Jeg sad i venners lag forleden efter højtideligheden i Mindelunden 4 maj, og talten faldt på George Orwell. Efter at vi havde vendt han liv, hans ungdom, skolegang og forfatterskab, kom vi til det uundgåelige spørgsmål: Hvad ville Orwell have sagt til….i dag, og hvem har skrevet allegorien om en muslimsk fremtid, som Orwell skrev bogen om den kommunistiske?

En af de to forfattere til stede, mente at Jean Raspail: “Le Camp des Saints” er det hidtil bedste bud på en sådan bog. Den er på godt 100 sider som Animal Farm, og den kan læses på nettet på engelsk: THE CAMP OF THE SAINTS By Jean Raspail, 102 sider pdf. Gå ikke glip af videointerviewet med Raspail fra 2011.

Jeg besluttede mig derfor at genpostere denne, som jeg lavde en vidunderlig augustaften i Smålands natur for to år siden. Jeg kan ikke lide at gentage mig selv, men mine venner i undervisningsbranchen har overbevist mig om, at det ikke bør undgås for enhver pris..

*************************

17 august 2011: Mange har sikkert bemærket, at Gates of Viennas løbende reportage om landingerne på Lampedusa, Malta og i Syditalien i år, alene i år 48.000, hedder “Camp of Saints”. Jeg har haft travlt med andet, så det tog mig seks måneder at stille spørgsmålet “hvorfor,” et spørgsmål der kræver et minimum af tid og overskud.

Det er titlen på Jean Raspails (f.1925) øjensynligt profetiske bog om en fremtidig, ødelæggende masseinvandring til Europa fra den tredje verden, der udkom et par år efter at jeg blev student, og havde mange andre ting i hovedet. Blandt andet at se så meget af verdenen som overhovedet muligt foruden Europa og USA, som jeg allerede kendte godt, ligesom Raspail selv gjorde. Han er nu en gammel mand på 86, hans bog er genudgivet to gange, han har fået flere litterære priser og været tæt på at blive indvalgt i Académie Française i år 2000, hvor han fik flest stemmer. Han har skrevet 38 bøger, men han siger om “Le Camp des Saints”:

Det er en inspireret bog. Det vil sige, da jeg begyndte at skrive den i 1972, havde jeg udsigt til Middelhavet, og jeg spurgte mig selv: “Hvis nu de kommer…..og så kom bogen til mig som ingenting. Den ligner ikke noget andet, jeg har skrevet.”

Raspail siger også, at bogen ikke kunne være udkommet i dag på grund af hate-speech lovgivningen, samt at han undgik spørgsmålet om islam, der allerede var kontroversielt i Frankrig dengang, givetvis bla. på grund af Algier, der i vidt omfang var et islamisk oprør mod Frankrig. 50 år efter Ben Bella og OAS, oplever Frankrig en kvalitativ, lignende trussel, men nu på fransk grund.

Her er så en tretrinsraket om Raspail. Man kan se interviewet ovenfor fra februar i år, det er med engelske undertekster. Han afslutter det med at minde intervieweren om, at der lige syd for den franske middelhavskyst er en halv milliard mennesker i labile lande, som stadig kan sætte kursen mod den franske Riviera, hvis (når) deres samfund tipper over i kaos.

Intervieweren hører det ikke, ligesom europæiske politikere idag, ikke vil tænke tanken, skønt den kan eksplodere på dem og deres sagesløse undersåtter når som helst. Man kan læse anmeldelsen af bogen her, og/eller endelig kan man læse bogen online. Den er kun på 100 sider. Jeg har andre bøger i gang, men jeg skal prøve at få den læst: THE CAMP OF THE SAINTS By Jean Raspail, 102 sider pdf.

Syrien-krig er i alle ‘vantros’ interesse

Edward Luttwak skriver blandt andet i Foreign Policy:

The Arab Spring has indeed been consequential in awakening populations from passivity. But this merely precludes dictatorial rule, even while these countries’ fundamental conditions continue to preclude democracy.

Only varieties of anarchy remain. The Syrian civil war is a bloody human tragedy, but the United States could only end it by a full-scale military intervention — whose ultimate result would most likely be a number of quarreling Alawite, Sunni Arab, Kurdish, and perhaps Druze statelets. One would hope that after more than a decade entangled in sectarian wars in the Middle East and Central Asia, the United States would have learned to steer clear of here.The simple truth is that Obama has bigger fish to fry…Leave Bad Enough Alone. The United States should forget about intervening in Syria. Asia’s what matters. BY EDWARD LUTTWAK.

Hugh Fitzgerald skriver i What Edward Luttwak Did Not And Presumably Does Not Wish To Argue, hvad Luttwak kan mene, men ikke så godt sige: Konflikten i Syrien er en lokal sunni-shia proxykrig, der slider “the camp of islam” op, ikke mindst svækker Hizbollah og Iran, og derfor er i alle vantros interesse, også Israels. Det er ikke kønt humanitært, men det er realpolitik at lade lige blodtørstige fjender æde hinanden op. Befrier krigen desuden Europa for nogle hundreder jihadister, der aldrig skulle have været  europæere, er det ikke noget større tab for den menneskelige civillisation. Vi burde give dem alle en enkelbillet gratis, så de kan få deres krig nu og ikke starte en mod vores børn. At EU i denne måned overhovedet skal diskutere at bevæbne det sammenrend af religiøse fanatikere, der kalder sig ‘oppositionen’, er en skræmmende tanke.

What Edward Luttwak Did Not And Presumably Does Not Wish To Argue

Luttwak argues that it would be folly to become further entangled in Syria, or to sink into its morass. He offers the argument that it would use up attention,deflecting it from Asia and from China. That’s a reasonable argument, but it’s not the only, nor the main one, against American intervention.

It is in America’s interest — in the interest of all Infidels — that the war in Syria, which is also a proxy war between Sunni and Shi’a Islam, continue for as long as possible, and that permanent bad blood between the two sects results. It is good to have Hezbollah using up its men in Syria, slaughtering and being slaughtered; it’s fine that Iran has to send tens of billions to prop up the Syrian regime; it is fine that Sunnis in Syria and Lebanon too are now enraged at Hezbollah and Iran; fine that Qatar and Saudi Arabia are using up some of their undeserved billions to contribute to the Sunni war effort in Syria; good that Sunnis in Iraq are further enraged at Shi’a in Iraq, and the Shi’a in Iraq further enraged at the Sunnis in Iraq, because of the conflict in Syria.

And if this continues for several more years, and Syria were to break up, that would not be a loss for the West, not be a problem for the West, though many keep describing it as a “catastrophe.” It would be a “catastrophe” only for Arabs and Muslims, not for the rest of the world.

Still, his argument is more likely to be found acceptable than mine to the Obama Administration, more likely to be found convincing as a cover for further inaction. So even if it does not state the home truths I have put in the paragraph above (and in many other places, over two years, whenever writing about Syria), the business of don’t-be-further-distracted-by-the-absurd-and-hopeless Arabs but focus on China, certainly it not untrue, and has its uses in official Washington (that feels it can’t openly root for a war to go on, even if that war is, like the Iran-Iraq War, certain to divide and demoralize and weaken the Camp of Islam), and is therefore welcome.