Se her, 58 minutter (kan ikke indlejres). Det kan journalistpartiet ikke lide, særligt ikke de førende i afskaffelsen af Sverige, Aftonbladet, men dette er kun starten på deres fald. De kommer til at falde meget dybere. Janne Josefsson vil overleve alle de politiske eftersnakkere og landsbyfilosoffer, der har kaldt sig journalister. Josefsson derimod må leve med, at det bliver brugt mod ham, at systemkritiske blogs hædrer ham. Men, You Ain’t Seen Nothing Yet, Sverige.
Det korte perspektiv er skam over Janne, det lange er at han bliver husket længe efter at alle andre er glemt. Ingen er så død, som en journalist, der døde igår, særligt ikke en svensk. De er kanonføde i historiens møllehjul – undertegnede også, selvfølgelig, men jeg er ikke betalt af nogen for at moderere mig. Jeg er kun bundet af mine egne naturlige begrænsninger og min samvittighed. Janne Josefsson derimod, han satser hele puljen hver gang. Han har evnerne til at være ikke så lidt skarpere, som f.eks. SUN.TV i Canada, men ikke i Sverige. Dér går en skarp grænse, og public service er en af grundene.
Landssvigerne på Aftonbladet er naturligvis gået til voldsomt modangreb efter udsendelsen anført af Åsa Linderborg og Oisín Cantwell. Sverige er på vej ud i et krigsligenede skænderi – ‘dem og os – pressen og befolkningen: Uppdrag granskning mynnade ut i – ingenting, Vilka värderingar har ni kring mångkultur och invandring, Uppdrag Granskning?, Fikabordet på Sveriges Television.
Islam og det pæne selskab
af Tim Pallis
:
Tim Pallis knytter an til Torben S Hansens kommentar Retorik fra et sidespor her på bloggen 2 maj.
Jacob Feldt misbruger et kendt H.C. Andersen citat i sin kronik “Han har jo ikke noget tøj på” i Information den 27. marts 2013. Han vil gerne gøre indtryk af sin store videnskabelighed, men ender som apologet for Martin Krasniks politiske revolverjournalistik. Det var et karaktermord af format, en duel der skulle vindes med en værdipolitisk tilsvining af Lars Hedegaard, som skulle fremstilles som uvederhæftig historiker.
Jacob Feldt overdriver, når han igen og igen hævder, at “den såkaldte “islamkritik”…har haft uhindret og relativt ukritisk adgang til medierne i mere end 10 år”. Hvorfor tror han egentlig, at de fleste islamkritikere blogger anonymt i stedet for at skrive i medierne? Fordi de ikke kan komme igennem i pressen og selvfølgelig ikke bryder sig om at blive beskyldt for racisme og eventuelt udsat vold fra anti-fascister og muslimer.
Islamkritik er ikke “såkaldt “islamkritik””. Det er kritik af islam – ikke kritik af muslimer. Denne kritik bygger ikke på tro, men på solid historisk viden. Det lader ikke til at historikeren Jacob Feldt har gjort sit historisk videnskabelige hjemmearbejde godt nok. Det har historikeren Lars Hedegaard derimod. Men Jacob Feldt har dog forstået noget om islamkritik, selv om han sætter “islamkritik” i anførseltegn. Det gør han nok, for at vi skal tro, at islamkritikken ikke er en reel kritik, men en religiøs tro.
JF har ganske ret i, at islamkritik betegner kritik af islam som religion, filosofi, politik og livsform. Der er også rigtigt, at disse kritikere ser islam som en fascisme, der truer demokratiet, friheden og nationen. Og endnu en rigtig iagttagelse er, at islamkritik også er et fællesskab, som udfolder sig på blogs, i Trykkefrihedsselskabet, i nationalkonservative kredse og i Dansk Folkeparti.
Jeg er også ganske enig med JF, når han tilføjer, at islamkritik er et værktøj og et våben, og at det virker som spydspids for kritik af medierne, politikerne, universiteterne, multikulturalismen, eliten og de røde. Ja, med i bagagen tænker en islamkritiker på nationen, kristendommen, kulturen og demokratiet – ikke som et kontraktligt fællesskab (et mærkeligt udtryk), men som et historisk-kulturelt fællesskab. For at meddele læserne sin holdning til et sådan fællesskab, kalder JF det for sentimentalt. Så kan vi skimte hans politiske position.
Det er ikke rigtigt, at multikultur er en del af pakken for det yderste venstre og islamkritik for det yderste højre. Multikulturalismens tilhængere rækker nemlig langt ind hos de borgerlige og i erhvervslivet, og Lars Hedegaard er stadig tilhænger af marxismens historiske materialisme. Der findes adskillelige gamle trotskister og marxister blandt islamkritikere, og Dansk Folkepartis økonomiske politik ligger til venstre for Socialdemokratiet. Hvem er det yderste højre i dagens politik? Værdipolitikken er ikke venstre- eller højre orienteret.
Det lader til, at JF har en rigtig god forståelse af islamkritikken. Den “indbefatter alternative medier, uddannelsesinstitutioner og alternative netværk. Denne moduddannelse varetages i dag af blogs, bøger, interviews og netværk som f.eks. Trykkefrihedsselskabet. Det skyldes, at de store medier, uddannelsesinstitutioner og netværk er “dhimmificerede” (ikke-muslimer, der underkaster sig Islams overherredømme, red.), “islamificerede” eller underlagt en relativistisk multikulti-holdningstvang….Derfor kan institutionerne ikke stoles på, og islamkritikerne må derfor stole på den viden, som fremlægges i egne cirkler”. Det er nemlig helt rigtigt.
Men så tilføjer JF den uhyrlige værdipolitiske påstand, at denne viden ikke kan verificeres eller gives epistemologisk effekt af anerkendte institutioner eller forskere. Professor Jørgen Bæk Simonsen ved Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier vil sikkert give ham ret. Og det vil John L. Esposito sikkert også. Han er professor i religion og internationale anliggender og islamiske studier ved Georgetown University. Han er også grundlæggende direktør af den saudiske prins Al-Waleed Bin Talal Center for Muslim-Christian Understanding i Walsh School of Foreign Service. De saudiske oliepenge skal sikkert anvendes politisk korrekt og ikke- islamofobisk.
Jacob Feldts viden om moderne islamforskning og nyere koranforskning må være minimal og helt igennem politisk korrekt. Her er et citat fra Torben Mark Pedersen og Lone Nørgaards artikel: Svar til Krasnik: Islamkritikkens substantielle sammenbrud i Ræson 04.05.2013
“For en sådan udlægning af jihad-doktrinen henvises til Rudolph Peters autoritative Jihad i klassisk og moderne islam (2004), til Bernard Lewis’ The Crisis of Islam (2003) og til Majid Khadduris War and Peace in the Law of Islam (1955). Det hævdes ofte, at islams tekster ikke er mere krigeriske end kristendommens. Det er forkert. Tina Magaard, ph.d. i tekstanalyse og interkulturel kommunikation, har sammenlignet 10 religioners grundtekster, og hendes konklusion er, at “Islams tekster opfordrer i langt højere grad end andre religioners grundtekster til terror og kamp”. Og: ”Teksterne i islam adskiller sig klart fra de øvrige religioners tekster ved i højere grad at opfordre til vold og aggression over for anderledes troende. Der findes også direkte opfordringer til terror.” Det samme dokumenterer Raymond Ibrahim i Are Judaism and Christianity as Violent as Islam?.”
Der er mange andre kendte historikere og islamforskere, som var og er islamkritiske f.eks. Frants Buhl, Johannes Pedersen, Jes Asmussen, Mehdi Mozaffari, Farhad Khoshokhavar, Kim Møller, Bat Ye’or, Robert Spencer, Patricia Crone, Ignaz Goldzifer, Ibn Warraq, Hans Jansen, Günter Lüling, Christoph Luxenberg, Ali Sina, Sam Solomon, Andrew Bostom, Daniel Pipes, Wafa Sultan, Mark Steyn, Robert Redeker, Patrick Sookhdeo, Melanie Phillips, Douglas Murray, Bruce Bawer, Amir Taheri, Henryk Broder, Hege Storhaug, Hans Rustad, Thilo Sarazzin og mange andre, som alle både kan verificere og give epistemologisk dokumentation for islams indbyggede aggression mod anderledes tænkende samt en mission om at dominere verden religiøst og politisk.
Islam er netop en aggressiv politisk-religiøs ideologi, som forsøger at overtage ikke kun Vesten, men resten af verden. Hvorfor kender Jacob Feldt og Martin Krasnik ikke disse forskeres arbejder, når de udtrykker sig i medierne? Fordi de blot vil promovere sig selv i et værdipolitiske opgør.
Læs mere »