30
jun
Seneste opdatering: 7/4-14 kl. 0347
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Ti år er en meget høj alder i blogosfæren, så var man med i allerførste bølge og årevis før avisblogs – og især når man også ligger på toppen i alle år. Det er en bedrift uden sammenligning i Norden, måske i Europa, og det vidner om et levende, folkeligt demokrati, der stortrives parallelt med institutionerne, og endda formår at påvirke dem ganske ofte.

I 2004 var 2001 valget og 9/11 i frisk erindring, I Krigens Hus var netop udkommet, London, Madrid og Muhammedkrisen var endnu ikke indtruffet, men Danmark var allerede fokuspunktet for kampen mod muslimsk indvandring i et Europa, der skuttede sig bortset fra Sverige, der kørte en veritabel, moralsk, antidansk kampagne, der først sluttede da Thorning vandt med 8000 overskydende stemmer i 2011. Nu har de fået det, som de vil have det, og ingen misunder dem deres selvskabte Helvede. Jeg kender et par håndfulde svenskere, der bare vil fra landet væk for enhver pris. Hvor mange er der af dem?

Uriasposten har sat dagsordenen i pressen flere gange end den vil indrømme, og den har bragt emner op på Folketingets talerstol. I en mere ideel verden, ville Kims åbenlyse journalistiske talent for længst være headhuntet af en stor, landsdækkende avis. Nu må han nøjes med at være en af journalisternes foretrukne blogs at elske og hade. Der er ingen penge i det, kun engagementet, glæden ved at få luft og påskønnelsen over at bloggen findes.

Uriasposten er en blogpioner og sætter standarden. Hvis han havde mere tid, ville ribben ligge endnu højere, og han ville i endnu højere grad være stenen i skoen. “H. C. Andersen kan fortælle Eventyret om Lykkens Galoscher, men jeg kan fortælle Eventyret om Skoen som trykker”, sagde Søren Kierkegaard. Det kan Kim Møller alligevel sige med rette med sin alt for sparsomme tid, de skal ikke dø i synden, Kim sætter strålekasteren og mikroskopet på dem.

Jeg kendte historikeren Kim Møller inden da, vi har oplevet meget sammen, og da han diskuterede ‘blog’ pr. mail med andre venner, var jeg helt blank på, hvad det var for noget, men jeg skulle blive klogere. Et halvt år senere lavede én uopfordret jo denne blog til mig, uden at jeg anede hvad jeg skulle bruge den til, men så tog det ene ord det andet hen over årene. En af livets utallige tilfældigheder, man tager som de kommer.

I går fejrede en perlerække af læsere, skribenter og nationalt sindede kulturpersonligheder fra hele Norden bloggen i den skønne midsommernatur. Jeg anvender normalt aldrig ordet ‘kulturpersonlighed’, det er enhver Se & Hør kendis og reality-stjerne, især når de dør. Der er virkelig inflation i de store ord i pygmæernes tid, men jeg gør en undtagelse her, da det for det første er på sin plads, og jeg for det andet ikke skal give mig af med at nævne navne i en tid, hvor alt også er ‘kontroversielt’, et andet ord, jeg heller ikke bruger frivilligt. Der er mange af dem, jeg burde lave en liste og se, hvor mange der overhovedet bliver tilbage. Hvis det er meget få, kan man altid fotografere. En rævegrav har flere udgange.

Jeg bringer et foto af sommernatten ved Gudenåen hvor den løber fra Gudensø til Mossø under en bro, og Mossø. Bag ryggen på mig ligger festpladsen med telte, campingvogne, ildsteder, flag og mennesker, sange og taler og ikke mindst det elskelige, generøse værtspar og deres børn. Han og jeg kørte ved 03-tiden til Gammel Rye ved Himmelbjerget, hvor Blicher holdt sin første sommerfest i 1840. Mod syd så vi Danmarks ‘bjergkæde’ Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj i solopgangen.

Egnens historie går med Illerup Ådal fundene mindst to tusinde år tilbage, og igen og igen dukker den op i Danmarkshistorien ved. f.eks. Grevens Fejde og Niels Ebbesen i 1340. Han vidste næsten alt om den og han indviede os i den i en båltale med sin ‘fortællestav’. Historien vogtede over forsamlingen af åndsbeslægtede. Vi er kun her på træk, men vi forsøger at være opmærksomme i den korte tid vi har ansvaret for vores lange arv. Semper custodio.

Kim styrer selv omtalen og fotoanvendelsen: Jubilæumsfesten ved Mossø, lørdag d. 29. juni 2013 – Helstegt pattegris, mjød og godt selskab… (klik foto f. helskærm)

urias 10 år 29.06.2013 084urias 10 år 29.06.2013 081

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Birgit Høeg

    Det er ikke muligt for mig at se indlægget.

  • monse

    Steen, i det billede af Gudenåen/Mossø en lys sommernat har du fanget essensen af Danmark. Jeg var ikke tilstede den aften, men jeg kender området ret godt. Jeg har bl.a. som barn og helt ung i 1950/60-erne flere gange ligget i spejderlejr ved Mossø. Det kommer lige tilbage, når jeg ser det billede. Fremragende taget! I øvrigt tilslutter jeg mig hyldesten af Kim, det er godt gået. Du og Snaphanen skal nu også hyldes, nu vi har hatten af! I gør det sgu også godt.

  • Erling

    Morten Messerschmidt @

    12:10
    30:10
    43:50
    55:50

    Grim svipser fra Messerschmidt: Tycho Brahe talte ikke paven imod, for det første for han var ikke katolik, og for det andet fordi hans kosmologi havde jorden i centrum: solen kredsede om jorden, de andre planeter kredsede om solen.

    Og set fra et videnskabeligt synspunkt var Brahes kosmologi bedre end Kopernikus’, fordi den ikke blot forklarede planeternes bevægelser, men tillige forklarede stjernernes mangel på samme. Havde jorden kredset om solen, ræsonnerede Brahe, ville man kunne observere en forskel i stjernernes relative position svarende til den ændrede position i verdensrummet, som jorden havde ved hhv. sommer og vinter. Derfor måtte stjernerne være a) ubevægelige (og jorden dermed solsystemets centrum) eller b) så langt væk at deres parallaxe-bevægelse ikke kunne måles. Det sidste anså Brahe for usandsynligt al den stund at han fandt det urimeligt disproportionalt i forhold til hvor langt væk de andre himmellegemer var – sådan arbejdede skaberhånden ikke.

    I dag ved vi at det er b. Havde man dengang haft instrumenter der tillod måling af stjernernes parallaxe-bevægelse, ville også Brahe have været tvunget til at anerkende den kopernikanske model – hvilket ganske givet ikke ville have kostet ham mange åndelige kvaler. Han erkendte selv at hans kosmologi var ‘grim’ i forhold til den heliocentriske, men at den idealistiske skønhed måtte vige for det i virkeligheden observerede – et koncept mange moderne politikere har problemer med.