Mon dieu!, Rilke på engelsk! Mon ikke det findes på dansk? Tak for skønne billeder.

Herr: es ist Zeit. Der Sommer war sehr groß.
Leg deinen Schatten auf die Sonnenuhren,
und auf den Fluren laß die Winde los.

Befiehl den letzten Früchten voll zu sein;
gib ihnen noch zwei südlichere Tage,
dränge sie zur Vollendung hin und jage
die letzte Süße in den schweren Wein.

Wer jetzt kein Haus hat, baut sich keines mehr.
Wer jetzt allein ist, wird es lange bleiben,
wird wachen, lesen, lange Briefe schreiben
und wird in den Alleen hin und her
unruhig wandern, wenn die Blätter treiben.

Høstdag 

Din tid kom, Herre. Sommeren var stor. 
Så kast din skygge over våre solur, 
og slipp din høstvind løs på denne jord. 

Befal den siste frukt å te sin rødme, 
og la den få to sydligere dager. 
La alt stå fullbragt når din ånde jager 
i druens tunge vin den siste sødme. 

Den som er hjemløs nu, vil aldri bygge, 
Men varig føle hvor forlatt han lever. 
Han våker, leser, skriver lange brever 
og vandrer i alléen med sin skygge,
urolig, uten mål, blant blad som svever. 

–André Bjerkes gjendiktning

Nu uden rim

Efterårsdag

Herre: Det er tid. Sommeren var stor.
Kast dine skygger på solurene,
og slip blæsten løs over landet.

Befal de sidste frugter at modne
giv dem endnu et par sydlige dage,
tving dem til fuldendelse og jag
den sidste sødme i den tunge vin.

Den, der nu intet hus har, bygger ikke noget.
Den, der nu er alene, vil være det længe,
vil våge, læse, skrive lange breve,
og vandre uroligt om i alleerne,
hid og did når bladene fyger.

Tusind tak, så skifter jeg det engelske ud. Hvor fandt du det, og hvem har gendigtet? *S

Hösten är min favoritårstid. Inte för varmt men inte heller för kallt, utom möjligtvis på gränsen till vintern. Men även dom olika färgerna är oerhört fascinerande. Så mitt bidrag blir Strawbs och deras vackra och känslosamma Autumn från 1974. Bör kanske även tillägga att videon har ett vackert bildspel på hösttemat. 🙂

http://youtu.be/sGHKbm6252M

Mit første digt. Måske lidt svulstigt.

Herre: Nu er det tid til forandringens vind.
Lad mørket drage hen hvor det altid ender.
Lad solen igen skinne over det danske folk
og lad kun arvingerne fra Harald, Gorm og Grundtvig
trade græsset ned i et evigt minde om en svunden tid.
Vær ikke bange for at krave det umulige, selv om du er
alene med de ord, som tidens uslinge kræver for en dommer.
Tag blot det land tilbage som tilhører dig, og glæd dig over du ikke er alene.
Og når stormen presser dine tanker i mismod over, at solen stadig
gemmer sig bag tunge skyer, så tænk på Elenoras trange tid,
og mind dig selv om, at retfærdighedens time altid kommer som et høg.
Ingen lever evigt men selv om sandheden blot er et fnug i den evighed
du aldrig ser, har du for evigt betrådt ærens mark og ingen kan tilsmudse dit minde.

ÅBENBART

Jeg måtte gerne elske
Jeg måtte gerne hade
Jeg måtte gerne mene
Jeg måtte gerne tale
Verden omkring mig var tryg og god
Ja, her i Danmark var godt at bo

Jeg måtte ikke elske
Jeg måtte ikke hade
Jeg måtte ikke mene
Jeg måtte ikke tale
Jeg så et land dele sig i to
Og stille mistede jeg min tro

Jeg ville gerne elske
Jeg ville gerne hade
Jeg ville gerne mene
Jeg ville gerne tale
Jeg ville bare gerne være god
Nu vil jeg bare gerne falde til ro

Så vackert! Rilke, visst. Men har inte den fantastiska Inger Christensen – jag hade gärna givit henne Nobel-priset i litteratur! – skrivit någonting i sammanhanget?. Själv tar jag gärna Erik Axel Karlfeldt ur “Hösthorn”:

Nu glesnar skogen och druvors glöd
slår upp som ett höstligt bål.
Den långa åsen står kopparröd,
och himlen är blänkande stål.

Bara en vers. Men kom ihåg att det är långt upp i norr!