Anmeldelse af historikeren Morten Uhrskov Jensen i tidsskriftet Sappho

Endelig er den usminkede historie om Sveriges masseindvandring blevet fortalt. Resultatet er en saglig og rystende rapport, mener Sapphos anmelder.

Sverige har fået sit monumentale værk om masseindvandringen. I landet, hvor en totalitær politisk korrekthed hersker, har to modige mænd påtaget sig at skrive bogen om vanviddet.

Professor i etnologi Karl-Olov Arnstberg og socionom og journalist Gunnar Sandelins bog hedder Invandring och mörkläggning – En saklig rapport från en förryckt tid.

Titel og undertitel er på alle måder velvalgt.

Konsekvenserne af den ikke-vestlige indvandring til Sverige søges, så vidt det overhovedet er muligt, skjult, og midt i denne forrykte tilstand har de to forfattere skrevet, hvad der på alle måder er en saglig bog, der hele vejen igennem dokumenterer sine påstande.

Udlændinges overkriminalitet

Denne anmelder har fulgt og skrevet om Sveriges katastrofekurs gennem noget tid, men min indsats blegner ved siden af den mængde materiale, som det er lykkedes forfatterne at fremskaffe. Selv sikre tal for udlændinges uhyggelige overkriminalitet er det lykkedes forfatterne at finde frem.

Det skal her erindres, at den svenske statistik ikke skelner mellem svenskere, indvandrere og efterkommere, når de svenske kriminalitetstal offentliggøres. Normalt famler man derfor i blinde. Det gør vi ikke efter denne bog.

Bogen er fint bygget op over en række temaer. Der bliver sat tal på indvandringens størrelse, så godt det nu lader sig gøre, når mørklægningen er så massiv, som tilfældet er i Sverige.

Forskernes uredelighed bliver udstillet, og det kan ikke undre, at svenske ”forskere” giver selv danske ditto baghjul, når det kommer til uvederhæftighed.

Asylbedrageriet afdækkes, og der sættes tal på omkostningerne ved en indvandring, der altovervejende består af lavt kvalificerede, der i gennemsnit trækker langt mere ud af den fælles kasse, end de indbetaler til den.

Det totalitære opdragelsesprojekt i forhold til det svenske folk udfoldes, og der stilles skarpt på den svenske politiske elite, som er mangefold værre end vor egen.

Opdragelsesprojektet

I mange årtier, måske endnu længere, har det været den politiske elites opfattelse, at det svenske folk skal opdrages, ikke informeres. Thomas Jefferson sagde for mere end 200 år siden, at der ikke eksisterede en sandhed, som verden ikke burde kende til. Dette princip gælder ikke i Sverige.

Den svenske socialdemokrat Pierre Schorie udtrykte denne omvendte Jefferson således i 1997:

”Racisme og fremmedfjendskhed skal kriminaliseres og jages. I et demokrati går det ikke an at finde på undskyldninger som f.eks., at der føres en fejlagtig indvandrer- og flygtningepolitik.”

Så kan det ikke udtrykkes meget tydeligere, at det ikke er ønsket om oplysning, men om ridefogedmentalitet, der bestemmer, hvad der siges og gøres.

Det kan næppe overraske tænkende mennesker, at svenske journalister ikke anses for troværdige af svenskerne. En måling viste, at tilliden til svenske journalister var så lav, at gruppen havnede sidst blandt de undersøgte grupper.

Selv politikerne havde befolkningen større tillid til, 23 mod 29 procent. Og på påstanden om mediernes evne til at beskrive konsekvenserne af indvandringen, ”Svenske medier fortæller ikke sandheden om samfundsproblemer forbundet med indvandring”, svarede 64 procent, at de var enige i dette.

I journalisternes eget blad Journalisten kunne chefredaktøren ikke forstå det pauvre resultat og mente, at der måtte være tale om en målefejl. Redaktøren skrev også:

”Hvordan kan en erhvervsgruppe, som er så betydningsfuld, som arbejder så hårdt, og som har så stærke etiske regler, have en så lav tillid i offentligheden?”

Redaktørens svar fortæller, hvor dybt indlejret den svenske politiske korrekthed er. Oprigtig forbløffelse i stedet for dyb selvransagelse.

Tavshedskulturen

Ifølge forfatterne hersker der en ”tavshedens kultur” i svenske medier og i Sverige generelt. Da Gunnar Sandelin undtagelsesvis havde haft et indlæg i Dagens Nyheter i 2008, modtog han en stribe mails, hvori eksempler på den mest rystende selvcensur blev lagt for dagen.

Der var en journalistkollega, der ikke turde blive set med Gunnar Sandelin offentligt, og som måtte maskere sine reportageforslag på redaktionen, hvis han/hun ville skrive noget kritisk.

Der var præsten, som ikke turde gå ud med kritik af islam, ikke af skræk for, hvad muslimer evt. måtte finde på, men af rædsel for reaktionen hos eliten i Sverige.

Eller læreren, som jævnligt kaldes racist af indvandrerelever, men ikke tør gå til skolens ledelse, fordi læreren frygter at blive beskyldt for at tegne et billede af skolen som fremmedfjendtlig (sic!).

Og så videre og så videre. Samme billede kan man uden for enhver tvivl finde herhjemme, men vel at mærke i afsvækket form. Sverige er i en klasse for sig.

Sverige har ud fra enhver betragtning modtaget en enorm indvandring fra ikke-vestlige lande siden ca. 1980. Det med det ikke-vestlige er i øvrigt værd at hæfte sig ved, idet indvandringen til Sverige langt fra kun har været i form af muslimsk indvandring.

Ikke kun muslimer……..læs resten på Sappho