de anses “kristna”. Hur har det kunnat gå så fel? Bluitgen lägger en del av skulden på vänstern som aldrig ens brytt sig om att ta tag i frågorna. I ett slags beröringsångest har denna vänster låtsats som om problemen inte ens funnits. Och istället för att bekämpa reaktionära inslag i muslimska miljöer har de konsekvent ställt sig på invandrarmiljöernas sida i varje social konflikt, av rädsla för att “hamna fel”.

Bluitgen menar att de “genom att stödja extremt konservativa muslimska kretsar” därmed hamnat på samma sida som dem som förespråkar kvinnlig omskärelse och segregation. En dansk imam som Abdul Wahid Pedersen, själv konvertit av svensk-dansk bakgrund, har till och med drivit en friskola dit bara somaliska barn var välkomna, en skola i vars trycksaker man kunde läsa att kvinnlig omskärelse “inte vållar några stora äktenskapliga problem” (Skolan fick sina stadsbidrag indragna sedan dessa fakta avslöjats, och fick därför stänga).

Det är denna danska vardag som har varit utgångspunkt också för Helle Merete Brix, Torben Hansen och Lars Hedegaard i deras arbete med boken I krigens hus. De ger ett stort antal exempel på segregationens yttringar i dagens Danmark, men låter dessa mer bilda fond för ett mer djupgående studium av den muslimska traditionens sätt att förhålla sig till icke-muslimskt territorium.

De begrepp de studerar är centrala för förståelsen av den islamiska väckelsen, och utgör ett slags bas för handlingar och beteenden inte bara i den muslimska världen, utan också i den förskingring som invandringen i de europeiska samhällena utgör. Dar al-Islam betyder helt enkelt Islams hus, och är det begrepp som beskriver den muslimska världens territorium. Utanför detta härskar Dar al-Harb, ursprungligen Krigets läger, men här i boken kallat Krigets hus. Ordet läger stammar från den tid då de arabiska beduinerna byggde tältläger så att de kunde försvaras mot angrepp. Islams hus är omgivet av fiender, av otrogna, “krigets hus”. Det tredje begreppet är jihad, eller djihad, det heliga kriget. Och det fjärde är Dhimmi, det samhällssystem där icke-muslimska minoriteters ställning regleras.

Författarna menar att de muslimer som lever i Dar al-Harb, det vill säga i förskingringen i icke-muslimska länder, har en plikt och en ambition, att “förr eller senare bli en majoritet”. De belägger detta med ett citat från broschyren L’Islam aujord’hui utgiven av Muslimska världsfederationen, finansierad av det saudiska ministeriet för islamisk världspropaganda.

Denna uppgift står och faller med att de muslimska invandrarna inte blir integrerade, utan skapar stabila minoritetssamhällen utifrån vilka de kan verka. Den algeriske statsvetaren Slimane Zéghidour förklarade 1990 att dessa uppnås genom skapandet av “affärer” som ger starkt eko i samhället, till exempel om “rätten att bära slöja”, krav på “särbehandling i alla slags institutioner”, allt i syfte att framställa den muslimska minoriteten som “offer för rasism” (Zéghidour: Le voile et la banniére, Paris 1990). Alla sociala spänningar och konflikter förklaras medvetet som ett resultat av majoritetssamhällets “rasism”.

Den framgångsrikaste vägen att nå sina mål, är att upprätta vad den franske marxistiske politikern Yves Lacoste kallar “frivilliga getton”, främst i de stora städerna. Typiskt nog spreds det i bostadsområdet Nørrebro, i oktober 2001, ett flygblad som uppmanade invånarna att kämpa för att förklara området för muslimskt territorium: “Det har tagit oss 1400 år att komma till Danmark och vi reser aldrig hem, eftersom vi inte får svika islams mål Khalifa”. I flygbladet, som sägs vara en fatwa, understryker man särskilt att muslimska kvinnor inte får komma i kontakt med danska icke-muslimska män.

Imanen Fatih Alev, som är en mycket kontroversiell person, har också offentligt sagt, att drömmen är ett muslimskt Danmark: “Den drömmen ska nog gå i uppfyllelse. Många danskar konverterar till islam nu för tiden och förr eller senare blir vi en majoritet.”

Av egen erfarenhet vet jag att man idag kan möta kvinnor klädda i heltäckande slöja i Köpenhamn. Det är ett vardagsinslag i områden som Nørrebro, Valby eller i liknande områden i andra danska städer, och en påminnelse om hur djup klyftan blivit mellan den invandrade minoriteten och det omgivande samhället, vars normer och regelsystem konsekvent avvisas. De många muslimska friskolorna är kanske det starkaste tecknet på att klyftan snarast kommer att vidgas i framtiden.

Författarnas perspektiv på islamiseringen kan sägas vara modernitetens och frihetens. De utgår ifrån att de europeiska samhällena frigjort sig från kyrkans och kristendomens makt. Moderniteten innebär att religionen är en privatsak. Men islam kräver av sina anhängare samma lydnad som en gång i tiden det kristna systemet gjorde av sina undersåtar. Islam är dessutom en underkastelsens religion, där världsliga lagar inte tillmäts någon betydelse vid sidan av Koranens ord. Sharialagstiftningen talar runtom i världen sitt tydliga språk på den punkten. När Egyptens regering vintern 2006 ändrade i våldtäktslagstiftningen var det uppseendeväckande inslaget att man inte längre behövde ha fyra manliga vittnen till brottet för att den våldtagna kvinnan skulle tas på allvar, nej det gick nu bra också med åtta kvinnliga vittnen! Lagstiftningen säger det utan omsvep: en kvinna är i guds lag bara värd hälften av mannen.

Det långsiktiga målet för islamismen är just ett samhälle som styrs av sharia-lagar, en teokrati av samma slag som den iranska. Författarna menar därför att det är förvånansvärt att vänstern inte tagit strid mot islamiseringen, eftersom bara en bråkdel av dess moral och etik skulle ha väckt ett ramaskri om den kristna kyrkan varit dess förespråkare.

Bokens slutsats är, att militant islam är en “högerextremistisk rörelse” som har starka likheter med politiskt högerextrema rörelse, där den totalitära tanken är det centrala. Man pekar också på konkreta förbindelser mellan politiska rörelser som tyska nynazister, franska högerextremister och italienska nyfascister å ena sidan, och islamister å den andra. Mest uppseendeväckande är kanske det faktum att imamen och ledaren för italienska Associazione musulmani Italiana i februari 2003 dubbades som storkorsriddare av Ordine dell’Aquila Romana (Den romerska Örnens Orden), en orden som grundades 1942 och fortfarande dubbar sina riddare genom familjen Mussolinis försorg!

Tanken på tolerans och dialog med detta slags slutna tankesystem är inte möjlig i ett samhälle som sedan länge avvisat totalitarismen när den uppträtt i annan skepnad. I Danmark finns inte en svart-vit bild av denna motsättning. Tvärtom visar den livfulla debatten på något helt annat än de demoniseringar som görs av Dansk Folkeparti. Det är verkliga, allvarliga problem som är orsaken till att en politisk rörelse som Pia Kjærsgaards uppstår.

Den klassiska fråga som väcks av dessa två böcker, är hur ett öppet samhälle ska hantera hot från totalitära rörelser.

Vänsterliberala dagstidningen Information hade en serie om en 12-årig flicka, Aisha Mohammed Yusuf, som förts bort av sin mor från danska Stenlille, där hon vuxit upp och är fast rotad, för att omskäras, uppfostras och giftas bort i föräldrarnas hemland Somalia.

De övergrepp som begicks mot denna flicka ledde så småningom till kortvariga fängelsestraff för de ansvariga i familjen. Alla instanser som Information talat med, från socialsekreterare till poliser, från kommunjuristen till åklagaren, tycks överens om en sak: Danmark förmår inte skydda de människor som ska integreras, och när övergrepp som omskärelse avslöjas står man handfallna. Charlotte Friis, jurist i Stenlille kommun säger att det endast var det faktum att Aishas vårdnadshavare var kommunen och inte hennes biologiska föräldrar, som ledde till en rättegång: “Hade Aishas föräldrar haft vårdnaden om henne kunde vi inte gjort någonting” sammanfattar hon.

Islam: Slør i stedet for bomber

Weekendavisen 10. oktober 2003

Muslimerne vil overtage magten i Vesten – lyder budskabet i ny dansk debatbog.  Brix, Hansen og Hedegaard har skrevet en rationel islamofobisk bog, der er en overvejelse værd.

af Kathrine Lilleør, sognepræst

En kvindelig islamist skal have sagt: »Sammenlignet med vore slør, er Amerikas atombomber intet«.

Skal man tro Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard er denne opfattelse ikke enestående. Det mest veloplagte afsnit i deres »I Krigens Hus« handler om de muslimske kvinders slør, der, ifølge forfatterne, er meget mere end et tørklæde over håret. Med tilsløring signaleres loyalitet over for shariaen og dermed loyalitet over for et samfundssystem, der sætter muslimer over ikke-muslimer, mænd over kvinder og præstestyre over demokrati.

Inden for de sidste 30 år er der adskillige eksempler på, at islamiske organisationer har betalt kvinder penge, i eksempelvis Frankrig, Jordan og Bosnien, for at gå med slør. En utilsløret kvinde opfattes ikke kun som anstødelig påklædt, men hendes manglende slør opfattes som en krigserklæring mod Allah. Den opfattelse deles af de to danske imamer Ahmed Abu Laban og Fatih Alev, der mener, at kvinder, som ikke tilslører sig, begår en forbrydelse mod Gud.

Når kvindernes slør spiller så væsentlig en rolle i moderne islam, hænger det ifølge forfatterne sammen med, at islamisk levevis er tæt forbundet med en erobringsstrategi til islamificering af kloden. Dette ønske er helt fundamentalt i islam og uløseligt knyttet til Koranen og de lærde islamisters udlægninger gennem tiderne.

»I krigens Hus« er først og sidst en gennemgang af islams historie frem til i dag. Det er en erobringshistorie. Godt nok har der indimellem være opblussen af en mere fri-tænkende islamisk kultur, men den er altid endt med at blive fordømt som vantro. Hvor man i tidligere tider har klaret sig med våbenmagt, har den islamiske verden ikke længere militær magt til at undertvinge kristne og jøder. Man har i stedet fundet en ny strategi: Tilvandring.

Tilvandring er, ifølge forfatterne, ikke indvandring, hvis man med indvandring forstår, at man bosætter sig i et nyt land og assimilerer sig. De muslimske tilvandrere ønsker ikke at integrere sig, men de vil, at det omgivne samfund med tiden skal omvende sig til islam. En af metoderne er at tvinge det nye land til at respektere islamisk levevis, også selv om det tilsidesætter hensynet til majoriteten af befolkningen. Det er ikke en ny strategi, der er talrige historiske eksempler på, at få fundamentalistiske muslimer har kunnet overtage styret over en kristen befolkning, der var i flertal.

Den muslimske magtovertagelse er med andre ord lige om hjørnet, hvis vi ikke vågner op og gør noget.

Forfatternes islamofobi skinner tydeligt igennem i bogen. Islam har altid og vil altid være aggressiv og magtsøgende. Generaliseringen ligger og lurer bag hver side, men som bekendt er det ikke alle fobier, der er grundløse. Højdeskræk og angst for små rum kan i visse tilfælde være fornuftige nok. Denne fobi har helt ubestrideligt også et rationale i sig.

Det lyder jo umiddelbart så stilfærdigt med sådan et tørklæde. Men forfatterne har en pointe. Hvorfor er det lige, at vi i de vestlige lande fremkommeligt baner vejen for tørklæderne, samtidig med at iranske kvinder i 2003 i protest mod den islamiske republiks kvindesyn kaster afbrændte hovedtørklæder i Teherans gader med fare for eget liv? Og nu er det for resten ikke kun tørklæder, vi helt aktuelt diskuterer, men retten til at bære burka i skolen.

Forfatterne har ikke forholdt sig til burkaen, men jeg tipper, at de vil sige, at det bare er endnu en gradbøjning af europæisk naivitet. Naiv, naivere, Vesten. Det er ikke rar læsning, men islam er heller ikke i sin mest terrængående udgave særlig poetisk. Det er naturligvis op til den enkelte muslim at forvalte sin arv, men måske er vi et par stykker, der også skal overveje, hvordan vi vil forvalte vores.
kultur@berlingske.dk

Islam: Hellig krig mod muslimer

Af Kate Østergaard, religionshistoriker cand.mag

Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard: I Krigens hus – Islams kolonisering af Vesten. 255 sider. 248 kr. Forlaget Hovedland.

MED bogen I Krigens hus – Islams kolonisering af Vesten har forfatterne Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard begået endnu en i rækken af debatbøger om islam, der er udkommet siden 11. september. Islam fremstilles som lig med fundamentalisme og fanatisme, og alle muslimer beskrives som ens, i hvert fald hvis de er troende.

Det nye ved denne bog er, at alle de gængse islamkritiske temaer sættes ind i en overordnet konspirationsteori. Muslimerne er ikke stakler, sådan som de gerne vil have os til at tro. I virkeligheden er de her for med vold og magt at undertvinge os. Forfatterne har nemlig gennemskuet situationen og fundet et fast mønster i et historisk forløb fra 700-tallets Arabien og til de muslimske indvandrere i nutidens danske forstæder. Muslimerne har i virkeligheden altid været og er stadigvæk, er forfatternes tese, ude på at føre hellig krig, jihad, for at erobre landområder og undertvinge de vantro – gerne med drab og overtagelse af deres kvinder.

Helt centralt i bogen er begrebet, som også er bogens titel, krigens hus/område, dar al-harb. I klassisk islamisk retsvidenskab var der en todeling af verden i dar al-harb på den ene side og dar al-islam, fredens eller islams hus/område på den anden. Jihad er dog i tilfælde af krig (ordet betyder også bare anstrengelse) blevet forstået meget forskelligt af retslærde til forskellige tider, hvor der har været store diskussioner om, hvorvidt der kun kan være tale om forsvarskrig, eller om det også kan være erobringskrig. De samme retslærde har desuden i vidt omfang forstået krigens område som et sted, hvor det ikke var tilladt muslimer at bosætte sig. Når det skete fra slutningen af 70’erne, er det således i sig selv en indikation af, at folk ikke altid følger de lærdes anvisninger, men handler ud fra alle andre motiver også.

BOGEN er opbygget med først en historisk analyse efterfulgt af en samtidskommentar, hvor begge dele har til formål at vise hen til den centrale tese om muslimernes virkelige hensigter, som er de samme uanset tid og sted. Om islams oprindelse hedder det således, at »den i udgangspunktet var et tilhørsforhold af militær type, en maskulin identitet og et plyndringsfællesskab.«

Det historiske forløb er koncentreret om det, forfatterne betegner som de to første jihad: først arabernes imperium indtil det 10. århundrede og dernæst det osmanniske rige frem til 1600-tallet. De kristnes korstoge nævnes, men kun som en slags reaktion mod muslimernes jihad. Kolonitiden, hvor størsteparten af de muslimske områder blev undertvunget, udnyttes til at vise, at islam var gået i stå og ikke formåede at udvikle sig og blive moderne. Undervejs er vi desuden blevet underholdt med, hvordan islam er et altomfattende totalitært system, hvor kvinder kun er »fødemaskiner«. Kristne og jøder behandles desuden som »undermennesker«, og der gives eksempler på, at de blev forfulgt og ikke måtte ride på heste, men kun på æsler. Det må her indskydes, at det kristne Europa i tidens løb bestemt ikke har behandlet religiøse minoriteter bedre, snarere tværtimod, hvis man medtænker nyere tid med jødeudryddelser i Nazityskland og etnisk udrensning af muslimer i Bosnien.

Temaerne med kvindeundertrykkelse og ikke-muslimer som andenrangs borgere tjener i bogen til at insinuere, hvad der venter os ved den islamiske magtovertagelse eller den 3. jihad, som næsten antager apokalyptiske dimensioner. Vi ser allerede tegnene i gadebilledet, hvor der er flere og flere kvinder med slør, og som derfor er under mændenes kontrol og »uden for det demokratiske samfunds rækkevidde (s. 194)«. Her kan læseren spørge sig selv, om tildækning af hår altid hænger sammen med attituder til demokrati, eller om det kun gælder muslimske kvinder. Gælder det f.eks. også for tilslørede kristne nonner, paryk-klædte jødiske kvinder og mandlige sikher med turban?

Jihad har, ifølge forfatterne, siden 80’erne antaget en ny form. Da islam som civilisation var gået i stå og militær ekspansion ikke længere var mulig, måtte man finde nye veje. Fra 80’erne indledtes derfor den 3. jihad i form af massiv indvandring til Vesten. I Vesten var planen, at muslimerne skulle formere sig, således at de efterhånden ville kunne overtage området. Hertil kræves, at de ikke lader sig integrere, men holder sig i ghettoer eller en slags parallelsamfund, hvorfra de vil lade islam gælde og overtage område efter område. De kristne, der ikke når at flygte, vil blive gjort til undermennesker.

I denne magtovertagelse indgår ritualer som en afgørende del af processen. Efter indvandringen vil muslimer udbrede islamiske ritualer og skikke. Det indebærer bl.a. retten til at indkalde til bøn gennem højtalere i byen, offentlig anerkendelse af muslimske højtider samt bederum på skoler. Efterhånden vil ikke-muslimers rettigheder blive begrænset, f.eks. vil der være forbud mod at drikke alkohol samt mod at synge julesalmer i skolerne. Der skabes med andre ord en direkte sammenhæng mellem religiøse ritualer og en kommende magtovertagelse.

Effekten er, at praktiserende muslimer over én kam bliver fremstillet som en faretruende masse, uden at der gøres noget som helst forsøg på at påvise, hvorfor muslimer, der praktiserer bøn, automatisk skulle have ens opfattelser af politik og være religiøse fanatikere. Tidligere i bogen fremgår det dog, at jihad, forstået som krigerisk ekspansion og kolonisering, afspejles i fællesbønnen hver fredag. Argumentationen er, at man i fællesbønnen opstiller sig på rækker, saff. Dette arabiske ord for række benyttes desuden i Koranen som betegnelse for et geled eller en formation i et slag. En goddag-mand-økseskaft argumentation, som svarer til at påstå, at den indbyggede voldelighed i kristendom afspejles hver søndag i fællesskabet om nadveren, hvor Jesu kød og blod indtages. Et yderligere belæg for denne blodtørstighed kunne så være ordet tjeneste, hvorigennem der »tydeligt« skabes en parallel mellem gudstjeneste og militærtjeneste.

I bogens forestillingsverden er sammenhængen mellem ritualer og politiske anskuelser så automatisk og selvfølgelig, at den ikke kræver nærmere overvejelser. Logikken synes at være, at muslimer stort set alle er religiøse og praktiserende. Forfatterne indrømmer, at den almindelige muslim måske ikke har tænkt på udvandringen som jihad, da ikke alle, »- og måske ikke engang flertallet af – herboende muslimer er kommet i den hensigt at erobre eller kolonisere landet.« Samtidig med indrømmelsen fremstilles det således – uden skyggen af bevis – som om der faktisk er muslimer og oven i købet ret mange, som er her med dette formål.

De egentlige bagmænd er dog »islams herskende klasse«, Ulama og imamer. Forfatterne er klar over, at imamer og Ulama normalt ikke har siddet på den administrative eller politiske magt i muslimske lande, men det fejes væk med en tese om, at »imamerne har bevaret magten til politisk at kunne påvirke den jævne befolkning i de store byer og således begrænse herskerens handlemuligheder. Denne mekanisme fungerer naturligvis også inden for den del af ummaen (det muslimske fællesskab, min tilføjelse), der er flyttet til Dar al-Harb.«

For en god ordens skyld skal det nævnes, at de sparsomme undersøgelser, der behandler muslimers religiøsitet, faktisk tyder på det modsatte. F.eks. er der i sommeren 2003 udkommet en undersøgelse fra analyseinstituttet Catinét Research, Integrationsstatus 1999-2003, hvor det viser sig, at ca. 25 pct. af et repræsentativt udsnit af indvandrere og flygtninge med muslimsk baggrund (ca. 3 pct. af befolkningen) kommer regelmæssigt i moskeer, samt at religiøsiteten er for nedadgående. Der er således ingen grund til at antage, at muslimerne i Danmark er i imamernes vold eller for den sags skyld, at alle imamer og lærde er fundamentalister.

Ny bog om islam præges af paranoia og vildfarelser

Politiken 10. oktober 2003

Af Michael Jarlner, redaktør, Politiken

Det er fordomsfuld paranoia af værste skuffe, der præger bogen ‘I krigens Hus’, som udkommer i dag og handler om islam i Vesten. Alene bogens undertitel, ‘Islams kolonisering af Vesten’, siger en del om de tre forfatteres rablerier, der er bundet op på en rabiat forestilling om, at Vesten ‘i disse år er udsat for et erobringsforsøg’ fra alverdens muslimer.

Målet med det erklærede erobringsforsøg, som forfatterne kalder ‘islams 3. djihad’, er angiveligt at »udstrække islams myndighedsområde til lande beboet af vesterlændinge med en græsk-romersk, kristen og jødisk kultur«.

Bogen fremstiller i det hele taget verdens flere end en milliard muslimer – europæere såvel som arabere, asiater, amerikanere og så videre – som en veldefineret monolit, der mere eller mindre bevidst lader sig dirigere af et præsteskab, der har erobringen af Vesten som topprioritet.

»Ifølge visse prognoser – som ganske vist er usikre, da man ikke tæller religiøst tilhørsforhold – vil Sverige og Holland have muslimsk flertal om 30 år«, lyder det i bogen, hvis grove generaliseringer af muslimer og præsteskab i sig selv er det rene nonsens.

Den slags detaljer bremser imidlertid ikke de tre skribenter, som tidligere har udgivet den noget mere moderate bog ‘Islam i Danmark’, men som – i lighed med det hjemlige debatklima generelt – nu har skruet endnu mere op for islamofobien.

De tre har heller ikke skrupler ved at citere den omstridte forfatter til bogen ‘Civilisationernes sammenstød’, amerikaneren Samuel Huntington, for at »muslimer er langt mere tilbøjelige til at lade sig inddrage i voldelige, etniske konflikter end alle andre grupper«.

Målet med bogen er så åbenlyst ikke at analysere og komme med forslag til løsninger af problemer, tværtimod gør forfatterne et stort nummer ud af at mistænkeliggøre de mennesker, som har forsøgt at åbne for en konstruktiv debat om den måde, europæiske muslimer praktiserer deres religion på. For sagen er jo, at der faktisk i dag foregår en livlig debat mellem muslimer og ikkemuslimer om, hvordan rammerne for religiøs udøvelse kan passes ind i Vestens stadig mere multietniske samfund.

Med sin tilgang og til tider direkte ondskabsfulde tone er bogen snarere et bidrag til de kræfter, som ser en interesse i at lægge danske og udenlandske muslimer for had. Som sådan bidrager den højst til den fragmentering af vort samfund, som bogen fremmaner som et fremtidsscenario, men som jo kun virkeliggøres, hvis de forskellige grupper – ligesom de tre forfattere – insisterer på konflikt frem for dialog.
Michael Jarlner

Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard: I Krigens Hus – islams kolonisering af Vesten, (Forlaget Hovedland, 256 sider, 248 kr.). Udkommer i dag.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Casper
  • Det er godt for eftertiden, at vi kan læse alle de anmeldelser og hvad der ellers er blevet skrevet. Ligesom det er godt at kunne sætte navn på, hvem der sagde hvad. Det vil selvfølgelig, for nogens vedkommende, hedde sig at det var kritikerne der opilnede til denne segration. Men til den tid vil den is være alt for tynd til at bære. Bandekonflikt og syriske oprører min bare røv. Alt dette er naturligvis bare det umiddelbare ansigt. Jeg giver ikke deres multikulturélle projekt ti år mere – nej, ikke engang fem. Inden da er de nemlig løbet tør for undskyldninger.

    Alt det der er sket gennem tiden er, for Danmarks vedkommende, sket i en lige linie. Som ung mand på den københavnske vestegn i de tidlige firsere, så jeg billedet tegne sig. Vi vidste godt hvad der skete, men havde alligevel en eller anden naturlig forventning om, at nogen sikkert snart ville begynde, at tage hånd om det. Det skete så bare aldrig. Det var mit første store tillids-tab overfor statsmagten. Her var en gruppe mennesker med et temprement og en opførsel vi aldrig havde kendt mage til. De var ikke spor eksotiske – bare voldelige og uregerlige og kom gerne anstigende med både fædre og onkler, når tingene spidsede til. Derfor var vi også godt klar over, at her skulle man bare holde sig langt væk.

    Når man så senere begynder at høre røster om integration tænker man – endelig skal de lære at opføre sig ordentligt. Men nej. Det var for stor en mundfuld, så nu hed det inklusion. Men alle de priviligerede vidste jo godt at de ikke behøvede, at komme i nærheden af disse uregerlige elementer. Og alle vi andre havde for længst lært at holde os væk. Så hvis ikke der er en overordnet plan, vil nogen så være så venlige at fortælle mig, hvad det så er der sker????

  • En velskrevet, veldokumenteret og modig bog. Jeg husker at have læst den kort efter min opdagelse af at noget var riv ravende galt med islam. Og den var en kæmpe hjælp til at skaffe sig bedre forståelse af præcist hvad. Stort tak til forfatterne!

    Det er tydeligt at multikulturalisterne hele tiden har ment de stod “på den rigtige side af historien”, og at alle modstandere og advarsler mod deres projekt, derfor kunne køres over med damptromlen og/eller totalt overhøres. Ligeledes mente man at kunne styre islam (hvilket ingen kan, heller ikke muslimerne) og pode store islamiske befolkninger med en ikke-islamisk samfundsorden og indfødte ikke-muslimer.

    Hovmodet og den ideologiske-utopiske magtarrogance var/er til at tage og føle på.

    Multikulturen er selvfølgelig en masse på papiret, men i praksis intet andet end systematisk destabilisering af nogle af verdens mest velfungerende samfund. Det er, når man koger det ned, hvad vores visionære politikere og menneskerettigheds-forkæmpere har gang i.

    Det siger sig selv af en sådan politisk-filosofisk druktur vil gå død og dernæst efterfølges af tænderskærende tømmermænd.

  • Allan Hansen

    I krigens hus er et historisk mesterværk!

    Aldrig før eller siden er den danske befolkning
    blevet konfronteret med deres ufattelig uvidenhed
    om islam. Aldrig før eller siden har danskerne
    måtte sluge så mange kameler og fordomme på én gang!
    Da min gamle ven Ebbe Kløvedal Reich (historiker) kaldte
    islam for djævle religion forstod jeg ikke hvad han mente
    for jeg havde aldrig hørt om islam. Nogle år efter læste jeg
    så tilfældigvis ” Vesten må vælge,, af Marius Baar 1980
    og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var chokeret over hvad
    jeg læste.
    Der må være noget forfatteren eller jeg har misforstået
    sagde jeg til mig selv.
    For at komme til bunds i min uvidenhed forsatte jeg
    min søgen. Desto mere jeg søgte desto mere
    gik det op for mig, hvad det var Ebbe mente med
    djævle religion.
    Aldrig har danske historiker (Hansen&Hedegaard)
    trængt så dybt ind bag Allahs slør og løgne.
    Som sagt et historisk mesterværk.
    Den får fem stjerner af mig * * * * *

  • Jacob A

    Tjah, Kate Østergaard argumenterer i det mindste, hvilket stort set er er mere end man kan sige om Michael Jarlner.

    MVH
    Jacob