Lampedusa-Flüchtlinge: Ausschreitungen bei Protesten in Hamburg, Zehn verletzte Polizisten bei Protest gegen Flüchtlingspolitik. – Det er halsløs gerning at skære i en tekst af filosoffen Kai Sørlander, der netop handler om Lampedusa og EU’s reaktion på drukneulykkerne. Den er systematisk opbygget uden overflødige ord og med sten på sten logisk argumentation – men jeg skal. Fra Kronik: Moral og asylpolitik, Jyllands Posten 16.10

Flygtningetragedien ved Lampedusa må ikke kun tilskrives den trøstesløse situation i de lande, som folk flygter fra. Den må også tilskrives en uansvarlig europæisk elite, som har ført politik ud fra en illusion om, at de europæiske lande kan og skal bære konsekvenserne af sociale sammenbrud i andre dele af verden. Hvis ikke eliten kommer ud af den illusion og begynder at føre en politik, som har et realistisk syn på, hvad de europæiske lande har ansvar for, og hvad de kan bære, så bliver tragedien ved Lampedusa blot en forsmag på Europas tragedie.

Problemet er, at de herskende menneskerettigheds-og flygtningekonventioner gør asylmodtagelse til et rent juridisk spørgsmål, som alene tager hensyn til asylsøgernes situation, og fuldstændigt ignorerer det politisk afgørende spørgsmål om, hvorvidt modtagerlandene evner at indoptage de tilkomne flygtninge. Men det er en selvpålagt blindhed over for virkeligheden. Tager man hensyn til, at der er en social grænse for, hvor mange flygtninge et demokratisk land kan modtage uden at falde fra hinanden, så er det ikke givet, at det i den nuværende situation er rigtigt at lette adgangen for flygtninge til Europa.Det afhænger af, om man er ved at nå grænsen for, hvor mange flygtninge de europæiske lande har social kapacitet til at modtage.

.Det er altså denne [økonomisk svage] befolkningsdel, som kommer til at bære den tungeste del af byrden ved den fælles asylpolitik. Det bliver dem, som først oplever, at deres boligområder bliver mere fremmedartede og mindre hjemlige – og derfor også mindre trygge – på grund af de fremmede, som taler andre sprog, og som har andre skikke.

Men her har den velstillede elite svigtet fatalt. Når folk fra de økonomisk svage boligområder protesterede imod den flygtningepolitik, hvis konsekvenser de især måtte bære, så blev de ikke mødt med forståelse og anerkendt som ligeværdige. Tværtimod blev de hånet som racister og fremmedfjendske af den elite, som selv levede højt på, at der i skattepolitikken blev taget hensyn til deres manglende offervillighed. Og hånen blev forstørret op i medierne, fordi de fleste journalister og intellektuelle ikke blot hørte til eliten, men også manglede tankekraft til at gennemskue elitens – og deres eget – hykleri. De forstod ikke, at elitens åbenhed over for modtagelsen af flygtninge så helt klart hang sammen med, at de kunne påtvinge den svageste del af deres medborgere den hårde opgave med at stå for den daglige integration.

Det er i dette dilemma, vi stadig står, når eliten nu reagerer på tragedien ved Lampedusa med krav om, at EU’s asylpolitik skal lempes, og når de seneste meningsmålinger samtidig viser, at Geert Wilders Frihedspartiet står til at blive det største i Holland, og at Front National står til at blive størst i Frankrig. Fordi eliten lever i en hyklerisk indbildning om sin egen godhed, så forstår den ikke, at den nu skaber en farlig splittelse i sin egen befolkning.