18
feb
Seneste opdatering: 18/2-14 kl. 0955
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Videoen fra Lars Vilks komittens møde på Østerbro forleden er kommet. Blandt de medvirkende er forfatterne Henryk Broder og David Pryce-Jones, Mikael Jalving, Jaleh Tavakoli samt journalist og filminstruktør Gita Sahgal.

“Den internaliserede fatwa”

Af  Drokles

Lars Vilks Komiteen markerede fredag 14. februar i samarbejde med Ateistisk Selskab 25. årsdagen for fatwaen mod Salman Rushdie ved en paneldebat med så prominente navne som Henryk Broder, Lars Vilks selv og David Pryce Jones. Men også direktør for Centre for Secular Space og grundlægger for “Women against fundamentalism” Gita Saghal, Næstformand for Ateistisk Selskab Nana Prentø, redaktør ved Information Niels Ivar Larsen og Mikael Jalving sad i panelet. Det betød at der kun var 5 minutters oplæg fra hver panelist førend der var spørgerunde. Og det var synd for både Pryce Jones og Henryk Broder var en soloaften værd. Til gengæld sad vi ved små borde, hvor vi kunne have vores alkohol stående, noget som altid er tiltrængt når man skal høre så meget tale igennem.

Mens jeg startede på min første øl fandt jeg mig pludselig i selskab med Lars Vilks, der talte med gode venner ved mit bord. Vilks er en venlig, vidende og humoristisk mand og han talte om hvor tilfældigt islamisk krænkelse bryder ud. Oftest er det journalister der aktivt leder efter eventuelle krænkede til en hurtig kommentar og ind imellem tager en historie sig selv og så sprøjter der fatwaer ud. Og begræd Vilks stille hvorledes ufriheden også havde sænket sig over Danmark ved at pege op på de vandflasker, der var sat frem til panelisterne. Kun Vilks egen bajer, købt i baren, markerede et sidste lille rebelsk trods. Og så blev arrangementet indledt ved en velkomst af Jaleh Tavakoli, der præsenterede sig som dansk-iraner og medlem af Lars Vilks Komiteen førend Brix tog ordet og præsenterede panelisterne og en endeløs række af emner der ville blive berørt.

David Pryce Jones’, Jonathan Quayle Higgins III’s akademiske lillebror, kunne som en ægte engelsk lærd ikke selv strække armene helt ud og nå mikrofonen og måtte forlade sig på medpanelisten fra den tidlige kronkoloni. Pryce fik i Brix’ introduktion stor ros for sin seneste bog hvilket han brugte som oplæg til at fortælle om hvorledes han bøger nogle gange blev anmeldt i den arabiske verden. En forarget introduktion, hvor Jones blev beskrevet som en dekadent zionist kapitalist blev efterfulgt at et 500 ord langt citat fra bogen, hvorefter en kort kommentar der pointerede at det værste endu ikke var sagt blev afsluttet at et 1000 ord langt citat fra bogen. Således fungerer system og islam kritik i den arabiske verden.

Pryce Jones Hævdede at den iranske revolution i 1979 og 1989 fatwaen mod Salman Rushdie var historiske vendpunkter, hvor islamisme som en ny ideologi indtog verdensscenen. Han beskrev ytringsfriheden som en kampplads for en civilisationernes kamp og fremhævede at begrebet ‘islamofobi’ var et kunstigt ord, et propaganda våben til at kvæle kritik. Som Brix skyndede på ham for at have overskredet sine 5 minutter fortsatte Jones med at fortælle om OIC’s Istanbul process der arbejdede på netop at beskytte religion mod kritik ved hjælp af hate-speech love. Jones advarede at vi var ‘færdige’, hvis vi, som Hillary Clinten mente, accepterede disse præmisser.

Indiske Gita Saghal mente at kunne spore den islamistiske bølge tilbage til hendes hjemland. Bangladeshkrigen i 1971 var for hende den moderne islamistiske mobilisering til massevold og vi levede i denne logik og dens opfattede succes’ eftervirkninger. Men for Saghal var der ikke tale om en kamp mellem civilisationer, som Jones havde slået til lyd for, men mellem civilisationes ideer. Det var nemlig hendes opfattelse at der var lige så mange muslimer, der ville frihedens værdier vesterlændinge. Hun sluttede af med at fritage den islamiske verden for eneskylden i truslen mod ytringsfriheden ved at nævne den seneste absurditet fra det engelske, nemlig forlaget Penguins tilbagekalden af en bog om hinduisme under frygt for repressalier.

Vilks startede med at hamre mikrofonen ind i sin frihedens øl førend han slog ned på udsagnet om at man ‘forsvarede ytringsfriheden’. Det var tomt,mente han, ytringsfriheden skulle bruges. Han beskrev hvorledes vi levede i en offentlighed præget af hurtige politiske budskaber som en slags åndelig fastfood, hvor vi virkeligt har brug for og skulle insistere på “slow thinking”! Vilks mente at vi levede i en tid, hvor man kunne få taletid uanset hvor dum man er, hvilket jeg blev lidt stødt over, og han sluttede af med at genfortælle hvor tilfældigt hurlumhej om en opfattet krænkelse kunne opnå en kritisk masse med udgangspunkt i hans egen rundkørselshund.

Henryk Broder lagde ud med at proklamere at de gode nyheder var at vi ikke havde censur, men at de kedelige nyheder var at vi havde selvcensur. Selvcensur var ikke nødvendigvis af det onde, men det betød et frihedstab. Selvcensuren var båret frem af politisk korrekthed, som Broder beskrev som en pludselig tåge der lægger sig over et emne, en tåge man ikke kunne forudsige hvornår lettede. Og den politiske korrekthed er absolut ikke objektiv, men bygger på nogle grundantagelser, som at islam er godt, kapitalisme ondt og klimaforandringer menneskeskabte. Hele dette (under)forståelses kompleks var nærmest at betragte som en religiøs bevægelse komplet med ypperstepræster og inkvisitioner mod kættere. Og så lancerede Broder, hvad der blev aftenens ord, da han beskrev hvorledes politisk korrekthed internaliserede det underforståede kompleks af grundantagelser så vi udøvede selvcensur. Under Salman Rushdie affæren havde der ikke været tvivl om at vi i vesten stod på den rette side med ytringsfriheden og at Khomeni og mullaherne var skurkene. Men i dag har vi internaliseret deres krænkelsesmentalitet og er selv i skurkerollen. Internaliseringen havde plantet sig så solidt i Tyskland at man nu ville indføre muslimske helligdage.

Næstformanden for Ateistisk Selskab forkyndte at stat og kirke burde adskilles og at man også burde afskaffe blasfemiparagraffen. Religion var nemlig en menneskeskabt idé og ideer lod sig ikke krænke. Derefter fulgte en forvrænget gennemgang af historien leveret med en intens ovebevisning, der havde gjort enhver vandreprædikant misundelig. “I belive in fact!” slog hun fast med guld i mund efter at have beskrevet hvorledes vi ledede i De Sidste Dage for troende mennesker.

Niels Ivar Larsen fra Dagbladet Information tog Broders internalisering til sig og bekræftede at hvor vi vandt slaget om Rushdie, så har vi ikke vundet krigen netop fordi vi netop har internaliseret fatwaen. Og så støttede han sig til en artikel fra dagens Information, hvor Kenan Malik pointerer at krænkelse kun er ens eget problem og at krænkelse er det uundgåelige produkt af frihed. At krænkelserne har den funktion at de trækker konflikterne frem så vi kan behandle dem. Og så flashede han stolt hvad der angiveligt var en Muhammedtegning fra sin avis.

Også Mikael Jalving tog Vilks beskrivelse af fatwaer som særegne, sjældne og tilfældige til sig. Men han mente at fatwaer kun var toppen af isbjerget og at organisationer der støtter hate speech love bliver stærkere og flere. Og parallelt med Broders bemærkninger om politisk korrekthed beskrev Jalving det religiøse drive der lå bag hate speech lovgivning der er en strukturel spændetrøje om ytringsfriheden. Og venstrefløjen førte via hate speech love lawfare mod sine modstandere og at denne knægtelse ville internaliseres i de kommende generationer. Jeg kom til at tænke på justitsminister Karen Hækkerup, der dagen forinden på TV2 News havde udtrykt ønske om at kunne undervise alle klodens børn i menneskerettigheder. For Jalving var hate speech love “the end of discussion”.

Og så var det tid til spørgerunden, hvor en svensker lagde for med at spørge panelet om man burde have lovgivning der beskyttede mod spredning af had. Pryce Jones svarede at han gik ind for uhæmmet ytringsfrihed og at nedsættende tale om hans østrigske baggrund ikke generede ham det mindste. Til det svarede Gita Saghal at det ikke var lige så let som inder i 70’ernes England at rende ind i en gruppe fodbold hooligans på vej hjem fra kamp. Hun beskrev derefter den mangelfulde lovgivning, der på den ene side kunne anholde en forvirret teenager for at skrive dumme ting på Facebook mens man lod hånt om at slå ned på de imamer og moskeer, der delte løbesedler ud i de muslimske miljøer med navne og billeder på specifikke personer og citater af, hvad de havde sagt. Disse underforståeede men klare trusler fløj kækt under juraens radar.

Derefter tog tidligere bestyrelsesmedlem for Trykkefrihedsselskabet Mrutyuanjai Mishra ordet og begyndt at tale om nye stemmer i debatten med udgangspunkt i 1971 blodbadet i Bangladesh i nogle lange minutter indtil Brix skar ham af da penalet vist havde forstået pointen. Det havde panelet dog ingen lunde, ingen kunne, men Ivar Larsen udfyldte rollen som den favnende avismand og bedyrede at han altid var på jagt efter ‘nye stemmer’ og vævede usikkert og velmenende over det tågede spørgsmål. Og så var det at den ateistiske stand-in for en kort bemærkning satte rav i den. Hun spurgte med dramatisk højrøstet stemmeføring, nærmest indigneret om nogen overhovedet havde overvejet at fatwaer var omfattet af ytringsfriheden. Broder virkede ikke rystet af dette tilsyneladende paradoks, måske fordi han evnede at skelne mellem handlinger og ytringer, men gav istedet et eksempel på internaliseret frygt når FN godt turde mande sig op til at afkræve den Katolske Kirke at opfylde en lang stribe lige- og bøsse rettigheder, men ikke havde hævet et øjenbryn overfor mullaherne.

Brix fik hurtigt ro over de spirende gemytter så panelet ikke gjorde aftenen interessant ved at diskutere deres uenigheder og gav i stedet ordet til en ung mand, der lagde så lovende en præmis for sig spørgsmål, ved at konstatere at vi behøvede ytringsfriheden til at kunne kritisere ufrihed og udtrykke samfundets mangler. Men, og det var her aftenen begyndte at gå hurtigt på hæld, vi måtte kæmpe for at udvidde disse rettigheder også til dyr, der som levende væsener var at betragte som ligeværdige. Henryk Broder affærdigede spørgsmålet ved at konstatere at dyr var noget vi spiste, men Brix gav ordet til Jalving, som hun til salens moro præsenterede som panelets dyreretsaktivist. Men Jalving ville ikke trampe på dem der ligger mentalt ned og afviste høfligt ideen om dyrs om menneskers ligeværd.

Og så blev der lige tid til en kvinde der spurgte Broder om han kunne forklare Stockholmsyndromet. Det kunne han godt. Og så talte han igen om internaliseringen der havde affødt en diskussion i England om at forstå Lee Rigbys muslimske mordere. Nej, mente Broder, der var ingen grund til at forstå voldtægtsforbrydere, terrorister og pædofile. Der var ingen uhæmmet frihed fordi friheden var individuel og derfor skulle give plads til andres frihed, hvilket var det indirekte svar til den ateistiske stand-in. Hun så upåvirket ud, som hørte hun slet ikke efter, men hun sad jo også allerede med sandheden. Saghal bød ind på de ironiske eksempler ved at pointere at politisk korrekt var udtryk for racistisk ligegyldighed overfor de brune kvinder der er fanget som kulturbærere. Og så lagde hun til salens tilfredshed trumf på ved at beskylde vestelige regeringer for at begå et svigt ved at beskrive og anderkende grupperinger som Det Muslimske Broderskab som moderate.

Og det sidste sprøgsmål var muligvis om racismeparagraffen, det var svært at forstå, men Ivar Larsen bekendte at han var imod racismeparagraffen. Han mente den kunne have en nødretsfunktion, som måske havde hjulpet i Rwanda. Det tror jeg næppe, men aftenen var forbi og jeg skyllede mit 7. frihedssymbol ned og vaklede hjem.

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

5 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
PFEP
PFEP
10 years ago

Freedom of speech, är idag rätten att hålla käft!

Machiavelli
Machiavelli
10 years ago

Hvad kyllingen siger er fuldstændigt ligegyldigt.

Allan Hansen
Allan Hansen
10 years ago
Reply to  Machiavelli

Undskyld mig, men hvad mener du det?

Machiavelli
Machiavelli
10 years ago
Reply to  Allan Hansen

Undskyld jeg burde have sagt: Hvad kyllingen Jalvinge siger er fuldstændigt ligegyldigt.

Allan Hansen
Allan Hansen
10 years ago
5
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x