Det kan godt undre en, at journalister overvejende er røde og multikulturalister, når man iagttager de arbejdsvilkår den samme ‚kultur‛ giver dem. Under den nylige svenske opstand blev mindst en fotograf overfaldet og bestjålet på alt, de andre journalister man så, var ’embedded‛ hos politiet og måtte i hast og tydeligt nervøse flytte sig, hvis politiets linjer blev trængt tilbage. Ser man på pressefotos fremgår det tydeligt, at svenske fotografer ikke har rørt sig frit under opstanden. Derefter glemte‛ svenske journalister hurtigt sine egne betingelser i det Ny-Sverige, de stadig hepper vildt på.

I går blev et TV hold fra ARD’s Report Mainz overfaldet af muslimer og tre blev tilføjet hvad politiet kalder ‚grov legemsbeskadigelse‛. Det er kort sagt mere regelen end undtagelsen, at pressen ikke kan arebjde i de områder politikerne har foræret bort til fortrinsvis muslimske besættere.

For nogle år siden rådede en intern DR mail, jeg fik tilsendt under hånden, DR’s medarbejdere til at udvise forsigtighed og parkere deres biler i områder uden for Nørrebro. DR ville altså ikke selv have det offentligt ud. Ulrik Haagerup, DR Nyheder mente ikke det var af offentlig interesse.

Vi må allerede i dag indse at der er ting pressen ikke længere kan dække, fordi politikernes femtekolonne af udlændinge ikke ønsker det. Visse emner kunne det være af betydning for offentligheden at vide, men vi må regne med, at vi ikke får det fulde billede af, hvad der sker på Nørrebro og i Gjellerup. En hel dokumentar om det problem må journalister have masser af stof til, hvorfor laver de den ikke?

Journaliststanden lefler for dem, der går til angreb på dem. Tøger Seidenfadens knæfald for ‚profetens efterkommere‛ er det hidtil værste eksempel på underkastelse. I Tingbjerg er et TV hold netop blevet truet med pistol og udsat for hærværk. Der er tale om en magtkamp mellem demokratiets spilleregler og dem der ønsker nogle andre, og pressen og statsmagten har indtil videre trukket det korteste strå i de områder, ‚multikulturen‛ betragter som erobret for muslimsk monokultur. Dette er det svage omrids af krighandlinger, vi ser. Politikerne ikke bare ignorer dem, de spæder på dem som Thorning regeringen gør med øget indstrømning og statsborgerskaber til typer som Taimullah Abu Laban. Den indlysende fare os alle er – blandt flere andre- at danskere begynder at se deres politikere som aktive fjender, og handler derpå som Breivik gjorde. Så langt skulle det efterhånden ikke være svært at tænke, med mindre man ligefrem er Radikal.

De pågældende indvandrergrupper søger med stor konsekvens at holde medier og myndigheder væk med det formål at tage magten i et område. Der er tale om en løbende magtkamp. Hvis den fortsætter ad det nuværende spor, vil det få statens magtmonopol til at vakle – som det blev udtrykt af formanden for Tysk Politiforbund for nogle år siden.

Undermineres statens magtmonopol, mister vi fundamentet for et fredeligt, civiliseret og sammenhængende samfund. Parallelsamfund, selvtægt og truende adfærd vil brede sig. Det er langt mere end et smadret kamera i ny og næ, der står på spil. Angreb på ytringsfriheden: TV-hold truet med pistol i Tingbjerg. – TV2 truet med pistol fra en Fiat Punto: “Passageren.. sad med en lille pige på omkring 1 år på skødet.”

Den svenske ‘elite’ vil afskaffe Sverige

Og de er nået længere end nogen andre politikere i Europa. Der er nu dannet en ny tværpolitisk ‚folkrörelse‛ mod bortgivelse af mere land, som afholder demonstration i Stockholm 16 juni: ”Demonstranter kräver regeringens avgång”. Det er nye toner, men sene.

Den svenske politiske elite har for vane at kalde Sverige for verdens mest moderne land. Faktisk er Sverige så moderne, at politikere og meningsdannere har det lidt svært med nationaldagen den 6. juni. Den 6. juni markerer blandt andet, at Gustav Vasa blev valgt til svensk konge, og at Kalmarunionen – den nordiske union med Danmark i spidsen – dermed var opløst.

I forbindelse med ”fejringen” af dette års nationaldag har det således ikke skortet på udtalelser, der bedst kan ses som en nation i frit fald, uden noget bolværk overhovedet i forhold til at modstå den flodbølge af ikke-vestlig indvandring, som Sverige har i disse år. Den 6. juni markerer blandt andet, at Gustav Vasa blev valgt til svensk konge, og at Kalmarunionen – den nordiske union med Danmark i spidsen – dermed var opløst.

I forbindelse med ”fejringen” af dette års nationaldag har det således ikke skortet på udtalelser, der bedst kan ses som en nation i frit fald, uden noget bolværk overhovedet i forhold til at modstå den flodbølge af ikke-vestlig indvandring, som Sverige har i disse år. Morten Uhrskov i DKA.