Halalcertificering handler om langt, langt mere end en slagtemetode og en lille bøn, det er en milliardindustri, en særskat på ikke-muslimer på USD 2.3 milliarder, der vokser med 20 % om året, og det er spredning af sharia til vantro. Halalcertifikater koster ikke de rene pebernødder. En australsk mælkeproducent der nævnes i filmen skulle betale 7000 AU dollars (35.155 DKK), en kyllingproducent skulle (for hver enkelt slagteri) af med 40.000 AU dollars (200.894 DKK) for et certifikat. Læs forklaringen eller se videoen.

Halalcertificeret korn, stalde, butikker, indpakning, logistisk og transporter, financiering, hvert led af processen. Dertil kosmetik og medicin, hospitaler, lufthavne, plejehjem. Når man kan tænke sig halal-insulin, – den nød knækker NOVO nok – kan man også tænke sig halalbenzin. Den naturlige grænse for markedet går vel først ved øl, snaps og flæskesteg.

Forretningsideen med et certifikat i ikke-muslimske lande, går kun cirka tyve år tilbage, så det er en ungt, voldsomt ekspanderende marked. Filmen er lavet af det australske Q-society, så den prætenderer ikke at være netural, den oplysning må med. Den vender sig ikke imod halalslagtning som metode, kun mod milliardforretningen der påtvinger ikke-muslimer en del af sharia, som de endda skal betale ekstra for. Muslimer skal ikke betale kirkeskat, danskere skal naturligvis ikke i deres eget land betale ekstraskat til muslimske organisationers dawa.

Begynd med at forhøre din egen leverandør om, hvor meget af salgsprisen på dine varer, der går til islam. Han vil sikkert ikke svare – så siger du farvel og på ikke gensyn. Se også Halalfocus.net og World Halal Forum 2013 – Kuala Lumpur. Kirsten Damgaard skriver i dag i Bøf uden sharia (JP, ikke online) bla.

Der er mange forestillinger og anskuelser i Koranen, som det vil være kriminelt for muslimer at leve op til i Danmark. Jeg nævner i flæng: Slaveri er forbudt her, flerkoneri er forbudt her, vi har trosfrihed, vi har lige arveret for mænd og kvinder, mand og kvindes vidnesbyrd tæller lige, og mænd kan ikke gifte sig med børn. For det fjerde nærmer det sig en krænkelse af danskernes grundlovssikrede ret til trosfrihed, såfremt man ikke kan blive fri for “religiøs mad “og hvad der er forbundet hermed, hvis man vil indtage en hvilken som helst varm ret fra kantinen (som på min sidste arbejdsplads, et kommunalt beskæftigelsescenter i Københavns Kommune), bespise sit barn i en kommunal institution eller købe en kylling i et supermarked.

Hvordan kan det være at f. eks. Det Radikale Venstre synes, at det er så vigtigt, at muslimer, der selv har valgt at slå sig ned i et sekulært land, lige netop skal kunne udfolde deres religiøse forestillinger på det madmæssige område, men ikke på de øvrige nævnte områder? Det går i øvrigt fint for rettroende muslimer med at modtage boligydelser, børnetilskud, SU osv. via skatteindbetalinger fra folk, de betragter som vantro.

Når Weekendavisens redaktør Pernille Bramming hævder, at det er uden betydning for ikkemuslimer at spise halal-kød, tager hun fejl. For frie mennesker, der fortsat ønsker et demokratisk folkestyre, er det absolut meningsfuldt på det kraftigste at afvise at respektere forestillinger om renhed og urenhed. Med islam er det som bekendt hele pakken, og de urene kvinder hører med i pakken om halal og haram. Var det ikke på tide med lidt konsekvens?.