30
okt
Seneste opdatering: 30/10-13 kl. 1416
10 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Tim Pallis

Vi befinder os i en tid, hvor uddannelsessystemet er blevet stærkt politiseret. Eksperters rapporter og udtalelser i medierne oser af venstreorienterede og kulturradikale holdninger. Hvor går grænsen mellem videnskabelig forskning og politiske holdninger? Hvorfor er der ikke længere balance i mediernes brug af eksperters politiske holdninger? Man kunne forvente en højere grad af saglighed i den akademiske verden.

Det tydeligste eksempel på dette er vore religionssociologers islamapologi. De undskylder, forsvarer og bortforklarer hele tiden de voldelige træk ved sharia-islam. Folkekirkens netværk af islamkritiske præster, som for det meste er tidehvervspræster, bliver betegnet som fundamentalistiske højrefløjskristne, skønt det er helt forkert. Kirkens højrefløj er nemlig Indre Mission, hvor det ikke er nogen skam at bekende sig til kristen fundamentalisme.

Er der en forklaring på, hvad der er galt med den religionsvidenskabelige forskning? Ja det er der! Det drejer sig om det antropologiske kulturbegrebs dominans i venstreorienterede forskermiljøer. Kim Møller skriver i sit speciale Vejen til Damaskus Dansk islamforskning 1885-2005. Fra København til Damaskus om Jørgen Bæk Simonsens humanistiske skift fra den filologiske metode til det antropologiske kultursyn. Bæk Simonsen gik væk fra de skriftlige kilder om troen og indledte en dialog med de troende. Det mener jeg ikke er en anvendelig videnskabelig analyse af islam eller af nogen anden religion for den sags skyld.

Der gik socialkonstruktivisme i universiteterne, så det ikke længere er muligt at skelne mellem det fagligt korrekte og det politisk korrekte. Der er heller ikke nok kendskab til de magthistoriske og idehistoriske sammenhænge, fordi vi har svært ved at komme forbi den marxistiske historievirus.

Universiteterne overalt i verden har nu i 4 årtier været domineret af kritisk teori, kritisk pædagogik, kritisk psykologi og kritisk sociologi, som er det samme som kulturmarxisme. Og universiteterne har smidt historien på lossepladsen. Historikeren Bernhard Lewis har i et i et interview med Flemming Rose i Jyllandsposten sagt, at vietnamkrigen er middelalderen og koreakrigen antikken. Uvidenheden er enorm.

Det, der præger tiden, er en relativisme på alle planer. Her tænker jeg ikke på Einsteins relativitetsteorier eller på den relativitet, som findes i de økologiske systemer, hvor alle ting gensidigt påvirker hverandre. Jeg tænker heller ikke på den buddhistiske relativitet, hvor ethvert fænomen opfattes som betinget af ethvert andet fænomen. Det, jeg tænker på, er kulturrelativismen, hvor man ikke må opfatte den ene kultur som bedre end den anden.

Man må altså ikke kritisere en anden kultur. Der tales også om religionsrelativismen, hvor den ene religion ikke er rigtigere eller bedre end den anden. Om det er buddhisme, kristendom, Jehovas vidner, scientologi, islam eller asatroen kan vel være lige fedt. De ateistiske religionshistorikere mener forøvrigt, at de er lige skøre alle sammen – i fænomenologien og hermeneutikken er alle katte grå.

Kulturrelativisme og religionsrelativisme er at lade normative vurderinger af menneskelig adfærd relativere kultur og religion. Derfor må man ikke kritisere andre kulturer eller religioner end sin egen. Vi må gerne dyrke selvhadet, oikofobien, for vi har rigtig meget at undskylde, ellers vil den store verden ikke købe vore produkter.

Men ifølge værdirelativismen, må vi ikke gøre os til dommere over andres værdier og normer. Man må gerne kritisere undertrykkende handlinger, men ikke den kulturelle eller religiøse ideologi, som forårsager dem. Denne relativisme udspringer af de kulturradikale og socialistiske principper om, at alle skal sættes lige i samfundet. Det er det svenske princip om alle menneskers ligeværd. Men en gnosis siger, at lighed uden skelnen er dårlig lighed og skelnen uden lighed er dårlig skelnen.

Multikulturalismen og kulturrelativismen udspringer direkte af Frankfurterskolens svar på hvilke værdier, der fortjener at blive sat i højsædet for at bestemme den retning, udviklingen skal tage. Multikulturalisterne gør oprør mod det, de opfatter som kultur imperialisme, etnocentrisme og nationalisme, skønt der blot er tale om kulturkonservativisme og nationale særpræg.

De mener, at alle kulturer bygger på relative værdier, og at alle kulturer og alle værdier er relative. Ingen kultur og slet ikke den vestlige må bedømme andre kulturer. Enhver kultur skal kun forstås og vurderes indefra på grundlag af sine egne værdier og målestokke.

Derfor har alle kulturer sammen værdighed og lige rettigheder og bør behandles med samme respekt. Vestens rejsende skal ikke komme med deres bedreviden og bedømme andre ude i verden. Denne tankegang er som snydt ud af næsen på Franfurterskolens elevklasser.

Umiddelbart kan det jo synes pænt, at man ikke kommer med sine fordomme og bedreviden til en anden kultur, men medbringer en fin tolerance og et åbent sind overfor alt, hvad der møder en på vejen ude i verden. Det var tidligere antropologernes dilemma, at de mødte kulturfolkenes liv med deres vestlige værdisystem i bagagen og derfor ikke rigtig kunne tune ind til, hvad der egentlig foregik.

I Niels Bohr udvidede komplimentaritetsteori så han et problem i, at den antropologiske iagttager interfererer med det miljø, som han ønsker at beskrive og derfor beskriver det forkert. Men Bohr havnede ikke i den kulturrelativistiske suppedas.

For her må vi ikke længere vurdere menneskelivet i etisk henseende. Skal vi være tolerante over for intolerancen? Skal vi være tolerante overfor de fejlslagne virkelighedsbeskrivelser, som dyrkes i kommunismen, nazismen og islam? Skal vi være tolerante overfor chauvinisme, totaritalisme og fascisme?

I sin bog Mig og Muhammed spørger Michael Jalving, hvordan en trosretning, der hævder at være fredelig og civiliseret, samtidig kan rumme et så omfangsrigt katalog af undertrykkelse og dødbringende intolerance. Er det et forkert spørgsmål at stille?

Selv om tolerance er et etisk udtryk for kærlighed til næsten, foretrækker jeg en mere sekulær forståelse af tolerance begrebet. Det bør ikke gælde for de overtrædelser af menneskerettighederne, som foregår i denne verden, det bør ikke gælder for intolerance, kvinde- og børne-mishandling og terror og vold mod homoseksuelle og anderledes troende. Den store tyske forfatter Thomas Mann sagde engang: “Tolerance er en forbrydelse, når den gælder for ondskab.”

Multikulturalisme og kulturrelativisme er filtre, som forhindrer en klar virkeligheds beskrivelse. Det er en forvrængning af virkeligheden. Tilhængerne af disse politisk korrekte synspunkter har givet afkald på deres egne kulturelle normer i en kvasi religiøs tro på Frankfurterskolens kulturmarxisme. Derfor vil de være ganske forsvarsløse overfor de krav, som de vil møde fra islam.

Kulturrelativister er lige så svage som kristne, som jo i evangeliet opfordres til at vende den anden kind til. Deres værdirelativisme er en kritikløs omfavnelse af islam og det værste er, at de ikke er klar over det. De kulturradikale, multikulturalisterne og kulturrelativisterne er alle islams nyttige idioter. Den menneskelige psykes evne til fortrængning, virkelighedsfornægtelse og selvbedrag er enorm.

Tidlligere domprovst Poul E. Andersen omtaler de tolerante multikulturalister hippe kulturfordærvere. Han henviser til Ibn Warraq, som har sagt:

“Hvis relativismen er sand, får det som konsekvens, at man ikke kan sammenligne Jesus Kristus, Sokrates eller Solon med Hitler. Vi kan ikke sige, at Jesus var moralsk højerestående end Hitler, hvilket er absurd”.

Lige siden de græske sofister i 400-tallet fvt. hævdede, at der ikke findes nogen absolut sandhed om noget som helst, har et hjørne af de ateistiske filosoffer bedyret, at der kun findes meninger. Dette har været vand på antropologernes mølle. Man har ikke lov til at karakterisere polygami, omskæring og drab på homoseksuelle som barbari, bare fordi vi ser tingene udfra vore egne etnocentriske fordomme. Vi bør se tingene ud fra en kulturel helhed, hvor shariaen har en funktion i helheden.

Den kulturrelativistiske tese er, at vi slet ikke kan tale om, hvordan virkeligheden er i sig selv, fordi vi kun kender den i forhold til vor egen bevidsthedsopfattelse. Intet virkelighedsbegreb er mere korrekt end noget andet. Vi kan derfor slet ikke tale om, hvad der er sandt eller virkeligt.

David Favrholdt skriver følgende i artiklen En streg i sandet fra 2006:

“Herhjemme blev kulturrelativismen forfægtet af mange, nok klarest af teologen Johannes Sløk. »Virkeligheden er ikke et eller andet uafhængigt og i sig selv værende og ’objektivt’ uden for mig,« skrev han. »Selve virkeligheden kan aldrig blive andet end min virkelighed.« (i Herre, giv mig mere vantro, 1988). Min virkelighedsopfattelse deler jeg med andre, der har samme sprog og begreber, som jeg selv, men folk i andre kulturer strukturerer med deres sprog virkeligheden helt anderledes end jeg, er hans budskab. Derfor er det ikke engang sikkert, at Jorden er rund. Og derfor er alle andre kulturer i enhver henseende ligestillede med vores. Også i moralsk henseende? Ja, er Sløks svar: »Det giver ingen mening at tale om en absolut moral, lige så lidt som det giver mening at tale om en absolut sand virkelighed.«

Sløk var universitetsprofessor ikke mystiker, og derfor var han en del af det intellektuelle miljø, som skabte Frankfurterskolen. Han var i hvert fald kulturrelativist. Jeg har lov til at undrer mig over, at hans kulturrelativisme gik så langt ud i ekstremerne, at han var åben overfor den mulighed, at jorden er flad, og at der ingen absolut moral findes og ingen absolut sand virkelighed.

Kasper Støvring er herhjemme en af den moderne konservativismes helt store politiske filosoffer. Han har tilmed en forunderlig evne til at tænke og skrive klart og præcist. I artiklen Vi må ud af kulturrelativismens blindgyde skriver han:

“Kulturrelativismens antiautoritære autoriteter, som præger vores uddannelsessystem, medier og offentlige politiske kultur, forpligter sig på absolut vis til ikke at have nogle absolutte forpligtelser. Tværtimod ønsker de at nedbryde de nationale landegrænser til fordel for et abstrakt globalt fællesskab.”

Her kalder han

“frugten af en lang oplysningstid: en pseudoreligiøs tro på relativiteten i alle meningsytringer….Det glade budskab lyder, at sandhed og værdier ikke har almen gyldighed, men er kulturelt bestemt, dvs. bundet til en bestemt tid og et bestemt sted. Alt er kultur alle kulturer er lige gyldige.”

Er denne kulturrelativistiske tankegang en af grundpillerne i det europæiske fællesskab? Er den et værn mod de politiske ideologier, som har plaget Europa i 1900-tallet, som førte til had, krig og racisme? Er det Anden Verdenskrig, der har lært os at blive relativister? I dag skal man helst ikke tro på noget som helst og slet ikke forsvare noget.

Det er netop det Kim Møller kalder den antropologiske metode som dominerer i de venstreorienterede forskermiljøer. Det drejer sig om at frigøre sig fra sin egen kultur og åbne sig for de fremmede kulturer.

Støvring forstår godt, at kulturrelativisterne ser det som et værn mod krige, fundamentalisme, xenofobi, racisme, chauvinisme og Vestens undertrykkelse af Den Tredje Verden. Men

“Solidaritet med vore egne ses nu som fremmedfjendskhed, og omsorg for nationen stemples som nationalisme….De politisk korrekte relativister forbyder os at diskriminere i tanke, ord og handling.”

Det eneste, man må tro på, er, at kolonialismen og kapitalismen har skabt uligheden og fattigdommen i verden. Den intellektuelle elite har etableret det indtryk, at den vestlige verden og især Europas historie kun handler om plyndring, korstog, inkvisition, Holocaust og imperialisme.

De kulturradikale mener, at det klassisk humanistiske ideal med sin sokratiske søgen efter sandheden, individets frihed under ansvar, kristen næstekærlighed, og den kritiske tvivl er blevet hijacket af højreekstremister. Det er venstrefløjen og de kulturradikale, som fundet på, at alle islamkritikere er højreekstremister. De tror fejlagtigt, at muslimerne er vor tids jøder. En halv million jøder flygtede til Frankrig efter Israels oprettelse, nu flygter de igen fra Frankrig på grund af den muslimske tilvandring.

Socialismen og modernismens humanister, som har taget patent på tonen og det rigtige menneskesyn har lært os, at den vestlige kultur er racistisk, undertrykkende og udbyttende, og nu florerer islamafobien overalt. Vi bryder os derfor ikke om at definerer os selv ud fra vor kulturelle arv, og har i mangel af bedre gjort FNs menneskerettigheder til en slags Gud.

Islams lærde (ulama) taler også om menneskerettigheder, men de tænker på deres egne menneskerettigheder, Cairo-deklarationen 1990, som er baseret på shariaen eller profetens tradition (sunna). Selv om retorikken dufter lidt af menneskerettigheder “har religioner ikke menneskerettigheder, det har mennesker, og islam har ingen særstilling”, siger Roy Brown, præsident for IHEU.

Det er gået så vidt, at vi efterhånden lukker øjnene for de barbariske kaoskræfter i verden i vor stadige udvidelse af frihed og tolerance. Professor Nina Witoszek fra Universitetet i Oslo siger det rammende ved at henvise til Leszek Kolakowski, “selvødelæggelsen af det åbne samfund finder sted for øjnene af os og antager mange former”.

“Det starter fra en uddannelsesmodel, som lærer os at respektere alle andres “lokale traditioner” og at foragte Vesten. I dag er det næsten umuligt at fordømme lovløshed og barbari, hvis det ikke stammer fra Europa, USA eller Israel”. Hun siger også, at vi har en intellektuel elite, der har det “som et projekt at holde kæft og kæmpe mod verdens fattigdom – men ikke tankegodsets fattigdom”.

Det er således i dag, at de fleste mennesker tror, at alle problemer i sidste instans er sociale og ikke kulturelt eller religiøst betinget. Med den indstilling er vi fortabt overfor en stærk religiøs og politisk ideologi, som ikke bryder sig om vor vestlige liberale og pluralistiske tolerance.

De har jo noget, der er meget bedre end demokrati og menneskeskabte grundlove, nemlig sharia islam, som er Allah’s grundlove. Derfor bør vi være helt på det rene med, at det allerede i dag er sådan, at ingen muslimsk tilvandrer i Vesten hverken kan eller må overholde landets menneskeskabte love, hvis disse er i modstrid med sharia.

Der er lagt op til den helt store fremtidsgyser. Islams ulama i Europa forbereder en særlig lovgivning for muslimer, der skal stå over nationalstaternes love. Initiativet kommer fra det muslimske Fatwa Råd for Europa, som forbereder en særlig forfatning for Europas muslimer. Fatwa Rådet er naturligvis en skabelse af den internationale islamiske bevægelse Det Muslimske Broderskab, som er fadder til både Hamas og al Qaida.

Tina Magaard fra Århus Universitet siger i et interview i DR P1 Morgen:

“Det betyder jo, at i tilfælde af konflikt mellem den danske grundlov eller den franske konstitution på den ene side, og den muslimske på den anden, så vil imamerne mene, at muslimerne skal adlyde den islamiske konstitution…….Imamerne og islamisterne opfatter samarbejdet med myndighederne som en overdragelse af magt. Nu er det dem, der bestemmer, og deraf ideén om en særlig forfatning for Europas muslimer…..som derefter påtvinges også flertallet af modvillige muslimer”.

Udviklingen går i den forkerte retning, og kun få synes at bemærke de åbenlyse tegn på, at dét, Bat Ye’or kaldte for Eurabia, er ved at blive en realitet. Der har været en konference i London, som hed ”Europa i Islam”. Før talte man om ”Islam i Europa”, så udkom Tariq Ramadans bog ”Europæisk Islam”, og nu hedder det så ”Europa i Islam”. Denne bevidst omvendte retorik stammer naturligvis fra islams lærde’s (ulama) påvirkning af det naive intellektuelle miljø i Vesten, som står for den slags arrangementer.

Ifølge sharia er vi nemlig alle muslimer fra fødslen og kristendommen er blot en afvigelse herfra. Derfor bør perspektivet være ”Europa i Islam”, for islam er grundlaget. De menneskeskabte forfatninger i Europa er blot frafald fra islams universelle sandhed.

Sharia er trukket lige ud af Koranen, som er Guds sidste ord til menneskeheden, uskabte, eviggyldige og absolutte til alle tider. Den herskende moralske kulturrelativisme kan blive et farligt værktøj i ulama’s hænder, og vor “feje multikulturalisme kan blive jordmoder for en anti-vestlig ekstremisme”, siger Nina Witoszek.

Vi troede, at globaliseringen og multikulturalismen var store betydningsfulde visioner for fremtiden, men fandt snart ud af, at ambitionerne begrænsede sig til muslimske parallelsamfund og det, at vi kunne spise kinesisk den ene dag, italiensk den anden dag, og sidde ved en computer, der er fremstillet på Taiwan, mens softwaren er lavet i Indien.

Vi befinder os allerede i det multikulturelle samfund bliver der sagt, og det er ganske vist. Men multikulturalisme er ikke et forjættet land, som vi allerede lever i eller skal ønske os i fremtiden. Monica Papazu har i Sappho (Trykkefrihedsselskabet) gjort opmærksom på, at forestillingen om det nye multikulturelle menneske minder om nazisternes

“et nyt menneske af et nyt racegrundlag” og kommunisternes “den proletariske internationalismes nye menneske”.

I den multikulturelle utopi “giver staten lige anerkendelse til den mangfoldighed af kulturer, der befinder sig inden for statens grænser… Den nye utopi er den harmoniske sameksistens mellem afgrænsede kulturelle grupper. Og her er en dominerende nationalkultur selvfølgelig en hæmning, der bør fjernes”, siger Kasper Støvring i en kronik i Jyllandsposten.

Men “hvis man ikke fastholder en fælles national kultur, risikerer man at få særrettigheder, positiv særbehandling og særinteresser, som alle og enhver kan forfølge uden hensyn til det almene vel. Multikulturalisme bliver derfor et slagsmål mellem selvudråbte minoritetsgrupper om at opnå særlige privilegier”.

Derfor er den officielle kulturradikale plan om det multikulturelle samfund en katastrofal tanketorsk, fordi det skaber kulturer inde i kulturen og splitter folks loyalitet. Det tillader mennesker at marginalisere sig selv, og der er intet de hellere vil, når de på et eller andet tidspunkt føler sig diskrimineret. Hvem gør ikke det? Det er på tide at muslimerne får at vide, at når de er optaget i det danske samfund, betyder det, at de først og fremmest skal være loyale overfor Danmark.

Multikulturalismen er ifølge Ove Korsgaard knyttet til grupperettigheder. I sin bog Kampen for folket siger han, at multikulturalister ikke fører individuel rettighedspolitik, men kollektiv identitetspolitik. Man vil væk fra et nationalt perspektiv og stiller alle kulturer på linje med hinanden. Det er en kulturrelativistisk betragtning, som går tilbage til til den engelske filosof Herder, der var den første, som søgte at forstå en kultur på dets egne præmisser uden brug af værdihierakiske parametre.

Korsgaard stiller det kildne spørgsmål: Kan den kulturrelativistiske metode overhovedet gøres til norm for etisk og politisk praksis? Multikulturalister påtager sig jo ikke ansvar for demokrati og samfund. Det er nemlig sådan, at den politisk korrekte multikulturalisme er kulturrelativistisk og forbundet med grupperettigheder og ikke individuelle rettigheder. Det er f.eks. retten til egen skole med egne læseplaner. Børne i de private muslimske indvandreskoler holdes væk fra det danske samfund og islamificeres.

Derved fremelskes en kollektiv identitetspolitik. Det er helt sikkert, at samfundet på denne måde “trækkes i retning af en slags parallelsamfund, hvor forskellige etniske minoriteter lever på hver deres måde – ligesom majoritetskulturen lever på sin måde”. Men derved svækkes sammenhængskraften i samfundet.

Var det ikke det Frankfurterskolen netop ønskede, at afskaffe det samfund, der tilstræber en fælles overordnet national identitet til fordel for et samfund, hvor flertallet og minoriteterne lever side om side som ligestillede. Hvis man i kulturrelativistisk forstand fornægter enhver normativ skelnen mellem forskellige kulturer, kan det være umuligt at tage afstand fra minoritetsgrupper med en religiøs fascistisk livsstil, som hele tiden er i konflikt med majoritetssamfundet.

Ove Korsgaard har blik for en særlig delikat detalje:

“Et væsentligt problem ved begrebet multikulturalisme er, at det overhovedet ikke refererer til et politisk niveau, kun til et kulturelt. Multikulturalister har derfor langt lettere ved at argumentere for anerkendelse af ‘kulturel mangfoldighed’ end for anerkendelse af en fælles ‘demokratisk retsstat’. De opfordrer til accept af og respekt for de forskelle, der består mellem de forskellige kulturer, men sjældent til at påtage sig et ansvar for det politiske og juridiske system. Medborgerskab derimod er et begreb, der peger på nødvendigheden af en paraplyidentitet, som ikke bygger på en fælles kulturel eller religiøs identitet, men på en fælles identitet som borger.”

Man kunne måske kræve, at de forskellige kulturer i fællesskab skulle udfolde sig inden for demokratiets og den liberale retsstats rammer. Men kulturrelativismen har “svært ved at tilkende et bestemt politisk og retsligt system forrang, da det strider mod deres eget lighedsideal. Ifølge dét har ingen ret til at tilkende et demokratisk styre, baseret på universelle menneskerettigheder, en privilegeret position”, siger Ove Korsgaard. Dette er konsekvensen af kulturelativismens fornægtelse af enhver normativ skelnen mellem forskellige kulturer.

Der er desværre kun nogle ganske få realister, som ikke vil acceptere multikulturalismen, fordi de frygter, at det er vand på islams mølle. Islam anerkender ikke det vestlige liberale demokrati, de vestlige menneskeskabte grundlove og FNs menneskerettigheder. Med multikulturalisme, kulturrelativisme og religionsrelativisme er vejen til helvede brolagt med en dhimmifisering af samfundet, når demografien engang i fremtiden bestemmer et nyt religiøst og familiepolitisk livssyn.

Bruce Bawer har skrevet en bog om, hvad der skete, mens Europa sov tornerose søvn, og Bat Ye’or har skrevet en bog om Eurabia, dvs. den mere eller mindre hemmelige alliance mellem EU og Den Arabiske Liga, som giver nogle handelsfordele, hvis vi vil støtte “palæstinensernes” sag og være op imod Israel og USA.

Tilstrømningen af millioner af muslimske invandrere i EU er en del af denne aftale, som i løbet af det 2100 århundrede gennem de demografiske ændringer vil gøre Europa til en del af ummaen, det verdensomspændende muslimske fællesskab.

Hvad der ikke lykkedes i Spanien eller ved Wiens porte vil stille og roligt lykkes for EU’s politikere i den største eftergivenhedspolitik verden endnu har set. Vi er alle sammen på spanden eller kommer det i løbet af dette århundrede, hvis vi ikke udskifter det multikulturalistiske livssyn med noget helt andet.

De moderne salafi muslimer, som både i deres retorik og politik har lært meget af både nazismen og kommunismen, har indset, at nu er der kun én stor fjende tilbage, som ikke længere er optaget af at føre kold krig mod Sovjet. Det er Amerika og Israel, som skal bekæmpes, og Europa skal hjælpe med til det med sit voksende muslimske befolkningstal og en eftergivenhedspolitik på venstrefløjen.

I Mellemøsten skal det arabiske “forår” nok selv klare ærterne med at afskaffe demokrati, frihed og menneskerettigheder. Koranens jihad er ikke en bekæmpelse af selvet eller egoet, men en krig mod alle vantro for at udbrede islam overalt på jorden. Der er kun ganske få i Vesten, som erkender faren for, at jihad på alle planer og demografien i løbet af de næste 40 år kan udslette den europæiske civilisation, som vi kender den i dag.

Tvunget af omstændighederne er vi begyndt at beskæftige os med religion, og hvad vor egen religion er for en størrelse. Det bedste ville være, at lade ethvert menneskes religion tilhøre privatlivet og lade den adskilthed mellem stat og religion, som vor protestantiske folkekirke er gået med til, fortsætte som den er.

Der er ingen grund til at skabe en selvstændig politisk magtfaktor ud af den luthersk evangeliske tro ved at adskille stat og kirke. Danmark er lige netop så sekulariseret, som det tjener os bedst i kampen mod en religion, der ikke har tænkt sig at skelne mellem politik, lovgivning og tro.

Jeg vil vove at påstå, at det er islam i sig selv, der er problemet. Det er den form for islam, som i knap 1400 år har ført erobringskrige i hele verden og som har udslettet fornemme kulturer fra Marokko til Indonesien. De har sat år 622 som år nul i bogstaveligste forstand. Hvad, der er sket i historien før år nul, er ganske ligegyldigt, og hvad, der er sket efter og vil ske, tilhører islam.

På sværdets vej gennem Centralasien er alle ansigter på fresker og statuer ødelagte. Bamyan-statuerne blev sprængt i luften for nylig. Hvad med universitetet i Nalanda? Biblioteket i Alexandria? De kappadokiske munke i Tyrkiet? Græske, jødiske, kristne, zaratrustiske, hinduistiske og buddhistiske templer, kirker, synagoger? Og nu er der planer om at springe pyramiderne i luften. Det arabiske forår har skabt en forfølgelse af kristne overalt i den islamiske verden, som hverken paven eller den danske folkekirke interesserer sig for.

Man kunne blive ved og fortsætte med folkemordene. Men de er så talløse, at ingen vil tro det. Der er dokumentation for 80 millioner hinduer i tidens løb, og det er muslimerne selv, som i skrift har pralet med det. Alt er beskrevet i Andrew Bostoms mamutværk The Legacy of Jihad fra 2005.

Det er ikke kun de radikale muslimer, som har hijacket islam, for islam i sig selv er radikal. “Det kan godt være, at der findes mange moderate muslimer, men islam er ikke moderat”, siger Ibn Warraq. Det kan også godt være, at der er mange ikke særlig religiøse kulturmuslimer. Og det kan godt være, at det kun er et fåtal af radikaliserede anden eller tredje generations muslimer, som er potentielle terrorister.

Men hvorledes vil situationen se ud, når en fjerdedel af befolkningen om 30 år er muslimer, og at de til den tid hellere vil samle sig i et Dansk Muslimsk Broderskab i stedet for et gammeldansk politisk parti. Desuden står det skrevet, at 10% muslimer i dar el harb (krigens hus) udgør den kritiske grænse, hvor ummaen, det muslimske verdensfællesskab, betragter landet som dar el islam (islams hus) og stiller helt andre krav.

Det er ikke terrorismen, der er faren, det er shariaens snigende indførsel og dhimmifiseringen af kommunalbestyrelserne, skolerne og administrationerne, som i første omgang er farlig. Dette sker ikke uden, at indflydelsesrige eksperter, mediefolk og politikere i deres uvidenhed om islams sande ansigt spiller rollen som nyttige og hjælpende idioter i islams tjeneste.

Hvordan kan det være, at velbegavede mænd som salig Tøger Seidenfaden, Jørgen Bæk- Simonsen og Rune Engelbreth på en konference i Bellacentret kan sidde i panel med islamister af værste skuffe uden at opdage, at der er noget galt i det?

Hvordan kan det være, at islam overalt i verden i de politiske korridorer, i medierne og på universiteterne betragtes som en fredens og tolerancens religion eller i det mindste som en monoteistisk tro, som nok ikke er meget forskellig fra jødedom eller kristendom?

Og hvordan kan det være, at Politiets Efterretningstjeneste er blevet så kulturradikalt politiseret, at de holder møder med islamistiske imamer og støtter deres dhimmifisering af samfundet? Jeg fandt svaret forleden, da chefen for PE Jacob Scharf i et interview i Danmarks Radio forgudede Che Guevara’s idealisme for “frihed, lighed og retfærdighed”.

Kulturrelativismen og multikulturalismen har i den grad forvrænget virkeligheden til ukendelighed. Hele undervisningssystemet og dermed vore lærere, journalister, jurister, forskere og politikkere er blevet intellektuelt og moralsk skadede af en sygelig angst for vort eget hjem eller oikofobi.

Alle kulturer er nu lige gyldige, og alle kulturer har pludselig fået menneskelig personlighed. Oprindelig var rettigheder, lighed, respekt og tolerance noget, der var knyttet til mennesker, men nu er de blevet overført til kulturer og religioner.

Kulturrelativismen er blevet den samfundsfilosofi, som moskeernes sheiker og imamer kan bruge til at afværge kritik af islams racistiske familiepolitik og dhimmificeringen af anderledes tænkende. Og da det hele tiden har været en af kulturmarxisternes metoder til at skabe oikofobi og nedbryde det bestående samfund, har islams ideologer vejret morgenluft, fordi de også kan bruge kulturrelativismen til at undergrave de sekulære demokratiers sammenhængskraft. Både kulturrelativister og muslimer er enige om at begrænse ytringsfriheden, således at man ikke længere kan kritisere religioner og kulturer.

Skønt islam ikke er en race, kan man nu være racist, hvis man kritiserer islam voldelige doktriner. Men det er jo noget vrøvl, at man kan være racist overfor en tros værdisystem. Racisme er at diskriminere, adskille, udstøde, brændemærke, udelukke, sortliste og stemple mennesker på grund af hudfarve, afstamning, etnisk oprindelse, køn og seksuelle præferancer og tro. At udviske forskellen mellem et menneske og dets religiøse tro er endnu en forvanskning af virkeligheden.

Muslimernes og kulturrelativisternes anklager om Islamofobi og racisme er vand på både islams og Frankfurterskolens mølle. Deres pres for en indskrænkning af ytringsfriheden og beskyldninger om højreekstremisme er blevet til intimidering, trusler og voldelige angreb på alle med en sund kritisk holdning til både religiøs fascisme og anti-fascistisk fascisme.

Den blodige ironi er, at både islam og kulturrelativismen egentlig talt er dybt sovset ind i racisme. Kulturrelativismen overser, at de fleste folk i verden og især de, der ikke er så veluddannede, slet ikke frivilligt har valgt at leve som de gør. De er som regel tvunget eller dybt betinget af den samfundsmæssige situation, som de befinder sig i gennem sted, tid og kultur. De fleste mennesker er ude af stand til at sætte sig ud over de betingelser, som de er nødsaget til at leve under ifølge økonomi og social arv og for muslimers vedkommende også ifølge shariaen.

Kulturrelativisterne har ikke noget imod at muslimske indvandrere i Vesten lever i overensstemmelse med Islams doktriner i ghettoiserede minoritetssamfund, hvor de må leve under kønsapartheid og islams sharia. De behøver ikke at blive fuldgyldige, assimilerede borgere i samfundet, fordi de befinder sig langt væk fra de sekulære, universelle værdier og normer, som majoritetssamfundet har. Er det ikke racisme?

Frankfurterskolens og de kulturradikales nedbrydning af samfundet er flettet sammen med kulturrelativismens målsætning, at fornægte vor kulturelle arv, der gør os til dem vi er. Det er det, den engelse filosof Roger Scruton kalder oikofobi eller en sygelig angst for hjemmet eller huset.

Kulturrelativismens er derfor en fejlslagen virkeligheds opfattelse. Det er desuden selvmodsigende, at vi bør respektere alle kulturers værdier, fordi dette dogme i sig selv er en værdierklæring. I praksis kan ingen frigøre sig fra sin egen kultur – heller ikke Frankfurterskolen eller Herder. Og ungdomsoprørets dogme om at alle skal have lov til at være sig selv nok er blot en anarkistisk drøm, som forhindrer kultur i at udvikle sig. (“I have seen the future, it is murder!” Leonard Cohen)

Af samme forfatter: Den politisk-religiøse konstruktion af islam. Islam og den rationelle fornuft, Det politisk korrekte har rod i Frankfurterskolen, Islam og det pæne selskab, Krasnik er en falskmøntner.

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.

5 1 vote
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

10 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Jesper Knudsen
Jesper Knudsen
10 years ago

Super god artikel af Tim Pallis, Jeg elsker din knivskarpe revsen af Frankfurterskolen og de tilstødende ideologier. Jannik: Helt enig i din beskrivelse af de venstreintellektuelles naivitet. Deres tro på egne ideers universelle gyldighed er jo i virkeligheden et udtryk for en helt ekstrem kulturimperialisme. Får de lov at fortsætte som hidtil, vil de først værdsætte de goder der følger med den vestlige samfundsmodel når det er alt alt for sent. Det er muligt at de hader vores samfundsmodel, men hvis de elsker deres børn, burde de komme på bedre tanker. Tilbage står så blot at løse følgende dilemma: Hvad… Read more »

HH
HH
10 years ago

Med risk för upprepning… Jag har just läst Anatole Frances “Under almen” där en abbé sitter på en bänk och samtalar med en filosof av facket. Det som slog mig som en sanning efter att ha läst ovanstående inlägg är det som bevarats i mitt läsminne. Abbén säger: “inget samhälle klarar av mångfald. Där det finns mångfald, finns heller ingen enighet.”

Enighet. Är det inte kungsordet för våra nordiska samhällens framväxt? Man kan inte få enighet om man vurmar för mångfald. Acceptans? Hur långt och länge?

Peter Buch
Peter Buch
10 years ago
Reply to  HH

Nej, ikke specielt enighed. Mulighed for at formuende og investorer kan påvirke samfund mere end steder hvor den rette tolknings flok ene, meget generelt set, gør det. Enkeltes, en dels foretagsomhed, trods eksistens af hvad nogle betegner som den store stat, den der som den rette tolknings flok kan standse det meste, mulighed for mange tiltag og visioner kan blive mulige i praksis, rettidig omhu, held med internationale investeringer og forholdsvis hurtig tilpasning til ændrede forhold. En udbredt erkendelse af at udefrakommende og relationer er begreber i beskrivelsen af hvad der kan blive en for hele samfund afgørende problematik der… Read more »

Peter Andersen
10 years ago

Multikulturalisme er egentligt et fjollet ord. Det handler jo kun om islam. Jeg har da ihvertfald aldrig tænkt over hvordan man indkorporerer den russiske, kinesiske eller japanske kultur i den vestlige. Det tror jeg ærlig talt heller ikke andre har gjort sig de store tanker om. Jeg hælder, i lighed med Pallis, til Frankfurterskolens social-imperialistiske tankesæt. Den vestlige verden aka “den hvide mand” er en ødelæggende kraft, som må blandes op, for ikke at lave ballade. Det er faktisk både imperialisme og racisme, på vegne af – og mod den almindelige hvide mand. “Vi er så stærke så vi overtager… Read more »

Jannik
Jannik
10 years ago

En spændende artikel skrevet af Tim Pallis. Problemet med artiklen er bare at den ikke er dybdegående nok. Kulturmarxisterne er jo, som det nævnes af en anden, ikke bare relativister. . De er jo som navnet antyder, marxister. Relativismen er et skalkeskjul for en dagsorden der går ud på at ødelægge alle europæiske nationer. Den er drevet af et had rettet mod den europæiske mand. Og i mere bred forstand, rettet mod den hvide race. Det er lige præcis derfor at man bruger masseindvandringen som er redskab til at etnisk udrense europæere. Da marxisme er en variant af sekulariseret kristendom,… Read more »

kurt Rosenstrøm
kurt Rosenstrøm
10 years ago
Reply to  Jannik

Jannik uden Gud ingen organiseret kultur kun en jungle hvor vold, mord og magtbrynde udfolder sig. Se det var en overraskelse-ikke?.

kurt Rosenstrøm
kurt Rosenstrøm
10 years ago

Ja også herfra en tak til Tim Pallis for et fremragende belærende indlæg. Man kan aldrig blive for klog.

Poul Højlund
Poul Højlund
10 years ago

Kære Tim Pallis, Tak for en fremragende gennemgang af den mistrøstighed, der har ramt vores vestlige samfund. Det er skræmmende og overvældende, og det er vanskeligt at se, hvordan vi bjerger os bare nogenlunde tørskoet i land igen. Vitam impendere vero, står der (stadigvæk) over hovedindgangen på mit gamle gymnasium: at leve sit liv på sandheden, at forsvare sandheden med sit liv. Det er det modsatte af den forbandede kulturrelativisme, der vil hævde, at islams sandhed har samme værdi som min. Jeg er ikke i tvivl om, at den såkaldte brede befolkning ikke lider af kulturrelativismens vansot, – derimod svigtes… Read more »

traveler
traveler
10 years ago

Men jeg mangler en analyse af, at relativismen slet ikke er 100 % ren hos den benhårde teoretiker, men overlappes af en entydig moralisme. Man kan sige, at der er ingen standarder ved en rendyrket relativisme, men forskere og tænkere benytter sig i den grad af dobbelte standarder. Og hvorfor nu det? Hvis vi tager sætningen: “Hvis relativismen er sand, får det som konsekvens, at man ikke kan sammenligne Jesus Kristus, Sokrates eller Solon med Hitler.” så er relativisten på ingen måde i tvivl om, at Hitler er ikonisk ondskab. Det er fordi, at den relativistiske tilgang til verden i… Read more »

Peter Buch
Peter Buch
10 years ago

Åh så socialt. Som aktuelt passivt medlem af eneboernes landsforening vil jeg protestere mod man ikke kan frigøre sig fra sin egen kultur. Der er masser af medlemmer vi ikke har hørt fra i årevis som rygterne går om, at de har det fantastisk. Selv Støvring kobler en fælles nationale kultur til det almene vel, et udefineret begreb, der ikke af mig er set nærmere beskrevet hvad det dækker, det kan vel ikke undre når han poienterer sammenhængskraften. Den sammenhængskraft jeg hævder er overdrevet og oftest uden overbevisende belæg når der samtidigt eksisterer et utal af modstridende interesser og gruppers,… Read more »

10
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x