13
dec
Seneste opdatering: 24/2-14 kl. 2032
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

BBC – Da jeg sad og restaurerede videoes i går, benytter jeg lejligheden til at genhøre Wilders-videoen, som jeg optog med en ven og flere kameras i Malmø i oktober 2012. Den er værd at (gen) høre, også fordi Wilders inkluderer så mange specifikt svenske forhold i talen. Petra Åkesson, Raoul Wallenberg, Cecilia Malmström og Erik Ullenhag, Sveriges vandkæmmede dengse-alibi for ubegrænset bortgivelse af land og arv..

For mig selv var den vigtig og interessant at genhøre, fordi jeg er personspaltet. I denne sammenhæng: Tre fotografer, en skribent og en tilhører. Der er sikkert flere, men spørg min psykolog. Når jeg betjener tre kameras, er jeg mere øjne end øre når tingene sker. Enhver der går ned ad Strøget, kan selv gøre et enkelt eksperimentet: Hav et kamera i hånden, skift opmærksomheden henholdvis fra ørerne – hør løsrevne sætninger fra folk, der går forbi, gademusikanter, børnelatter, vandets rislen i fontænerne – over til øjnene, se hvilke billeder, gaden byder på, som du må tage. At være både øjne og ører på én gang, giver aldrig 100 % koncentration på nogen af delene.

Det er det samme, hvis man går til Torsdagskoncert: Lyden af et symfoniorkester live er fantastisk, ingen kunstig gengivelse kan konkurrere med det, hvorfor bla. Sergiu Celibidache ikke ville indspille plader.

(Han dirigerede Radiosymfoniorkestret mange gange i 70’erne, her Ravel og Mozart, desværre de eneste af hans danske direktioner, der findes på You Tube. Han dirigerede f.eks. Bruckners 8 i den senere nedbrændte, uerstattelige Odd Fellow koncertsal, den ville jeg gerne have gjort tilgængelig. Han var svær at overse på et podium.)

Men man bør i virkeligheden have bind for øjnene for at yde musikerne og musikken retfærdighed. Der er ikke en video jeg optager, som jeg ikke er nødt til at genhøre. Måske er jeg bare dårlig til at ‘multitaske’, som det hedder. Det er måske også derfor, jeg i virkeligheden foretrækker radio og har skrottet TV i blandt andet koncentrationens tjeneste. TV er normalt adspredelse, men det er navnlig billedinflation, hvis den puritanske fotograf skal tale. Roland Barthes skriver i “Det lyse kammer”:

“Hvorfor lever jeg her og nu. Fotografiet memorerer ikke fortiden. Den virkning, det frembringer på mig, består ikke i at genoprette det, der er nedbrudt (af tiden, af afstanden), men i at bevidne, at det jeg har set faktisk har været.”

Billederne af dem, de levende som de døde, er altså også et billede af mig selv, anderledes, mindre selvspejlende ’selfies’. Jeg ved det, for jeg begyndte med fotos, da jeg var seks år. Den næsten tandløse mand i Limassol i 1969, er mig selv. Den store Daibatsu i Kamakura i vinteren 1971. Preben Møller Hansen i 2007 , Hirsi Ali i 2005, Uwe i 2012 eller William Skotte Olsen i 2002. Jeg har næsten igen fotos af mig selv, og det er jeg fint tilfreds med. Der er et fra Grenen i regnvejr i sommeren 1985 med hilsen til hende der tog det. Pårørende vil have sådan nogle, men de er borte, og det er noget andet med venner.

Hvis der er for mange billeder, flere end øjnene kan fordøje – 24 billeder i sekundet af de mindste petitesser og ligegyldigheder, – er vi mindre tilstede, og det vi så, har mindre eksistens end hvis det havde været mere billedfattigt. Det vil dø i glemsel hurtigere, for der er ikoner, og så er der resten af billederne,  millionerne.

Lur mig om ikke selfierne  skal arve verden fra det lyse kammers iagttagere. Dumt at sige, de har allerede gjort det. Stillbilleder er noget gammelt lort, med mindre det er mit eget flade grin.

Nå, det er altsammen Wilders og min manglende multitasknings skyld, selvom jeg kan tvivle lidt på, hvad den er. Det har intet med Holland og EU at gøre, det er et sidespor, og dem er der flest af. Man ved, hvor man begynder, men ikke hvor man slutter. Jeg beklager ulejligheden.

Vi ved, hvad Wilders er for en type. Han farver håret, ryger cigaretter, støtter Israel og har en storebror, der ikke kan lide ham. Der er også en plads og en gade i København, der bærer hans navn, 100 meter fra mit fødested, Ved Volden 13. Så er det på plads. (Mobilvideo: Wilders interviewes i Malmø af Sveriges Radio. Jeg iagttager et interview, der aldrig blev bragt.)

Om anmelderes travlhed og  mørklægningen af svenske bøger

Der har været mange af dem. Jeg har 20 stykker i mit bibliotek. Anders Johansson, Thomas Nydahl, Magnus Karaveli, John Järvenpä, Anders Isaksson, Roland Huntford, Enzensberger, Jacob W.F. Sundberg, Jan Milld, Mikael Jalving, Mogens Behrendt, Julia Caesar, Meier Carlsen og flere andre. Behøver jeg skrive min egen? Det skulle være af terapeutiske grunde, hvis ikke man finder den lige her i boggens arkiv, men jeg skal måske holde mig til min læst, selvom jeg iblandt kan komme i tvivl om, hvilken den er.

Når bloggen fylder ti år næste år, tager jeg hele molevitten op til genovervejelse Ti år er lang tid, og man kan strøtænke om så meget andet, hvis man får tiden.

Jeg er ikke monoman, jeg insisterer på et upolitiseret liv trods omstændighederne. “Alt er politik, men politik er ikke alt.” Jeg ved ikke, om det kun er mig selv, eller også nogen anden, jeg citerer, men et apolitisk liv er i sig selv en protest imod islam, selvom det bestemt ikke er noget effektivt forsvar imod dens politiske aspirationer.

Man kan indtil videre forene privatmennesket og modstandsmennesket, det kan man ikke nok skønne på, men friheder værdsættes desværre først af de fleste, når de er gået tabt. Få er med på forebyggelse. Per Stig Møller viser netop i disse dage på DR, at han ikke forstod Muhammedkrisen da den foregik, og at han nu efter to mio. artikler og dusinvis af bøger stadig ikke forstår den, lige så lidt som Tøger Seidenfaden, der gik i ordrigt graven uden at have fattet et mere end et halvt klap. Man kan ikke sætte sin lid til Per Stig Møller eller Politiken i den fremtid, de har beredt os iøvrigt mod vores vilje.

Danmark og Europa har brug for en ny helt generation af intellektuelle og politikere, der forstår den islam til bunds. Gammel lærdom som Uffe Ellemann Jensen og Per Stig Møllers, vil være irrelevant i det nye Europa, som kommer. Selv Inger Støjberg bliver gjort irrelevant af en udvikling, der allerede har overhalet hende. Lars Vilks, som har en evne til at svæve over de politiske flak (lyskastere og antiluftskyts), skriver befriende i: 1411”Annonsen” en opera buffa för vår tid blandt andet:

Den här veckan har bjudit, kanske inte precis på några överraskningar, men välspelade föreställningar, dels i den orkestrala serien Expressen avslöjar och dels på det direkta buffatemat Den Svenska Invandringspolitikens Mörkläggning. Det senare handlar denna gång och märkligt nog om något så banalt som en bokannons i DN. De båda författarna till boken, Arnstberg & Sandelin, skriver alltså en debattbok om svensk invandring något som borde väcka stort intresse eftersom ämnet är uppskattat och medialt.

Visserligen intar författarna en kritisk inställning men för alla dem som menar att en sådan attityd saknar fog vore det naturligtvis rätt tillfälle att med sakliga argument tillbakavisa skribenternas många påståenden och redovisningar. Helt uppenbart finns det många kritiker av Arnstberg & Sandelins skrift ehuru endast några få, och i förbigående, har närmat sig boken. Dessa menar t ex att det inte existerar någon mörkläggning av den svenska invandringsdebatten. Detta kan förefalla egendomligt eftersom boken i sig har blivit påtagligt mörklagd. Emellertid kan detta också bero på rena tillfälligheter, t ex att bokrecensenterna har haft andra, och viktigare uppgifter, att ta itu med.

För att få fart på intresset och försäljningen prövar författarna alltså med en annons i DN. Egendomligt nog blir annonsen föremål för ingående politisk granskning och när granskningen släpper genom annonsen utbryter en sällspord mediestorm med morgonsoffor, kvitter och motannonser.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Ludvig

    Det var fint, Steen, att lyssna till din video från Gert Wilders besök i Malmö i fjol.

    Inspirerad gick jag vidare på You Tube och hörde hans framträdande vid Ground Zero den 11 september 2011.
    Vilken framstående talare han är! Intelligent,rak och slagkraftig. Han inger ett visst hopp för framtiden.

    Tack för Snaphanen.

  • Selv tak, Ludvig. Jeg hører det simpelthen ikke, når jeg laver det.