Alle ved, at lyde og dufte kan bringe en mange Ă„r tilbage til mennesker eller situationer, sĂ„ man pludselig er til stede lige dengang for mange Ă„r siden. Anton Kontra og John Frandsens Beethovens Romance i F-dur er en af de lyde, der bringer mig tilbage. Her er den fra LP med skrat og slid, jeg selv havde – og Anton Kontra lever ligesom musikken endnu.
Jeg er fÞdt pÄ Christianshavn, kommet til bevidsthed pÄ Kommunehospitalet, men da jeg var 13 Är flyttede mine forÊldre til Strandagervej over for Tuborg, hvor ogsÄ Willumsen tegnede og byggede sit enestÄende smukke hus i 1907. Mogens Andersen boede der dengang, og jeg forlangte friskt nok, at han viste mig huset. Han tog det venligt.
Det var ude pĂ„ landet for min horisont, alt uden for Jagtvej var ude pĂ„ landet, selvom det var KĂžbenhavns Kommune. Min morfar, der syntes det i sig selv var lidt suspekt at bo pĂ„ en vej i stedet for pĂ„ en gade, kokketerede med, at han ikke rigtig kunne huske “den der vej I nu bor pĂ„.” Man har den horisont, man nu har eller vil have. Jeg havde kun 25 minutter pĂ„ cykel til Ăstre Borgerdyd skole ved Ăsterport, sĂ„ jeg vĂŠnnede mig efterhĂ„nden til, at jeg stadig boede i KĂžbenhavn. Det virker, som en meget gammel tid. Det var fĂžr TV og kĂžleskabe, der kom en mand med lĂŠderforklĂŠde hver 3. dag med isblokke til “isskabet”, og alligevel er det ikke sĂ„ lĂŠnge siden.
Da jeg var fem Ă„r, syntes jeg NĂžrrebro 800 meter vĂŠk, var nĂŠrmest udlandet, men da jeg i tyverne kĂžrte taxi om natten, fandt jeg ud af hvor stor en by KĂžbenhavn er – 3000 kvadratkilometer. Det tog to Ă„r inden jeg havde afmĂŠrket alle hjĂžrner af byen, sĂ„ kunne jeg overskue den. Jeg kunne efterhĂ„nden trĂŠkke mig tilbage til barndommens landskab, fordi jeg havde vĂŠret alle stederne, ligesom jeg havde set USA, Europa og FjernĂžsten. UdlĂŠngslen var stillet, den var trygt parkeret og plager mig ikke lĂŠngere undtagen hvis jeg ser en film om rummet og Hubble teleskopet, sĂ„ gynger grunden igen under mig.
Jorden, hjemmet, betyder mere end man fĂžrst aner. Det lyder som en sang af Holger FĂŠllessanger, men at runde Kronborg og indsejlingen til Ăresund efter seks mĂ„neder til sĂžs, gjorde mig oprĂžrt og grĂŠdefĂŠrdig selvom jeg kun var tyve Ă„r, og skulle have appetit pĂ„ alt. Jeg havde ikke et roligt sekund, til vi nĂ„ede Frihavnen. Jeg havde boet i Singapore, Hong Kong, Valetta, pĂ„ en gummiplantage i Malaya og Paris, jeg troede, jeg var en ‘verdensborger’, men jeg var en hjemmefĂždning bundet til et bestemt omrĂ„de og til nogle bestemte mennesker.
Mine forÊldre ville helst vÊre i Frankrig, Schweiz eller Italien, nÄr de havde sommerferie, og sÄ boede jeg af og til i det der hus ude pÄ den vej som ung, nÄr de var vÊk. Det er her, Kontra og Frandsen kommer ind i billedet. Min far havde alle Frandsens indspilninger. Jeg gÄr ud fra, at han var min fars patient, for de var dedikerede, men min far overholdt lÊgelÞftet helt bogstaveligt, han omtalte aldrig sine patienter.
Jeg har alle Tove Ditlevsens bĂžger. Jeg har taget en ned fra hylden, og der stĂ„r “til prof. XXX med hjertelig hilsen og taknemmelighed fra Tove Ditlevsen” med hendes altid sirlige skrĂ„skrift. Hun mĂ„ ogsĂ„ have vĂŠret patient. Engang jeg havde hende som passager i min taxi, sagde jeg ikke til hende “Vi mĂ„ have fĂŠlles bekendte.” Hun sad tavst pĂ„ bagsĂŠdet, jeg pĂ„ forsĂŠdet, det var omkring dramaet Vilhelms VĂŠrelse, men jeg ville ikke bryde hendes cirkel af urĂžrlighed. Jeg var kun endnu et menneske i den store by, hun var i fĂŠrd med at forlade. Hedebygade, H.C. Andersens Boulevard og Victor.
Hun er den eneste danske kunstner, jeg ved af, til hvis bisÊttelse 10.000 ganske almindelige mennesker mÞdte op pÄ Enghave Plads for at vise deres deltagelse og taknemmelighed. PÄ de gulnede avisudklip, der er lagt i en af bÞgerne, viser fotografierne overvejende smÄ arbejderkoner fra Vesterbro. Vi vil ikke se det, nÄr Klaus Rifbjerg eller Ib Michael dÞr. Heller ikke Hanne Vibeke Holst. SpÞrg mig ikke hvorfor.
Ude i det hus pÄ den vej, satte jeg hÞjttalerne op i de Äbne vinduer og spillede Kontra og Frandsen, mens jeg serverede min sommeret for min veninde, som nu er en moden dame, jeg ikke kender. Gorgonzola med Êggeblomme, rÄ lÞg og honningmelon og dertil en porter. Der var ogsÄ en vinkÊlder med vine med orange skÊr og krystaller pÄ bunden. De var ogsÄ gaver fra patienter, men min far drak kun alkohol til selskab nogle gange om Äret, sÄ den voksede og lagrede betydeligt med tiden. De satte standarden for, hvordan rÞdvin kan smage, ligesom Bo Jakobsens Restaurationen sÊtter standarden for, hvordan gastronomi kan vÊre. Man skal prÞve det en gang om Äret, bare for at minde sig selv om, hvad eminent er. SÄ kan man vÊlte sig i lort og Jensens BÞfhus resten af tiden. Det er altsammen John Frandsen og Beethovens skyld, jeg kom til at tÊnke pÄ det. SÄdan er det med lyde.
Vinter – i dag
Takk, Steen. For vakker fortelling og vakker musikk !
Selv tak, Marit. Der er mange gode indspilninger af den romance, men det er jo tit sĂ„dan at en ridser sig ind i ens hjerne, og prĂžver at holde andre ude. Er det Eroica, havner jeg altid alligevel ved FurtwĂ€nglers fra 1951 – og sĂ„ videre. Man mĂ„ gĂžre lidt vold pĂ„ sine Ăžrer, sĂ„ de ikke vokser til
”….Hubble teleskobet” …..? PrĂžv KEPLER teleskobet !
tak, jeg tÊnkte kun pÄ, at jeg var inde i Planetariet sidste vinter, og sÄ en film om, hvad Hubble havde set. Den gjorde mig noget eksistentielt svimmel. Jeg sendte en venlig tanke til NOVO, hvor jeg har arbejdet engang.
Aktuelt oplevede jeg og andre hvad der sÄ ud som et totalt umotiveret overfald nÊr Planetariet omkring kl. 18:00,
En udlÊndng gÄr forbi ytrende ukvemsord om at pisse op af folketingets dÞr. Kommer kort eter gÄende tilbage og leverer et hÄrdt slag mod en mands hoved og gÄr igen.