24
mar
Seneste opdatering: 26/3-14 kl. 2218
12 kommentarer - Tryk for at kommentere!

1-torben tim 02.04.2013 011Vi lever i en mærkelig tid, hvor man undgår sandhed og virkelighed. Der er en trang til at lyve om realiteterne. Det er vanskeligt at forstå, at ellers velorienterede politikere og skribenter ikke har føling med, hvad der foregår i virkelighedens verden. De skjuler sandheden i en snaksalighed af stadige gentagelser af deres partiprogrammer og humanistiske drømmerier. (Foto: Historikeren Torben S. Hansen og Tim Pallis* (th.) i Holga-stilGl Kongevej 90, Simon Spies’ stamværtshus, hvad der dog intet har med artiklen at gøre.)

Det er karakteristisk for langt den største del af vore medier og de fleste politikere, at budbringeren af ubehagelige sandheder om virkeligheden anklages for være uanstændig og en krænker af udsatte mindretal. En meget stor del af det, der bliver sagt på tinge og i medierne er stadig domineret af et svært skjult had til Dansk Folkeparti. Hvad der foregår i virkelighedens verden er man mindre interesseret i at belyse.

De redaktører, som styrer det hele, taler godt nok om idealet at være objektiv og dele sol og vind lige, men produktet, der fremkommer, oser langt væk af en bestemt politisk vinkel, som er opdragende og bærer af det ”rigtige menneskesyn”. Virkelighedens verden er dog ganske ligeglad med dette pæne politisk korrekte verdensbillede, som den intellektuelle elite drømmer om.

Det står ikke godt til med beskrivelsen af virkeligheden noget sted i verden. Det gælder ikke kun i vort tilsyneladende ytringsfrie land, men er endnu værre i lande som Sverige, England og USA for ikke at tale om den muslimske verden, hvor konspirationsteorier er ganske normale.

I denne senmodernistiske tid er det meste af uddannelsessystemet, de fleste forskere, journalister og politikere til langt ind i de borgerlige rækker blevet multikulturalister og værdirelativister som erstatning for 70’erne og 80’ernes støvede munkemarxistiske ungdommeligheder.

Verden er nu opdelt mellem et multikulturelt, værdirelativistisk flertal og et mindretal af dybt foruroligede iagttagere af en virkelighed, som flertallet ikke kan eller vil se.

Det multikulturelle verdenssyn er en invitation til åbenhed, mangfoldighed og inklusion af alle kulturer, uden at man må diskriminere eller foretrække nogle fremfor andre. Alle kulturer er nemlig lige gode.

Masseindvandringen betyder, at man ikke har tillid til, at landets egen befolkning kan magte fremtidens udfordringer. Derfor inviterer man folk ind udefra i den frie bevægelighed og globalismes hellige navn. Arbejdskraftens frie bevægelighed er også kriminalitetens frie bevægelighed.

Nedenunder det politisk korrekte, kulturradikale og socialistiske “menneskesyn” ligger også det oikofobiske synpunkt, at den oprindelige befolkning bør udtyndes, fordi den hellere vil stemme borgerligt og desuden er halvracistisk og nationalistisk. Oikofobi betyder en sygelig angst for sit hjem.

Der er en trang til at miskende menneskets naturlige kærlighed til sit land, sit folk, sin gamle kultur og historie. Det er ikke humanistisk nok at værdsætte alt det, man ved fødselen og opdragelsen er knyttet til og føler som vores identitet.

For multikultiralisterne hersker der et nyt menneskesyn ligesom for de tidligere totalitære politiske systemer. I dette nye menneskesyn findes der hverken danskere, europærer, arabere eller kristne og muslimer kun Mennesket og respekten for Menneskerettighederne. Der findes intet enkelt individ, som er et produkt af sin familie, kultur, historie og religion.

Jeg er bange for, at multikulturalisternes politiske korrekthed og dydsterror allerede har formatteret det meste af befolkningens hjernemasse. Forestillingen om at alle kulturer er lige gode, og ideen om at et humant samfund skal være åben overfor enhver indvandring, uanset hvilken kultur der invaderer landet, gennemsyrer den intellektuelle elite og erhvervslivet.

De politisk korrekte tør ikke se virkeligheden i øjnene. Det gør derimod et mindretal af åbenlyse islamkritikere og kritikere af kulturradikalismen. Når man følger med i, hvad der foregår i denne verden ved f.eks. at skimme Jihad Watch.org hver dag, kender man lidt til virkeligheden. Så ved man også, hvad islamisk imperialisme er.

Selv om man holder sig internationalt orienteret ved at se BBC og læse The Guardian og New York Times er det ikke sikkert, at man kan gennemskue deres politisk korrekte eufemismer. “De unge” eller “ikke vestlige indvandrer” skjuler, at det faktisk altid drejer sig om voldelige, muslimske unge tilvandrere. Ingen vestlige medier tør tænke sig til, at disse unge er et produkt af den islamiske kultur. Det er fordi de ikke har sat sig ind i hvad islam er.

For en velorienteret islamkritiker er det såre nemt, at gennemskue den mur af tabuer, der står mellem mediernes tekster og læseren. Det er et dagligt fænomen, at man er vidne til en omtale, som mørklægger virkeligheden ved at undgå at tale klart om problemet, som forøvrigt aldrig er et samfundsproblem, men altid en “udfordring”.

Politikere, journalister og eksperter bruger ikke eufemismer, når de skal karakterisere islamkritikerne. Så kalder de dem for populister, højrenationale, højreekstremister eller højreradikale, hvis de da ikke giver dem det sorte nazi-kort eller kalder dem for “den skimlede sekt af klamme kældermennesker”. Men sandheden er at islamkritikken hverken har med højre og venstre at gøre.

PET har formuleret en ny terrortrusselsvurdering:

Vi ser et stigende antal personer tilslutte sig de islamistiske miljøer i Danmark. Der rettes fra disse miljøer i stigende grad trusler mod personer i Danmark, der af miljøerne opfattes som vantro, frafaldne eller krænkere af islam. Samtidig ser vi, at højreekstremistiske miljøer samler sig om kritik af islam. Dette kan medføre modreaktioner fra venstreekstremistiske såvel som fra islamistiske miljøer. En sådan gensidig radikaliseringsproces vil kunne øge terrortruslen i Danmark.

Snaphanen beklager den vildledende formulering:

Ikke nærmere udpegede “ekstremister” der på den ene side nøjes med at ‘kritisere islam’. Andre ekstremister reagerer “mod”, formentlig voldeligt. Er dette en “gensidig radikaliseringsproces”? Sidestiller PET fredelige demokratiske ytringer med vold? Består “højreekstremismen” alene i den kendsgerning at man ytrer sig fredeligt og demokratisk på en måde som den pæne mainstreammere ikke kan lide.

Sandheden om islam altså er “højreekstrem”. Det er flabet og uvederhæftigt af PET at stemple danskerne som “højreekstremister”, fordi de ikke bryder sig om islam og al dens uvæsen.

Når man læser, ser eller lytter til mediernes nyheder og kulturdebatter, får man en mærkelig fornemmelse af at træde ind i et spejlkabinet, hvor virkeligheden er blevet forvrænget til ukendelighed.

Skønt det kan være eksperter med en kolossal viden om et bestemt fagområde, som kommenterer en ny politisk situation, må man meget ofte nøjes med en argumentation, der afslører en forbavsende uvidenhed eller en politisk korrekt tendensiøsitet, som ikke beskriver virkeligheden på en fair måde.

En gang imellem er man heldig at møde en virkelig skarp og politisk ukorrekt kommentar, som rummer en særlig viden og forståelse af virkeligheden. Straks kommer der særdeles kritiske indlæg om budbringeren fra den intellektuelle elite. Nu går man igen efter personen og ikke bolden. Virkeligheden forsvinder ikke, ved at man udskammer dem, der sætter ord på den.

Vi mangler et værdifuldt indblik i virkelighedens verden. Man sidder tit tilbage i spejkabinettets sale og undrer sig over de fortegninger af verden, som man er blevet offer for. Det er meget krænkende for ens sunde fornuft.

De styggeste eksempler på polemisk manipulation kommer fra de mest anstændige journalister og kommentatorer på Politiken og i Danmarks Radio. I Geoffrey Cains bog Ondskabens Ikon ser man de hadefulde Roald Als tegninger af Dansk Folkepartis partitop, især Pia Kjærsgaard. Disse tegninger beskriver et søle af svineri, som hænger fast ved det sted DF står. Karikaturerne vidner om et uhyggelig forvrænget billede af DF’s virkelighed.

De gamle karikaturtegninger af magtens mænd var morsomme – sådan er det ikke mere. De nye er i den grad afskyelige. De viser, at DF’s politikere ikke er stuerene og står i lort til langt op ad lårene. Og så har jeg ikke nævnt de perverse seksuelle fantasier, som Pia Kjærsgaard så kærligt afbildes med. Igen og igen har DF’s politikere gennem årene fået nazi-kortet af den kulturelle elite, som har besat mediernes verden.

I stedet for at den kulturelle elite kunne gå dybere ind i de kulturhistoriske realiteter, som politikerne ikke har tid til at beskæftige sig med, bliver læserene og seerne spist af med socialkonstruktivistiske relativeringer, som de ikke har brug for.

Ole Hyldtoft har fremhævet, at så snart en af de formastelige islam-kritikere kommer i Danmarks Radios studie, afslører studieværtens forstenede kropssprog, at her kommer et hadefuldt budskab, som seerne skal tage afstand fra. “Islamofoben” kommer under forhør og får ikke en chance for at forklare sig. I reglen er de tre imod én – en studievært, en kulturradikal og en venstreorienteret.

Hvis man har en mening om, at der foregår kvinde likvidering, børne mishandling, drab på homoseksuelle og frafaldne i verdens vidt forgrenede islamiske miljøer er man højreekstremist og islamofob. Et højlærdt religiøst overhoved i Iran har udtalt, at kvinders utækkelige påklædning kan medføre jordskælv i Iran. Sådanne forvanskninger af virkeligheden burde komme frem til hån, spot og latterligørelse. Men sådan går det sjældent, for medierne tør ikke.

Den, der er velorienteret om islams forbrydelser mod menneskeheden, er i dag en uanstændig hadefuld islamofob. Han skal, hvis han overhovedet får taletid, hele tiden forsvare sig overfor mediernes forvrængning af hans motiver. Han får under forhøret ikke lov til at berette om det, der sker i virkelighedens verden.

Hvordan er det gået så galt, at de frisindede intellektuelle kulturradikalister, som stod på skuldrene af oplysningstiden, modernismen og alle 1900-tallets erfaringer med antisemitisme, holocaust, Gulag og Killing Fields, ikke kan se, at islam er af samme skuffe?

Den islamiske fascisme er måske det allerværste totalitære system, som mennesker nogensinde har skabt, fordi det foruden at være et politisk system også er et religiøst system med en tro, som ikke ligner nogen anden verdensreligion.

Den Gyldne Regel er kernen i kristendommen. I Matthæus 7,12 siges: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. I Lukas 6, 31 siges: Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Den kinesiske vismand Konfutse sagde: Det, som du ikke ønsker, at andre skal gøre mod dig; gør det ikke mod dem.

Wikipedia: Den Gyldne Regel eller reciprocitetsetikken er et moralsk princip, som i forskellige varianter findes i mange kulturer og religioner. Helt grundlæggende lyder princippet: Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet. En negativ formulering, som er lige så universel, findes dog også: Behandl ikke andre, som du ikke selv ønsker at blive behandlet. Den negative formulering er ofte også kaldet Sølvreglen.

Islam har imidlertid ingen universel Gylden Regel. Den afviser ligefrem Den Gyldne Regel, fordi Koranen ikke henvender sig til menneskeheden som helhed, men opdeler mennesken i muslimske troende og de vantro. Koranen gør det meget klart, at vantro skal behandles anderledes end de troende. Denne opdeling i vantro og troende eliminerer muligheden for en Gylden Regel.

Islam er helt igennem dualistisk, der er et sæt regler for muslimer og et andet sæt regler for vantro. Der er ikke én menneskehed. Og derfor er der ingen universel medmenneskelighed i islam.

I flere Hadither f.eks Sahih Muslim er der ganske vist en klar formuleret Gylden Regel, men problemet er, at den kun er reserveret til andre muslimer i ummaen dvs. det islamiske verdensbroderskab. Der er ingen Gylden Regel i islam, som gælder for alle mennesker uanset deres tro. Når det gode budskab i islam derfor siger: Ingen af jer er sande troende før I ønsker for jeres broder, hvad I ønsker for jer selv, så tales der kun om andre muslimske brødre.

I Koranen findes et klart eksembel på, at islam ikke har en Gylden Regel som i alle andre religioner. Koranens Medina sura al-Fath (Sejren) 48:29 siger nemlig: Muhammed er Allahs budbringer; og de der er med ham er strenge overfor de vantro, men barmhjertige mod hverandre.

Det må siges at være en klar definition på fascisme. De vantro har ingen rettigheder, og bør ikke behandles på samme måde som muslimske brødre. Islams doktriner opfordrer tilmed deres troende til at gøre ondt mod andre ene og alene af den grund, at de er vantro.

I islam tror man nemlig på, at det, der er godt for islam, er det højeste gode, og det, der er dårligt for islam, er det værste onde. Dette er definitionen på godt og ondt i islam. Islams interesser overskygger derfor almindelig menneskelig forståelse af godt og ondt. For at fremme islams interesser er alt tilladt fra løgn og bedrag til likvidering.

Vi blive desværre dagligt stopfodret med skævvredne oplysninger om, hvad der foregår i verden. Der er en slet skjult kulturmarxistisk inspireret politisk vinkel på næsten alt, hvad der skrives og siges.

Dette gælder i særlig grotesk grad indvandredebatten. Den er så gennemsyret af venstreorienterede og kulturradikale holdninger, at det er svært at se virkeligheden for bortforklaringer. Det nærmeste man kommer den er det kedelige faktum, at nogle unge mennesker er blevet radikaliserede af islamister og imamer.

Uden at sætte sig ind i hvad islam er, har man på forhånd bestemt, at muslimerne er opdelt mellem et flertal af moderate muslimer og et mindretal af såkaldte islamister. Det er en forkert skelnen, som nogle islamkritikere også gør.

Det giver mere mening at tale om rettroende muslimer og kulturmuslimer. Jeg har desværre ingen viden om den procentuelle andel af hver. Men kulturmuslimerne ved som regel ikke meget om, hvad deres egen religion er for en størrelse. Det vigtige for dem er at få noget materielt gavnligt ud af deres tilværelse her og en god uddannelse til deres børn. De ser praktisk og realistisk på deres nye liv i Vesten.

Det samme gælder for kulturkristne danskere, som faktisk heller ikke ved noget om kristendommen. Der er også mange præster, som slet ikke ved nok om kristendommen, skønt de har en lang teologisk uddannelse bag sig. Mange folkekirkepræster har en besynderlig tro på, at den kristne Gud og Islams Allah er den samme Gud.

Det må være længe siden de så nærmere på Den Augsburske Bekendelse fra 1530, som fordømmer alle kættere, det være sig manikæere, valentianere, arianere og muhamedanere. Da alle præster er forpligtet på dette bekendelsesskrift hører det vel med til deres opgave at lægge afstand til islams opfattelse af troen.

De fleste islamkritikere prøver for det første at forstå, hvad selve islam er og taler sjældent om muslimer som sådan, for de er meget forskellige. For det andet prøver de at formidle kendsgerninger fra virkeligheden både her og i udlandet. For det tredje forsøger de af bryde den mur af modstand og uvidenhed mod deres viden og erfaring med virkeligheden ned.

Aben ender hos islamforskerne, som jo er de såkaldte eksperter, som uddannelsesinstitutionerne, journalisterne, forfatterne og politikerne gerne lytter til, fordi de ikke selv har tid og lyst til at læse bøger om islam.

De bøger, som er mest populære, har desværre ikke den kvalitet, som kunne ønskes. Enten er universitetsforskningen i lommen på antropologiens kulturrelativister og den marxistisk inspirerede kritiske sociologi, eller også er den støttet af saudiske penge. Det sidste ser man f.eks på Georgetown University i USA, hvor det Saudi-støttede Alwaleed Bin Talal Center for Muslim-Christian Understanding ledes af de islamofile forskere John Esposito og Daniel Varisco.

Det giver en skævvridning af hele forskningen, som blandt andet ytrer sig ved, at man af værdipolitiske grunde vover at påstå, at der i virkeligheden ikke findes noget, som kan kaldes islam, fordi det alt sammen er enkelte muslimers meget forskellige fortolkninger, som det drejer sig om.

Den moderne islamforsker går bogstavelig talt ud på gaden eller ind i moskeen og holder mikrofon for uvidende eller løgnagtige muslimers uforbederlige personlige meninger om, hvad de tror, eller vil have vi skal tro deres religion handler om.

Det er ikke den måde, man får viden om, hvad islam er. Denne viden hentes ved en analyse af Koranen (samlet af Hajjaj ibn Yusuf i 690erne); de talløse traditionssamlinger eller Hadither, hvoraf de vigtigste er Sahih Bukhari og Sahih Muslim (samlet mellem 830 og 860); Ibn Ishaqs fiktive Muhammed biografi Sirat Rasul Allah (763); de 4 forskellige Sharia lovskoler grundlagt af Abu Hanifa (699-767), Malik ibn Anas (715-95), al-Shafi’i (767-820), Ahmad ibn Hanbal (780-855) og al-Ash’aris (873-935) teologi. Det er islam.

De gamle islam-forskere havde ikke en værdipolitisk agenda at tage hensyn til overfor politikere og medier, som de moderne islamforskere har. Disse er alle udklækket i dønningerne af ungdomsoprørets venstredrejning, hvor historien og mysteriet blev skyllet ud som barnet med badevandet.

FN, Vestens regeringer, medier, universiteter og kommentatorer overalt i verden påstår, at palestinenserne er udsat for undertrykkelse af staten Israel, mens den største menneskelige tragedie i vor tid er muslimernes forfølgelse af kristne i alle islamiske lande.

Omkring 100-200 millioner kristne bliver forfulgt hvert år – én bliver dræbt hver femte minut. Omkring 85% af disse forfølgelser foregår i lande med muslimsk flertal. År 1900 var 20% af Mellemøsten kristne – i dag er der mindre end 2%.

Da det Muslimske Broderskab blev væltet i Egypten for et par år siden gennemførte de en Krystalnat, hvor de nedbrændte 85 kristne kirker. Det sorte flag blev hejst på tomterne og præster, kvinder og børn blev angrebet og nogle halshugget. Forfølgelserne er ikke begrænset til Egypten, men sker dagligt i hele den islamiske verden.

Muslimske konvertitter til kristendommen, kristne af alle slags bliver angrebet, taget til fange og får somme tider skåret hovedet af. Talløse kirker i den islamiske verden bliver forbudt eller bombet. Kristne kvinder og børn bliver kidnappet, gjort til slaver, voldtaget og tvunget til at opgive deres tro.

I forbindelse med det såkaldte “arabiske forår” er forfølgelserne blevet dramatisk værre overalt. Mange i Vesten ved intet om, hvad der faktisk sker med andre kristne i den islamiske verden. Få massemedier i verden rapporterer om disse grusomheder af millioner af medmennesker.

Det er der en særlig grund til. Hvis disse oplysninger blev kendt i deres fulde omfang ville mediernes yndlingsoffer “palestinenserne” nok ikke få den opmærksomhed de nu tildeles af politikere og journalister. Vestens politikere og den intellektuelle elite tror, at muslimernes terror er et produkt af deres forurettede følelser på grund af forholdet til Israel. Det er helt forkert.

Lige meget hvor mange raketter Hamas og Hizbollah affyrer mod Israel, og lige meget hvor mange blodstørstige trusler der kommer fra islamisk side, vil medierne i den vestlige verden opfatte det som et bevis på, at de stakkels palæstinenserne er så undertrykte, at de ikke har andet valg end terror.

Men når islamiske terrorister sådan kan få fripas overfor de stærkere israelitter, hvordan bortforklarer man så islamisk vold mod den svagt stillede oprindelige kristne befolkning i de islamiske lande. Det drejer sig om islamisk herrefolksmentalitet og retten til at plyndre de vantro.

Medierne har svært ved at foregive, at muslimernes forfølgelse af kristne skyldes forurettede følelser, idet det drejer sig om uprovokerede myrderier. Da medierne således ikke kan bruge det falske paradigme om de forurettede følelser, undgår de at skrive om det overhovedet.

Vesten holder sig selv i uvidenhed. Det gjorde man også i 1930erne. Det er bare ufatteligt, at den klare stemme, der kommer fra moskeerne overalt i verden ikke høres i vor ellers så velunderrettede og intelligente vreden. Kan det mon være, fordi vi er dopede af en coctail af kristen opdragelse og marxistisk uddannelse?

Paulus’ Første Brev til Korintherne 13 Kærligheden:

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Antonio Gramsci’ (1891-1937) tanke var, at det var nødvendigt at skabe et nyt “kommunistisk menneske” før det var muligt at gennemføre en politisk revolution. Dette førte til, at det var de intellektuelle indenfor uddannelse og kultur, som skulle realisere den lange march gennem samfundets institutioner. Denne march gennem institutionerne skulle også omfatte regeringen, retsvæsnet, militæret, skolerne og medierne.

Georg Lukas’ (1885-1971) tanke var, at for en ny marxistisk kultur skulle kunne opstå, var det nødvendigt at udslette den eksisterende kultur. Den eneste løsning på tidens kulturelle modsætninger var, at samfundet skulle nedbrydes. En verdensomspændende omvæltning af værdier kunne imidlertid ikke finde sted uden en udslettelse af af de gamle værdier.

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Peter Buch

    At kernen i kristendommen skulle være Den Gyldne Regel savner noget belæg andet end påstanden og et for formålet par velvalgte citater,for mig at se.
    http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_m ystik/Dogmatik/kristendom

    religion.dk/artikel/248318:Undervisning–Hvad-tror-de-kristne-paa

  • Torben Snarup Hansen

    Mange kristne – herunder teologer – mener, at “kernen” i deres tro er selve personen Jesus. Og hvad så det betyder er vanskeligt at indfange med ord. Her handler det især om en følelse og om ritualer. En skarp analyse af emnet har René Girard præsteret. Hans bøger kan anbefales enhver, der vil vide noget om kristendom.

    Derudover kan det påvises, at “den gyldne regel” siden den stoiske filosofi og de første “kirkefædre” har påvirket den vestlige civilisations etiske grundlag som et ideal, der ofte, men ikke altid er blevet praktiseret. Dette ideal er forbundet med samvittighed og selvrefleksion, og dets betydning ses i den udbredte tilslutning til universalismen og dermed ligheds- og ligestillingstanken. Med nogen underdrivelse kan lighedstanken siges at stå svagt i lande, hvor islam dominerer.

  • Tim Pallis

    Tak for det Peter Buch! Du har ret, det er ikke kernen, men noget meget væsentligt i forholdet mellem mennesker. Jeg har nok brugt et for stærkt ord i den sammenhæng. Næsten alle religioner undtagen islam har formuleret en universel Gylden Regel. Det tyder på, at det er noget meget væsentligt. Ellers er der jo meget forskel på trosindholdet i de forskellige religioner, og det synes jeg ikke er så interessant.

    • Peter Buch

      He. Pallis

      Ingen alarm,jeg så der mindst er mindst en cand.teol.og familjeterapeut, der skrev om det samme som kristendommens kerne. Og hvem og hvad er jeg som kirketjener at ville afgøre noget sådan.

      Den Gyldne Regel spænder ud over en gennemsnitlig en af slagsen så bredt det er væsentligt at få dens rammer defineret nærmere og langt mere detalieret.

    • Spørgsmålet er vel, om den gyldne regel er fundamental for kristendom og andre religioner, eller om den snarere er fundamental for mennesket i al almindelighed. Religion er jo en forståelse af en samtid. Der har altid været krige og imperier, før religionerne kom og skabte lidt styr på tingene. Og her udemærker islam sig vel netop ved dens særlige dualisme. Skal den endelig forstås som en religion, må det være som en imperiebyggende krigsreligion. Og hvis det er det den er, vil den også altid opfører sig som sådan.

  • Torben Snarup Hansen

    Hvorfor har akademikere, journalister, lærere, politikere og embedsmænd så travlt med at forvrænge eller flygte fra virkeligheden? Der er tale om et sammenfald af flere faktorer, og forkvaklet religiøsitet har været en af årsagerne.

    Romantisering af ikke-vestlige tilvandreres kriminalitet, snylteri, vold og anden elendighed er blevet en ideologi, som erstatter fortidens pligtetik, nationale loyalitet og kristendom. Sverige er det mest skræmmende eksempel på vanvittige beslutningstageres afvisning af erfaringsbaseret politik. Både her og i resten af Vesten har romantiseringen muliggjort fremkomsten af et immigrationsindustrielt kompleks, der ødelægger civilsamfundet.

    Kristeligt Dagblad bragte d. 19. februar 2013 en artikel om demograf, dr. polit. og professor Poul Christian Matthiessen (årgang 1933). Han advarer:

    ”Vi må ikke romantisere det multikulturelle samfund … Al historisk erfaring viser, at uensartede samfund skaber mange konflikter … Jeg mener ikke, at vi skal afskaffe indvandringen. Men det afgørende er, at vi i Danmark får en arbejdskraftindvandring og ikke en indvandring, der er baseret på, at man er økonomisk flygtning eller familiesammenført fra en anden kultur … ”

    Matthiessen blev hårdt fordømt, men i dag har det vist sig, at hans forskning holdt stik.

    Læs mere på:
    http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/498884:Danmark—Vi-maa-ikke-ro mantisere-det-multikulturelle-samfund

    • Olav

      Nå visste vel menneskene dette lenge før det måtte forskere til. En forsker får ikke med alle variabler, skulle jeg mene. Det er ikke uten grunn at innvandring til våre land før masseinnvandringen var betinget av landets behov for kvalifisert arbeidskraft med lang horisont.

      Det virker nå som vi skal bygge samfunn på bakgrunn av empiri, når man hører alle store og små akademikere tale. Det tror jeg kan bli riktig utrivelig for oss!
      Jeg tror praktisk anlagte og sysselsatte mennesker har større kontaktflate til hverdagen der ute, enn man har fra de ideologiske avlukker som mange av våre læresteder er blitt.

  • Ja, prof. P.C. Matthiesen – såvel som en anden gammel hædersmand, prof. Niels Thomsen – og mange andre har i årtier advaret på seriøst grundlag om multikulturens og masseindvandringens problemer. Men tilhængerne er “i fornægtelse”. De er ligeglade med kendsgerninger.

    Et friskt eksempel: I seneste Søndagsavis refereredes en statistik fra politiet, der viste, at gaderøverier var i stigning, og de begås fortrinsvis af indvandrerdrenge-bander. I søndags refererede Berlingske fra Søndagsavisen, men Berlingske skrev blot, at gaderøverier fortrinsvis begås af bander af unge drenge.

    Berlingske bortcensurerer altså konsekvent nyttige informationer, der giver borgerne oplysning om den reelle fare i nattelivet.

  • Varmt Konservativ (kr) / Stay Ahead

    “Hvordan er det gået så galt, at de frisindede intellektuelle kulturradikalister, som stod på skuldrene af oplysningstiden, modernismen og alle 1900-tallets erfaringer med antisemitisme, holocaust, Gulag og Killing Fields, ikke kan se, at islam er af samme skuffe?”

    Var det verkligen så att “de frisinnade intellektuella kulturradikalerna” “såg” Gulag och Killing Fields? Var det inte snarare så att de lade lika mycket kraft och energi på att förneka dem som de nu förnekar Al Qaida?

    “Vesten holder sig selv i uvidenhed. Det gjorde man også i 1930erne. Det er bare ufatteligt, at den klare stemme, der kommer fra moskeerne overalt i verden ikke høres i vor ellers så velunderrettede og intelligente vreden. Kan det mon være, fordi vi er dopede af en coctail af kristen opdragelse og marxistisk uddannelse?”

    Eller också beror det på att manipulatörer cyniskt medvetet använder samma tekniker som i 1930erne för att försvaga väst genom aktiva åtgärder som utnyttjar vår humanism och våra lätt framkallade skuldkänslor i operationer som bäst kan beskrivas som psykologisk krigföring.

  • Var det verkligen så att “de frisinnade intellektuella kulturradikalerna” “såg” Gulag och Killing Fields?

    Det minder mig om en blogpost på Snaphanen helt tilbage fra 2005, som har svært ved at gå af mode – Venstrefløjen og despoterne Det følgende er citater fra Ahlmarks bog 1994 (efterskrift 2003)

    Om Enquist och Pol Pot (s.201-208). I boken Kartritarna (1992) diskuterar P O Enquist sitt stöd till en avvår tids värsta massmördare, Pol Pot. Han citerar själv (helt korrekt) vad han skrev i Expressen den 15 maj 1975. Enquists boksidor om den artikeln är ett av de ytterst få tillfällen då en ledande debattör ur den svenska vänstern i efterhand resonerar kring ett eget, förfärande ställningstagande. Därför skall jag försöka följa hans tankegång så långt det går. Enquists välkända omdöme om Pol Pot och Kambodja löd på följande sätt:

    ”I åratal våldtog västerländsk imperialism ett asiatiskt land, dödade nästan en miljon människor, förvandlade en vacker kambodjanskkulturstad till ett ghetto, till ett horhus. Men folket reste sig, gjorde sig fritt, kastade ut inkräktarna, fann att denna fina stad måste återställas.Då utrymde man huset och började städa upp. Man började skura golv och väggar, eftersom inte människor skulle leva i förnedring här, utan i fred och med värdighet. I väst flödar då krokodiltårarna. Horhuset utrymt, städning pågår*. Över detta kan bara hallickarkänna sorg. Dock lär oss allt detta att kampen inte är ett historisktmonument, ett livlöst minnesmärke; den pågår.” *(horehuset er ryddet, rengøring foregår)

    Dette rengøringshold myrdede mellem 1.7 0g 2.2 millioner mennesker.

    • Prøv en gang at sætte det Enquist sagde i perspektiv.

      Jeg opponerer ikke mod islam eller andre kulturer. De er jo som de er. Jeg opponerer over deres tilstedeværelse i vores del af verden. Men det jeg opponerer allermest over er den vestlige tankegang, som muliggjorde det. Og den hører Enquist i allerhøjeste grad til.

      Hvis ikke det er imperialisme af højeste karat at tro, at FN er vores forlængede arm, det arabiske forår er en demokratiseringsproces og Rusland bare skal finde sig i EU’s annektering af Ukraine, så ved jeg ikke hvad imperialisme er. Globalisering og multikultur er de mest åndssvage ord der overhovedet er opfundet. Verden har jo ligesom altid været global, ikk’? Men indførelsen af selve globaliseringspolitikken er jo skabt i vestens køkken, fordi vi nu mente at resten af verden var “klar” til det..!

      Det var den så ikke og det kommer vi til at æde, med alle vores fine standarder. Heri ligger også hele opgøret med EU, idiot-politikerne og idiot-pressen. Vi gjorde det godt, ja – men nu lukker vi stille og roligt al luften ud af ballonen igen. Tak skal i ha’..!

  • Pingback: Den gyldne regel | ricardtriis()