5
maj
Seneste opdatering: 6/5-14 kl. 2300
26 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Universitetet er Liverpool University. Interviewer er den canadiske blogger Vlad Tepes. Jack Buckby er medlem af Liberty Great Britain.

This is part I of what will likely be a 3 part interview. It gets quite interesting. I hope to have the rest of it done within a day or so. Thank you Jack for taking the time with me to do this and best of luck to the Liberty Great Britain. The natural home it seems, for law abiding indigenous English people who have been grotesquely abused and selectively enforced against for believing in themselves, their own culture, their own history and a right to preserve it in the country which they built.

EU kan blive et nyt Sovjetunionen

Jeg har gennemløbet næsten den samme holdning til EU som som Lars Seier Christensen og David Gress. Mange må dele vores skuffelse over og frygt for EU, for Dansk Folkeparti står til at blive det største den 25 maj, UKIP og Front National bliver meget store, men det vil ikke gøre indtryk på dem, der virkelig bestemmer i EU, dem vi ikke kan afsætte.  Tidligere var EU modstandere/skeptikere røde, i dag er de borgerlige og nationale, ikke ‘nationalister’, som det vil hedde sig i Sverige, og allermest i de meget gamle nationer som Danmark. I dag udkommer prof. David Gress’ bog EU – Europas fjende

Engang stemte vi begge ja til EU, men selvom det for mange lyder overdrevent og paranoidt, er vores analyse, at EU har potentiale til at blive et nyt Sovjetunionen. EU skader Europa. Det kommende valg til Europa-Parlamentet søndag 25. maj kan blive et vendepunkt: Øjeblikket hvor vi begynder at redde Europa fra EU. For at det kan ske, skal danskerne og resten af Europa indse, hvilken fremtid de går i møde under det nuværende system, og forstå hvilke risici Bruxelles udgør.

Siden 1993 har EU stedse mere tydeligt vist sig som det, visse af dets fædre altid ønskede, det skulle være: et socialistisk tvangsforetagende. EU-elitens drøm er en politisk union med fælles finanspolitik, hvor magten er forbeholdt en ikke-folkevalgt og selvsupplerende gruppe af selvbestaltede eksperter, der påtager sig at vide, hvordan borgerne skal opføre sig, og hvordan de skal tænke. [..]

Vor fælles bekymring har resulteret i en bog, som den ene af os har støttet materielt og moralsk og den anden skrevet. »EU – Europas fjende« udkommer i dag på Peter la Cours Forlag. Den vil vise, at det rigtige Europa er langt mere mangfoldigt og interessant end den triste kulisse, EU kalder »Europa«. Den vil med eksempler fra finans-, klima- og kulturpolitik vise, hvordan EU modarbejder det sande Europa. Vi vil opfordre alle til at hjælpe os med at reformere eller om nødvendigt fjerne den nuværende skadelige og udemokratiske version af EU for at redde det sande Europa. Det er vor tids vigtigste opgave. EU kan blive et nyt Sovjetunionen

Henrik Gade Jensen skriver om bogen:

Og nu har David Gress meldt sig på banen med sin bog, som mange måske først vil se som en voldsom kritik af EU, og det er den også og velbegrundet, men som jo sammenholdt med Gress´ øvrige bøger ikke mindst er et forsvar for Europa, dette kontinent som har skabt den vestlige civilisation i kraft af sin mangfoldighed af nationer og kulturer og sprog, sin indbyrdes konkurrence, og sine religiøse og åndelige stridigheder.

Mange vil opfatte det som en vild overdrivelse, når David Gress og Lars Seier i dag sammenligner EU med Sovjetunionen, men med en smule historisk erfaring vil mange også vide, at Sovjetunionen begyndte som et ombejlet ideologisk projekt, som rigtig mange fandt fornuftigt og godt i sin vorden. Franklin D. Roosevelt troede, at tvangskollektiviseringerne og Gulag var en slags New Deal. EU er en mærkelig hybrid, og svær at karakterisere i ét begreb, men der er mange iboende totalitære træk med overdreven tro på politisk projektmageri og skabelsen af nye mennesker ubundet af gammelt, nationalt og religiøst tankegods.

Forbandet være deres minde!

Lars Hedegaards tale på Danmarks befrielsesdag:

I dag, på Danmarks befrielsesdag, den 4. maj, taler Dispatch Internationals chefredaktör Lars Hedegaard for Dansk Samling: Ingen vil rejse monumenter til vores ære. Der vil blive rejst skamstøtter: ”Her hviler de usle rester af en generation, der svigtede i kampen mod ondskaben. Forbandet være deres minde!” [..]

Men der var engang, da danskere næsten uanset deres politiske overbevisning havde en vished om, at vi havde noget sammen – noget det var værd at beskytte og beholde. Det var så vigtigt, at tusinder var villige til at risikere livet for at forsvare den umistelige gave, som Danmark er, og den frihed uden hvilken det hele ingenting er værd.

I dag er der næsten ingen, der taler om Danmark som vores fælles hjem – og endnu færre, der kan forestille sig, at vi står i en frihedsfront. Og det er ganske besynderligt, for frihedens fjender – det ugræs der er føget over hegnet og har skaffet sig stærke allierede blandt de herskende eliter i vores land – savner ikke målbevidsthed. De ved, hvad de vil – nemlig at erstatte vores menneskeskabte love og den demokratiske og frisindede orden, der er groet frem af en tusindårig historie, med en uforanderlig lov, som de påstår er lavet af en gud og derfor ikke kan ændres.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Victor

    “Jeg har gennemløbet fuldstændig den samme holdning til EU”

    Jeg er nødt til at sige det her helt klart: What took you so long? Enhver, med bare en lille smule kendskab til skak, kunne se, hvad slutspillet gik ud på. At endemålet var Europas forenede stater og skabelsen af en homo europeus.

    Og for at være ærlig: Det skortede ikke på advarsler, dengang i 1972. (Jeg var med i kampagnen for et nej). I bagklogskabens klare lys står det klart, at vi faktisk havde ret i mange af vores advarsler. (Sådan som de, der advarede mod Euroen, fandeme også havde helt uhyggeligt ret).

    Men mange – bl.a. Gress – havde dengang langt mere travlt med at hælde skidt over “de røde” end at lytte til de advarsler, som f.eks. folkebevægelsen faktisk kom med. Det skader aldrig at lytte til dine modstandere – og TÆNKE over, hvad de siger. Nogen gange har de faktisk ret.

    Det burde ja-sigerne fra dengang faktisk skamme sig over.

    • Du var ældre end mig i 1972, kan jeg forstå. Hvad kan man forlange af en, der stemmer første gang? Jeg er følgelig for en forhøjet valgretsalder, og jeg ser ingen grund til at skamme mig over en 20 årigs dømmekraft. Kun beklage den.

      Nu ved jeg dog ikke om Gress og Seir regner fra 1972 eller fra

      Både David Gress og Lars Seier var ja-sigere i 1992 og 1993, da Danmark stemte om at være med i EU via Maastricht-traktaten.

      • Victor

        Lige netop dem, som sagde ja til Maastricht fortjener en skamstøtte. Dengang var det helt, helt klart, hvad meningen med det hele var. (Jeg er stadigvæk forbløffet over, at nogen kan acceptere at gøre bulgarsk til officielt sprog i Danmark). For slet ikke at tale om en fælles valuta, et fælles unionsborgerskab, og et politisamarbejde,

        Det grænser til landsforrædderi.

        • vivian edsberg

          Det ER landsforræderi!

        • Machiavelli

          “Lige netop dem, som sagde ja til Maastricht fortjener en skamstøtte. Dengang var det helt, helt klart, hvad meningen med det hele var” Ja en stadig tættere sammenslutning af Europas folk.
          Men folk tænker ikke, de følger deres følelser. Da jeg var ung, stemte jeg på DKP, fordi en af partiets trofaste støttere, en drømmepige med verdens flotteste bryster lokkede mig i suppedasen. Efter en fest tog hun blusen af og blottede sine fantastiske bryster, der vill have fået Marilyn monroe til at bryde ud i gråd af misundelse.

          “Disse er dine, sagde hun med en flødestemme, hvis du melder dig ind i partiet”. Det sagde hun virkeligt, og hvem kan stå for det? Dagen efter meldte jeg mig ind i partiet efter at have nydt frugterne.

          Efter 6 md. var jeg imidlertid ved at mig brække mig over Sovjetunionen og den socialistiske udvikling og meldte mig ud igen. Jeg ved ikke, hvad der lokkede Gress og Seir.

      • Marit

        I dag er jeg så inderlig glad for at jeg fikk mulighet til å stemme NEI til norsk innlemmelse i EU. Både i 1972 0g 1994. Til tross for massiv propaganda fra Arbeiderpartiet. Man SKAL være skeptisk. Hele tiden.

        • Machiavelli

          Enig Marit det kan du være stolt af.

        • Victor

          Også enig. I øvrigt – på forhånd – tillykke med jeres 200 års dag. (Jeg fejrer den ved at tage en norsk kollegas vagt, så han kan feste igennem). Hvis I kan – så dæk røven for en nordmand den 17. maj.

  • T. Snorrason

    EU er bygget efter fransk mønster, som revolutionens djøffer efter 1789 ændrede Europas struktur og landegrænser.
    I realiteten styres der som under Napoleons militærdiktatur, “parlamentet” er kun rådgivende, lovgivningen foretages af embedsmænd og stemmeret er reelt uden betydning, al magt ligger hos kommissærerne. Velsagtens så man gerne landenes nationale regeringer erstattet med præfekter udnævnt af EU og nationale grænser efter alene økonomiske forhold.
    Historien vil blive forsøgt omskrevet osv.
    I stedet for Homo Sovjeticus skal skabes Homo Europiensis, ren djøffologi.
    Det hele er prøvet før i Sovjet og Adolfs tusindårsrige – og samme vej vil EU gå.
    Vejen går nok over diktatur og borgerkrige, men slags er jo altid kulturelt berigende og skaber fornyet kraft.

  • Er EU ikke allerede et nyt Sovjet?? Det vil jeg mene.

    Nej, nej vi bliver selvfølgelig ikke skudt eller udsultet. Endnu.

    Men ude i fremtiden venter utvivlsomt en meget aggressiv “forrædderi”-lovgivning for unionens borgere, hvis projektet ikke afspores forinden.

    Man må ikke under nogen omstændigheder undervurdere den fanatisme og magtarrogance der underbygger og driver projektet.

    • Morten – – –

      Projektet kan for så vidt ikke afspores. Og det er just ulykken. For det er tiltagene for at holde det på sporet, der vil blive stadigt mere “sovjetiske”. Eller simpelthen: Konstruktivistiske. Der er dog næppe grund til at frygte arbitrære processer og henrettelser som under Stalin. Men destruktiv og aggressiv adfærd fra ikke-demokratiske magthaveres side har vi bestemt i vente. Om vi er resistente over for dem, vil udviklingen nationalt vise. Det er vores skrøbelighed som nation, der vil være udslagsgivende, langt mere end det vil være tyrannernes hensigter. Thi deres styrke er ikke andet end vores svaghed.

      – – –

      • Ja-tja, spørgsmålet er om ikke projektet afsporer sig selv. Sådan ser det ud, efterhånden.

        Det vil imidlertid efterlade sig ret alvorlige skader på de involverede nationer. Men ok, historien går jo sin triste og kaotiske gang og vi må så følge efter med fejekost og mørtelspand.

  • Nu har EU jo aldrig været en entydig størrelse. I 1972 var der borgerligt flertal for at styrke samhandlen. Landmændene og købmændene kørte løbet og det handlede alt sammen kun om penge. Sidenhen blev det et liberalt projekt, med et større finansilt samarbejde. Nu skulle arbejdskraften gøres mere fleksibel, så bankdirektøren og advokaten kunne få gjort rent og ordnet sin have.
    Men pludselig var der socialistisk flertal i Europa og så kunne det nok være, man kunne bruge EU til noget. Nu skulle vi sandelig spille en rolle i verden. Alle skulle være med, også dem fra helt andre kulture end vores egen, og ensretning blev en dyd.
    Om det er pengemænd, liberalister eller socialister, der har stået for biksen, er eet fedt. De har alle været lige åndssvage og snæversynede og burde skamme sig langt hen hvor pebret gror..!

    • Der synes at være tale om et meget besynderligt kompromis imellem EU-tilhængerne på henholdsvis højre og venstre fløj.

      En stadigt voksende ikke-demokratisk super-stat med flere og flere beføjelser, snart med egen hær, politi og efterretningstjeneste. Plus stadige økonomiske liberaliseringer via fri bevægelighed og fuldstændig sønderflåning af de nationale sociale sikkerhedsnet gennem diverse “domme” der sikrer “retten” til dækning af alle unions-borgere.

      Det er en ædel kunst at balancere mellem på den ene side borgerlig-personlig frihed og på den anden social sikkerhed. En balance mange vesteuropæiske lande har klaret ret godt.

      Med EU ryger begge dele. Den borgerlige-personlige frihed såvel som den sociale sikkerhed opædes begge af det multikulturelle menneskerettigheds-imperium, der i hellig ildhu knuser nationer og folkestyre til fordel for en ideologisk ensrettet politisk klasse og et monopolistisk kartel af finans-interesser.

      Amokløbende ufrihed, fattigdom og korruption er konsekvensen.

  • intetnavntak

    Men er det virkelig sådan? Fik nogenlunde samme svar angående slutresultatet af en eussr union på 180grader af 2 kommentarer, som du skriver nu.

    Er det virkelig så tosset at tro på en europæisk union med fuld integration, men i stedet for at køre lovene igennem på 10-20-30 år, så 150+ år, lad den bløde indvandring (jeg er selv dybt imod indvandring) af nabo nationer forene vores sprog og kulturer af naturlig gang?

    • Historisk set er folkeslag altid gået under pga. krige, nomadiske folkevandringer og imperiedannelser.

      For første gang i verdenshistorien står vi nu overfor den unikke mulighed, at forskellige folkeslag kan leve i fred med hinanden og accepterer hinandens forskelligheder – uden krige, folkevandringer eller imperiedannelser..!

      Og hvad vælger vi så at gøre..?!

  • Santor

    @ EU kan blive et nyt Sovjetunionen.

    Hvis man kikker på Ukraine kan man allerede nu se hvilken skade EU kan gøre. Havde EU-eliten fået sin vilje og vi på nuværende tidspunkt havde haft en EU-hær ville den med garanti være sendt til Ukraine og derved blandet alle Europæiske lande ind i en af Østeuropas krige, hvilket de færreste sikkert har lyst til.

    Dem der tror det ikke ville være muligt bør tænke på hvor hurtigt vores egen Villy Søvndal var ude med at tilbyde tropper til Syrien konflikten, der som bekendt snart runder 200.000 døde.

    Det kan kun gå for langsomt med at blive meldt ud af det EU samarbejde vi kender idag og genskabe EU nationernes uindskrænkede suverænitet.

  • Anonym

    Joschka Fischer fortæller, med Ukraine som det han skriver om, hvad han mener der foregår i hovedet på Putin. Jeg tror nu snarer det er ham selv og hans kumpaners strategi han fremlægger:

    “Grand political strategy and everyday experience often have a lot in common. Try, for example, to swallow a salami whole, and you will probably choke to death. In the world of high politics, people behave no differently: they slice their salami before consuming it. If they cannot achieve an objective immediately, they approach it patiently, step by step.”

    Fundet her http://opinion.inquirer.net/74200/europes-act-in-ukraines-tragedy#ixzz 2AFEc0k8s

  • Torben Snarup Hansen

    @ Peter Andersen. Du skriver: “For første gang i verdenshistorien står vi nu overfor den unikke mulighed, at forskellige folkeslag kan leve i fred med hinanden og accepterer hinandens forskelligheder …”

    Det er ikke sandt. Den første gang var Romerriget fra ca. år 30 f. Kr. til ca. år 250 e. Kr. Der var faktisk fred i betydningen sikkerhed fra vest til øst. Rejsende kunne ride eller gå i fred fra den syriske ørken til det nuværende Belgien. Købmænd kunne sejle på Middelhavet uden at frygte sørøvere (udryddet af Pompeius i republikkens tid).

    Pax Romana holdt ikke evigt, men en gang i mellem formår menneskene at hæve sig over naturen.

    • Bortset fra at jøderne i to omgange blev knust, massakreret og fordrevet i deres eget land, at germaner invasionerne tog til, og at blodige borgerkrige rasede frem og tilbage, med stadig kortere intervaller, magtliderlige generaler imellem.

      Pax Romana ligner hurtigt en schweizer-ost, når man kigger efter.

      😉

  • Torben Snarup Hansen

    @ Prudentius. Hold nu lidt styr på kronologien og proportionerne! Det drejer sig netop IKKE om den republikanske tid, der nogenlunde forløb som din beskrivelse. Formelt og reelt sluttede den med Octavian / Augustus år 29 f. Kr. Dermed indledtes det kejserlige afsnit af Roms historie. Som anført var der i næsten 300 år fred og sikkerhed over hele riget – med et par marginale undtagelser.

    Der var to jødiske oprør, kendetegnet af omfattende massakrer, jødisk trældom og flugt fra år 66 til 73 og igen fra 132 til 135. Der var også andre kampe – eksempelvis Trajans erobring af det nuværende Rumænien – plus mindre oprør og skærmydsler i England og det nuværende Marokko. Men disse lokale krige ændrer intet ved et ganske enestående helhedsbillede af lov, orden, fred og sikkerhed.

    Et parallelt forløb kan ses i Kina under Tang- og Sung-dynastierne, men ellers er det svært at finde større statsdannelser, hvor befolkningerne kunne leve i fred gennem flere århundreder.

    De germanske invasioner i 200-tallet blev slået tilbage af de såkaldte “soldaterkejsere”, men det er netop med deres magtovertagelse (ca. 220), den fredelige tid slutter. Pax Romana ophørte efter goternes overtagelse af hovedstaden og hele den vestlige del af riget ca. 410.

    • Det er jo det jeg prøver! 🙂

      Man kan sagtens tale om en “Pax Romana”, ellers gjorde man det jo heller ikke.

      Dog er det som jeg påpeger, med hiv og sving.

  • Anonym

    En stærk stat som Rom formåede at føre krig ved grænserne og på fjendtligt territorium, men samtidig blev den indre sikkerhed og fred bevaret. Da imperiet til sidst ramlede sammen, begyndte Vestens germanske epoke. Intelligente ledere “genbrugte” derefter mange af Romerrigets kulturbrokker, og efter nogle hundrede års tumult og forsvarskampe mod ydre fjender lykkedes det at skabe nogenlunde fred og sikkerhed fra Pyrenæerne til Østersøen. Krige udbrød, og oprør fandt sted. Men katedralerne, den intensive handel, pengeøkonomi og begyndelsen på et uddannelsessystem var beviser på, at det katolske Europa forbedrede sikkerheden for høj og lav.

  • Pingback: Smidt ud af universitet for at være ‘antimuslimsk’ (II) « Snaphanen()

  • Pingback: Smidt ud af universitet for at være ‘antimuslimsk’ (II) « Snaphanen()

  • Machiavelli

    Flot tale af Lars Hedegaard. “I dag er der næsten ingen, der taler om Danmark som vores fælles hjem – og endnu færre, der kan forestille sig, at vi står i en frihedsfront……”

    Flot og præcis for det er det, der er sagens kerne. Præcis det samme som Karen Jespersen og Ralf Pittelkow skriver i Den Korte Avis. Danmark minder efterhånden om en banan republik. Det samme som jeg skriveri min bog, men som ingen gider anmelde. Samfundet er i moralsk forfald, og det er der præcise årsager til.

    Når så få opfatter Danmark som vort fælles hjem, er det et resultat af, at samhørigheden i samfundet er ved at falde fra hinanden. Danskerne føler sig i stadig mindre grad som et folk. Og det kan naturligvis aflæses i den sociale orden. Den sociale orden falder derfor på alle områder, fordi samfundsmoralen er i forfald. Og det går hurtigt, for kan borgerne ikke identificere sig med sine landsmænd, sine politikere, sin fortid, sine kulturelle værdier og ikke mindst de sociale institutioner falder samfundet moralsk sammen, og det går hurtigt, skal jeg hilse og sige.

    I dag har vore uvidende multikulturelle politikere og den kulturelle elite i årevis forsøgt at gøre Nationalstaten overflødig. Derfor er forståelsen for dens betydning for sammenhold og identifikation danskerne imellem katastrofal lav. Og det kan vi også takke pressen for. Hvem er jeg? Hvor hører jeg til? Disse to ord er afgørende for et lands sammenhæng. Mennesket må høre til et sted, for kan en befolkning ikke identificere sig med samfundet, flipper moralen ud på alle fronter. Lad mig uddybe det lidt.

    Alle møder mellem mennesker forudsætter en fortælling, hvor mennesket gennem oplevelse og erfaring skaber sit bevidste indhold. Eller sagt på en anden måde, det er de ubevidste følelser og holdninger, der styrer et menneskets bevidste adfærd. Hvilket igen fører hen til, at fornuften må være forpligtet af sit indhold.
    I den forståelses ramme kommer danskheden til syne. Ikke som en illusion men som noget håndgribeligt, Uden denne nationale følelse falder fællesskabet og vor kultur sammen, og hvad der derefter følger er ikke sjovt at tænke på. Bevarer vi ikke de emotionelle værdier, som er overleveret til os i barndommen fra forældre og andre slægtninge, er der lukket af for kulturel tradition, dvs. lukke af for den identitetsbevidsthed der får samfundet til at hænge sammen. Som Sigmund Freud skrev kort før sin død:

    ”Alt hvad der får mennesker til gå ind i et interessefællesskab, fremkalder denne fællesskabsfølelse, disse identifikatione. Det menneskelige samfunds struktur bygger i vidt omfang på dem.”

    Også den nu afdøde amerikanske politiolog Samuel Huntington skærer tingene ud i pap. I en artikel om civilisationernes sammenstød sætter Samuel Huntington kulturen ind i den ramme, hvori den hører hjemme , og ikke mindst hvordan, vi skal forstå kulturens betydning.

    “…en civilisation er således den højeste kulturelle gruppering af mennesker og den bredeste ramme for kulturel identitet, som mennesker har, når man ser bort fra det, der adskiller mennesker fra andre dyrearter. Den er defineret såvel af fælles objektive elementer, som sprog, historie, religion, sædvaner og institutioner, som af et folks subjektive selvidentifikation”

    Huntingtons pointe er særdeles vigtig for forståelsen af kultur. For ved at fremhæve udtrykket selvidentifikation, sætter Huntington fingeren på det punkt i civilisationen, hvor en kultur bliver både meningsfuld og samlende. Det er ikke udtryk for, at nogle kulturer er bedre end andre, men det er udtryk for, at netop den kultur man befinder sig i adskiller sig fra andre ved en subjektivitet, som skaber samling omring identiteten.

    Dvs. at en nation er et symbol på et fællesskab, der eksisterer i kraft af borgernes bevidsthed om, at de tilhører et historisk samfund. Og det er denne historiske bevidsthed der i katastofal grad er ved at forsvinde.