The number of Muslim convicts in British prisons has surpassed the 11,000 mark for the first time, according to data included in a new report produced by the British Parliament. The statistics — from a July 29 House of Commons research report entitled, “Prison Population Statistics” — show that the number of Muslim inmates in England and Wales jumped to 11,248 in 2012, up from 3,681 in 1997. Stated another way, over the past 15 years, the number of Muslims in British prisons has jumped by more than 200%.

The rate of increase of Muslim inmates in British prisons is eight times faster than that of the overall prison population, and the numbers show a clear overrepresentation of Muslim convicts: Muslims, who make up roughly 5% of the British population as a whole, now make up 13% of the British prison population (compared to just 6% in 1997). Soeren Kern

“Glistrup dræbte den borgerlige kritik”

Mikael Jalving interviewer Nils Gunder Hansen i anledning af hans bog Danske Tidsånder 1940-2010 (Jyllands Posten, ikke online)

Heri bemærker han, at de borgerlige stemmer trænges tilbage i idépolitikken. Mens de borgerlige partier måske nok vinder valg, taber de værdikampen.

Nils Gunder Hansen, kan det virkelig passe? Hvad med Fogh Rasmussen?

»Anders Fogh Rasmussen var taktisk og retorisk stærk og god til at hidse gemytterne op, så de venstreorienterede blev bange for, at der kom en borgerlig revolution, men hans værdikamp var mestendels mundsvejr og markeringer. Der kom ikke særligt meget ud af det. Hverken når det gjaldt opgøret med den såkaldte rundkredspædagogik, smagsdommeriet og antallet af råd og nævn. Det blev ved snakken.«.

»Ja, det er påfaldende, at den eneste principielle borgerlige kritiker, Fonsmark kunne finde, var Poul Møller, Per Stig Møllers far, som var en af de få, der mindede om, at jo mere en stat tager sig af, desto mere kan den også tage fra borgerne, altså, at en stærk stat ikke kun er en ven, men risikerer at blive det modsatte. Her er jo kernen i den borgerlige kritik af velfærdsstaten, dens hang til godhjertet paternalisme og terapeutisk bekymring på borgernes vegne.

Men det er karakteristisk, at der skulle en marxist som Jørgen S. Dich til for at fremføre denne frontale kritik i 1970′ erne; jeg tænker på hans analyse i bogen “Den herskende klasse” fra 1973. Med en marxistisk klasseanalyse ville han vise, at de offentligt ansatte reelt var blevet de nye herremænd. Den bog druknede imidlertid i Glistrup, Fremskridtspartiet og det parlamentariske kaos, der fulgte. Snart var det umuligt for intellektuelle at have meninger, der mindede om Glistrups. Hans folkelige succes gjorde paradoksalt nok Dichs analyse til et ekstremt synspunkt, som ikke kunne indlemmes i de såkaldt ansvarlige kredse.«.

Jeg skrev noget lignende, da Glistrup døde. Fra første sekund jeg så ham tone frem på skærmen i Focus 1971, mente jeg han var en omend godartet fantast, og jeg har aldrig fattet nogen kunne stemme på hans parti, men han fik da skabt Pia Kjærsgaard inden han selvdestruerede, desværre godt hjulpet af retsvæsnet. Jeg var 20 år, sad med min far og en anden læge og prøvede med mine begrænsede erfaringer at udtrykke hvad det var, der virkede galt med det besynderlige menneske. Det lykkedes måske først her mange år senere, og jeg fik ikke lutter tak for analysen selvom den ikke var uvenligt ment. For nogen er Glistrup en profet, og profeter har sejglivede menigheder. Måske har Douglas Murray ret i, at Enoch Powell, der ikke har nogen ligheder med Glistrup overhovedet, havde den samme effekt i England. Trods hundredetusinder af folkelige støtter talte han ikke ind i tiden, men ind i en fremtid der var for langt væk.

Queer fuckshop for 13-årige

De store børn i Stockholm leger denne weekend og fører normkritiske samtaler om et mere kærlighedsfuldt Stockholm. Den såkaldt borgerlige hbt-minister Erik Ullenhag vil anordne det sådan, at børn skal kunne skifte køn. Der må være mangel på bøsser, for det er de samme navne hvert år. Det er for varmt at mene et suk, man kan tids nok lade sig tirre når det bliver efterår. Jeg skal ligge på sofaneseren i underhylere og se L’affaire_Farewell med Kusturica og nyrestaureret Beckett med Richard Burton, Peter O’Toole og John Gielgud og ikke mene et suk. Kold hvidvin og en let pastasalat. I nat bliver det over 20 grader. På Stockholm Pride står den på alternativ, statslig karnevals-sex, sindssvagt HOT.