11
apr
Seneste opdatering: 11/4-14 kl. 1428
24 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Tim Pallis

Når man prøver at udrede de sammenfiltrede historiske tråde af islams tidlige historie, forhindres man af en islamisk historiefortælling, der er så etableret, at det er vanskeligt ikke at blive besnæret af dens sandsynlighed. Men der er noget ved dens væsen, som mere ligner fiktion end historie. Der mangler nemlig megen dokumentation og historisk verifikation for dens sandhed.

Der er gjort nogle få forsøg i nyere tids vesterlandsk islamforskning på at finde et mere videnskabeligt holdbart syn på islams historiske grundlag og udvikling end den beretning, vi hidtil er blevet tilbudt gennem de traditionelle islamiske kilder.

De islamiske historikere har gentaget fortællingen igen og igen i mere end 1200 år, og da de såkaldte oprindelige kilder fra 600-tallet ikke længere findes, skal man nogle spadestik dybere ned for at finde en alternativ historie, som er mere tilfredsstillende, end den vi hidtil er blevet påduttet af islams forkyndere.

Vi skal til begyndelsen af 700-tallet for at finde noget holdbart om Koranens oprindelse, samling og distribution. Det skrev jeg tidligere om i Den politisk-religiøse konstruktion af islam.

Hverken arabere, kristne eller jøder i Mellemøsten nævner Koranen før tidligt i 700-tallet. Det hævdes i en hadith, at kaliffen Abd al-Malik (685-705) samlede Koranen. Flere hadither skriver dog, at det var Hajjaj ibn Yusuf (661-714), som var guvernør i Iraq under Abd al-Malik, der samlede, standardiserede og udgav Koranen. Han indførte de diakritiske tegn, så de syrisk-aramæiske tekster blev arabiske. Han prægede også de første arabiske mønter og forlangte, at alle administrative skrifter, som hidtil havde været på persisk, nu skulle skrives på arabisk.

Den vigtigste kilde i den nyere Koran-forskning er Christoph Luxenberg: The Syro-Aramaic Reading of the Koran: A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran, Berlin: Verlag Hans Schiler, 2000. Der er flere andre gode kilder, men for at samle disse på bedste måde med alle de vigtige henvisninger, anbefalede jeg Robert Spencers bog: Did Muhammed Exist? An inquiry into Islams Obscure Origins, Wilmington, Delware 2012.

Mellem 60 til 70 år forløb efter Muhammeds død i 632 før der overhovedet blev nævnt noget som helst om personen Muhammed, Koranen eller islam. Koranen blev sandsynligvis konstrueret på baggrund af noget eksisterende liturgisk, syrisk-aramæist materiale, som indeholdt kristne, monofysitiske før-islamiske tekster.

Der er tilmed meget, der tyder på, at den politisk-religiøse konstruktion af Muhammed-myten, Koranen og islam først begynder under umayyade kaliffen Abd al-Malik (685-705). Det må have været under al-Malik, at man udskilte en variant af kristen monofysitisme – vel nok ebionotisme og kaldte det islam.

Islam skulle naturligvis også have en grundlægger og profet, således som ebionæernes kætteri havde. Hos ebionæerne var der ingen treenighed og Jesus var ikke Guds søn og slet ikke både Gud og menneske på samme tid. Jesus var for ebionæerne kun messias eller profet. Han blev i teksterne omtalt med ordet “muhammed”, som var en syrisk-aramæisk hædersbetegnelse i gerundiv (som bør æres), der udtrykte højagtelse og lovprisning.

Muhammed er oprindeligt ikke et navn. Men de, der skabte islam, skabte altså også den arabiske profet ved navn Muhammed.

Den Koran vi kender i dag har på mange måder noget bibelsk eller gammel testamentligt over sig. Den kunne godt være en udvidet arabisering af en mindre ebionæisk tekst. Ebionæerne blev erklæret for kættere på konciliet i Nikæa år 325 og forsvandt ud af historien. Men vi finder dem som måske den eneste kristne sekt i Hidjaz området i Arabien fra 300-tallet til engang i 600-tallet. Hidjaz ligger på karavanevejen fra Petra til Medina og Mekka.

Det er derfor muligt at tale om en arabisk kristendom eller proto-islamisk religion, som bortset fra at have Jesus som profet, intet havde til fælles med den kristendom, vi kender fra Konstantinopel, Antioka, Alexandria eller Rom.

Abbasid dynastiet erstattede umayyad dynastiet år 750. Under abbasiderne begyndte det biografiske materiale om Muhammed at opstå først og fremmest med Ibn Ishaqs (704-767) Muhammed biografi Sirat Rasul Allah fra omkring 760, som var en del af en tidlig hadith. Det siges, at det var abbaside kaliffen Abu Jafar al-Mansur (709-775), som opfordrede ibn Ishaq til at skrive Muhamed biografien.

Der er nogle meget store perspektiver i den nye Muhammed- og Koran-forskning. De senere Muhammed biografier og beskriveler af, hvad Muhammed sagde ifølge traditionen blev konstrueret til lejligheden. Denne lejlighed var “arabernes” erobringer og udvikling af deres imperium. Det er ingen nyhed i verdenshistorien, at en magtfuld elite skaber en religiøs og kulturel legitimitet for at kunne bevare og udvikle sin magt og besiddelser.

De nye magthavere og erobrere skulle legitimere deres magt med et religiøst og kulturelt ansigt ved at importere eller skabe en ny religiøs og kulturel identitet. De erobrede ikke verden fra Marokko til Indien på troen om islam og islams profet Muhammed. Nej! De opfandt og konstruerede Muhammed og hans islam for at kunnne legitimere sig som de rette herskere efter erobringerne.

Men hvem satte egentlig disse erobringer i gang. Der om handler en endnu nyere islam-forskning. Var det virkelig araberne styret af deres religion islam og jihad-doktriner? Eller er historien en helt anden? Det skal vi nu beskæftige os med.

Den traditionelle fortælling om islams tidlige historie er ganske kort følgende:

Muhammed blev født i Mekka circa år 570 evt. Han tilhørte Quraish stammen, som var vogtere af helligdommen. Familien var rige købmænd og Muhammed blev en dygtig karavane fører. Hans fader døde før han blev født, og hans mor døde da han var 6 år gammel. Derfor blev han opdraget af sin bedstefar. Hans første rejse som 12 årig gik til Syrien, hvor han mødte en kristen eneboer Baharias, som fik åndelig betydning for ham. I Mekka blev han ansat hos Khadidja og skulle varetage og lede hendes karavanehandel. Skønt hun var 15 år ældre end ham, giftede han sig med hende som 25 årig.

Helligdommen Kaba’en med den sorte sten var en helligdom for cika 360 forskellige guder. Muhammed havde på sine rejser mødt monoteistiske jøder og kristne, og spirituelt vågen, som han var, afviste han sin slægts polyteisme og blev selv en nyreligiøs monoteist. Han søgte ud i en bjerghule i Hirabjerget for at være alene i sin søgen efter den ene, sande Gud. Hverken hans egen stamme, de kristne eller jøderne ville anerkende hans spirituelle fantasier – han hørte en stemme fra Allah.

I Kaba’en råbte Muhammed La illaha illalah (Der er ingen anden allah end Allah). Reaktionen på hans budskab var meget fjendtlig. Da han i løbet af 3 år kun havde omkring 50 tilhængere besluttede han sig at flygte til Medina år 622. I Medina havde man brug for en stærk leder på grund af stamme-stridigheder. Året 622 blev således skelsættende for muslimer, og Muhammeds udvandringsrejse kaldet hidjra blev senere år O i den islamiske kalender.

I Medina var hans rolle nu en helt anden. Fra at være forretningsmand og ikke anerkendt profet i Mekka blev han nu anerkendt profet, krigsherre, politiker og antisemit. Der var fem fraktioner i byen, to af dem var jødiske og hans opgave var at være mægler imellem dem.

De stridigheder, der fandtes i Medina, løste han ved at udslette de jødiske stammer og tvinge alle i den beboede del af Arabien fra Petra til Yemen til at konvertere til hans nyreligiøse bevægelse islam. Man taler om 72 felttog, hvor han selv deltog i 27 af dem. i året 630 vendte han tilbage til Mekka som sejrherre og indviede den sorte sten i Kaba til Allah. Ti år efter hidjra døde Muhammed i år 632.

I den traditionelle islamiske historie-fortælling taler man om årene fra Muhammeds død 632 til 661, som de 4 retledte efterfølgeres (khalif) tid eller Rashidun-kalifatet. Det var kaliffen Abu Bakr (632-34), Umar (634-644), Uthman (644-656) og Ali (656-661).

Historien beretter, at Abu Bakr udvidede riget til den persiske bugt og i og med Basra, men ikke Iraq og Syrien. Umar udvidede riget med Ægypten, Palestina, Syrien og Iraq og et godt stykke ind i Iran til og med Qum og Isfahan. Uthman og Ali udvidede riget indtil Kaukasus mod nord og indtil Afganistan i øst. I Vest erobrede de Nordafrika indtil Tunis.

Denne historie-fortælling er ren fiktion for både Muhammed og de 4 første kaliffer er opdigtede personer for at give islam et troværdigt fundament, som den ikke har. Det vil derfor være nødvendigt, at vi sletter al vor hukommelse om, hvad vi har lært om Muhammeds liv og gerning fra hans fødsel år 570 til og med mordet på kaliffen Ali år 661.

Vi må ikke glemme, at den islam, som umayyaderne og fra år 750 også abbasiderne udviklede, er gennemsyret af løgn (taqiya), bedrag (jihad er kunsten at bedrage), og det at foregive at være noget andet end den egentlig er. Dette er simpelthen en integreret del af islams religiøse-politiske kult eller systemets “modus operandi” lige fra begyndelsen.

Der lægges i de islamiske hadither ikke skjul på, at Muhammed er en mester i bedrag, folkemord, løgn, voldtægt og traktatbrud (hudna). Lad os dertil tilføje de ting, som for den moderne civilisation er katastrofale: At afvise fornuft fremfor åbenbaring, årsag og virkning, den frie vilje, demokrati, ytringsfrihed og den gyldne regel. I Saudi-arabien er det netop lige blevet kundgjort, at det er solen som går rundt om jorden og ikke omvendt.

Historikeren Emmet Scott har en helt anden historie-fortælling, som jeg synes lyder mere tillokkende. Googler man Emmet Scott finder man navnet på et menneske, som døde for 50 år siden. Det er ikke muligt, at få noget at vide om, hvem historikeren Emmet Scott egentlig er, da navnet er et pseudonym. Han har skrevet værket Mohammed & Charlemagne Revisited. The History of a Controversy 2012. Der er også flere artikler i New English Review blandt andet Were the Arab Conquest a Myth? fra september 2013. Hans nyeste bog The Impact of Islam er fra januar 2014.

Ibn Warraq siger i sin anmeldelse af bogen, at han tror værket vil betyde et paradigmeskift i den måde vi opfatter senantiken og den tidlige middelalder. Hvordan sluttede den romerske civlisation, og hvad førte til den mørke middelalder?

ES udgangspunkt er den belgiske historiker Henri Pirenne’s (1862-1935) værk Mohamed and Charlemagne, engelsk udgave 1939. Pirenne havde det dengang kontroversielle synspunkt, at de virkelige ødelæggere af den klassiske civilisation var muslimerne.

ES korrigerer og udbygger denne forståelse ved at tilføje viden fra både arkæologisk forskning og nyere islam forskning. De fleste vesterlandske islam forskere har ikke været særligt opmærksomme på væsentligste sider af islams religiøse og politiske ideologi. De har som regel formodet, at islam var en tro, der ikke var meget forskellig fra andre mellemøstlige religioner.

I året 661 tager umayyaderne magten i det “arabiske” storrige, som nu er skabt. Umayyadedynastiet blev grundlagt af Mu’awiya (661-680), der var guvernør i Damaskus under den tredje kalif Uthman. Efter mordet på Uthman siges det, at han ledede en revolte mod efterfølgeren Ali. Da Ali blev myrdet, kunne Muawiya udråbe sig selv til kalif over imperiet. Det blev begyndelsen på det umayyadiske kalifat, som flyttede hovedstaden til Damaskus.

Det var sandsynligvis ikke kun araberne, som skabte storriget. Vi må ikke glemme, at islam ikke eksisterede på den tid og at Muhammed og efterfølgerne heller ikke er historisk dokumenterede personer. Lad os istedet rette blikket mod Persien.

De to store magter i Mellemøsten i begyndelsen af 600-tallet var Det byzantinske Rige og Sasanideriget. Sasaniderne havde magten i Persien fra 224 til 651. I 602 angreb den persiske shah Khosrau II (590-528) den byzantinske kejser Phocas (602-610). Denne havde myrdet Khosrau’s ven og svigerfader kejser Maurice (539-602), som havde hjulpet sin svigersøn til magten i Persien efter en borgerkrig.

Felttoget mod Byzans sluttede ikke med Phocas død i 610, men fortsatte under efterfølgeren Heraklius (610-641). Jerusalem blev indtaget af perserne 614 og det meste af Lilleasien mellem 616 og 618. Ægypten faldt 620, hvorefter han fortsatte hen over Nordafrika og annekterede den libyske provins Cyrenaika 621. Det er ikke korrekt, at Heraklius generobrede de tabte områder for at miste dem igen til araberne efter 632. Khosrau II bliver ifølge iransk tradition kaldt “apervez”, den uovervindelige.

Der er for ES ingen tvivl om sassanidernes magt og indflydelse i disse mellemøstområder i denne epoke. Den tidligste islamiske periode er ifølge arkæologien helt igennem persisk. Det kan man blandt andet se ved prægningen af sassanidiske-arabiske mønter fra Khosrau II og Yazdegerd III tid til og med umayyade kaliffen Marwan (680-685). Det skal jeg imidlertid ikke trætte læserne med her. Men disse analyser er utrolig vigtige, og der kommer nogle meget væsentlige historiske synspunkter ud af det ifølge Emmet Scott’s artikel Were the Arab Conquest a Myth?

De første arkæologiske spor af arabiske kaliffer findes i og med umayyade-kaliffen Mu’awiya, som regerer efter den persiske shah Yazdegerd 3, som myrdes i år 651.

For at gøre en lang historie kort spørger Emmet Scott nu, om det er muligt at forestille sig, at Shah Khosrau II konverterede til den arabiske version af ebionotismen, og at det var ham som skabte det “islamiske” imperium.

Persernes modstand mod kristendom og Byzans var af gammel dato. Allerede Khosrau I havde støttet det arabiske Yemen mod abyssinske kristne, og sassaniderne havde i 500-tallet allieret sig med arabiske herskere på den arabiske halvø. Lakhmiderne var et præ-islamisk folk, som boede i det sydlige Iraq og nordøst Arabien fra 300-tallet til ind i 600-tallet med al-Hira som hovedstad. De konverterede til kristendommen, formodentlig den kætterske arabisk-ebionitiske version i begyndelsen af 600-tallet.

Sassanidernes krig mod Byzans var en slags hellig krig. Perserne havde adskillelige arabisk allierede hærenheder i deres sold. Da de indtog Jerusalem begik de masakre på den kristne befolkning, hærgede kirkerne og de hellige relikvier (Gibbon, Decline and Fall of the Roman Empire, Chapter 46).

Emmet Scott’s synspunkt er, at perserne var de virkelige arkitekter af det islamiske imperium. Dette kan forklare, hvorfor den tidlige islam er så persisk som den er. Det islamiske symbol par excellence “halvmånen med en stjerne” er f.eks. persisk i sin oprindelse. Mange ting i de første islamiske kalifater er helt igennem persiske: Byplaner; ornamenterede, paradisiske haver; kunsthåndværk og arkitektur.

Det administrative og bureaukratiske sprog var også persisk. Det har tilmed vist sig, at der ikke findes noget “destruktions-lag” under byerne mellem den sassaniske epoke og den islamiske epoke, som vi finder mellem alle andre magtepoker. Der synes at have været en ret fredelig overgang fra den zoroastriske til den islamiske civilisation.

Der hersker nogen tvivl om at shah Khosrau II virkelig konverterede til sin favoritkone Shirin’s kristendom. Hun var smuk og fra Syrien og tilhørte først den nestorianske kristendom, senere enten den miafysitiske eller ebionotiske kirke. Det kan måske forklare Khosrau II’s masakre af de byzantinske kristne i Jerusalem.

Det er ikke ualmindeligt, at den, der konverterer til en anden religion, foretrækker en uortodoks form. Hvis de begge konverterede til ebionotismen taler vi om en kristent, proto-islamisk tro, som var udbredt i Arabien på den tid, og som på mange måde lignede islam.

Det er lidt vanskeligt at forestille sig, at arabiske nomader på kamelryg erobrede de stærke persiske og byzantinske imperier. Var det ikke snarere sassanidernes tunge kavaleri, der skabte det “islamiske” imperium, som strakte sig fra Libyen til Afganistan?

Et stort antal arabiske allierede og nomadiske krigere fra den indre arabiske halvø ledsagede perserne på deres erobringstogter til Syrien, Ægypten og Nordafrika. Vi kan kun gisne om, hvad der senere skete i forholdet mellem perserne og araberne. Var det borgerkrig eller coup d’etat?

Det sikre historiske er imidlertid, at det arabiske dynasti umayyaderne ledet af Mu’awyia fik kontrol over det sassanidiske proto-islamiske impirium. Måske var det muligt på grund af Yazdegerd III upopularitet, og fordi shahens mænd allerede var semitisk-talende og kulturelt beslægtede med araberne.

I det persiske nationale epos Shahnameh af Ferdowsi ca. 977 nævnes hverken Muhammed eller de retledede kaliffers navne, men krigen på Yazdegerd III tid omtales som en borgerkrig mellem “islamiserede” eller ebioniserede persere og arabere.

De persiske shaher var for det meste født og opvokset i Mesopotamien, hvor sproget er semitisk og ikke indoeuropæisk. De lande i Mellemøsten, som de erobrede talte syrisk-aramæisk, som også er et semitisk sprog. Og langs Nordafrikas kyst helt ud til Karthago i Tunis talte de et punisk semitisk sprog.

Den arabiske magtovertagelse i og med det umayyadiske dynasti førte til en fornyet definition af den ebionitiske eller proto-islamiske tro. Der var som bekendt ingen islam på kalifferne Mu’awiya og Marwan’s tid. Men det er helt klart, at det var nødvendigt for umayyaderne at retfærdiggøre den arabiske magtovertagelse.

Dette blev realiseret af kaliffen al-Malik og hans søn al-Walid ved at fjerne de sidste rester af persisk inflydelse fra historien. Man begyndte med selv at præge arabiske mønter og ophørte med at bruge det persiske officielle sprog ved Damaskus-hoffet. Alt blev nu arabiseret: Troen, det arabiske alfabet, en arabisk profet, den arabiske erobring af Persien og Mellemøsten og de sejrende efterfølgere af profeten.

Den traditionelle adskillelse og fjendskabet mellem arabisk Sunni islam og persisk Shia islam er meget svær at forstå for ikke muslimer, især fordi Ali ben Abu Talib, Muhammed’s svigersøn, er både kalif og imam i begge traditioner. Kunne det være tilfældet, at denne splittelse har noget at gøre med enten at acceptere eller at afvise den falske arabisk orienterede historiefortælling?

Emmet Scott går videre end det, og bevæger sig nu ind mysteriet om, hvad der afsluttede den græsk-romerske civilisation og forårsagede den mørke Middelalder. Men derom en anden gang.

 

 

 

 

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Meget spændende indlæg Tim Pallis!

    Følger man det tyske INARAH-forskningskollektiv (To af deres artikelsamlinger er oversat til engelsk, som “The hidden origins of islam” og “Early islam”) og især medlemmet ved navn Volker Popp, så ER Abd Malik den historiske “Muhammed”.

    Den “Muhammed” eller “Udsending” som Koranen tydeligvis er skabt for at give politisk magt og guddommelig autoritet, er Abd Malik selv og byen “Medina” er ikke Yathrib i Saudi Arabien (Omend både Yathrib og Mekka nævnes), men Damaskus i Syrien, der var Abd Maliks hovedstad.

    Den Muhammed vi er endt op med er helt og aldeles Abbasidernes mand, en fiktiv episk figur, der skulle retfærdiggøre deres egen religiøse revolution og hele deres senere udviklede imperie/magt-struktur.

    Abd Malik (der oprindeligt havde sin magtbase i det østlige Iran) så sig selv og den religiøse-militante bevægelse han anførte, som et slags sidste skrig før dommedag, der skulle erobre Jerusalem, genopbygge Guds tempel (Klippe-moskeen) og så ellers afvente deres ikke-guddommelige anti-trinitariske Jesus ankomst til dom og tusindårsrige.

    Det blev ikke til noget og senere væltedes Abd Maliks efterfølgere i Damaskus af Abbaside-revolutionen, der ganske vist overtog hans manifest Koranen, men digtede en hel ny afsender og en ny undfangelses-kontekst omkring de to hellige byer Yathrib-Medina og Mekka i Arabien.

    • “Det blev ikke til noget…”

      Og hermed mener jeg ikke at Abd Malik ikke erobrede Jerusalem og ikke byggede Klippe-Moskeen. For det gjorde han! Men at hans ikke-guddommelige anti-trinitariske Jesus ikke dukkede op som håbet.

      (Det kan minde lidt, synes jeg, om Jehovas Vidner, der også operere med en ikke-guddommelig Jesus og et par gange uden held i sprøjten satte datoer for dommedag. Alligevel har deres religion og organisation overlevet og spredt sig verden over.)

      • Tilføjes kan det også (fra Popps argumentation), at “Abd Malik”s eget navn ligeledes (som navnet-titlen “Muhammed” – den prisværdige) er en religiøs-teokratisk titel, der betyder “Kongens slave/tjener”.

        Hvilken konge? Jesus!

        Abd Maliks navn-titel er altså en slags job-beskrivelse for rollen som en militær-politisk-religiøs leder-stedfortræder, der baner vejen for den rigtige himmelske konges snarlige ankomst til Jorden.

      • Det er måske den bedste måde at angribe islam på. Men mange historikere tør simpelthen ikke at gå dette ærinde, dels fordi det jo er så følelsesladet, men da især fordi at hele religionen falder totalt sammen.

        Der er intet der passer sammen i deres fortælling. Men det mest åndssvage er vel i virkeligheden hele præmissen.

        Jødedommen kan der sagtens redegøres for, da torarullerne og det gamle testamente rent faktisk findes.

        Kristendommen er jo bare en forkyndelse af evangeliet, skønt fortællingen om Jesu tid kan bakkes op af adskillige skrifter, fund, tidspunkter og eksisterende steder.

        Men da islam ikke kan bakkes op af hverken det ene eller det andet, må man jo spørge sig selv hvad det da skulle bibringe. Det eneste jeg kan komme frem til er, at en profet, ved navn Muhammed, kom og sagde: “Nu bestemmer jeg. Dem jeg har lånt religionen af, må betale for at leve. I andre må følge mig eller dø.”

        Hvilken berigelse..!

  • Torben Snarup Hansen

    Islams fortælling om Muhammed, kaliffer m.fl. nyder stor respekt på Vestens universiteter. Derfor vakte det postyr og vrede, at kritisk indstillede forskere – både arkæologer og sprogeksperter – har “dekonstrueret” denne tradition. Eksempelvis vender de ældste moskeer i Ægypten mod øst (mod Jesusalem eller Damaskus) og ikke mod syd (mod Mekka).

    I historiestudiet er det elementært, at fortiden skal belyses ved hjælp af kilder, der er fremkommet så tæt på begivenhederne som muligt. Islams ældste inskription er fra Klippemoskeen – oprindeligt en kirke – i Jerusalem og dateres til år 692. I den islamiske tradition døde Muhammed år 632.

    De ikke-muslimske kilder kan derimod dateres til tiden umiddelbart efter de store erobringer ca. 50 år før teksten på Klippemoskeen. De er skrevet af græske, syriske og armenske kristne, der benævner deres fjender som “hagarener” (jvf. slavekvinden Hagar, som var mor til Ismael).

    Som Tim omtaler er der mange andre indicier plus en umådelig mængde udokumenterede angivelser. Dette er en mulig forklaring på, at koranens kapitel 3 meddeler, at den – altså hele bogen – “ikke kan forståes”.

    http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/413867:Kronik–KRONIK–Koranen- begyndte-som-en-kristen-bog?all=1

    KRONIK:
    Koranen begyndte som en kristen bog

    Morten Rydal

    Kristeligt Dagblad – 31. marts 2011

    Den tidlige begyndelse til Koranen skal ikke findes blandt troende muslimer på den arabiske halvø, men blandt østsyriske kristne arabere. Sådan lyser konklusionen i opsigtsvækkende forskning i muslimernes hellige bog

    I ALLE NYERE OPSLAGSVÆRKER om islam kan man læse, at den moderne koran, den såkaldte Kairo-udgave fra 1923, er nogenlunde identisk med den åbenbaring, profeten Muhammed angiveligt fik i Mekka og Medina for mere end 1300 år siden. Det indrømmes, at der måske kan være tale om en lidt længere proces, men idéen om, at Koranen stort set er forblevet den samme siden 600-tallet, anfægtes ikke.

    Ny koranforskning, som netop i disse år finder sted fortrinsvis i Tyskland, viser nu imidlertid helt nye veje i forståelsen af Koranens tilblivelse. ( … )

    læs – engelsk + tysk – om Lüling og Luxenberg:

    http://www.scribd.com/doc/66204731/Gunter-Luling-Christentum-u-Islam-2 004-03-16

    Günter Lüling, Cand. Theol., Dr. Phil.:
    Christentum und Islam – die verdrängte theologiske Auseinandersetzung

    http://www.christoph-heger.de/Guenter_Lueling_Ueber_den_Ur-Qur%27an_Er langen_1974.pdf

    Günter Lüling, Cand. Theol., Dr. Phil.:
    Über den Ur-Qur’an – Ansätze zur Rekonstruktion vorislamischer christlicher Strophenlieder im Qur’an (1974)

    http://books.google.dk/books/about/A_challenge_to_Islam_for_reformatio n.html?id=PVQQAQAAIAAJ&redir_esc=y

    Günter Lüling
    A challenge to Islam for reformation: the rediscovery and reliable reconstruction of a comprehensive pre-Islamic Christian hymnal hidden in the Koran under earliest Islamic reinterpretations

    http://www.faz.net/aktuell/feuilleton/politik/ueber-christliche-stroph en-im-koran-1164079.html?printPagedArticle=true#pageIndex_2

    Über christliche Strophen im Koran

    FAZ – 01.06.2004

    Günter Lüling fordert mit seinem Lebenswerk den
    Islam zu einer Reformation heraus

    Günter Lüling: A Challenge to Islam for Reformation. Verlag Motilal Barnasidass, New Delhi 2003. 580 Seiten (lieferbar per Seepost, Telefax-Nr. 00 91/11/23 93 06 89).
    Wer hätte gedacht, daß ein so entlegenes und schwieriges Metier wie die Koranforschung einmal zu den heißesten Eisen gehören würde, die man schmiedet? Diffizile Untersuchungen aus der Feder von in der breiten Öffentlichkeit weitgehend unbekannten Arabisten und Semitisten geraten im Zeitalter des “clash of civilizations”, der in Wahrheit ein “Zusammenprall” mit dem Islam ist, unversehens in die Schußlinie – vor allem natürlich der Muslime, die bei einem solchen Unternehmen oft nicht wissenschaftlichen Erkenntnisdrang, sondern Feindschaft am Werke sehen. Im Jahre 2000 erschien das Buch “Die Syro-aramäische Lesart des Korans” aus der Feder eines deutschen Semitisten unter dem Pseudonym Christoph Luxenberg. Der Forscher hatte behauptet, man könne einen Großteil jener Koranstellen, die unklar seien (etwa ein Viertel der mehr als 6000 Verse), besser deuten, wenn man von einer ursprünglich aramäischen Sprachgestalt des Korans ausgehe beziehungsweise von einer Mischsprache, die jedenfalls noch nicht mit dem erst später vollständig ausgebildeten Hocharabischen identisch war. Bei Luxenberg blieben unter anderem die “Huris” auf der Strecke, jene “Paradiesjungfrauen”, die der Koran etwa den Märtyrern verheißt.

    læs interview (på tysk) med Luxenberg:

    http://www.welt.de/print-welt/article343267/Der-Koran-erklaert-die-Bib el-auf-Arabisch.html

    die Welt – 29.09.04

    “Der Koran erklärt die Bibel auf Arabisch”

    Christoph Luxenberg fordert ein neues Leseverständnis von der Heiligen Schrift der Moslems

    Von Jan Rübel

    Mit seinem Buch “Die syro-aramäische Lesart des Koran” hat Christoph Luxenberg nicht nur die Fachwelt verstört. Der Semitist übersetzt das heilige Buch der Moslems mit einer neuen Methode – und kommt in Teilen zu völlig neuen Schlüssen. Mit dem unter Pseudonym schreibenden Autor sprach Jan Rübel.
    DIE WELT: Seit Jahrhunderten rätseln die Forscher über zahlreiche Stellen im Koran. Haben Sie mit Ihrer Lesart die Rätsel gelöst?
    Christoph Luxenberg: Ich denke schon. Ich bin nämlich von der Überlegung ausgegangen, dass zur Zeit der Entstehung des Korans das Arabische noch keine Schriftsprache war. Daraus ergibt sich die Frage, woher die Araber plötzlich diese grammatisch so perfekte Sprache gehabt haben sollen. ( … )

  • Torben Snarup Hansen

    En anden forklaring på ordet “hagarener” kan være “higra” / “hijra” = udvandring, flytning.
    Læs mere her:

    http://www.islamfacts.info/Islamfacts/English_Edition_files/LeseprobeK ap5.pdf

    Two Hundred Years of Silence:
    The Historic Muhammad
    Archaeology has no friends among the pious ones.

    —Volker Popp, Researcher on Islamic Studies and Numismatist

    How then are the origins of the Islamic era to be explained? The English word Hegira comes from the Arabic higr. As is customary in Arabic and other Semitic languages, this word is derived from a consonantal root, namely HGR. To such roots vowels can be supplied so as to create words. The most well-known derivation from this root is Hagar, who, according to biblical legend, gave birth to Abraham’s first child Ishmael – the purported progenitor of the Arabs – in the Desert of Paran.

    In Late Antiquity then, in Greek, Latin and Aramaic sources, Hagarenes is
    a common term to denote Arabs. Hagar then means ‘Arab’. One of the meanings of this root in Arabic is “to separate, depart, emigrate”,with a noun higr meaning“separation,departure,emigration.” Robert Kerr has however noted that HGR is not a well-attested root, excepting Hagar, and that the meaning “to emigrate” given above is not attested in other Semitic languages, not even Aramaic, the language from which Arabic borrowed much of its technical (theological) vocabulary as Kerr has previously demonstrated. This is important since higra is first
    attested in the ninth century, to indicate an era even later. Contemporary Christian sources as was noted use a derivation of the root HGR to indicate the peoples peoples also known as Arabs or Saracens.
    These sources even date events using this system, i.e. kata Arabas, – that is the “era of the Hagarenes” especially since it is unlikely that Christians would date according to an Islamic era, something that not even “Muslims” at that time did.

    The question that remains then is why Muslims did not employ the term Hegira for over two centuries after it had been supposedly introduced as the binding Islamic way of counting years. Robert Kerr’s suggestion that the Hagarene era mutated into the Hegira era is convincing. Higra in Arabic was then originally just an abstract noun to indicate ‘Arab’, in this case as noted “the era according to the Arabs”. When the Mohammedan legends were being formed in the ninth and tenth centuries, this uncommon Semitic root was not understood and reinterpreted so as to suit legendary events…..

  • Torben Snarup Hansen

    Endnu en tysk bog om Muhammed-myten:

    Norbert G. Pressburg:
    Good bye Mohammed – das neue Bild des Islam, Books on Demand, Norderstedt, 2012.

    Archäologie und neueste Quellenforschung widerlegen wesentliche Punkte des islamischen Tradition: Es war ganz anders

  • Hvorfor er så mange af hadith samlerne fra central asien?
    Jeg mener, at hvis muhammed levede i Medina/Mekka, hvorfor skulle en omrejsende forfattere
    fra Turkmenistan,Usbeksistan og Iran har en speciel evne til at få viden og indsigt i hans liv ca. 200 år senere.
    mvh.
    Historyman

    • Det giver unægtelig mere mening at antage, at angrebskrigene udgik fra Persien. Hvor mange stammer levede der lige på den arabiske halvø, som pludselig fandt sammen om en så omfattende erobring? Det er ligesom det ikke rigtig giver nogen mening. Angrebet på Jerusalem blev anført af arabere, men ingen i byen anede noget om motivet. Det havde perserne til gengæld til overflod, da de havde været i næsten konstant krig med alt og alle siden 1. perserkrig ca. 500 år før Kristus og magtfordelingen i området havde været i konstant forandring, lige indtil romerne havde sat sig på det og kristendommen var blevet anderkendt. Det nye testamente var jo først rigtig blevet udfærdiget ca. 300 år før, og der har sikkert været flere forskellige opfattelser af, hvordan det skulle se ud. Og nu hvor jødernes eksklusivret endegyldigt var gået fløjten, har der højst sandsynligt ligget adskillige små religionskrige og luret lige under overfladen. Men erobringer udspringer altså ikke af religion. De udspringer af ønsket om magt – og det ønske nærede perserne hele tiden. Arabiseringen må være kommet til senere, gennem noget internt splid i flokken.

    • I show you how ignorant and illogical you are and you think it’s funny. Yeah, figures.
      What evidence do we have, that Mecca in the Quran is not the same as the Mecca we know?

      Well, you never noticed, that olives and dates are mentioned in Mecca and, that olives only grow 1000 km further North?
      You never realised, that Mecca has no water supply, just a well?
      You never noticed, that Mecca does not have a river and a second valley?
      You never noticed, that it is not near the salt statue of Lot’s wife 1000km further North?
      You never realised, that Abraham and Ishmael (nor Nabaioth) could never travel 1000km South to found Mecca and then back to Hebron.
      You never realised that Mecca is not near any trade route and bar anything to be traded?
      Mecca does not appear on any map until the 5th century.

    • Tim Pallis

      Se det har du ganske ret i. Dit historie-blik er meget skarpt. Det har jeg i lang tid observeret. Tak for en relevant kommentar.

  • Niels Christensen

    Til den her lidt tysk tunge og noget ensidige beskrivelse, så kan det undre at der ikke henvises til Tom Hollands ‘In The Shadow of The Sword’ fra forrige år der opsamler den nyere hovedsaglige angelsaksiske islamforskning, hvor ikke mindst den dansk fødte Princeton forske Patricia Crone står i centrum ( hun optræder også i TV filmen, der kan ses på Youtube). Som en moderne Erslev var det hende der vendte op og ned på en hundredårig tradition for Islam og Mohammed forskning.

    En vurdeing af hendes indsats kan ses her
    http://workingpapers.islamichistorycommons.org/2013/10/17/crone-and-th e-end-of-orientalism/

  • Fravær af dokumentation for Muhammeds eksistens dokumenterer ikke at Muhammeds ikke har eksisteret.

    Den utraditionelle historie er mulig.
    Det er den traditionelle også (hvis man ser bort fra strengt mytologiske elementer, såsom profetens flyvetur henover Jerusalem).

    Historisk forskning bør efter min opfattelse benytte Ockham’s ragekniv og gå efter den enkleste forklaring, og der mener jeg at den traditionelle historie er den enkleste og derfor mest sandsynlige.

  • Sandsynligheden kan opstilles næsten helt matematisk

    Muhammed var et usandsynligt dumt svin.
    Eller 100 (bare for at nævne et tal) usandsynligt dumme svin skabte Muhammed i deres eget billede.

    Sandsynligheden må mindskes for hvert usandsynligt dumme svin, der tager del i konspirationen.

    • Der er jo andre, der har ræsonneret sådan: Så dumt et svin, kan ikke være fiktion. 🙂 Men uanset det historiske, er Muhammed under alle omstændigheder særdeles nærværende i nutiden

  • Machiavelli

    God morgen! Solen skinner og der er 38 graders varme.
    Der er et eller andet der tyder på, at Homo Sapiens var en fejludvikling. Hvis aben var blevet i træerne, kunne megen lidelse været undgået. Der er 200.000 psykopater – der ifølge de kloge – vandrer rundt på vores gader. Der er naturligvis langt flere, men lad det nu ligge. Vort eneste håb er, at naturvidenskaben på længere sigt gennem gen-manipulation kan lave det aggressive dyr om til et sandt blomsterbarn. Desforuden skal masserne i Afrika, i Mellemøsten og andre steder, hvor der hverken er arbejde eller økonomi have 10 kondomer i fødselgave fra regeringen og besked om, at bruger man dem ikke, er det udtryk for højforræderi og straffes derefter.

    Endelig burde ethvert radikal medlem af Folketinget få en fribillet til en sexklub, for der må være noget galt et sted. Min gamle far sagde altid: Når folk opfører sig som idioter, er det ofte underlivet, der er noget galt med. God morgen.

  • Torben Snarup Hansen

    @ Sebastian skriver:

    “Fravær af dokumentation for Muhammeds eksistens dokumenterer ikke at Muhammeds ikke har eksisteret. Den utraditionelle historie er mulig…”

    Ja, helt sikkert. De forskere, der undersøger den traditionelle fremstilling, påstår heller ikke at have dokumenteret en alternativ version. Men Occams ragekniv skærer stadig gennem dynger af kilder og levn, og den kritiske forskning vil sandsynligvis fortsætte mange år fremover! Så ingen hævder seriøst, at en profet ved navn Muhammed helt sikkert ikke har eksisteret og ageret. Men Poppers anbefaling af falsificering viser også her sin gyldighed. Dette udelukker selvfølgelig ikke arbejdshypoteser

    Husk, at denne “revisionisme” eller “dekonstruktion” er et relativt nyt fænomen. Arbejdet er slet ikke gennemført. Men det er begyndt.

    Det handler om kritik og saglighed – d.v.s. historiefagets teknik. Og grundlaget er lagt for over 100 år siden af Goldzieher, som satte den kurs, Johannes Pedersen og andre orientalister på Københavns Universitet fulgte. Men i dag står den hvide mands kritik af ikke-hvide ikke i høj kurs alle steder.

  • HH

    Stort tack för denna gedigna historiska genomgång. Henri Pirenne har jag läst och skrivit om. En mycket intressant och lärd person i sammanhanget.

    Ja, tanken slår mig – perserna stod naturligtvis kulturellt skyhögt över de arabiska ökenstammarna. Och perser är inte araber.

    • Olav

      Nei, nå må du gi deg, HH.
      Vi har da lært, både i skolen og samfunnet forøvrig, at alle kulturer er presis like gode.

  • Erling

    Hun var smuk og fra Syrien og tilhørte først den nestorianske kristendom, senere enten den miafysitiske eller ebionotiske kirke.

    Diafysitiske. Ebionitiske.

    • Erling

      Sorry, der var jeg lidt for hurtig paa aftraekkeren. Der ER aabenbart en retning, der hedder miafysitisme.

    • Tim Pallis

      Tak Erling! Jeg har meget svært ved få disse ting over på korrekt dansk. Du må indrømme at det er svært. Jeg prøver hver gang og fejler tit. Tak!

  • HH

    Ha ha Olav, jag förstod blinkningen även om den var grov! Tack.

    Apropå den Röda Korset-kvinna i Dalarna som var angelägen om hjälp till dem som behöver den hörde jag någonting skrämmande idag i radion.

    Internationella hjälparbetare – matdistribution, läkare etc – har blivit dödshotade och har lämnat Syrien nu. Varför hotades de? För att de gav hjälp till ALLA oavsett krigisk tillhörighet! Skrämmande!

    Nästa fråga – får man sjunga gamla svenska barnvisor? Finns där ord som kan vara diskriminerande? En mycket älskad svensk barnvisa om våren börjar så här:

    “Blåsippan ute i backarna står
    NIGER och säger att nu är det vår…”

    När jag växte upp i en fjärran tid NEG flickorna för de äldre. Men flickor NIGER inte längre. De kanske knixar med knäna.Någon som känner sig diskriminerad av knixar? Någon?

    Är jag rasist nu?

  • Anonym

    @ HH.

    Selvfølgelig ville ekstremfeminister beklage, at du nævner ordet at “knixa”! Mænd / drenge knixer ikke – bara tjejer. Tænk hvor diskriminerende. Men ekstremfeminister læser ikke Snaphanen (kun danske journalister – på lokum).