21
maj
Seneste opdatering: 21/5-14 kl. 1012
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Tim Pallis 

Den bogstavstro traditionalisme fastholder troen på de religiøse dogmer i sin strengeste form. Deres autoritative tekster er selve sandheden. De religiøse myter er historiske begivenheder, og de hellige skrifter er Guds ord, som er absolutte til alle tider.

Derfor skal andre også tro, hvad de tror og være medlemmer af deres kult. Da de besidder sandheden fordømmer de anderledestænkende og deler verden op i ”os versus dem”.

Stamfaderen til det vi i dag kalder “islamisme” er Ibn Tamiyya (1263-1328). Han stod på skuldrene af traditionalisten og juristen Ahmad ibn Hanbal (778-855), som var grundlægger af én af de 4 retslærde skoler, hanbali, der implementerede Sharia i alle muslimers livsforhold.

Ibn Tamiyya skrev skarpt imod sufi teosoffen Ibn Arabi (1165-1240) og erklærede, at hans lære intet havde med Islam at gøre. I dag kan man finde, at Ibn Tamiyyas bøger pryder boghandlernes vinduerne overalt i den muslimske verden. Også i byen Konya i Tyrkiet, som var det sted, hvor sufismens store mystiker Rumi (1207-73) etablerede sin menighed.

Den form for traditionalisme, som i dag præger islam i Saudi-arabien og hele den rettroende sunnitiske verden, er grundlagt af Ibn al-Wahhab (1703-1787). Han står på skuldrene af Ibn Tamiyya.

Vi kender denne form for islam som wahhabismen, og den har stor indflydelse i hele den sunnitiske og akademiske verden på grund af de mange petrodollars, som tilflyder koranskoler, moskeer og universiteter overalt i verden. Wahabisterne har gjort alt for at undertrykke og bekæmpe både sufier, ikke-muslimer og intellektuelle.

For traditionalismen eller den strenge bogstavtro sharia islam er islam en ganske veldefineret enhed. Islam har ikke, som mange tror flere forskellige ansigter. Man køber hele pakken, og det vil sige Koranen og sunnaen, der omfatter Muhammeds biografi Sira samt de mangfoldige hadither, som beskriver Muhammeds liv og rådgivning.

Islam er ikke tolerant overfor anderledestænkende. Den er nemlig ikke pluralistisk og favnende, men en bogstavstro politisk-religiøs macho-kult, som både er misogyn og racistisk.

De rettroende wahhabister forkaster sufismens visdomslære og den rationelle tænkning, og derfor har traditionalismen afskåret sig selv fra den udvikling, som kristendommen har været igennem i og med skolastikken, renæssancen, reformationen, oplysningstiden, modernismen, socialismen og humanismen.

Man behøver ikke at være traditionalist for at tro på, at islam handler om at efterleve shariaens love til punkt og prikke. Det er nok at være rettroende muslim. Den rettroende personlighed for hvem islam er et religiøst-social-politisk-økonomisk hele bryder sig ikke om, at man deler islam op i mange fra hverandre forskellige islamiske strømninger.

Islam er ikke kun en religiøs tro, men også en politisk ideologi, som ønsker at styre statens politiske, økonomiske og sociale aktiviteter. Det placerer den rettroende muslim i opposition til forskellige liberale bevægelser i islamiske lande.

Udtrykket islamisk fundamentalisme bruges i Vesten til at beskrive både traditionalister og forskellige ortodokse teologier (kalam) som f.eks. ash’arister og maturidisterne. Disse teologier, der stammer fra 800-tallet fastholder en bogstavtro islam baseret på Koranen og sunnaen.

De følger ikke den hanbalistiske retsskole (madhab), men én af de andre retsskoler f.eks. hanafi, opkaldt efter imam Abu Hanifa (699-767) – shafii, opkaldt efter imam al-Shafi’i (767-820) – og Maliki, opkaldt efter imamMalik ibn Anas (780-855).

Islamisk fundamentalisme beskriver en form for islamisk konservatisme, som både er religiøs og politisk aktiv, og som naturligvis er baseret på shariaens lovkodeks.

Ordet “fundamentalisme” stammer egentlig fra en kristen evangelisk bogtitel fra 1920: Tilbage til det Fundamentale, som var en reaktion på den moderne teologiske kritik af Biblen, som af kristne fundamentalister blev betragtet som en fornægtelse af det grundlæggende i kristendommen.

Der har blandt muslimer ikke været tilløb til nogen væsentlig kritik af Koranen og sunnaen. Nogle af haditherne betragtes dog som mere autoritære eller troværdige end andre f.eks. Sahih (sand) Bukhari og Sahih Muslim. Andre hadither opfattes som bare gode eller svage. Moderne islamisk fundamentalisme er ikke, som hos kristne fundamentalister, en reaktion på en indefra kommende kritik af Koranen og sunnaen.

De islamiske landes politik har siden napoleonstiden været påvirket af både det osmanniske riges kulturpolitik og den vestlige verdens, økonomiske, materialistiske og kulturelle indflydelse. Efter det osmanniske kalifats sammenbrud i 1923 kom der en moderne politisk udvikling i Mellemøsten med mere liberalisme, materialisme og sekularisering. Man kan godt tale om en mere frisindet livsstil. De kvindlige studenter ved Cairo Universitet var i 1950erne og 60erne ikke tildækkede som nu.

Da den moderne islamiske fundamentalisme, som vi i dag kender som salafister, wahhabister eller Det muslimske Broderskab (Al-Ikhwān al-Muslimūn) ikke er et svar på en indefra kommende kritik af grundlaget for islam, burde man måske hellere bruge et udtryk som “omvendt reformisme” for at beskrive fænomenet.

Målet for denne reformisme er usulijja, som betyder ”religionens rødder” eller salafijja, som betyder ”det som er fra forgængerne” eller tagdid, som betyder ”genoprettelse”. Det drejer sig om at vende tilbage til det oprindelige islamiske samfunds traditionalisme og ortodoksi med Sharia og Jihad.

Det muslimske Broderskab sigter på en islamisering af et lands befolkning ”fra oven” ved genoprettelse af et religiøst regime med sharia-lovgivning. Traditionalisterne går derimod ind for en islamisering ”fra neden” gennem gradvis ensretning af samfundet i overensstemmelse med islams skrifter og traditioner.

At være ortodoks ash’arist opkaldt efter imam al-Ash’ari (874-935) eller traditionel hanbalist opkaldt efter imam Ahmad ibn Hanbal (780-855) betyder stort set det samme som at være fundamentalist og kan oversættes med det at være ”rettroende”. Det muslimske Broderskab øverste shaykh Yussuf al-Qaradawi (f.1926) bekender sig til den ortodokse ash’arisme, mens saudiaraberne bekender sig til wahabismen, som er hanbalistisk.

Sauderne bryder sig ikke om brødrene (ikhwan). Deres stil er forskellig. Brødrene har en mere moderne, næsten “venstreorienteret” politisk, revolutionær retorik og går i jakkesæt. Wahabitter og salafister er mere konservative og går i traditionelt etnisk tøj.

Broderskabets mand, grundlæggeren Hasan al-Banna’s (1906-49) barnebarn Tariq Ramadan (f.1962) kalder den gruppe muslimer, som står strengt fast på én af de klassiske retsskoler Hanafi, Maliki, Shafii og Hanbali for skolastiske traditionalister. Det er nok rigtigere, at kalde de første tre ortodokse og kun Hanbali traditionalist.

Talibanere tilhører det pakistanske og afghanske nomadefolk pasthunerne. De er sunnitiske traditionalister og følger en meget stram sharia kodex med hensyn til familiepolitik og kvindens undertrykkelse med burka tilhyldning og forbud mod uddannelse. Mændene er krigere med jihad forpligtelser.

Traditionalisterne i Europa, som findes blandt både arabere, pakistanere og tyrkere, påtager sig ikke et socialt og demokratisk ansvar, hverken civilt eller politisk. De afviser ethvert samfundsengagement, da de er modstandere af menneskeskabte love. De beskæftige sig kun med shariaen, som er Allah’s lovgivning til mennesker.

Hizbollahs åndelige leder ayatollah Fadlallah’s (1935-2010) svar på spørgsmålet, om han foretrak at blive kaldt “islamist” eller”fundamentalist” var:  “Det er tilstrækkeligt at bruge ordet ”muslim”, som omfatter alle de aktiviteter, der foregår inden for Dar ul islam”. Traditionalister, ortodokse, fundamentalister eller islamister er alle muslimer, som ønsker at erstatte enhver moderne stats menneskeskabte, sekulære grundlove med sharia-lovene, der opfattes som Allahs værk.

De fleste af dem går ind for en teokratisk stat, som kun styres af sharia-lovene. Nogle grupper går ind for en langsom udvikling, som gradvist fører til en islamisk stat. Andre mere radikale grupper argumenterer for en hurtigere udvikling med brug af alle midler også jihad for at nå samme mål.

Til syvende og sidst stræber alle rettroende efter det samme endemål. Det er etableringen af en islamisk stat, hvor muslimer styrer både egne og alle andres sager ved hjælp af shariaen. Dette perspektiv modsiges af visse liberale bevægelser indenfor islam, som man med en vis rimelighed kan kalde moderate muslimer. Det er vanskeligt at definere hvilke islamiske grupper, der er moderate. Det er nok bedre at kalde dem kultur-muslimer.

I den internationale kulturradikale presse siges det ofte, at “et mindretal af islamister eller fundamentalister har hijacket islam og misfortolket fredens religion radikalt og krigerisk.”  Men islam er ikke blevet radikaliseret og fejlfortolket – islam er i sig selv ekstrem og radikal.

Det er snarere de mere sekulariserede kultur-muslimer og akademikere, som man måske kan kalde liberale eller moderate muslimer, som har hijacket den ortodokse eller traditionalistiske islam i et forsøg på at reformere eller liberalisere islam, så den er mere spiselig i det moderne internationale samfund på demokratiets og menneskerettighedernes vilkår.

De rettroende muslimer vil altid foregive, at enhver muslim er moderat, at en sand muslim altid er moderat blot ved at være muslim. Men det er blot forstillelse (taqiyya) for at beskytte, skjule eller lyve om sandheden i islam. Ibn Warraq har sagt, at det godt kan være, at der findes moderate muslimer, men at islam er ikke moderat.

Alle rettroende muslimer bliver nødt til bogstavelig talt at indrette sig efter sharia reglernes kodex og adlyde islams hellige skrifter og religiøse autoriteter. Og det er vigtigt at understrege islams ubrudte sammenhæng og kontinuitet lige fra de første skrifter blev nedskrevet til vore dage.

De muslimske autoriteter som muftier, shaykher og qadier’s politisk-religiøse program, ja selv terroristerne’s (mujahedinerne) handlinger bygger i alle henseender på islams hellige skrifter og ikke på en afvigende udlægning. De har ikke ‘hijacket’ islam og omfortolket islam til deres egne politiske fordel.

I slutningen af 1800 tallet opstod Islah-bevægelsen (islah=reform) eller Nahda, som betyder genopstandelse. Det var en omvendt reform-bevægelse, som havde et ønske om at vende tilbage til det arabiske kalifat i stedet for den tyrkiske version.

De tre ledende skikkelser i denne bevægelse var al-Afghani (1838-97), Muhammad Abduh (1849-1905) og Rashid Rida (1865-1935). Denne reformbevægelse var ikke et forsøg på at nyfortolke Koranen og Sunnaen. Det kan man nemlig ikke.

Et meget negativt ord på arabisk er bid’a, som betyder fornyelse. Et andet slemt ord er qhuluww, som betyder overdrivelse. Den, der går for vidt, kaldes derfor en qhali. De islamiske sharia familielove og ritualer er faste og uforanderlige, men lidt forskellige med hensyn til de fire retsskoler.

Reform-bevægelsen var ikke en reformation i europæisk forstand. Islamiske reformer beror nemlig på, at misforståelser og fejlfortolkniner gennem årene har sneget sig ind i islam og vildledt de praktiserende. Derfor har reformerne det formål at føre islam tilbage til det oprindelige budskab.

Der var imidlertid en ny udvikling i islah-bevægelsen, som fra et ortodokst ash’arisk synspunkt må have være en fornyelse ikke alle synes om. Det var en accept af moderne vesterlandsk videnskab og teknologi. I islams tidlige historie havde man også været åben overfor græsk videnskab og teknologi, men ikke græsk filosofi, fornuft og metafysik.

Grunden til denne åbning var nok erkendelsen af den islamiske verdens militære nederlag til Vesten fra napoleonstiden og fremefter. Man ville gerne modernisere på det teknologiske og militære område, men bestemt ikke modernisere på det humanistiske område. Så længe man ikke behøvede sekularisering, frihed og lighed var faglig uddannelse godt. Islah-bevægelsen var helt igennem anti-vestlig og en styrkelse af den islamiske verdens sammenhængskraft.

Denne islamiske reform-bevægelse var også ophav til Det muslimske Broderskabs massebevægelse. Broderskabets grundlægger Hasan al-Banna (1905-1949) var langt mere fjendtlig over for den europæiske verden end Abduh var. Europæerne var nok værd at følge på visse tekniske områder, men moralsk, religiøst og menneskeligt havde de intet at tilbyde.

I dag ved vi, at Det muslimske Broderskab sammen med den indiske massebevægelse Jamaah-i Islamijja grundlagt af inderen Abu al-Maududi (1903-1979) og Wahhabismen i Saudiarabien er rødderne til den moderne terrorisme.

Alle moderne islamiske organisationer som f.eks. Islamisk Jihad, Gamaa al-Islamiyya, Hamas, Hizb ut-Tahrir og al-Qaida har dybe rødder i Det muslimske Broderskab.

Sammen med andre radikale og ekstremistiske grupper med forskellige rødder i islamisk traditionalisme og ortodoksi forsøger de at presse deres krav igennem i samfund og regeringer overalt langs islams blodige grænser eller som emigranter i “krigens hus”.

Formålet er naturligvis ønsket om at gennemføre sharia lovgivning overalt, hvor de får indflydelse, og i sidste ende at oprette islamiske stater og et nyt kaliffat.

Når alt dette er sagt om islamisk rettroenhed, må vi ikke glemme, at vi sjældent hører fra den største gruppe muslimer i verden i dag – det er det store tavse flertal. Dette flertal består for det meste af mennesker, som overhovedet ikke udtrykker sig, men blindt følger imamernes sharia vejledning. Vi så det ved det ægyptiske valg, hvor et stort flertal stemte på Broderskabet og salafisterne.

En anden gruppe er kultur-muslimerne, som i den islamiske verden kan være både et borgerligt eller et venstreorienteret mere eller mindre veluddannet mindretal, som ikke er særligt religiøst orienteret, men som er og bliver muslimer fra fødsel. Man kan ikke forlade islam uden at komme i alvorlige vanskeligheder. De holder altså meget lav profil.

Kultur-muslimerne svarer til de danske kultur-kristne eller juleaftens-kristne. De er ikke meget troende, men føler dog, at de er muslimer, når der er ramadan, ved dødsfald i familien eller når der skal indgås ægteskab.

Kultur-muslimerne kommer ikke i moskeen, beder ikke dagligt, taler ikke meget om deres tro, men vedkender sig trods alt troen på Allah, hvis man spørger dem. De har nok i familien og det daglige arbejde og retter sig efter shariaen et stykke hen ad vejen. I virkeligheden ved de ikke meget om, hvad islam egentlig er.

Blandt kultur-muslimerne findes en intellektuel og veluddannet klasse af akademikere og moderne unge, som man kan kalde liberalister. De var blandt andet liberale kvindeforkæmpere og humanister på Cairo Universitetet.

Disse mere sund fornuft tænkende reform-tilhængere gik i midten af forrige århundrede ind for at indføre forskellige sociale og politiske sekulariseringsprogrammer, som skulle adskille den religiøse autoritet fra styringen og forvaltningen af det offentlige og politiske liv.

Men i dag ser det ud til, at liberalister og sekularister foruden kristne også udgør et forfulgt mindretal i den islamiske verden. Nogle steder finder man dem dog som en del af magteliten og som tilhængere af demokratiske tiltag eller venstreopposition.

Under det såkaldte arabiske forår håbede man på, at de kunne få større indflydelse, men i den efterfølgende arabiske vinter er de igen blot en del af et tavst mindretal.

I dag finder der en stærkt voksende radikal og traditionalistisk islamificering sted overalt i OIC’s 57 lande og i alle andre lande, hvor
tilflyttende muslimer stiller større og større krav om indførelse af sharia. Vestens multikulturelle PK elite erkender ikke problemets omfang og ved ingenting om islam.

I Europa er mange kultur-muslimer heldigvis villige til at integrere eller ligefrem assimilere sig i den europæiske livsform. De bevarer kun deres tro på det personlige plan, som et tilhørsforhold de fødes ind i. Shariaen er ikke længere en autoritativ referenceramme for deres normer og adfærd.

Af Tim Pallis

Tidligere indlæg af Tim Pallis

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.

Foto: Tim Pallis og Torben Hansen (I Krigens Hus) 2013

tim, torben 02.04.2013-011

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • “Det er snarere de mere sekulariserede kultur-muslimer og akademikere, som man måske kan kalde liberale eller moderate muslimer, som har hijacket den ortodokse eller traditionalistiske islam i forsøget på at reformere eller liberalisere islam, så den er mere spiselig i det moderne internationale samfund på demokratiets og menneskerettighedernes vilkår.”

    Lige i øjet!

    Og det er disse vestliggjorte (selv)bedragere Boko Haram, Taliban og Syrien/Irak-jihadisterne dagligt afslører som skrædderne bag kejserens nye klæder.

    Deres “reform”-projekt er imidlertid umuligt og dermed dømt til fallit (Naser Khaders gentagne kolbøtteture tjener som strålende eksempel), og Vestens satsning på dem er ikke bare spild af tid og penge, men et skæbnesvangert fejlgreb.

    Vi slipper ikke for at bekæmpe islam som det morderiske onde ideologien vitterlig er. Og jo før Vesten opdager det, jo flere blodige og afsindigt dyre ydmygelser slipper vi for.

    • Tim Pallis

      Tak for den Prudentius – så er den skåret ud i pap. Jeg er helt enig. Den forståelse finder man ikke mange steder. Der tales stadig om “islamister” og “radikaliserede” selv blandt islamkritikere.