Hjelp, det er 40 år siden Abba vant med «Waterloo», Sven-Olof Walldoff 1929-2011. Fjordman May 04, 2005: Is Swedish Democracy Collapsing?

There are few if any Western nations less suited intellectually to deal with the Islamic challenge than Sweden. It shows. Sweden is already a banana republic, perhaps on its way to becoming an Islamic republic. Swedish culture is disappearing with astonishing speed in front of our eyes. If the trend isn’t stopped, the Swedish nation will simply cease to exist in any meaningful way during the first half of this century.

The country that gave us Bergman, ABBA and Volvo could become known as the Bosnia of northern Europe. The “Swedish model” will no longer refer to a stable and peaceful state with an advanced economy, but an Eurabian horror story of utopian multiculturalism, Socialist mismanagement and runaway immigration. Sweden has national elections in 2006. This will be one of the last opportunities the country has to resolve its towering internal tensions in peaceful and civilized ways. Some fear it’s already too late.

Ti år til? Nødigt, men dog gerne, II

Der har været en del overvejelser undervejs, man kan ane dem i Ti år til? Nødigt, men dog gerne, I. Den blev måske lovligt fabulerende, men hvordan skal man sammenfatte ti meget, meget begivenhedrige år på en halv kroniks plads?

Jeg har længe samarbejdet med store udenlandske blogs, mærkeligt nok ikke svenske. Vi har delt stof og hjulpet hinanden med lokal information. Nu fusionerer jeg med nogle af dem, jeg har ikke tænkt at sige hvilke, for man vi altid i ond vilje kunne altid smøre Snaphanen af på dem: Du omgås dette frygtelige menneske, vil det hedde i MSM, og det er der naturligvis ingen grund til at påføre sig. De skal ikke hæfte for, hvad jeg mener i et svagt øjeblik. Grunden var også økonomisk. Jeg skrev:

Jeg havde to problemer ved udsigten til ti år til. Det ene problem er omkostningerne. De er ret små, men de er der på et lille budget. Dyrt domæne, hardware anskaffelser og fornyelser og rejser. Der er 4.300 besøgere om dagen. Hvis hver gav fem (5) kroner én gang om året = 21.500 kr., ville der aldrig være noget underskud. Jeg er klar over, at alle online medier har økonomiske problemer, men de er også meget, meget dyrere, hvad nogle af dem også er værd, men jeg dækker med jævne mellemrum begivenheder MSM aldrig sender nogen journalist eller fotograf til. Sådan er det: Fem kroner én gang om året hvis det skal fortsætte.

Jeg kunne lave en indsamling en gang om året, for at skaffe de 21.000 kroner, og alle læserne har været fantastisk imødekommende, jeg kan ikke takke jer nok.  Men jeg kunne også sikre mig på en anden måde. Det har jeg gjort. Jeg ville gerne udvide, men det kunne ikke lade sig gøre. Om to år, kan situationen være anderledes, det eneste vi ved, er at alt flyder. I dag er du gift,  i morgen er du skilt. I dag er du rig, i morgen er du ruineret.

Jeg ville være uafhængig og sikre, at bloggen kunne hvile i sig selv. Når nogen gider læse én, er det først og fremmest en tillidserklæring. Man ved, at jeg dokumenterer, at jeg ikke manipulerer, at jeg regner jer for mine ligemænd. I kan pille hvad som helst på bloggen fra hinanden, hvis I ønsker det. Vi er fejlbarlige mennesker, der udveksler synspunkter efter bedste evne.

Jeg har med jævne mellemrum priviligeret adgang til personer og historier, og jeg lægger dem frem til fri bedømmelse. Politiske modstandere mener, jeg er i lommen på nogen, men det er på ingen måde tilfældet. Jeg  diskret nok, til at jeg ikke mener noget offentligt om de mennesker, som har tillid til mig og som jeg af og til arbejder for. Det er noget andet. Man kan godt have loyaliteter,  og stadig være et frit menneske. I det daglige er jeg ikke bundet af andet end min samvittighed og min dømmekraft, som enhver er velkommen til at sætte spørgsmålstegn ved.

Jeg ville gerne hoppe af nyhedstrømmen og det dagsaktuelle, for at hellige mig andre interesser mere. Musik, film og  litteratur.  Jeg tager masser ind, og jeg deler det med mine partnere, men jeg behøver ikke skrive om det. En énmandsblog er per definition noget mindre. Den er, at filtrere store mængder information, og vælge en lille-bitte  brøkdel, et lille hjørne af verden. Det vil jeg stadig gøre, hæmningsløst selektivt.

Af og til vil jeg få en prosaisk eller poetisk raptus, men ikke for tit. Verden er ikke lyrisk, men måske kan jeg yde mit lille bidrag, til at gøre den en anelse mere. Det ligger ikke lige for,  i en tid, hvor Europa in stor stil bliver forrådt af sine egne,  men det er dog bare et spørgsmål om, hvorhen man retter sin opmærksomhed. Hvis noget er for grimt, kan man se den anden vej, og det er netop hvad europæerne vælger at gøre, så hvorfor skulle jeg ikke tillade mig den luksus, mens den endnu er mulig? Måske er det som min ven historikeren siger.

“Vi var meget heldige, vi levede i den bedste af alle tider i Europa. Vi kan ikke skåne de andre for noget. Lad dem gå ind i politik for at forandre verden med deres ‘visioner’, det nytter alligevel ikke at protestere, de har allerede forandret vores verden uigenkaldeligt, uden at spørge os, vel at mærke.”

I det tilfælde er der kun to ting at gøre udover at klappe i: At dokumentere og fabulere indtil hyænerne og sjakalerne har taget over:

»Alt dette burde ikke kunne vare ved; men det vil blive ved, evigt; evigt efter menneskelig målestok, naturligvis: hundrede år, to hundrede år; og derefter bliver det anderledes, men værre. Vi var leoparderne, løverne; det bliver sjakalerne, hyænerne, der kommer i stedet for os; og alle til hobe, leoparder, sjakaler og får, vil fremdeles tro, at de er jordens salt.« (Giuseppe Tomasi di Lampedusa, Leoparden)