Filippa von Platen, der af og til skriver her på bloggen, på Document og hos Thomas Nydahl, medvirker i Kulturradioens program om identitet – fra minut 25:50. I morgen sendes anden del her: I tiden 2: Förändring. Jeg kan forstå, der var en vis palaver om de nævnte blogs nu skulle kaldes “nationalistiske og stærkt højreorienterede,” eller bare dansk, svensk og norsk.

For mig spiller det nul rolle, men det satte et par tanker igang om sprogforskelle i Norden. Jeg begyndte med at google ‘nationalisme’ på svensk og på dansk: Dansk: Ca. 3.030.000 resultater (0,23 sekunder) – Svensk Ungefär 22 800 000 resultat (0,21 sekunder). Enter er der over syv gange så mange nationalister i Sverige, og/eller også taler vi i forskellige begreber.

Når vi i Danmark taler om nationalister, er det oftest om politiske bevægelser på den anden side af jorden – ikke om danskere. I Sverige er der ifølge sproget mange hjemlige nationalister. I Danmark er en nationalist lig med en chauvinist, i Sverige er det en Sverigedemokrat, Nationaldemokrat eller længere ude. Den sproglige shaming af det nationale er langt mere udbredt i Sverige end i Norge og Danmark. Hvorfor?

Hvis vi nøjes med at regne fra 1945, mener jeg der er der to afgørende grunde til, at ‘fædrelandskærligheden’ eller ‘nationalfølelsen’ har udviklet sig sprogligt forskelligt i Norden: Danmark og Norge var besat af tyskerne, og de var ikke neutrale under den kolde krig. Derfor har den almindelige forklaring, at nationalstaten er skyld i alt ondt, har haft mindre gennemslagskraft i Norge og Danmark. Alle der er voksne ud over en vis alder i Norge og Danmark er vokset op i samfund med en sund, tempereret nationalfølelse. Vi er også vokset op med en grundig kristendomsundervisning. I dag ville man muligvis sige, at den ville have gøre skolebørn til chauvinister og troende kristne, men det viste sig, at den ingen forkyndende virkning havde. Det blev ikke resultatet, det var snarere en vaccine imod nationalismens vrangbillede, chauvinismen, og den virker endnu. Jeg vil hævde, at den har vist sig mere effektiv i Norge og Danmnark, end flere generationers antinationalt præk i Sverige. At Norge producerede en Breivik, og ikke Sverige, er et af historiens mere lunefulde træk, man ikke kunne sandsynlighedsberegne.

Anderledes i Sverige. Internationalismen har spillet en langt større rolle på bekostning af det nationale, derfor ser man, at selv nationalt sindede svenskere benytter sig af internationalisternes sprog om sig selv: “Jeg er nationalist, men jeg er ikke racist,” kan man se skrevet. Ingen dansker eller nordmand, som er rigtig i hovedet, ville skrive sådan om sig selv. Jeg kan gribe mig i at beklage, at nazisterne ikke besatte Sverige, og at landet valgte neutraliteten. Den åndelige vægtløshed er heller ikke i eksistentiel betydning en sund tilstand.

Man ser den samme historisk-politiske forskel slå igennem i anvendelsen af ordet ‘islamofobi’. I Danmark anses det for et propagandaord, som kun benyttes af islamister og en enkelt socialdemokrat ved navn Jensen, i Sverige anvender akademikere det, som om det var videnskabeligt, neutralt beskrivende, og de skammer sig ikke engang.

Blandt andre af disse grunde, må Sveriges Radio kalde mig hvad de lyster, det siger mest om hvor SR nu befinder sig politisk og henviser ‘kun’ til en  kulturforskel, jeg alligevel ingen indflydelse har på. Man kan spørge, hvad der træder i stedet, når man nedbryder nationen kulturelt, mentalt, sprogligt og folkeligt. Et nyt “vi”, som mange skriver om? En ny, større enhed, som jo er EU’s trosbekendelse? Jeg tror ikke på det. Vi ser nu af et Sverige i opløsning, at en tilbagevenden til førnational tribalisme ligger for enden af den vej, et flertal af politikere har betrådt uden at rådføre sig med deres folk.

French rabbi, son stabbed in Paris synagogue

Attacker is a 28-year-old Iranian who escaped from a local psychiatric facility. French rabbi and his son were stabbed Tuesday morning at a Paris synagogue in the city’s 9th arrondissement by an Iranian psychiatric hospital fugitive yelling “Allahu akbar.”

Citing a member of the congregation who was attending the morning prayer services during the attack, the French news agency JSSNews reported that the attacker entered the Paris synagogue on la rue Saulnier and injured “Rabbi Baroukh” and his son in an assassination attempt. Baroukh and his son, 18, were stabbed in the neck, according to French newspaper Le Monde. The father was lightly injured. According to torahbox.com, the attack took place at the Beth-El synagogue. Neither Baroukh nor his son were in mortal danger, the report said. Times of _Israel