25
apr
Seneste opdatering: 25/4-13 kl. 0147
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

BBC: From Belgian school to Syrian battleground, Bandeleder risikerer terrorsag for at kæmpe i Syrien.

»Fjordman – den venlige fascist«

Anmeldelse av “Fjordman. Portrett av en antiislamist.” 15 minutter – I forgårs hed det om Peder Jensen Den siviliserte fascist, i går hed det Den vennlige fascisten. Det der slår en ved debatten om Sætres Fjordman-bog er, at både bogen og samtalen i Norge går ud fra som underforstået, at der er foregået en ‘radikaliseringsproces’ med bogens hovedperson. Hvor ordentlige mennesker gennemgår en evt. akademisk udvikling eller modning, gennemgår Jensen en radikalisering, det er hævet over begrundelse eller diskussion.

Ta inn hele skjermen 24.04.2013 235621

Man må da gå ud fra, at Lars Gule som medvirker i udsendelsen, og som i 1977 blev idømt et halvt år fængsel i Libanon for besiddelse af våben og sprængstof, siden har gennemgået en afradikaliseringsproces for at kunne medvirke også som vidne i retssagen mod ABB. Der snakkes ikke om det, lad os vedtage det.

Efter knap fjorten dage, hvor vi i Vesten har oplevet fire (!) muslimske forsøg på masseterror – kun et ‘vellykket – holder det officielle Norge krampagtigt fast på Breivik og billedet af Fjordman, som om de frygter en uendelig forladthed, hvis mindet om ABB skulle blegne. For enhver der kender hovedpersonen og den norske debat, virker det hele mere som et ufrivilligt selvportræt af en nations sindstilstand. Vi som elskede Norge, det er så fortabt, at det med en allusion til Eichman og Höss om Jensen kan hedde:

Peder Nøstvold Jensen er «en mild person med en hard kjerne. En idealist. En som vil godt, men som kanskje vil det for sterkt». Det er en konklusjon som blir motsagt gang på gang på de foregående 261 sidene. Det er som å høre den gamle leksen om torturisten som spiller Chopin og er glad i sin hund….Kanskje er han snill, kanskje er han belest og reflekterende. Men hans politikk er fascismen.

Tvivlens nådegave

Hvor der ikke hersker nogen tvivl om, at Jensen er radikal og ekstrem, eksisterer tvivlen om Breiviks tilregnelighed stadig ifølge Lippestads nye bog. I norsk jura skal man erklære en tiltalt utilregnelig, hvis man er i tvivl, men presset fra medier og politikere for at erklære ham tilregnelig og strafegenet, var massivt. Det var ikke kønt:

Terroristens eigne forsvararar var delt i synet på om han var tilrekneleg – også etter at dommen var falt. Det er verd å merke seg for alle som aldri har vore i tvil … Rett nok skriv Lippestad at han i dag er trygg på at Breivik er riktig dømt, men han var sterkt i tvil undervegs i prosessen. Og i hans eige forsvararteam på fire advokatar var meiningane delte også etter at rettssaka var over. I boka skildrar Lippestad stemninga på bakrommet rett etter at forsvararane fekk medhald då dommen fall 28. august 2012: «Vi er fremdeles uenige om tilregnelighet eller utilregnelighet, så det utløser ingen felles jubel.»

I 22. juli saka var det eit massivt press for å få terroristen dømt tilrekneleg. Frå opinionen, brorparten av mediene, stortingspolitikarar. Til og med statsministeren uttalte seg slik at han blei oppfatta å ønske Breivik straffa. Til TV2 sa han at det ville vere ein fordel for offera om Breivik blei dømt tilrekneleg. Mange var skråsikre; ein psykotisk mann kan ikkje planlegge i årevis og gjennomføre ein slik aksjon. Lippestad hadde altså solid støtte då han prosederte på at klienten hans var tilrekneleg. No veit vi at det heile vegen var sterk tvil i forsvararteamet om klientens tilrekneleghet: «Vi ble egentlig aldri helt enige hverken med oss selv eller hverandre om tilregnelighetsspørsmålet», skriv Lippestad. Tvilens tyngde

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Santor

    Man får nemt det indtryk at Lippestad er anklageren og ikke forsvareren. Mon ikke den retssag vil trække nogle kedelige spor i fremtidens opfattelse af Norge som en retsstat?

  • Den belgiske tante om sin muslimske nevø (min 1:11): “…a soldier of Allah…”

    Dernæst det eurokratiske nossefår (og det er at være sød ved ham), der kan forsikre os om, at ikke alle er “radikaliserede” når de tager afsted, men at de selvfølgelig kan blive det dernede og man derfor frygter deres hjemkomst.

    Svagheden, impotensen, latterligheden og opgivelsen strømmer-pøser-plasker, som en oceanisk syndflod, fra euro-oligarkiet. De magter kun lige præcis at hæve deres fede lønninger, resten sejler, og de kunne ikke være mere ligeglade.

    Personligt har jeg ikke meget imod, at muslimer drager på jihad for at aflive hinanden. Jeg synes de burde forlade islam og finde på noget mere konstruktivt at tage sig til, men den anbefaling falder for døve øre midt i kulminationen af mere end et halvt århundredes stædig islamisk revival.

    Derfor mener jeg ikke man bør stoppe dem i at rejse til diverse slagmarker. NATO skal jo også bruge kanonføde til at fravriste Syrien Ruslands/Irans favntag og sikre det muslimske broderskabs herredømme over endnu en stat (dum, dummere, NATO). Man bør blot sikre, at de ALDRIG vender tilbage igen.

    Og det kunne man sikre ganske let, hvis det netop ikke var for det kørende selvmorderiske euro-eksperiment i grænseløst politisk-økonomisk-etnisk-socialt anarki.

    • der er jo også dette synspunkt:

      The Western Mistake: Preventing The Most Fanatical From Going To Syria

      If some of the most committed, violent and dangerous of Muslims want to go to Syria, where there is a good chance they may be killed, why prevent them? If they remain in Belgium, will they not be more of a threat to Belgians? The policy of Western governments, and not just of Belgium, makes little sense.

      http://www.newenglishreview.org/blog_direct_link.cfm/blog_id/48572