13
maj
Seneste opdatering: 15/5-13 kl. 1135
18 kommentarer - Tryk for at kommentere!

La_France_Orange_M_caniqueAnmeldelse af bogen La France Orange mécanique – nul n’est censé ignorer la réalité (Ring, 2013).

 af Torben S. Hansen, historiker, lektor emeritus

Filmen ”A Clockwork Orange” – fra 1971, instrueret af Stanley Kubrick – er en dystopisk fortælling om en forbryderbande, der excellerer i ”ultravold”. Den har inspireret journalisten Laurent Obertone (pseudonym) til titlen ”La France Orange mécanique”. Over 350 sider dokumenterer, analyserer og kommenterer han dels det franske samfunds nedstyrtning i massiv, permanent kriminalitet af værste kaliber som følge af indvandring, dels myndighedernes og mediernes altafgørende medansvar for katastrofen.

Frankrig har tidligere modtaget et stort antal udlændinge – eksempelvis italienere og armeniere i 1920’erne og portugisere og spaniere i 1950’erne. De blev relativt hurtigt og let integreret. Sådan gik det ikke – eller i hvert fald kun delvist – med de seneste fire årtiers tilstrømning af ikke-vestlige indvandrere (og flygtninge). I de store og mellemstore byer er der opstået såkaldte ”følsomme kvarterer”, hvoraf mange helt er ”gået tabt for republikken” (”territoires perdus de la république”). Her har en ny underklasse af arabiske, afrikanske m.fl. tilflyttere klumpet sig sammen. Den oprindelige franske befolkning flygter nu fra disse steder, hvor langt de fleste boliger er socialt etagebyggeri.

Sociologisk betragtet er disse ”zoner” snyltere på samfundet, nationen. Obertone bringer et væld af statistikker – primært officielle – til belysning af elendigheden. Fra 1980 til 2000 femdobledes således antallet af voldtægter, og syv procent af Frankrigs kvinder er blevet udsat for denne forbrydelse. Hvert år voldtages 75.000.

Ifølge officiel angivelse begåes 1.000 mord på årsbasis, men en sociolog anslår, at det reelle tal er 45 procent større. Antallet af indbrud, røveriske overfald, bilafbrændinger og andet hærværk har længe været stigende. Årligt foregår 105.000 røveriske overfald – herunder bankrøverier – uden våben plus 6.200 med skydevåben og 9.500 med kniv. Totalt koster kriminalitet årligt 115 milliarder euro – 5,6 procent af bruttonationalproduktet (offentliggjort 2010 i avisen le Figaro). Blandt andre udgifter kan nævnes 30 milliarder euro i pension til indvandrere. Dertil kommer stribevis af andre tunge udgifter som sanering af lejeboliger, drift af fængsler, øget beredskab for politi og brandvæsen o.s.v.

Politikerne – frem for alt på venstrefløjen – benægter, at denne daglige ulykke overhovedet finder sted. I stedet taler eksempelvis den socialistiske regerings ministre Valls og Toubira (hhv. indenrigsminister og justitsminister) om et påtrængende behov for at bekæmpe ”racismen” blandt de oprindelige franskmænd. Voldtægt er et regeringsanliggende, hvis det handler om Syrien, men ikke Lyon eller Paris.

Frankrigs interne problemer overvåges af forskellige hel- og halvstatslige agenturer, som er skabt af venstrefløjen til at varetage den antiracistiske indsats. Frem til 2011 fungerede HALDE, den såkaldte ”Højere Autoritet for bekæmpelse af diskriminering og fremme af lighed”, som i dag hedder DDD, ”Forsvar for Retten”. Udover ”de hvides” racisme og deraf følgende ”udelukkelse” af indvandrere peger myndighederne på faktorer som fattigdom og arbejdsløshed. At muslimer er voldsomt overrepræsenteret i fængslerne er det franske samfunds skyld.

De landsdækkende medier rapporterer ugerne om de daglige ulykker med udspring i ”følsomme kvarterer”. Når de groveste forbrydelser endelig omtales, holder redaktionerne sig ikke tilbage fra fordrejning, fortielse samt lodret løgn. Det celebre dagblad ”Le Monde” omtalte således en morder af tjetjensk herkomst. Hans navn er Omar, men avisen kaldte ham Vladimir. Politikere og medier har tiltaget sig en moralsk ret til enten at fortie eller omformulere og ”italesætte” de ulykker, kriminelle indvandrere forårsager, og til at udskamme, fordømme og knuse protesterne fra ofrene: ”En veritabel kulturrevolution har fundet sted i vort land. Man føler sig kun intellektuelt overlegen ved at tage parti for forbryderen og bagatellisere hans ansvar… ” (s. 17).

Den offentlige debat er gennemsyret af et paradigme, en ”diskurs” eller ordvalg, som tilslører og benægter den fysiske virkeligheds ildspåsættelser, skyderier, knivdrab og voldtægt. Klage og protest mødes rutinemæssigt med beskyldninger om amalgame – uberettiget kritik af hele befolkningsgrupper som følge af enkeltindividers opførsel. Når tusindvis af forbrydere med baggrund i afrikanske stater – både nord og syd for Sahara – brænder byen af, hedder det ”de unge fra forstæderne”. Det gælder nemlig om ikke at ”stigmatisere” bestemte grupper indvandrere.

Redaktørerne, politikerne og embedsmændene bor naturligvis ikke selv i ”følsomme kvarterer”, og de holder sig ikke tilbage for at stigmatisere dem, der råber op og kræver effektiv indsats mod forbryderne. Når en kritiker først er udskreget som ”racist”, benyttes alle midler i tilsværtningen. Angreb ad hominem er en yndet taktik: Har en broder til den pågældende racists bedstefar på nogen måde været forbundet med Vichy-regimet (som samarbejdede med den tyske besættelsesmagt 1940-1944)? I så fald er sagen krystalklar, og enhver dokumentation af mord eller grov legemsbeskadigelse kan fejes af bordet.

Obertone leverer en grundig gendrivelse af hovedpunkterne i den monotone retorik og indoktrinering, de ”professionelle moralister” udsætter samfundet for. Et eksempel: Arbejdsløsheden i Frankrig er relativt høj, men de ”udkantsområder”, der har flest ledige, har væsentligt lavere kriminalitet end de ”følsomme kvarterer” i og omkring Paris.

Han afslutter bogen med følgende konstatering: Etnisk homogene samfund som Finland og Japan har den laveste kriminalitet og den højeste velstand.

Også anmeldt på HRS.NO

Update: 15.05.2013: Nu oversat til engelsk: The truth about Muslims and media in France: English review of the book “La France Orange mécanique” (The Clockwork Orange France).

Annoncer fra Danske Partner-Ads:






Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Tack för en mycket intressant recension. Fäster mig särskilt vid detta du skriver:

    “Den offentlige debat er gennemsyret af et paradigme, en ”diskurs” eller ordvalg, som tilslører og benægter den fysiske virkeligheds ildspåsættelser, skyderier, knivdrab og voldtægt. Klage og protest mødes rutinemæssigt med beskyldninger om amalgame – uberettiget kritik af hele befolkningsgrupper som følge af enkeltindividers opførsel. Når tusindvis af forbrydere med baggrund i afrikanske stater – både nord og syd for Sahara – brænder byen af, hedder det ”de unge fra forstæderne”. Det gælder nemlig om ikke at ”stigmatisere” bestemte grupper indvandrere.”

    Det är i själva verket en utmärkt sammanfattning av det andefattiga klimat jag känner att vi i Sverige lever i. Det finns alltid “et paradigme, en ”diskurs” eller ordvalg, som tilslører og benægter” och denna har, som professor Lars Gustafsson en gång uttryckte det “problemformuleringsprivilegiet”. Det är ett långt ord, men det sammanfattar precis vad det handlar om. Den politiska, ekonomiska och mediala eliten bestämmer vad som får och kan ventileras. Allt annat låter sig avvisas.

    Det du citerar från bokens avslutning är intressant, “Etnisk homogene samfund som Finland og Japan har den laveste kriminalitet og den højeste velstand.” Japan vet jag väldigt lite om, men jag vet att homogeniteten i Finland krymper och blir allt mindre. Särskilt Helsingfors har idag stora problem av samma karaktär som övriga Europa. Men ändå är mottagningen av de stora “asyl”-strömmarna där aldrig mer omfattande än att de på sin höjd utgör 10% av den svenska.

    • Det med Finland er godt spottet af dig.

      Jeg syntes dog ikke at det er interessant, men derimod ærgeligt at en sikkert ellers glimrende bog, svækker sin egen troværdighed med at slutte af med en forkert konstatering.

  • T. Snorrason

    Al denne hændervriden om resulatterne af den massive folkevandring fra Nordafrika og Mellemøsten, der er jo intet nyt i det hele, alene at vor tids socialister tillader den. Det var næppe gået under Stauning eller H.C. Hansen, at man lod sit land forfalde og fattiggøre ved uhæmmet indvandring af livsvarige socialklienter.

    Jeg ser på Afpixlat, at man der nu indfører et system, så man kan kommentere nok så frejdigt på diverse avisers artikler – og at en moderator ikke kan fjerne ens kommentarer.
    Måske det var en idé for Snaphanen også at indføre.
    Dispatch International og diverse blogs er glimrende initiativer, men er det muligt at bryde pressens monopol på kommentarer via moderatorer, så er det et godt skridt videre.

  • Arvid Falk

    En fråga.. det står: “Hvert år voldtages 75.000”.

    Den siffran är anmärkningsvärt – ca. 10 gånger – högre, än vad som brukar redovisas i våldtäktsstatistik från Frankrike. Kan det vara ett skrivfel?

    —–

    Nedanstående är mycket välbekant från Sverige. I Sverige är detta konsekvent genomfört i ALLA tidningar och etermedia.

    “Politikere og medier har tiltaget sig en moralsk ret til enten at fortie eller omformulere og ”italesætte” de ulykker, kriminelle indvandrere forårsager, og til at udskamme, fordømme og knuse protesterne fra ofrene: ”En veritabel kulturrevolution har fundet sted i vort land. Man føler sig kun intellektuelt overlegen ved at tage parti for forbryderen og bagatellisere hans ansvar… ” (s. 17).

    Den offentlige debat er gennemsyret af et paradigme, en ”diskurs” eller ordvalg, som tilslører og benægter den fysiske virkeligheds ildspåsættelser, skyderier, knivdrab og voldtægt. Klage og protest mødes rutinemæssigt med beskyldninger om amalgame – uberettiget kritik af hele befolkningsgrupper som følge af enkeltindividers opførsel. Når tusindvis af forbrydere med baggrund i afrikanske stater – både nord og syd for Sahara – brænder byen af, hedder det ”de unge fra forstæderne”. Det gælder nemlig om ikke at ”stigmatisere” bestemte grupper indvandrere.

    Redaktørerne, politikerne og embedsmændene bor naturligvis ikke selv i ”følsomme kvarterer”, og de holder sig ikke tilbage for at stigmatisere dem, der råber op og kræver effektiv indsats mod forbryderne. Når en kritiker først er udskreget som ”racist”, benyttes alle midler i tilsværtningen.”

    • 75.000 skulle passe, det forekommer også i de franske anmeldelser af bogen

      http://snaphanen.dk/2013/03/12/frankrig-a-clockwork-orange/

      • Arvid Falk

        Det är, som sagt, ca. 10 gånger högre, än vad som brukar redovisas i våldtäktsstatistik från Frankrike. En.wikipedias “rape statistics” anger ca. 10.000 våldtäkter per år i Frankrike (t.o.m. år 2009).

        Efter visst googlande framgår, att 75.000 är en uppskattning.

        8458 viols sont déclarés en France mais leur nombre réel serait très supérieur puisqu’on estime, à partir d’enquêtes de victimation, que 75 000 personnes, essentiellement des femmes mais pas uniquement, sont victimes de viols chaque année.”

        http://www.planetoscope.com/Criminalite/1497-nombre-de-viols-en-france .html

  • Torben Snarup Hansen

    Der er usikkerhed om voldtægtstallene i Obertones bog. Når det i Guiller+Weilers artikel anslåes, at hver sjette kvinde bliver voldtaget, er forudsætningen, at KUN ti procent melder det til politiet. Dette tal stiger øjensynligt.
    Obertone skriver på dette grundlag:

    ” … 200 viols par jour et concerne une femme sur six au cours de son existence. 198.000 tentatives de viols sont commis chaque année … Selon les chifferes de la police, le viol s’est multiplié par cinq en l’espace de vingt ans, des années 1980 aux années de 2000 … le chercheur Hugues Lagrange … “(p. 18).

    http://www.cherche-midi.com/theme/Le_viol,_un_crime_presque_ordinaire- Audrey_GUILLER_Nolwenn_WEILER_-9782749119946.html

    Audrey GUILLER
    Nolwenn WEILER
    Le viol, un crime presque ordinaire
    Collection Documents
    20 octobre 2011
    ISBN : 978-2-7491-1984-7
    15,20 € ttc

    Le viol n’est pas un fait divers qui ne surprend que des malchanceuses tombées par hasard sur des monstres aux pulsions sexuelles irrépressibles. En France, une femme sur six est victime de viol ou de tentative au cours de sa vie. Après un viol, rien n’est plus comme avant. Mais la vie des victimes peut reprendre. Pourtant, dans notre pays, on ne les y aide pas. Le suivi dont elles bénéficient est aléatoire, parfois coûteux, voire maltraitant.

    Le violeur peut être le père, le frère, le collègue, le voisin, le conjoint. Celui dont on ne se serait pas méfié et que personne ne soupçonne. Quand ils sont jugés et condamnés, les agresseurs sont sévèrement punis. Hélas, moins de 10 % des victimes portent plainte. Le viol est mis sous silence. Notre société a une fâcheuse tendance à excuser les violeurs et à culpabiliser les victimes.

    Les moyens pour prévenir le viol, soigner les victimes et accompagner les agresseurs sont dérisoires. On laisse le viol perdurer alors qu’il détruit des milliers de vies et dégrade les relations entre les femmes et les hommes.

    À partir de témoignages de victimes, d’interviews de juristes, de policiers, de soignants et d’analyses de criminologues et de sociologues, cette enquête décrypte ce qui ressemble trop, malgré les discours, à une tolérance face à un crime qui n’est pourtant pas une fatalité.

    L’auteur
    Audrey GUILLER
    Audrey Guiller, journaliste, traite de thématiques sociales et familiales, notamment pour Ouest-France et Actualités sociales hebdomadaires. Elle publie également des documentaires jeunesse.

    Nolwenn WEILER
    Nolwenn Weiler, journaliste, travaille autour des problématiques de santé et d’environnement pour Ouest-France, Politis, La Maison écologique et fait partie de la rédaction du site d’information bastamag.net.

    http://www.ined.fr/fr/rendez_vous/lundis_ined/bdd/rendez_vous/283/
    Pallier les lacunes de la statistique publique : l’exemple des données associatives sur le viol

    Le 16/06/08 à l’Ined, salle Sauvy
    par Alice Debauche

    Discutant : Hugues Lagrange (OSC / CNRS)

    L’étude de l’évolution du viol en France est limitée par un manque de données longitudinales. Les statistiques de Police permettent de constater une augmentation très importante du nombre annuel de plaintes pour viol qui est passé de moins de 2 000 en 1980 à près de 10 000 dans les années 2000. Les données agrégées fournies par le Ministère de l’Intérieur ne permettent toutefois pas vraiment de décrire finement cette évolution, ni les éventuelles disparités selon le type de viol dont il s’agit (intrafamilial, conjugal, etc.). Les enquêtes (ACSF 1992, Enveff 2000, Baromètre Santé 2000 et 2005, CSF 2006) mettent aussi en évidence une augmentation des déclarations de rapports forcés, mais les différences d’échantillonnage, de thématiques et de formulation limitent les conclusions auxquelles on pourrait aboutir.
    Afin de préciser les modalités de cette augmentation sensible des déclarations, d’autres sources doivent être identifiées et analysées. Depuis 1986, le Collectif Féministe Contre le Viol tient une permanence téléphonique, SOS Viols Informations, qui recueille chaque année plus de mille appels de victimes de viols. La base de données constituée à partir de ces appels constitue une source complémentaire originale malgré les difficultés inhérentes à des données qui ne sont pas obtenues à partir d’un questionnaire.
    Près de 20 000 viols sont décrits dans cette base, ce qui permet de mettre en évidence des différences importantes dans les comportements de recours (plaintes et appels) des victimes selon le contexte du viol, l’auteur, l’éventuelle répétition des violences et l’âge auquel elles se sont produites. Ces données permettent en particulier d’évaluer la durée entre le ou les viols et un éventuel signalement officiel (plaintes et appels).

  • Ole Burde

    For et par dage siden oplevede jeg på nært hold hvordan den franske version af ” Gutmenschen” er istand at bortredigere enhver del af verkeligheden som ikke passer i godhedslandskabet . I det øjeblik samtalen berørte Paris’s urolige forstæder , blev min franske gæst ”mærkelig i hovedet” … hans øjne begyndte at flakke vildt rundt i alle retninger , og han mindede mig om en hund som pludselig bliver enorm interresseret i at KLØ SIG bag ved øret , ,for at undgå en en PINLIG konfrontation med en kat som ikke render nogen steder ..

  • Allan Hansen

    All U need is LOVE.

    Under meditation sker det ofte, at jeg bliver
    overvælte af en stærk følelse af glæde, varme, kærlighed
    og hengivenhed. Jeg har opgivet at forsøge, at beskrive
    det med ord – for det lader sig ikke gøre.

    – Det er dybere end det dybest hav og
    højere end de højeste “guder,,.
    Det er bredder end stjernes horisont.

    Det er Buddha-natur!

    “We were talking-about the space between us all
    And the people-who hide themselves behind a wall of illusion
    Never glimpse the truth-then it’s far too late-when they pass away.
    We were talking-about the love we all could share-when we find it
    To try our best to hold it there-with our love
    With our love-we could save the world-if they only knew.
    Try to realise it’s all within yourself
    No-one else can make you change
    And to see you’re really only very small,
    And life flows within you and without you.
    We were talking-about the love that’s gone so cold and the people,
    Who gain the world and lose their soul-
    They don’t know-they can’t see-are you one of them?
    When you’ve seen beyond yourself-then you may find, peace of mind,
    Is waiting there-
    And the time will come when you see
    we’re all one, and life flows on within you and without you.

    – George Harrison.

    http://www.youtube.com/watch?v=p4G2RlBKbrM

  • Breidablikk

    Siste opptøyer i Paris med vandalisme og vold, nå i helgen, her – flere videos:
    http://www.fdesouche.com/371513-graves-incidents-sur-les-champs-elysee s-apres-la-victoire-du-psg

  • HH

    Vilken sorg jag känner över det som pågår! En lättnad gavs förra lördagen på svensk TV, kanal 2 där en fransk kör på 40 pers plus musiker med medeltida instrument framförde ett verk från 1500-talet av en italiensk tonsättare. Man hade trott att noter och texter försvunnit under århundradenas lopp – men de hittades i avskrivet original på ett museum i Paris.

    Det var helt enkelt en brygd av europeisk kultur och historia, ett sammanflätat verk där rösterna var uppdelade i små körer, sammanlag fem i varje och någonting helt utöver det vanliga.

    Vi satt helt trollbundna och när dirigenten – som var helt fabulös! – enkelt berättade om verket och särskilt antydde att det var en del av det Europa som vi alla tillhör historiskt, då greps vi verkligen.

    Vi har ingen del i det andra som väller över oss, ingen alls! Vi har en helt annan historia, en storartad historia som består av filosofer, konstnärer, författare, kompositörer, vetenskapsmän. Vi har utvecklats genom en ödets gynnsamma slag. Varför ska vi godta en vinkel som tillhör ett så avlägset förflutet att vi inte ens har ett minne av det?

    Som en påminnelse vill jag bara berätta om den svenska konung i vår avlägsna historia som påbjöd kvinnofrid. Och den man som togs på bar gärning i färd med en våldtäkt halshöggs på plats!

    Som sagt – vi har en annan historia. Även vi skandinaver. Eller som en vän till mig utbrast: vi skandinaver är inte alls européer! Vi har en helt egen historia.

    Jag vet inte om jag tycker det är sant. Jag är väldigt glad för den europeiska kulturens framväxt fordom och till vår tid. Vad tycker ni andra?

  • Allan Hansen

    Kontemplation. (indre betragtning, selvfordybelse)

    http://www.youtube.com/watch?v=_PfRSr0F9eM

  • Pingback: Frankrigs voldshelvede « Snaphanen | dkbeep : Indvandringens Pris()

  • Pingback: Fransk multikultur i ungarnsk tv « Snaphanen()

  • Pingback: “Patrouille anti-racaille” i Paris’ metro « Snaphanen()

  • Pingback: Laurent Obertone: Lawless areas do exist in France « Snaphanen.dk()