14
jun
Seneste opdatering: 16/6-13 kl. 2230
8 kommentarer - Tryk for at kommentere!

14.6.2013 009

(klik foto f. helskærm). – Jeg ved ikke hvor mange, der kender Oswald Helmuths Når dagen er forbi, en sang om udlængsel og Københavns Havn (Fønix teatret 1937) For nylig stødte jeg på en udsøgt svensk Danmark-kender, som ikke kendte hans og PH’s Ølhunden glammer. Radioen spiller det måske ikke mere, jeg ved det ikke, for jeg hører ikke lige den radio. I IT-alderen kan man heldigvis vælge DR og SR fra, jeg beholder SR klassisk som det eneste, den er fremragende og man slipper helt for nogen der siger noget.

Havn, København, Mercatorum Portus, Købmændenes Havn, er grunden til at byen findes, og det var dens levevej i næsten 1000 år. Enhver der voksede op her, havde et forhold til havnen, altid søgte vi ned til vandet. Den var et eventyr, og om sommeren fiskede vi skrubber og så på skibe i havnen, fiskene var mest egende til katteføde med den kvalitet vandet havde dengang. I dag bader folk i Københavns Havn.

På ganske få år omkring 1970 døde havnen, og jeg var vidne til revolutionen, uden at forstå hvad jeg så. Navnene findes endnu i Frihavnen og inderhavnen: Amerikakaj, Indiakaj, Orientkaj. Fra Amerikakaj har jeg sejlet til New York, fra Orientkaj til Østen, fra Kvæsthusbroen til Levanten, måske er det alt det sejleri, der har gjort mig flyskræk? Livet på en lang sørejse, er den roligste meditation, som findes. Bare stjernenatten til søs kun med dieselmotorens puff i skorstenen og bølgerne som lyd. Man vil sejle, ikke flyve, det er som at være i sin mors liv. Jeg kan svømme, ikke flyve. Jeg ved godt, at flyskræk er en angst, som har dybere og mere ukonkrete rødder. Det er en eksistentiel baggrundstone, en åndelig tinnitus, man kan bekæmpe den eller lade være. Jeg har bekæmpet den en gang fra London til Singapore i 22 timer, så gad jeg ikke mere. Jeg forsonede mig med tingenes tilstand og tog den Transsibiriske jernbane hjem.

Revolutionen skyldtes en ganske enkel opfindelse, containeren. Den skulle revolutionere verdenshandlen, søfolkenes liv og havnenes betydning for mange byer. Nu kunne det ikke længere betale sig for langfarten at sejle rundt om Skagen og ned til København, skibene stoppede i Hamborg, Antwerpen og Rotterdam og resten gik videre pr. lastbil. Med ét slag blev 10.000 havnearbejdere i København arbejdsløse og 44 kilometer havnekaj med pakhuse blev overflødiggjort.

Danmarks første containerskib var ØK’s M.S. Falstria, som blev søsat fra Naksov Skibsværft i 1971 mens jeg sejlede med kompagniets i skibe, der så ud som M.S. Arosia, der da jeg steg ombord var det nyeste der fandtes, men da jeg kom hjem var fortid. Et skib med lasteluger og kraner, som det tog flere dage at laste og losse, hvor det nu kunne gøres på 8 timer. Når jeg kom til Shanghai, Yokohama, Hong Kong og Manilla, betød det fire fire dage i land, hvor man kunne på gå Red Lion, som det altid hed og møde uartige og skønne kvinder, eller man kunne spise japansk eller kinesisk og se på den store Daibatsu i Kamakura, og når man kom forbi på tilbagevejen, var det yderligere fire dage.

Jeg har stor sympati for prostituerede, jeg har boet med en, men jeg har aldrig været en potentiel kunde, jeg var mere romantisk, end godt var. Jeg har også sympati med deres kunder, som set under kærlighedens synsvinkel er stakler. At straffe dem som i Sverige, er ikke bare imbecilt, det er hjerteløst. Tilværelsen basker ens overdrevne romantik, indtil den er mere tempereret.

Det var måden at se verden på dengang og tjene penge samtidigt for en fattig student, der blev revolutioneret.

Jeg havde også sejlet i mine skoleferier i gymnaiset med DFDS’s rute på Levanten. Middelhavet rundt på 40 dage: Porto, Limassol, Piræus, Beirut, Tanger, Malta, steder der ellers lå uden for en 16-årigs rækkevidde. Beirut inden borgerkrigen var et eventyr. Jeg kan godt sige, nu hvor forbrydelsen sikkert er forældet, at jeg købte et kilo grøn Libanon der, som jeg røg selv og gav væk, det var ikke af kommercielle grunde, jeg er jo ikke liberalist. Det kostede 300 kroner. Det er sådan noget svagpisser-hash, københavnske apoteker kunne sælge lovligt, det er der ingen, der bliver psykotiske af hvis de ikke er det i forvejen.

DFDS’s Petunia var et lille uanseligt skib, der svajede faretruende når det krydsede Biscayen, jeg her fotograferede i Piræus, men vi var hele 28 ombord. På Arosia var vi 32, og når meget forskellige mennesker skal leve på begrænset plads i seks måneder ad gangen, lærer man noget om at opføre sig ordentligt, som er meget nyttigt. Alternativet er tæsk, og man skal ikke undervurdere den pædagogiske virkning af en på kassen, uanset hvad man mener om vold.

I tredive år lå Københavns Havn død, men alting er en fordel, som Vilks siger. De enorme arealer blev en gave, som kunne udnyttes af København, når tiden blev moden, og nu ligger der glaspalæer og dyre ejerlejligheder fra Tuborg Havn i nord til Enghave i syd, og der er sikkert også smådrenge, der fisker skrubber, og det hele viser vel, at vi intet ved om fremtiden, ofte ikke engang når vi ser den blive til. Om nogen vil blive inspireret af den, til at skrive vemodige viser om udlængsel, er nok mindre sikkert, men længsel bort fra reklamebureauerne og lystbådene, der bare sejler til Flakfortet og Hven, kan vel også gøre det.

Skibet på fotografiet har jeg netop taget ved Nordre Toldbod kl 19. Det er indregistreret i Valetta, hvor krydstogtpassagererne næppe nogensinde har været. Det er synd for dem. Jeg var der i 1967, og jeg husker det katolske bryllup jeg var inviteret til med kaptajnen og overstyrmanden. Mine sprogkundskaber skaffede mig med, intet andet. Jeg skrev om det i min dagbog på rejsemaskinen, jeg havde med. Jeg var meget forelsket i Malta, kan jeg huske uden at tage dagbogen frem, det var lutter skønhed og jeg har altid drømt om at vende tilbage. Også til Beirut, men det er nok for evigt henvist til drømmen.

Oswald Helmuths fattige københavner fra 30’erne måtte drømme alene ved de fremmede navne og dufte, de toldfrie varer, jeg kom der dog, og det er vigtigt at se verden, når man er ung, romantisk og ublasert. “Usur” som jeg tror min gamle dansklærer Annelise Schønnemann har opfundet, da surheden er alderens største fare. For man bærer verden med sig, og man husker, at den er god og grusom over al forstand, man har set den udenfor de airconditionerede områder, som er de fleste.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Allan Hansen

    @ Steen.
    Vi har talt lidt om den “blå,, farve.
    Jeg synes også, at den blå farve, er meget stærk
    på disse foto?

    Jeg har nu fortaget et par justeringer på mit nye Nikon kamera
    og nu tror jeg nok jeg har fået styr på den “blå, farve.

    P.S – Så du de sidste foto jeg sendte dig?

    – Al

  • Allan Hansen

    Nuvel, den gode Steen.
    For nogle års siden så jeg en udsendelse, om farver:

    Man havde brugt 10 mennesker af forskelligt køn.
    Man viste den alle de samme billeder, som bestod
    af de 4 elmetaer farver rød, gul. grøn og blå.

    Man havde udstyret dem alle med et grafisk
    spørgeskema med en skala fra a, b,c,d,e.
    Altså lyse gult til mørke gult.
    Lyserødt til mørkerødt.
    Fra lyseblåt til mørkeblå og så fremdeles.

    Man bad nu de 10 deltager, at beskrive den/de farve
    de havde set – ud fra grafik kortet.

    Det viste sig nu, at ikke to deltager havde set
    de samme farver. (…)

    • For god ordens skyld…

      Grøn er ikke en elementær farve, men derimod en sekundær ( blandingen af gul og blå )…

  • Poul Højlund

    “Der er enten noget helt galt med mig, eller med mine omgivelser.”

    Jeg satser på omgivelserne!

    Som sædvanlig tak for et tankebefriende udblik.

  • Bitten-Kirsti Nielsen

    Jeg kender også den særlige stemning ved at sejle på havet, og jeg bliver helt salig ved tanken om nætterne og den bløde lyd af vandet, der slår mod skibet. Du beskriver det meget smukt.

  • PFEP

    Havnen er en del af livet, Tårbæk havn er for mig bare gode minder.
    Dog undrer jeg mig lidt over hvorfor alle de store luksusskibe ser ud som flydende skotøjsæsker?
    Der er ingen master, ingen skorsten der ryger lidt og de fleste ser ud som om de kan vælte hvis det blæser.

  • Pingback: »Skat« « Snaphanen()