15
nov
Seneste opdatering: 19/11-16 kl. 1634
8 kommentarer - Tryk for at kommentere!

p1090559

(klik foto f. helskærm) – Jeg havde været til møde i Det Jødiske Hus bag synagogen med gode venner og gik efter et pit-stop på Cafe Halvvejen hjem, da jeg så lysene i Købmagergade rundt om Christian d.4′ observatorium, som Tycho Brahe fra Knutstorp var anledningen til. Meget smukt, måske er det et kunstværk, måske nogen ved det? Nu i de mørke nætter er det en fordel at have et kompaktkamera med blænde 1.4, så man kan fotografere på frihånd i mørke.

Jeg har en ven, der boede oven over Cafe Halvvejen i mange år, den blev hans halve hjem, så han måtte flytte, da han ville beskære sit alkoholindtag. Det er selvpædagogik at forlade sådan en adresse, jeg beundrer. Halvvejen er fra 1789, og navnet er godt, man kommer forsinket hjem og begynder at skrive.

Hvor det jødiske hus nu ligger, lå tidligere det jødiske plejehjem. Her så jeg sidste gang Elias Levin i november 2005, som jeg kendte lidt ligesom hans søn Dan, jeg gik i klasse med i gymnasiet. Elias Levin døde i januar 2006 som 97-årig, og hans ukuelige livsmod gjorde et stærkt indtryk på mig.

Han var ‘krankenträger” i Theresienstadt i to år, en nazieufemisme for ligslæber, man kender forbrydere og svindlere på deres sprog. Det ville have knækket de fleste, men ikke ham. Han kom hjem med Bernadottes Hvide Busser og drev i mange årtier derefter sine forretninger i Østre Farimagsgade og Nørrevoldgade. Erik Henriques Bing har skrevet den smukke bog En vintersamtale med Elias Levin om ham.

Kvarteret fra Domkirken over Fiolstræde, det litterære Løvstræde, Krystalgade og til Købmagergade, er mit yndlingområde i Middelalderbyen. På den anden side af Købmagergade smadrede prosaiske politikere Åbenrå-Landemærket i begyndelsen af 60’erne med hæsligheder.

Det var huse fra Holbergs tid med bindingsværk og indvendige trapper i gårdene, og nok boede der ludere og lommetyve, men bare ti år efter, ville ingen have fundet på det hærværk. Det var under socialdemokraten Urban Hansen, der desværre døde i 1986, så vi ikke kan straffe ham efter fortjeneste. Det var også i disse gade de russiske jøder, der kom omkring år 1900, kom til at bo f.eks. teatermanden Sam Besekow og digteren Jørgen Gustava Brandt.

De udsatte Borgergade-Adelgade for den samme vandalisme, men så stoppede deres fest også, antagelig på grund af lykkelig indtruffet pengemangel. I Sverige havde de desværre for bykernerne masser af penge, som man kan se resultatet af i enhver større by. Tyske byer døde af bomber, svenske af fred og velstand, resultatet ser ud på samme måde.

En dansk arkitekt ville gøre Sergels Torg i Stockholm til et sted, folk ville opholde sig på og ikke bare krydse så hurtigt som muligt, men bænke kunne ikke ændre på et faktum, at folk bare ville væk i en fart.

Piet Hein kunne meget, men han kunne ikke skabe en italiensk piazza, spørgsmålet er, om vi overhovedet kan frembringe pladser folk elsker kunstigt, eller om de kun opstår organisk gennem lang tid.

Hein var en kølig ingeniør og kunne ikke. I Danmark var vi endnu efterkrigsfattige i 1960, og så med måben på svenskernes fine tøj og biler, når vi tog til Malmø. I København kørte der ikke Buicks og Volvoer, men førkrigsbiler, hestevogne og Nimbusmotorcykler.

En af mine begavede lærere, forfatteren Jørgen Duus, som jeg sender en venlig tanke ned til Nyhavn, hvor han bor endnu på den ‘pæne side de lige numre, som det hed fordi der ingen ludere var på den side af havnen (som iøvrigt er gravet af svenske krigsfanger), tog os 2. klasser med på en byvandring, så vi så kvartererne inden bulldozerne gjorde dem til historie for evigt på sorthvide fotografier. I hukommelsen står de der endnu, fordi en skolelærer ville give en 8-årige billeder på nethinden at tage med til 2013.

Byen er de billeder jeg gør mig af den. Den virkelige by er kun en mindre del af det hele, helheden er forestillingen om den, der bundfælder sig som erindringen lagrer sig, hvad enten det er Rom, Lissabon, Trieste, Valetta, Beirut, Tanger, Limassol, Paris, New York, Hong Kong, Bangkok eller Berlin. Der er hjem og hjemløshed i dem allesammen, som kan genopstå uden videre. Man kan tage dertil igen, men jeg vil hellere rejse tilbage i tankerne. Verden er stor, jeg har undersøgt det. Nu gør jeg kun kortere rejser.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Peter Buch

    Pladsen omkring Rundetårn og Trinitatis er udvidet, så kirken har fået et ”gulv” at stå på og i selve pladsen er der nedlagt belysning, som skal symbolisere stjernehimlen, og refererer til Tycho Brahes observatorium på toppen af Rundetårn.
    Fra:
    http://www.building-supply.dk/article/view/95793/byfornyelse_klar_til_ indvielse#.UoWfhoJ8K8c

    steen

    @Peter: Tak, det var lige det, jeg ikke kunne finde i går aftes.

  • Stefan Borg

    Inte bara Stockholm och Klara, så gott som alla städer i Sverige föll offer för socialdemokratisk stadsplanering under 60- och 70-talen. För att få en föreställning om omfattningen rekommenderar jag dokumentären “När Domus kom till stan” av Anders Wahlgren. Den finns att se på Youtube (uppdelad i 10-minutersavsnitt): http://www.youtube.com/watch?v=JHipmHB0Plo Det är tragiskt att se vad rikedom i händerna på människor utan vördnad för sin egen historia kan åstadkomma av förstörelse i namn av en utopisk framtid. I min födelsestad Örebro uppfördes några år efter Domusvaruhuset ett monument som av folkhumorn genast döptes till “Domus familjegrav”. Och medan Domusvaruhusen numera mycket riktigt är gravlagda så fortsätter samma andas barn att gräva det svenska samhällets grav, bara lite mindre trosvisst denna gång…

  • Nils

    Mærkeligt med sådan et rigt samfund, hvor man kan rive ned og ødelægge, men ikke bygge noget, der er smukt eller bare nogenlunde æstetisk tilfredsstillende. Ud fra, hvad der kan iagttages, så er arkitektur det modsatte af huse.

    Man kan tage til Rom og se resterne og sige: Så storslået, sikke en tid.

    Når vores efterkommere engang kigger på ruinerne af København, kan de konstatere, at det var en grim tid med tilsvarende bygninger.

    Men når man passerer endnu en grim bygning eller en dødfunden bymidte med tegn af arkitektens klo, kan man sige til sig selv: Det er grimt, men det er til gengæld billigt, for de billigste bygninger vinder licitationerne.

    Så hvis nogen synes at for eksempel Amalienborg er ganske vellykket, så bør man naturligvis korrigere og oplyse, at det er et eksempel på dårlig arkitektur, da det kunne have været gjort meget billigere.

    Ikke-huset på østsiden af Kultorvet, som engang var hovedbibliotek, og nu er en handelsskole er til gengæld et af de fineste eksempler på god arkitektur, da det ikke kostede en skid at knalde op. Ih sikke et dejligt hus – og et sandt udtryk for tiden.

  • Arne von Kappelgaard

    Til Snaphanen, en dejlig beskrivelse af kvarteret, som jeg kendte som “knægt” i 1950érne. Især kvarteret omkring Åbenrå og Landemærket kendte jeg godt, det myldrede med skæve eksistenser, ludere og lommetyve, knejper og marskandisere, og husene passede til omgivelserne, og så væltede man det hele, for at bygge det intetsigende Gutenberghus, en skandale. Når jeg ser “ildebrandsbilledet” af englændernes bombardement hvor Rundetårn er afbilledet, tænker jeg altid på den tid.
    Hele min mødrende slægt har boet i byen siden Christian IV dage, mange i Nyboder, så ja, når du priser Latinerkvarteret.
    Man kan i dag have ønsket, at der var blevet gået mere nænsomt til værks, men ånden var jo anderledes den gang.

  • Steen, så bjuder du igen på en av dessa fina, personliga texter. Den är väldigt fin, inte bara i sin beskrivning av gator, hus och människor, utan också i det förhållningssätt du formulerar så bra på slutet:

    “Byen er de billeder jeg gør mig af den. Den virkelige by, er kun en del af det hele, helheden er forestillingen om den, der bundfælder sig som erindringen lagrer sig…”

    Så tänker jag också när jag ser tillbaka på de magiska städer jag levt och vandrat i, framför allt Lissabon. När hälsan sätter stopp för flera vandringar i Bairro Alto eller Alfama, med backarna och de kullerstenslagda gränderna, får man ta fram de bilder man har i minnet, men också “forestillingen om” dem, alltså det som staden och människorna framkallat inne i en.

    Och så kan man aldrig bortse från att också en stad som Lissabon idag förstörs av människoströmmarna från forna Sovjet och från Afrika. Det lucitanska blir något annat, urvattnat, slaget i spillror, på väg ner i postmodernitetens gettokrig och migrationsindustrins cynismer.

    Stort tack Steen och en god helg! Thomas

    • Tak, i lige måde, Thomas. Heldigvis har jeg OGSÅ fotograferet alle de steder, jeg nævner. Det er en slags back up til hjernen. Fotos er gode noter, jeg sidder og skriver noget længere til et andet formål, og et album med 500 fotos gør, at jeg kommer i tanker om ting om emnet, jeg ellers ville have glemt. Det er bedre end skrevne eller dikterede, for de er mere åbne, når de skal omsættes til ord. God helg!

  • Claus E. Petersen

    Uden i øvrigt at forholde mig til teksten…

    Hammer godt billede!

    Jeg er helt vild med kontrasten i højre side (lys og bevægelse) og det mere dunkle i venstre (mørke og stilstand).
    Og så i øvrigt den stærke foto kontrast i billedet som helhed.

    mvh. Claus

  • Pingback: Stjernerne ved Rundetårn « Snaphanen()