Udsigt fra Mount Tabor mod Nazareth, © Rachel Adelberg Johansen

Da en franskmand kom til Danmark

Jeg plukker lidt fra Kasper Støvrings længere tekst: Da en franskmand kom til Danmark og talte om assimilation, homogenitet og nationalfølelse

Frankrig er i oprør, for det højrenationale parti Front National er stormet frem ved de seneste kommunalvalg, og til EP-valget til maj står partiet også til massiv fremgang. Nu er det godt nok lidt af en tilsnigelse at sige, at det skyldes Front National, at Frankrig er i oprør; nej, Frankrig er i oprør, og derfor har Front National fået fremgang. Folket gør oprør mod den elite, der selv er oprørt over, at befolkningen kan finde på at stemme på Front National.

Hvad oprøres den franske befolkning over? Over massiv indvandring, der har medført kolossale omkostninger i form af vold, kriminalitet og parallelle samfund i en grad, vi slet ikke kender til i Danmark. Så slemt står det til, at politikere har fået stor opbakning til deres forslag om militær indgriben i byen Marseilles, der går for at være Europas farligste by. Her udgør andelen af nordafrikanske indvandrere og deres efterkommere en endog meget stor del af indbyggerne. Har man lyst til at få et indtryk af tilstandene i Frankrigs ”sensitive zoner”, kan man læse Theodore Dalrymples essay om ”barbarerne ved Paris’ porte”, der godt nok er nogle år gammel. Men udviklingen er eskaleret siden da.

Forleden gæstede den franske filosof Alain Finkielkraut Danmark, og det var artige sager, han havde at fortælle danskerne. Han blev da også interviewet i stort set samtlige aviser, i bl.a. Berlingske, i Politiken, i Kristeligt Dagblad og i Information samt Deadline.

Det er da interessant, synes jeg, at en højtuddannet fransk intellektuel, andengenerationsindvandrer med jødisk baggrund, hvis far sad i nazisternes koncentrationslejr – det er da interessant, at en sådan mand kommer til Danmark for at forsvare det forbudte: assimilation, homogenitet og nationalfølelse. Så her følger en rekapitulering af de forskellige interviews og mine kommentarer dertil, inden jeg afslutningsvis vender mig mod mit eget anliggende.[..]

For ikke at stigmatisere en hel befolkningsgruppe fortier og omskriver man. Men den voksende separatisme vil ifølge Finkielkraut føre til voldsomme konfrontationer. Der findes i dag flere moskeer end kirker i mange områder, og man kunne føje til, at der er tale om en veritabel befolkningsudskiftning i visse områder, ja, lande. Ser vi på Sverige, er der en tilvækst på over 800.000 ikke-vestlige borgere i Sverige i perioden 2000-2013, imens er andelen af oprindelige, etniske svenskere faldet med over 100.000. Og ingen har, bemærker Finkielkraut, spurgt befolkningerne om de ønsker indvandringen og EU, derfor er Europa ved at blive et ”indvandrerkontinent”.

Eliten er kort sagt ikke lydhør over for folket, der for en stor dels vedkommende føler sig som minoritet i eget land. Kun højrefløjen tager disse bekymringer alvorligt. Men ”befolkningerne har krav på at få besked”. For eliten er der principielt ikke noget problem med masseindvandring, hvilket har at gøre med elitens bekendelse til universalismen, ”vi deler alle samme værdier”, siger man.

Europas eliter opfatter nationalstaterne som historieløse konstruktioner og glemmer kulturens betydning. Holocaust er her igen den absolutte forbrydelse, ud fra hvilken alt vurderes. Tolerance er blevet hovedværdien, som fortolkes som åbenhed over for alt udefrakommende, og den åbenhed er ifølge Finkielkraut blandet op med en økonomisme, der tror at kunne løse Europas demografiske problem – at europæere ikke føder nok børn – med masseindvandring.

Her i Berlingske blev Finkielkraut stillet et par spørgsmål, som han giver nogle klare svar på. Det første må provokere visse liberale, det andet visse centrum-venstreorienterede. Det første lød: Den demografiske udvikling betyder, at vi i Europa bliver ældre og ældre, og der kommer til at være massiv mangel på arbejdskraft – vi har simpelthen brug for indvandring? Herpå svarede Finkielkraut:

”Ja, sådan tænker man mange steder i de europæiske eliter. Men det er helt galt syn på mennesker. Man siger jo, at man bare kan erstatte de manglende børn med andre udefrakommende – som om mennesker alene var arbejdskraft og forbrugere, som om de ingen identitet, ingen kultur, ingen sjæl havde. Men sådan er det jo ikke. Og et splittet samfund med borgerkrigsagtige opstande vil heller ikke klare sig godt i den økonomiske konkurrence.”