10
apr
Seneste opdatering: 10/4-14 kl. 1444
10 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Det er rigtig nok Sverigedemokraternes Sven-Olof Sällström, der kommenterer regeringens vårbudgetproposition, men de tal jeg kan kontrollere, – arbejdsløshed, kriminalitet, PISA – stemmmer, så det er værd at give videre som et øjeblikbillede af situationen. Hvis resten af tallene også stemmer, bliver det ikke så sjovt at være den næste statsminister i Sverige, men der er jo altid nogen, der kandiderer.  SD kommenterar regeringens vårbudgetproposition. Se også Sven-Olof Sällström (SD) mot finansministern

Opgør med Palæstina-myten

Søren Ferlings anmeldelse af af Geoffrey Cains ‘Palæstina 1920 – 1948 – Hvordan blev det til’ Forlaget SisyphosISBN 978-87-987570-3-0 Bogen koster 250 kr. og kan bestilles på geoff@geoffreycain.dk

Den mest omtalte og omstridte konflikt i Verden idag og i de sidste mange år er uden tvivl den omkring Israel og de omgivende områder og befolkninger.

Noget af det mest omstridte i den forbindelse er hvorfor og på hvilken måde den jødiske indvandring skete, hvilke magtforhold, der rådede og hvilke aftaler, der fra stormagternes side blev indgået især med arabere og jøder i området – som omfattede hele den del af Det osmanniske Imperium, som lå syd for nutidens Tyrkiet og dertil områder med overvejende arabisk befolkning i tilknytning dertil – altså hele Maghreb, Egypten, Levanten og over til Irans grænse.

1-Indspilning i fuld skærm 10-04-2014 012835

I forordet kridtes banen op med en grundformulering af de to store stridsspørgsmål, som ingen kan blive enige om: Blev araberne snydt i forbindelse med jødisk indvandring til Levanten? Og blev der fordrevet arabere i forbindelse med Israels selvstændighed og i givet fald af hvem? Eller søgte de af egen drift væk fra kamphandlingerne. Disse to hovedspørgsmål har bogen en interessant kommentar til, som der ikke er plads til at gå ind på her.

Et andet centralt spørgsmål Cain med bogen søger at få belyst er de mange navne og betegnelser, som indgår i dokumenterne fra perioden – og her peger han på at ikke mindst begreberne ‘Palæstina’ og ‘palæstinensere’ et nærmere – og viser det sig, ikke enkelt – studium værd. Det fremgår af gennemgangen at en god del af konfliktens uoverskuelighed kommer sig af at mange deltagere i debatten anvender anakronistiske betegnelser for både steder og mennesker og dermed kommer til at tale om noget, der ikke er der – ikke sjældent sikkert uafvidende og som følge af det overfladiske vidensniveau om emnet, som dominerer i Skole og medier, ville jeg mene

.Som et kuriosum og et enkelt eksempel på dette kunne man pege på en erstatningsteologi (overtagelse af såvel jødisk som kristen identitet) med fortællinger fra stedlige arabere og lige til det danske Folkekirkens Nødhjælp om at ‘Jesus var palæstinenser’. Her må kronologien siges at være helt kuldsejlet, al den stund at araberne først erobrede området omkring 600 år efter Jesu gang på denne jord og betegnelsen ‘palæstinensere’ for områdets arabere så dagens lys for få årtier siden.

Det hele startede med 1.v.k. og det endelige sammenbrud af Det osmanniske Imperium, som denne krig udløste og en del af det kaos, der som regel opstår, når imperier går i opløsning og gennem sytten kapitler fører Cain os gennem de herskende magtforhold i perioden og de mest centrale aftaler med vægt på de adskillige mellem arabernes og englændernes forhandlere.

2-Indspilning i fuld skærm 10-04-2014 012933

Cain fokuserer på at den helt overordnede strømning i begivenhederne var at England, for at få hjælp til at slå Centralmagterne og her Osmannerne, lovede araberne selvstændighed efter at de havde hjulpet med til at afkaste Det osmanniske Imperiums flere århundreder gamle åg fra deres skuldre, at der samtidig var både jødisk og arabisk indvandring til Levanten og at man havde lovet jøderne og den zionistiske bevægelse et hjem omtrent, hvor det gamle Israel lå og lovet araberne et samlet frit Arabien. Denne oversigt er naturligvis ganske summarisk og man må gennem en del dokumenter, forhandlinger, aftaler og konferencer for at finde ud af, hvilke detaljer og forviklinger, der har gjort konflikten fastfrossen. Det er dog vigtigt at have i baghovedet at parterne gennem forløbet har været enige om at de endelige grænser skulle fastlægges senere og at aftalerne var med forbehold fra begge sider, for fremtiden og udfaldet af krigen var usikker, som Cain kommer ind på i flere tilfælde.

3-Indspilning i fuld skærm 10-04-2014 013010Et emne i sig selv er at Jerusalem (området) var uinteressant for både arabere og englændere frem til Balfourerklæringen. Dette forhold, som Cain er en af de få, som medtænker idag, giver et interessant perspektiv på dagens diskurs om byen.

Folk der, som undertegnede, mente at have sat sig rimeligt ind i problematikken kommer også på skolebænken igen – således har jeg fået udvidet min forståelse for det intrigante forløb omkring delingen af Mandatområdet Palæstina i Østjordanland og Vestjordanland og indrejse- og bosættelsesforbud for jøder i store dele af det. Dette bliver igen højaktuelt i forbindelse med 2.v.k., hvor araberne i både Levanten og videre ud var affilierede med Aksemagterne og med til at forberede en ‘endlösung’ på ‘jødespørgsmålet’ i Levanten. Dette blev kun forhindret af at Rommel tabte ved El Alamein – de mobile gaskamre stod allerede i venteposition på Balkan, hvor Amin Husseini også rekruterede bosniske muslimer til SS. Ved at gå let hen over alle disse forhold mener jeg at Cain viser stor vilje til at holde sig til det helt faktuelle og undgå det mere følelsesopviklende, som der ellers er grundlag nok for i forløbet.

Lord Arthur Balfour, fadder til Balfour Erklæringen, mente at man måtte kunne forvente at araberne, som var blevet hjulpet af med en gammel undertrykker, ville kunne undvære omkring to procent af deres nyvundne frie samlede Arabien til et Israel. Nu snart hundrede år senere må vi konstatere at det synes de ikke at de kan…

Det går vist an at røbe at man efter læsningen ikke længere kan stille sig tilfreds med MainStreamMediernes og Skolens simplistiske narrativ om et folk, der stjal et andet folks land og som derfor bedømmes som nogle, der egentlig ingen adkomst har til at være på stedet – og det vil nok ryste manges tillid til vestlige mediers vederhæftighed og måske også give et hak i tiltroen til det statslige uddannelsessystem.

4-Indspilning i fuld skærm 10-04-2014 013038Problemet er – i min forståelse – at konflikten er startet under visse omstændigheder og er trukket så længe i langdrag at omstændigheder i form af internationale normer for behandling af den brede befolkning er ændret så drastisk at ingen lige kan se, hvordan man så skal løse konflikten. Dengang konflikten oprindeligt spidsede til, løste man den slags problemer ved at flytte en eller flere befolkninger eller befolkningsgrupper uden hensyn til, hvad de selv mente om situationen, men idag anses en sådan handlemåde for at være etnisk udrensning og dermed imod både Folkeretten og Menneskerettighederne. Jeg tænkte ved læsningen at man kunne inddrage det forhold at jøder blev fordrevet mere eller mindre brutalt fra hele Mellemøsten, men ‘det gør man ikke’ og heller ikke her i bogen søges der lette point for den ene side på dette grundlag.

Bogen er flot og letlæseligt layoutet med sider i stort format og udstyret med mange historiske sort-hvid- og farvebilleder, grafiske fremstillinger og gamle kort – og kan varmt anbefales til dem, som ønsker at have fast grund under fødderne i de så ofte tilbagekommende diskussioner om ‘Israel-og-palæstinenserne’. Mig bekendt findes der ikke på dansk, og måske slet ikke, en tilsvarende på samme tid grundig og lettilgængelig gennemgang af de politiske og juridiske fakta bag og under situationen – den udfylder et monumentalt hul i den almindelige historiske dannelse i Vesten.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Torben Snarup Hansen

    Palæstinakulten har i årtier været en tung del af den såkaldte “ulandsbistand”, men den indtager en særstilling, fordi “palæstinensernes lidelser” formodes at være ikke blot jødernes og Israels “skyld”, men hele den vestlige verdens. Udbredelsen af denne myte skyldes, at der er meget langt mellem kritiske, faktabaserede tilkendegivelser fra politikere, journalister og universitetsansatte. Messerschmidt er en af de få undtagelser:

    http://blogs.jp.dk/messerschmidt/2014/04/10/eu-frads-dag-27-bonus-til- palæstinensiske-mordere-eu-betaler/
    MORTEN MESSERSCHMIDT
    EU-fråds dag 27: Bonus til palæstinensiske mordere? EU betaler
    JP – 10. april, 2014
    Europæerne betaler mere og mere til palæstinenserne, som bruger penge på at belønne mordere og terrorister ….

    Med bureaukratisk rutine strømmer betalingerne og sympatimarkeringerne fra vestlige politikere til de palæstinensiske ledere og agenturer. Det er nemlig “synd for dem …” Og når Israel svarer igen militært på Hamas’ affyring af raketter mod civile, lyder det sædvanlige ramaskrig over zionismens ondskab fra tomhjernede journalister. Hvor er analysen? Hvor er redegørelsen for det beskyttelseshegn, Israel har opført for at holde snigskytter på afstand? Borte med blæsten!

    Denne groteske ideologisering og ensretning er en del af støre kompleks, der handler om ligegyldighed overfor fakta. Dokumentation og analyse er gået i glemmebogen, og den nye generation af gymnasieelever og universitetsstuderende lemlæstes mentalt til kun at orientere sig efter egne meninger og fornemmelser. Og hvorfra har de så fået dem?

    Historikeren, Dick Harrison (Lunds Universitet) skriver her om et katastrofal intellektuelt forfald i institutioner, der tidligere fungerede på et grundlag skabt af kapaciteter som Aristoteles og Wilhelm von Humboldt.

    http://magasinetneo.se/artiklar/krankta-av-fakta/

    neo – n. 1, 2014
    Essä:

    KRÄNKTA AV FAKTA

    Att få en felaktig uppgift rättad, ett historiskt faktum påpekat eller sin åsikt ifrågasatt är allt som krävs numera. Allt fler känner sig kränkta. Av det offentliga samtalet, av böcker de inte läst, ja till och med av undervisning. Det är unikt i vår kända historia.

    av Dick Harrison

    Det fanns en tid när jag inbillade mig att gränsen mellan otvetydiga fakta och kränkningspotentiell åsikt måhända var hårfin, men att den likväl existerade. Den tiden är förbi. Så fort du uttalar dig offentligt löper du en överhängande risk att kränka folk till höger och vänster. I dagens samhälle kan alla unna sig en sårbar integritet som bara väntar på att bli trampad på.

    I min dagliga yrkesutövning är detta en allt akutare risk. Några inledande exempel ur den numera omfattande högen av harrisonska kränkningar kan tjäna som illustrativa exempel på hur lätt det numera är att, utan att man anar det, trampa folks integritet i smutsen.
    Jag är professor i historia med en stor dos undervisning och tentarättning på schemat. Det gör att jag, högst motvilligt, tvingas inse att vad som för ett par decennier sedan definierades som allmänbildning i dag räknas som exklusiv kunskap. När jag dristar mig till att ställa tentamensfrågor om romerska riket för grundstudenter får jag svar som får mig att kippa efter andan. För det första kan många av mina studenter inte stava till imperiet. De skriver ”rommarriket” eller, ännu värre, särskrivet som ”rommar riket”. Dess mest ryktbare individ stavas inte Caesar utan ”Ceasar” och den titel som namnet utvecklades till stavas i omkring en tredjedel av tentamenssvaren ”kjesare”. På frågan vad personen ifråga skall ha uträttat har jag fått svar som går ut på att han förde krig i Sydafrika och därigenom orsakade imperiets undergång. Till övriga hårresande svar hör uppgifterna att andra puniska kriget föranleddes av att Kongo invaderade Italien och att dess fälttåg leddes av katarer (det vill säga av medeltida kättare i Sydfrankrike). På en tentamensfråga om det antika Roms och Greklands grannländer fick jag en gång en redogörelse för inkariket i Peru. Men okunskap är en sak – det nya och märkliga är vad som händer efter det att jag gett studenterna det underkännande de gjort sig förtjänta av. Tro inte att de gör bot och bättring medelst föreläsningsanteckningar, läroböcker och omtentor. Ånej. De överklagar till studierektorer och studentfackliga representanter, varefter jag åläggs att ge dem en andra, en tredje och en fjärde chans. När jag gör det, och fortfarande underkänner dem på kunskapsmässiga grunder, riskerar jag att utpekas som en tyrann som förolämpar studenternas personliga integritet.

    För mången svensk gymnasielärare är detta skåpmat. Det sker hela tiden, och ofta måste läraren vika sig för rektorers, föräldrars och elevers gemensamma önskan om höga betyg. För oss i universitetsvärlden är det dock en tämligen färsk upplevelse, och vi har svårt att hantera den. Hur gör vi exempelvis när en C-student i en uppsats hävdar att nazisternas folkmord i Auschwitz aldrig har existerat utan är att betrakta som en sionistisk myt? Svar: vi underkänner uppsatsen. I detta läge kan emellertid studenten, i linje med poststrukturalistisk teori, påstå att vi inte vet någonting om Auschwitz eftersom vi inte varit där själva och sett den påstådda utrotningen av judar, och om vi faktiskt varit det skulle vi ändå vara hänvisade till våra egna upplevelser, inte till objektiva fakta. Det är omöjligt, hävdar studenten, att erhålla verklig kunskap om Auschwitz. Vi kan i bästa fall uppnå kunskap om berättelser om lägret, men vi kan aldrig bevisa att förintelsen har ägt rum. Genom att ställa oss bakom de pro-sionister som hävdar att förintelsen är ett faktum stöder vi indirekt den politiska regim i Israel som utnyttjar händelsen som argument för att förtrycka och förinta araber. Vi kränker palestinierna och deras kultur. ….. (læs videre på Neo).

  • Torben Snarup Hansen

    En lille julehistorie.

    Undertegnede opholdt sig i slutningen af december 1978 i Jerusalem og blev en af juledagene inviteret hjem til en kristen araber, som havde adresse i den gamle bydel – et stenkast fra Golgatha, hvor Jesus ifølge traditionen blev henrettet. Denne “mister X” havde været politimand i mandattiden frem til 1948 og talte flydende engelsk, mens hans mor helst ville kommunikere på fransk. De to fortalte, at de første kristne i Jerusalem var “arabere”. I alt korthed ser begrundelsen således ud: Kong Herodes – romernes vasal i det område, der senere blev kaldt Palæstina – havde hyret lejetropper fra landet øst for Jordan. Blandt dem havde en del sluttet sig til tilhængerne af Jesus. “Mister X” forklarede, at de var arabere, skønt de ikke talte arabisk, men aramaisk, der menes at være det sprog, Jesus benyttede.

  • Tja, det bliver tydeligere og tydeligere hvilken katastrofe multikulturen-masseindvandringen er, nu hvor den efterhånden ikke kan skjules længere, takket være de helt enorme ressourcer den opæder måned for måned, år for år.

    Det koster dyrt (i blod som i gangbar mønt) at ville drive de vesteuropæiske lande, som evigt ekspanderende flygtningelejre religiøst forpligtiget på et overnationalt menneskerettigheds-imperium.

    Når det fortsat kan lade sig gøre, er det selvfølgelig fordi flertallet i de indfødte befolkninger stadig stemmer stik imod deres egne interesser.

  • Ole Burde

    ”Konflikten i Melemøsten” kan ikke længere automatisk betyde den Israelsk arabiske konflikt.
    Krigen melem Shia-og Sunnimuslimer har allerede kostet 5 gange så mange menneskeliv , og har allerede gjort 3 gange så mange mennesker til flygtninge . Sidste gang(2008) der var en mini-krig hvor Israel var involveret , kostede det alt ialt 14 israelske soldater livet , herunder 5 fra ‘friendly fire’…. Disse tal er i samme liga som de danske tab i Afghanistan konflikten , hvor man forhåbentlig OGSÅ må regne med at et langt større antal taliban’er fik stoppet en dansk kugle .

  • Eyvind Dk

    Spændende! Den bog må jeg ha’ fat i! 🙂

  • Da de arabiske hære stod opmarcheret udenfor den jødiske stat, enten flygtede eller tilsluttede et større antal muslimske palæstinensere sig invasionsstyrkerne. Araberne tabte, som bekendt, og de flygtende/deltagende muslimske palæstinensere havde nu ikke længere noget hjem. De fik derfor midlertidig flygtningestatus i bl.a. Jordan og Libanon, indtil jødestaten var besejret og jøderne var fordrevet, så de kunne vende hjem igen. Den status har deres arabiske “venner”, for ikke at tale om vores egen venstrefløj, så fastholdt dem i, i snart 70 år!!!

  • Da Capo

    “…de mobile gaskamre stod allerede i venteposition på Balkan.”
    ————————–
    Jasså minsann!
    Har författaren sett den själv?
    Gaz – gaz – gaz är alltid populärt och evigt fascinerande..

    Ingen enda sk gasbil fanns kvar vid krigsslutet av det tjugotal av enligt hörsägen beställda 30 st från Gaubschat Fahrzeugwerke GmbH, som hade levererats till Einsatz-grupperna på östfrontenn. Det skall ha varit kraftiga saker med en stor MAN-dieselmotor, vilken som bekant inte alstrar någon kolmonooxid. Förekomsten av gasbilar skall ha uppdagats 1943 under en sannfärdig (jmf Nuernberg) sovjetisk rättegång mot nazistiska kollaboratörer
    (ukrainare) som deltagit i “gasningen” av 6.700 civilpersoner, sannolikt judar, i Krasnodar.
    Vid denna sk rättegång skall det ha kommit fram att Sonderkommando10a i Einsatzgruppe D, som leddes av SS-Sturmbannführer Kurt Christmann, hade dödat sovjetiska fångar med dieselavgaser i ‘mordbilar’ sedan hösten 1942.

    Det totala antalet offer som mördats genom gasning i sk gasbilar är okänt. Metoden har av överlevande holocaust-vittnen ansetts vara så effektiv, att man på heder och samvete har omvittnat att gasningen i ett av Reinard Heidrich-lägren åstadkoms med hjälp av en erövrad sovjetisk ubåtsmotor – storlek ca 4mx2mx10m, som de tekniskt kluriga tyskarna hade fraktat in i landet ca 30 mil från den polska kusten. Det var i ett av dessa läger där storleksordningen 800 000- 900 000 judar gasades, begravdes i massgravar, för att sedan bli uppgrävda och uppeldade vid öppen eld.

    M. Beer, “Die Entwicklung der Gaswagen beim Mord an den Juden”, Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte 35(3) (1987) pp. 403-417

  • Charles Nielsen

    Til Geoffrey Cain:

    Israle før Jesu tid blev undertiden kaldt Israel eller Palæstina, Og det bestod af det nuværende + vestbredden og gaza.

    De nuværende palæstinensere stammer fra jordan.

    Orientering:
    http://web.mac.com/ovesteensmidt/Kristendomskundskab/Historisk_tidstav le.html

    Oversigt Historisk tidstavle Kalenderspørgsmål Advent Billeder Kristendomskundskab
    Sitemap
    Historisk Tidstavle

    Denne side indeholder informationer, som i almindelighed regnes for faghistorisk bekræftede. For den historisk interesserede må læsning af Bibelens beretninger nødvendigvis fremkalde nysgerrighed efter udskillelse af det historiske stof. Nedenstående oversigt (som fortsat udvikles videre) sætter nogle fakta i kronologisk rækkefølge. De bibelske beretninger kan læses som farvede vidnesbyrd om de storpolitiske begivenheder, det jødiske folk var indblandet i over for skiftende stormagter: Assyrien, Babylon, Persien, Alexander den Store, Rom.

    Der er indlagt nogle få henvisninger til forståelse af samtidighed med dansk forhistorie.

    xxxxxxxxxxxxxxxx
    Det er vanskeligt at håndtere navnene på de jødiske landområder. Man må her helt se bort fra, hvad disse navne står for i moderne tid. Da David har samlet hele sit land, kaldes det Israel (2. Samuels Bog kap. 10). Efter kong Salomon deles landet i to. Israel bliver navnet på den ene del. Den anden del kaldes Judæa. Da landene igen meget senere forenes, kaldes det hele Palæstina. Senere igen splittes landet op i flere dele under Rom. Man kan godt fortælle om Jesus i kristendomsundervisningen uden at komme ind på denne opdeling. Men i en grundigere forståelse af begivenhederne er den umulig at se bort fra eksempelvis forskellen på at bo i Judæa og Galilæa.
    xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

    Nogle årstal er oplyses med usikkerhed, dels fordi de ikke kan fastslås med sikkerhed, dels fordi litteraturen angiver dem forskelligt.

    Anvendt litteratur som kan anbefales til yderligere læsning:

    Roberta L. Harris: Bibelens verden (Exploring the world of the bible lands). Chr. Erichsens Forlag 1995

    John Haywood: Historisk Verdensatlas. Könemann Verlagsgesellschaft. Dansk udgave 2000

    H. E. L. Mellersh: Chronology of the Ancient World 10,000 B.C. to A.D.799. Barrie & Jenkins. London 1976

    Bibelens Kulturhistorie 1-4. Politikens Forlag 1979

    Iørn Piø: Bogen om julen. Sesam 1990 (en stærkt forbedret og rettet udgave af Julens hvem hvad hvor)

    Iørn Piø: Historien om julemanden. Forlaget Folkeminder 1989

    John E. Morby. The Wordsworth Handbook of Kings and Queens. Wordsworth Editions. 1989

    Peter Ørsted: Gajus Julius Cæsar. Gyldendal 1994

    Peter Ørsted: Nero, kejser i Rom. Høst & Søn 2004

    Peter Ørsted: Kan de li’ frølår? Weekendavisen 19. juni 2009 – Om det romerske nederlag i år 9 som årsag til en stedsevarende mentalitetsgrænse i Europa

    Sv. Aage Bay: Det underjordiske Rom. Hedensk og kristen tro i kejsertidens Rom. Odende Universitetsforlag 1973

    Antonino Lopes: The popes. The lives of the pontiffs through 2000 years of history. Futura Edizioni. Rom, 1997

    Talrige opslag på dansk Wikipedia og engelsk wikipedia. Foruden links er der her rig adgang til oversigter, billeder, kort og litteraturhenvisninger.

    http://www.annasromguide.dk/index.html – Kan anbefales til alle Rom-interesserede
    —————————————————————————
    Tidstavlen

    O. 5500 f. Kr.
    Verdenshistoriens første bondesamfund opstår vest for floden Tigris i det senere Mesopotamien.

    Ægypten O. 4500 f. Kr.
    Samarbejdet om kanal- og digearbejde omkring Nilen udvikler de første samfundsdannelser i området.

    Danmark O. 4000-1800 f. Kr.
    Bondestenalder.
    Først runddysser/langdysser, siden jættestuer og endelig enkeltgravskultur afløser hinanden som gravskikke.

    Ægypten O. 2600-1800 f. Kr.
    Ægyptens faraoer begraves i pyramider.
    Ægypten O. 2560 f. Kr. Keopspyramiden – og muligvis sfinksen – bygges.

    Danmark O. 1800-1100 f. Kr.
    Ældre bronzealder i Danmark

    Mesopotamien 1792-1750 f. Kr.
    Hammurabi er konge i Mesopotamien med Babylon som hovedstad.

    Ægypten Ca. 1500-1000 f. Kr.
    Ægyptens faraoer begraves i Kongernes Dal.

    Mesopotamien O. 1500 f. Kr.
    Tid for begivenheder knyttet til navnet Abraham – patriarken, der skal være udvandret fra byen Ur i det sydlige Mesopotamien.

    Danmark O. 1350 f. Kr.
    Solvognen fra den danske bronzealder bliver til.
    Sommeren 1370 f. Kr. Egtvedpigen begraves.

    Ægypten 1323 f. Kr.
    Tutankhamon død.
    Ægypten 1290-1224 f. Kr. Ramses 2. farao.

    Israelitternes udvandring fra Ægypten kan henlægges til denne periode.

    Israel Ca. 1200-1020 f. Kr.
    Israel ledes af dommere, dvs. lovgivere og militære ledere. Historierne om Samson henføres til denne periode.

    Danmark 0. 1100-500 f. Kr.
    Yngre bronzealder i Danmark. Nu er det bl.a. bronzelurernes tid.
    ————————————————————————-
    Israel Ca. 1020-1006 f. Kr.
    Saul, af Benjamins stamme, første konge over Israel.

    Israel 1006-965 f. Kr. Kong David, af Judas stamme.

    Israel 965-928 f. Kr. Kong Salomon, søn af David.

    Israel 928 f. Kr.
    Ved kong Salomons død deles landet i to. Kun stammerne Juda og Benjamin, mod syd, anerkender Salomons søn, Rehabeam. Landet kaldes Judæa og får Jerusalem som hovedstad. Det øvrige rige samles under én af Salomons tidligere embedsmænd, Jeroboam og benævnes Israel.

    Israel 873-852 f. Kr.
    Akab er konge over Israel. Sammen med sin fønikiske dronning, Jezabel, forsøger han at indføre hendes hjemlands Baal-dyrkelse. Det fører til dramatiske begivenheder, der afspejles i 2. Kongebogs beretninger om profeterne Elias og Elisa. Akab (nogle steder: Ahab) har lagt navn til hvalfangerkaptajnen, der jager Moby Dick i Herman Melvilles roman.

    Rom 753 f. Kr.
    Ifølge sagnene grundlægges Rom af Romulus og Remus

    Israel 724 f. Kr.
    Den sidste konge i Israel, Hoseas, tages til fange af assyrerne, der indleder belejring af landets hovedstad, Samaria.

    Israel 721 f. Kr.
    Israel indlemmes i det assyriske rige. (Første Udslettelse)

    Assyrien 612 f. Kr.
    Et sted mellem 800 og 700 skal profeten Jonas af Gud være sendt til Assyriens hovedstad Ninive for at omvende indbyggerne fra deres syndige levned. Nu ligger Assyrien i krig mod Babylonien og Mederne, som erobrer og ødelægger Assyriens hovedstad Ninive.

    Assyrien 608 f. Kr.
    Det assyriske rige bukker under i krige mod mederne og babylonerne. Dele af riget, herunder Israel indlemmes i Babylonien.

    Babylonien 605 f. Kr.
    Nebukadnezar 2. bliver konge af Babylonien og begynder at udvikle sit land som stormagt.

    Judæa 597 f. Kr.
    En babylonsk hær besætter Jerusalem. En stor del af Judæas overklasse deporteres til Babylon, heriblandt profeten Ezekiel.

    Judæa 587 f. Kr. Et nyt babylonsk angreb på Jerusalem.

    Judæa 586 f. Kr.
    Jerusalem erobres efter halvandet års belejring. Kongeslot, tempel og bymure rives ned. Judæa indlemmes i Babylonien, der også omfatter de tidligere assyriske områder, herunder Israel. Resten af overklassen deporteres til Babylon. Det gælder også Judæas sidste konge, Sidkija (nogle steder: Zedekias).

    Under eksilet udvikles den monoteistiske jødedom, forestillingerne om Guds plan med sit folk og forventningerne om en frelser. Hertil er knyttet profetnavne som Ezekiel og Jeremias.

    Nedskrivningen af Bibelens første bøger kommer i gang.

    I Babylon har jøderne set det store tempel, der muligvis har inspireret myten om Babelstårnet.

    Det jødiske eksil i Babylon er emnet for Giuseppe Verdis opera fra 1842, Nabucco (Nebukadnezar), hvorfra Fangernes Kor er det mest kendte indslag.

    Biblen er faktisk over 1000 år ældre end Koranen.

    De jødiske lande 539 f. Kr.
    Perserkongen Kyros 2. erobrer Babylonien. De eksilerede jøder får lov at vende hjem. Det er dog langt fra alle, der har lyst. De hjemvendte går i gang med at genopbygge templet med økonomisk støtte fra den milde Kyros.

    Danmark O. 500 f. Kr.
    Jernalder i Danmark. I bronzealderen har religionen været en solkult illustreret med solvognen fra den ældre bronzealder. Videre frem gennem ældre og yngre bronzealder genfindes historierne om, hvordan solen transporteres i døgncyclus ved hjælp af skib, fisk og hest på bl.a. helleristninger og rageknive.

    Ved overgangen til jernalderen får guderne mennesketræk, som man har fundet det hos den veludrustede træfigur, Broddenbjergmanden.

    Grækenland 490 f. Kr.
    1. Perserkrig. Grækerne – Athen og Sparta – besejrer de angribende persere under kong Dareios 1. På Marathonsletten.

    Grækenland 480-448 f. Kr.
    2. Perserkrig. Thermopylæ og Salamis (480), Platææ (479). Grækernes sejre gør dem til herrer i Ægæerhavet.

    Grækenland 399 f. Kr. Sokrates dømmes til døden.
    Alexander den Stores herredømme

    Grækenland 333 f. Kr.
    Alexander den Store af Makedonien slår perserkongen, Dareios 3., og bliver herre over hele Perserriget. Herunder alle de jødiske lande.

    Grækenland 323 f. Kr.
    Alexander den Store dør. Hans generaler indleder hårde kampe om rigets deling.

    Grækenland 301 f. Kr.
    Striden mellem Alexander den Stores generaler ender med dannelsen af tre stormagter.
    Den makedonske general Ptolomæus bliver konge af Ægypten. Ptolomæus er stamfar til den ægyptiske kongeslægt, der ender med Kleopatra. I begyndelsen hersker han også over Palæstina (Judæa og Israel).
    Seleukos 1., en anden general, får bl.a. Syrien og landene mod øst.

    Danmark O. 300 f. Kr.
    Tollundmanden og Grauballemanden (Ofringer) ender deres dage som moselig

    Judæa og Israel 200 f. Kr.
    Antiochos 3., efterkommer af Seleukos 1., besejrer Ægypten og tager magten over Judæa og Israel.

    Judæa og Israel 167 f. Kr.
    Seleukidekongen Antiochos 4. beslutter, at hans lande – herunder Judæa og Israel – skal udgøre ét rige med fælles kultur og religion. I jerusalem forbydes jødiske skikke. Et alter for Zeus opstilles foran templet.

    En præst fra Judæa, Mattathias rejser en opstand mod seleukidestyret. Modstanden er bl.a. rettet mod den tvungne dyrkelse af den græske Zeus-kult og den jødiske overklasses smag for den hellenistiske kultur.
    Mattathias er stamfar til kongeslægten hasmonæerne.

    166 f. Kr.
    Mattathias dør og efterfølges som oprørsleder af sin søn, Judas Makkabæus.

    164 f. Kr.
    Judas Makkabæus og hans fæller kan rense og genindvie det vanhelligede tempel i Jerusalem.
    Det formodes (Bibelens Kulturhistorie bd. 2), at Daniels Bog er skrevet mellem de to vigtige år 167 og 164 f. Kr. Bogens skildring er på overfladen henlagt til tidligere historiske begivenheder, men hentyder i virkeligheden til disse tre trængselsår.

    160 f. Kr.
    Judas Makkabæus falder i kamp. I 1746 komponerede George Friedrich Händel sit oratorium “Judas Makkabæus”. Mest kendt herfra er koret “See, the quonq’ring hero comes”.

    153 f. Kr.
    Jonathan, bror til Judas Makkabæus, anerkendes som regent i Judæa og Israel under syrisk overhøjhed. Han dør i 142 og efterfølges af sin bror, Simon.

    Rom 146 f. Kr.
    Romerne ødelægger Karthago.

    Judæa og Israel 141 f. Kr.
    Simon fordriver syrerne. De følgende 79 år er Judæa og Israel et samlet, selvstændigt kongerige – for første gang siden kong Salomon.

    Rom 71 f. Kr.
    Den romerske feltherre Licinius Crassus nedkæmper et slaveoprør under ledelse af gladiatoren Spartacus.

    Rom 67 f. Kr.
    Den romerske feltherre Gnæus Pompejus renser Middelhavet for sørøvere.

    66 f. Kr. Pompejus får overkommandoen i Lilleasien.

    Rom, Judæa og Israel 63 f. Kr.
    Pompejus griber ind i en fejde mellem to brødre i det hasmonæiske kongehus, Hyrkan og Aristobul.

    Områdets organisering nyordnes som den romerske provins Syrien. Judæa deles op i flere lande, herunder Judæa og Galilæa.

    Hyrkan bliver regent af navn med titlen etnark (folkefyrste). Magten ligger hos ministeren, Antipater.

    Den romerske leder i Syrien betitles forskelligt i historiens løb: guvernør, statholder, præfekt. Her fastholdes titlen statholder.

    Rom 60 f. Kr.
    Pompejus, Crassus og Julius Cæsar indgår aftale om politisk samarbejde: triumviratet.

    58 f. Kr.
    Cæsar bliver statholder i Gallien og indleder sine gallerkrige.

    53 f. Kr. Crassus død.

    52 f. Kr.
    Cæsar besejrer i september de forenede gallere under Vercingetorix ved Alesia, der antages at svare til Alise-Sainte-Reine i Bourgogne i det østlige Frankrig. Men – som antydet i »Asterix romernes skræk« – kan slagmarkens beliggenhed ikke identificeres med fuld sikkerhed.
    Cæsar skriver De Bello Gallico om sine krige i Gallien.

    49 f. Kr.
    På baggrund af uoverensstemmelse med Pompejus og det romerske senat overskrider Cæsar grænsefloden Rubicon til Italien og siger: Jacta est alea (terningen er kastet).

    48 f. Kr.
    Pompejus flygter til Ægypten. Den mindreårige Ptolomæus 12.s formynder lader Pompeius dræbe for at vinde Cæsars velvilje og støtte i en strid med søsteren Kleopatra. Cæsar væmmes ved denne gestus og tager i stedet parti for Kleopatra og forelsker sig i hende.
    Disse begivenheder er baggrund for Händels opera “Julius Cæsar” (1724) og Bernard Shaws skuespil “Cæsar og Kleopatra” (1898)

    Rom, Judæa, Galilæa og Israel 47 f. Kr.
    Cæsar reorganiserer provinsen Syrien. Hyrkan får sine beføjelser tilbage. Antipater bliver romernes tillidsmand i Judæa.
    Cæsar vender hjem til Rom og udnævnes til diktator på livstid.

    Rom 44 f. Kr.
    Cæsar myrdes i senatet 15. marts.
    Mordet på Cæsar og borgerkrigen er emne for William Shakespeares skuespil “Julius Cæsar” (1599).

    43 f. Kr.
    I borgerkrigen står Cæsars drabsmænd, Brutus og Cassius, over for Octavian (Augustus) og Marcus Antonius.

    42 f. Kr.
    I slaget ved Philippi slår Octavian og Antonius Brutus og Cassius, der begge tager deres liv. Sejrherrerne deler riget: Octavian får vest, Antonius får øst og flytter ind hos Kleopatra.

    Judæa 37 f. Kr.
    Antipaters søn, Herodes (den Store), bliver konge over Judæa (men under Antonius’s overhøjhed). I forbindelse med magtovertagelsen foranstalter Herodes en udryddelse af Hasmonæer-lægten, der også omfatter hans egen hustru, Mariamme.

    Rom 31 f. Kr.
    Krigen mellem Antonius og Octavian bryder ud.

    30 f. Kr.
    Octavian erobrer Ægypten. Antonius og Kleopatra tager deres liv.
    Herodes har klogeligt valgt at støtte Octavian.

    Filmen Cleopatra Med Elisabeth Taylor og Richard Burton (1963) bygger på begivenhederne fra Cæsars strid med Pompeius til Kleopatras og Antonius’s død.

    27 f. Kr.
    Octavian tager navnet Augustus. Kejserdømmet indføres.

    8 f. Kr.
    Augustus afholder folketælling i Romerriget.

    7 f. Kr.
    Jupiter og Saturn følges i 6 måneder og står tre gange så tæt på hinanden, at de ligner en stjerne. Dette fænomen har været forudsagt af babylonske astrologer længe før.

    Judæa 4 f. Kr.
    Mest sandsynlige år for Jesu fødsel. ( Nærmere bestemt D. 25 Dec.)
    Herodes den Store dør. Landet deles mellem hans sønner:
    Herodes Archelaos får Judæa, Samaria og Idumæa.
    Herodes Agrippa d. 1 får Galilæa og Petra.
    Filippos får landstrækninger op mod den arabiske ørken: Auranitis, Batanaea, Trachonitis, Gaulanitis og Paneas.
    På dette tidspunkt hedder guvernøren i Syrien Publius Quinctilius Varus. Efter kongens død slår han en revolte ned i Jerusalem og korsfæster 2000 oprørere. (Mere om Varus år 9 e. Kr.).

    Det herodianske dynasti
    Ved læsning af evangelierne kan man blive forvirret over den alle steds nærværende kong Herodes. Det skyldes, at Herodes er navnet på adskillige regenter.

    Se en nærmere udredning her. Link: http://web.mac.com/ovesteensmidt/Fra_kristi_f%C3%B8dsel/Herodes.html

    Danmark Ca. 1-400 e. Kr.
    Romersk jernalder i Danmark kendetegnet ved betydelig kontakt til romerriget.

    Sølvkarret fra Gundestrup i Vesthimmerland menes fremstillet omkring år 1. Nogle mener, at det er fremstillet i Gallien. Men det kan også stamme fra Sortehavsområdet. Det er et bevis for, at det nuværende Danmark dengang har været del af et sammenhængende geografisk område, hvor handel og og kulturelle og religiøse strømninger har kunnet bevælge sig fra Afrika til Limfjorden.

    Judæa 4 f. Kr.til 6 e. Kr.
    Herodes Archelaus, søn af Herodes den Store, etnark af Judæa, Samaria og Idumæa, afsat af romerne. Hans lande underlægges den romerske statholder i Cæsarea.

    Rom 6 til 12 e. Kr.
    Publius Sulpicius Quirinius er statholder i Syrien. Herodes Archelaus (se ovenfor) er blevet afsat. Hans lande, herunder Judæa, er lagt direkte under romersk styre. Den første opgave for Quirinius er at afholde en folketælling som grundlag for skatteinddrivelse.

    8 e. Kr.
    Det er muligvis i dette år, at Josef og Maria besøger templet i Jerusalem med den unge Jesus.

    9 e. Kr.
    Publius Quinctilius Varus, tidligere statholder i Syrien (før Quirinius) er sat til at styre de romerske besiddelser i Germanien. Her lider han et nederlag mod germanerne, der koster 15-20.000 romerske soldater livet. Varus dræber sig selv.

    Man har traditionelt ment, at slaget fandt sted i Teutoburgerskoven ved Osnabrück. I nyere tid menes det arkæologisk at være lokaliseret til et området ved den lille by Kalkriese.

    Med dette nederlag må romerne opgive at rykke rigets nordlige udstrækning fra Rhinen til Elben. Hermed fastlægges en mentalitetsgrænse, som præger Europa den dag i forhold til hverdagsliv, gastronomi, politik og religion.

    14 Augustus dør. Kejser Tiberius 14-37.

    26 til 36 Pontius Pilatus er statholder i Judæa.

    27 Johannes Døberen fængsles og henrettes af Herodes Antipas.

    ========================
    33 e. Kr. Jesus blev korsfæstet fredag d.3 Apr år 33, Lige før solnedgang. (Derfor Langfredag) Dagen bliv tidsfæstet af et Jordskælv, som ifl Matthæusevangeliet brød ud, få timer efter Jesu død på korset.
    (Det internationale forskerhold har bl.a. foretaget jordbundsprøver, nær det døde hav, for at kunne datere jordskælvet nøjagtigt) Jesus døde ca. 37 År gammel
    =========================

    Ca. 35
    Den første martyr, Stefan, dør. Han er én ud af syv hjælpere eller diakoner for apostlene og bliver centrum i en strid med de hellenistisk orienterede jøder, idet han har gjort undere og gentaget Jesu ord, der opfattes som en trussel mod de fra Moses nedarvede jødiske regler og skikke. Der er også sammenhæng med Stefans tilhørsforhold til den del af menigheden, der har ståsted i hellenismen kontra hebræerne. Stefan dømmes til døden ved stening. Tilstede ved hans død er en ung mand ved navn Saulus, der bifalder dommen. Siden tager Saulus navneforandring til Paulus.

    Som den første martyr har Stefan fået sin helgendag 26. december, 2. juledag, dagen efter den fastsatte dag for Jesu fødsel. Derfor optræder Stefan i nogle landes juleskikke, bl.a. i Sverige.

    Mellem 33 og 40
    Saulus omvendes til tro på Kristus under en rejse til Damaskus og ændrer sit navn til Paulus. Flere steder i litteraturen og på Internettet tidsfæstes denne begivenhed til 33 uden hensyn til, at Paulus/Saulus må have overværet dommen over Stefan før sin omvendelse. Måske har disse to begivenheder fundet sted samme år (33). Paulus er af Benjamins stamme og opkaldt efter stammens berømteste medlem, kong Saul.

    37 Tiberius dør.

    37 til 41. Caligula kommer til
    Caligula giver sin ven, Herodes Agrippa, kongetitel over nogle områder i Judæa. Hans søster, Herodias, og ægtefællen, Herodes Antipas, der ikke har kongetitel, bliver misundelige.

    39
    Herodes Antipas rejser til Rom for at bede Caligula om en kongetitel. Herodes Agrippa har i forvejen sendt breve til Caligula, der anklager svogeren for forræderi. Han forvises til Gallien, muligvis Lugdunum (Lyon). Herodias får tilbud om at bevare sin ejendom, men hun vælger at følge sin mand til Gallien, hvor deres spor forsvinder ud af historien.

    Herodes Agrippa overtager Herodes Antipas’s magtområder.

    40
    Caligula går i gang med at anlægge et cirkus i et område uden for Rom, på vestsiden af Tiberen. Ager Vaticanus er i forvejen blevet drænet og indrettet som haveanlæg af hans mor, Agrippina den Ældre, et barnebarn af kejser Augustus. Anlæggelsen af dette cirkus fuldføres af kejser Nero.

    41
    Caligula myrdes.

    41 Til 54. Kejser Claudius kommer til.
    Claudius overlader næsten hele Judæa og Galilæa til Herodes Agrippa.

    43
    Paulus og Barnabas begynder deres mission i Antiochia. De, som følger dem, kaldes kristne.

    44
    Apostlen Jakob (Jakob den ældre) halshugges, dømt af Herodes Agrippa. Jakob er den første apostel, der lider martyrdøden.

    Herodes Agrippa dør. Herefter styres Judæa og Galilæa af en romersk statholder.

    45 til 48
    Paulus’s første missionsrejse til Cypern og Sydgalatien.

    Ca. 50 – måske noget tidligere
    Apostelmødet i Jerusalem (blandt andre Paulus, Peter, Jesu bror Jakob).

    Mødet beslutter som det vigtigste, at nye kristne uden jødisk baggrund ikke skal lade sig omskære og overholde jødiske spiseregler for at regnes som gode kristne. I følge Paulus har opstandelsen gjort Jesu liv til menneskets nye rettesnor. Moselovene er forældede og erstattet af syndernes forladelse. Det er begyndelsen til, at kristendommen udskiller sig som en selvstændig religion. Der er fortsat diskussion om forståelsen af kilderne til, hvad der fandt sted på mødet, der kan betragtes som det første forsøg på at afholde et koncil, som man siden har gjort det, når stridspunkter i kirken skulle afgøres.

    50
    Paulus tager på sin anden missionsrejse gennem Lilleasien til Trakien.

    51 Til 52 Paulus i Athen og Korinth. (Korinth brevene)

    53 Til 57
    Paulus på sin tredie missionsrejse. Han tilbringer to år i Efesos. Besøger Korinth igen og skriver til Galaterne og vender tilbage til Jerusalem.

    54 Claudius dør.

    54 Til 68. Kejser Nero kommer til

    57 Paulus arresteret af romerne efter uroligheder i Jerusalem.

    59
    I sin egenskab af romersk borger sendes Paulus til Rom for at få sin sag prøvet.

    Nero har fuldendt anlæggelsen af det cirkus, som Caligula satte i værk i år 40 på Ager Vaticanus. Det blev dengang ikke anset for passende, at et medlem af samfundets øverste klasser optrådte offentligt som deltager i sportskampe og teaterforestillinger. Neros rådgivere, blandt andre filosoffen Senecca, er derfor glade for, at Neros optræden kan henlægges til dette afsides liggende sted uden for byen, Cirkus Gai et Neronis – opkaldt efter Gaius Caligula og Nero.

    61
    Paulus ankommer til Rom og tilbringer to år i husarrest. Han fortsætter med at skrive breve til sine menigheder i Mellemøsten.

    62
    Jesu bror, Jakob, og andre kristne henrettes i Jerusalem efter ordre fra ypperstepræsten Ananus.

    64
    En voldsom brand hærger Rom i en uges tid og ødelægger store dele af byen. Traditionelt påstås Nero at have påsat branden. Han skal have spillet og sunget, mens han overværede den. Moderne forskere afviser denne opfattelse og mener, at branden opstod ved en tilfældighed. Beviserne for, at de første forfølgelser af kristne kan sammenkædes med branden, er også uklare (litteraturliste ovenfor: Ørsted 2004).

    I følge traditionen henrettes Peter og Paulus. For Paulus nævnes dog flere tidspunkter i tidsrummet 60-67. Paulus halshugges, fordi han var romersk borger.

    Peter ønskede angiveligt at blive korsfæstet med hovedet nedad, fordi han ikke følte sig værdig til at dø på samme måde som Jesus. Det skal i så fald være foregået i Cirkus Gai et Neronis mellem 64 og 67. Peters funktion som den første biskop for menigheden i Rom betvivles af forskningen, men en lederrolle har han haft i urmenigheden som den første forkynder af budskabet om opstandelsen. Spørgsmålet om Peters rolle som leder i Rom diskuteres indgående i opslag på dansk wikipedia om Peter.

    Ved siden af cirkus ligger en begravelsesplads, hvor Peter antages at være lagt efter henrettelsen.

    Knogler af en mand på 61 år, dateret til det første århundrede, fundet under Peterskirken i 1968, er af paven blevet angivet til at være de sandsynlige rester af apostlen Peter. Se: 324.

    Det anses for bekræftet, at Paulus er begravet under kirken San Paolo fuori le Mura (Sankt Paulus kirke uden for murene), der blev bygget uden for Rom på vejen mod Ostia.

    Storfilmen Quo vadis fra 1951 beskriver meget imponerende og anskueligt Neros galskab (fremragende spillet af Peter Ustinov), Peter, Paulus, branden, kristne kastet for løverne og Neros død. Men alt dette sammenfattes fejlagtigt som sammenhængende begivenheder, der finder sted inden for få dage eller uger.

    66
    Jøderne i hele Israel sammenhørende med Judæa, Galilæa og Samaria gør oprør mod romerne. Kampene varer fire år. De romerske styrker ledes af den senere kejser Vespasian.
    Efter opstanden blev oprørerne (Jøderne) solgt som slaver og spredt over hele det romerske rige.

    68
    Oprør mod Nero. Afsat. Lader sig dræbe af en slave.

    70 Vespasian romersk kejser.

    Romerne ødelægger Jerusalem under kommando af kejserens søn, Titus. Begivenheden er skildret på Titusbuen på Forum Romanum med det velkendte billede af den syvarmede lysestage, der bæres væk fra det ødelagte tempel.

    79
    Et udbrud fra vulkanen Vesuv ødelægger byerne Pompeii og Herculanum.

    =====================
    135
    I år 135 omdøbte Kejser Hadrian det gamle Judaæ til den romerske en provins, Palæstina. Og Jøder fik forbud mod at vise sig i Jerusalem.
    =====================

    270 til 342
    Omtrentlige leveår for Nikolaus, der i slutningen af sit liv skal have været biskop i Myra i Lykien i det sydvestlige Lilleasien. Han siges at være en af de første, der afholder midnatsgudstjeneste mellem 24. og 25. december. Han skal have været en meget hjælpsom person, bl.a. over for børn og søfolk. (Litteraturliste ovenfor: Piø 1989).

    250
    10-15 % af befolkningen i de romerske provinser anslås at være kristne. For første gang iværksættes en statsorganiseret gennemgribende modoffensiv, der omfatter ejendomskonfiskation, fængsel og forvisning – undertiden død.

    283
    I en velhavende familie i Syrakus på Sicilien fødes en pige, der får navnet Lucia.

    303 Ny kampagne mod de kristne under kejser Diocletian.

    304 Lucia fra Syrakus dør.

    309
    Pave Eusebius dør som den sidste pave martyrdøden. Regnet fra apostlen Peter er han pave nr. 30. Hovedparten af dem angives at være døde som martyrer.

    311 Kejser Galerius ophæver forbudet mod kristendommen.

    312
    Den senere kejser Konstantin den Store besejrer sin rival, kejser Maxentius, i slaget ved den Milviske bro nord for Rom. I følge sagnet skal Konstantin før slaget have anråbt de kristnes gud om hjælp. På himlen ser han et strålende kors og ordene “In hoc signo vinces” – under dette tegn skal du sejre.

    313
    Kejser Konstantin den Store giver kristendommen fuld ligestilling og religionsfrihed. Beslaglagt ejendom gives tilbage. Fra dette punkt udvikles kristendommen hurtigt til at være den dominerende religion.

    324
    Kejser Konstantin den Store iværksætter opførelsen af Petersbasilikaen på Vatikanhøjen over den gravkirke, der siden 200 er blevet æret som Peters grav. Se: År 64.

    325
    Konstantin indkalder til kirkemøde i Nikæa for at forlige stridende retninger inden for kristendommen. Biskopperne i Rom, Alexandria og Byzans udpeges som overhoveder for kirken.

    Scener fra Konstantins bedrifter i forhold til kristendommen i Raphael-rummene i Vatikanet.

    330 Byzans bliver Romerrigets nye hovedstad under navnet Konstantinopel.

    337 Konstantin lader sig døbe på dødslejet.
    Konstantins mor hedder Helena – Sankta Helena. 2. maj 1502 opdagede portugisiske søfarere en lille ø i det sydlige Atlanterhav, der senere blev britisk koloni. Og da det netop var Sankta Helenas dag, kom hun til at lægge navn til den ø, hvor englænderne anbragte kejser Napoleon i 1815.

    362
    Kejser Julian (361-363) får tilnavnet »Den frafaldne«, da han forsøger at genoplive den romerske gudetro. Ved at indføre fuld religionsfrihed fratager han kirken dens forrang for andre trosretninger.

    363 Kejser Jovianus giver kirken dens rettigheder tilbage.

    382
    Kejser Gratian (375-383) fratager det gamle præsteskab og vestalinderne deres privilegier.

    392
    Kejser Theodosius den Store (Gratians medkejser) (379-395) lukker de gamle templer og forbyder ofringer.

    395
    Ved Theodosius’ død deles Romerriget i en vestlig og en østlig del.

    Ca. 400
    Med ophøret af romerrigets politiske og kulturelle indflydelse er den romerske jernalder slut som defineret arkæologisk periode i Nordeuropa. Nu er det germansk jernalder. Den ældre germanske jernalder kaldtes tidligere folkevandringstiden som kendetegn for den indflydelse, som udefra kommende folkeslag kom til at øve på omdannelsen af det gamle rige og hele det europæiske kontinent, som varer de næste 5-600 år. De nye statsdannelser tager en efter en kristendommen til sig. Og Rom vinder en ny status som sæde for kirkens øverste myndighed.

    Danmark
    Guldhornene fra Gallehus ved Tønder bliver til engang i 400-tallet.

    476
    Germanerhøvdingen Odoaker afsætter den sidste vestromerske kejser.
    Romulus Augustulus.
    Hermed ophører romeriget.

    • Charles Nielsen

      Jeg gør det for at hjælpe Geoffrey Cain med disse fats.
      Hilsen Charles

  • Nielsen

    Reinfeld Rumsfeld -same shit
    lying treasonous bastards.