Vi diskuterar censur ur flera perspektiv. Skribenten Marika Formgren berättar om sina erfarenheter av svenska medier, författaren Per Ström visar på medveten eller omedveten censur. Widar Nord, som ger ut nättidningen Fria Tider, medverkar också. Mikael Jalving

Før jeg selv oplevede det i svenske aviser i slutningen af 90 erne, da jeg troede det var lige så enkelt at skrive i Sverige som i Danmark, ville jeg have sagt, det er lidt drastisk et ord. Så forskellige kan vi da ikke være på hver side af Sundet. Jo, hør selv de tre fortælle. I Sverige er der to gangbare ideologier: Liberalisme og afarter af socialisme. Ingen af dem giver lov til islam- eller indvandringskritik. De der vil dyrke det, kan godt søge sig et andet arbejde og skaffe sig et pseudonym. Det er selvfølgelig også det, der gør 120 svenske avis så ens, at man kun behøver læse en.

‘Jeg kan ikke holde op med at tænke på, hvad samfundet har gjort mod os’

(Athena Farrokhzad i Information) Det er vel på sin plads med en smagsprøve på hvad der er middle of the road opinion i svensk public service. Den læspende, iranske digter Athena Farrokhzad synes at Europa og Sverige er usselt, råddent og gennemracistisk, og hun mener Sverige skal åbne sine grænser helt for alle. Hendes taknemmelighed over at være blevet reddet for mullaherne, kan ligge på et meget lille sted. Hvad hun gerne ville have sagt, men ikke må for SR’s regler, var “styrt regeringen.” I mangel af bedre lader hun Ebba Grön synge sangen om at give de borgerlige lidt bly i nakken.

Dette kommunistiske selvynk er efterspurgt i main-stream Sverige, hvor en almindelig konservativ som Marika Formgren må lade sig omskole fra lederskribent til ingeniør, fordi hun ikke kan ytre sig frit. Så forrykt fra almindelig fornuft er det offentlige Sverige, ikke den almindelige svensker, naturligvis, de finder sig bare i det og betaler.

Eliter cirkulerer og er ofte selvsupplerende, venner giver venner og venners børn job. Den svenske er et eksempel på den intellektuelle degeneration der indtræder, når nogen har cirkuleret for nogle omgange for længe. Man kan følge dens pompøse latterlighed  på Carl Bildt og Cecilia Malmströms twitterkanaler.

I dag gnubber de to statsmænd hinanden på ryggen: “Another Brussels day. But it could be far worse than starting with breakfast with @MalmstromEU. Certainly much to talk about these days.” C Bildt.  Cecilia twittrer koket videre. De er så betydningfulde, at verdens ville gå til grunde uden et Tweet hver time om deres mindste prutter.

Ingen ville formentlig lægge mærke til, hvis de begge var borte i morgen. Alligevel har jeg svært ved at forlige mig med, at to sociale tremmekalve og politiske jetsettere, der ikke har haft et rigtigt arbejde i så mange årtier, som nogen kan huske tilbage, har afgørende indflydelse på mange menneskers liv.