Af Kai Sørlander

En replik til Kasper Støvrings Amerikansk professor forsvarer relativismen.

Findes der moralske principper, som er universelt gyldige, eller findes der ikke sådanne principper? På sin blog på Berlingske (den 4. juli 2013) præsenterer Kasper Støvring en amerikansk filosof, Jesse Prinz, som argumenterer for det sidste, og som derfor hævder en kulturrelativistisk position, der indebærer, at vor dybeste moralske forpligtelse er kulturelt begrænset. Da dette spørgsmål er helt centralt for forståelsen af vor situation i verden, er der grund til at se nærmere på, om Jesse Prinz’ argumentation holder.

Jesse Prinz udelukker selve muligheden for at begrunde en objektiv og universelt gyldig etisk fordring, som er forpligtende for alle personer uanset etnicitet, religion, køn og andre partikulære forhold. Og det gør han – ifølge Støvring – ved at tilbagevise tre forskellige bud på, hvorledes man kunne tænke sig at begrunde en sådan fordring. Tre forskellige bud på, hvor universaliteten i en sådan fordring skulle komme fra. Det ene er fra religionen – fra Guds bud; det andet er fra den menneskelige natur – fra evolutionsbiologien; og det tredje er fra rationelle principper – eller begrebslogiske deduktioner. Og så tilbageviser han i tur og følge, hvert af disse forsøg på at begrunde en objektiv moral.

Da jeg er fuldstændig enig i, at man ikke kan begrunde et universelt forpligtende etisk princip på religion, og at man heller ikke kan begrunde det på evolutionsbiologi (menneskets natur), så går jeg direkte til det centrale spørgsmål: Giver Jesse Prinz en gyldig – og universelt forpligtende – begrundelse for, at det er umuligt rent begrebslogisk at begrunde et universelt, rationelt forpligtende etisk princip? Hvorledes begrunder Jesse Prinz – ifølge Støvring – at det er umuligt? Der er to hovedpunkter i Jesse Prinz’ argumentation.

For det første hævder han, at rationaliteten er et neutralt instrument i forhold til at vurdere menneskelige handlinger. Men er det rigtigt? Rationaliteten siger, at to plus to er fire. Rationaliteten er altså ikke neutral med hensyn til, om man hævder eller benægter den påstand. Og det at hævde eller benægte påstande er også menneskelige handlinger. Så det er ikke korrekt at sige helt generelt, at rationaliteten er et neutralt instrument til at vurdere menneskelige handlinger. Således er rationaliteten heller ikke neutral med hensyn til, om man bøjer sig for Gödels bevis eller ikke, selv om de færreste forstår dette bevis.

Så langt er der altså noget elementært galt i Jesse Prinz’ argumentation, men lad os gå videre til næste punkt, som er det centrale. Her hævder Jesse Prinz, at i bedste fald kan rationaliteten fortælle os, hvilke af vore værdier der er uforenelige, og hvilke handlinger der vil føre til opfyldelsen af vore mål; men rationaliteten kan ikke sige noget om, hvilke af vore uforenelige værdier vi skal opgive, og den kan ikke sige noget tvingende om, hvilke mål vi skal forfølge.

Er dette så korrekt? Det afgørende her er, at vi kan følge mål, og at vi kan lade vor viden indgå i den kausale determination af de mål, som vi følger. Og spørgsmålet er, om rationaliteten så kan sige noget om, hvilke mål vi bør følge. Eller mere præcist: om rationaliteten kan sætte nogle principielle betingelser for, hvilke mål vi bør følge. Jesse Prinz hævder, at rationaliteten sætter én sådan betingelse. Den siger, at vi ikke bør have mål, som er uforenelige, og som derfor står i vejen for hinanden. Men Jesse Prinz hævder i næste omgang, at rationaliteten aldrig kan sige noget tvingende om, hvilke af de uforenelige mål vi bør opgive.

Men her overser Jesse Prinz fuldstændigt det helt centrale punkt: at det at være rationel selv er et mål – et mål, som rationaliteten rent logisk ikke kan være neutral med hensyn til. Når dette kommer med, så følger, at rationaliteten kræver af os, at vi ikke sætter os mål, som interfererer med, at vi fortsat kan opretholde vor egen rationalitet. Og da dette – rent rationelt – gælder for enhver mulig person, og da rationaliteten bør være konsistent med sig selv, så kræver rationaliteten også, at ingen person bør sætte sig mål, som er uforenelige med, at nogen person kan opretholde sin respektive rationelle uafhængighed. Det er en formulering af det etiske konsistenskrav, som er en universel, rationel betingelse for, hvilke mål vi som personer bør sætte os. En betingelse, som alene afhænger af, at vi er personer og kan lade vor viden om de sandsynlige konsekvenser af vor handlen indgå i den kausale determination af, hvad vi beslutter os til at gøre. Og det kan derfor bruges som basis for kulturkritik – ganske uanset hvilken kultur der er tale om.

Det er et deprimerende udtryk for svagheden i nutidens vestlige kultur, at en amerikansk professor i filosofi ikke mødes med en kompakt og stringent modsigelse, når han fremfører sin logisk inkonsistente kulturrelativisme, men at han tværtimod hyldes med tilslutning. Det er vestlig kultur, som har svigtet kernen i den arv, der gjorde Europa til hjemsted for den rationelle eftertænksomhed, som var kimen til det videnskabelige gennembrud. For ægte videnskab er universel, ikke kulturrelativistisk. Kvantemekanikken kan ikke forstås kulturrelativistisk.