31
jul
Seneste opdatering: 31/7-14 kl. 1355
18 kommentarer - Tryk for at kommentere!

1-Mossø,2014, II 061

Alle krige handler i sidste ende om at få tilgang til materielle ressourcer. Det hænger naturligvis sammen med det forhold, at den dominerende økonomiske naturlov er knaphedens lov.

Vi kan henføre krige til uforenelige ideologiske interesser, uforenelige religioner eller simpelt magtbegær, men ser vi nærmere efter, ligger kampen om ressourcer bag ved de etiketter, vi sætter på. Derfor udgør den afgørende trussel mod verden i dag det forhold, at nogle befolkningsgrupper vokser voldsomt samtidig med, at de ikke formår at producere nær nok til at opretholde tilværelsen. Der er ikke land nok, der er ikke vand nok, og der mangler i de voldsomt voksende befolkninger intellektuel kraft til at gøre noget ved ubalancerne.

Derfor har stigende dele af befolkningerne i den islamiske civilisation (”civilisation” i Samuel Huntingtons forståelse af begrebet) og store dele af den afrikanske civilisation sat kursen mod den vestlige verden i håb om overlevelse. For muslimerne har deres eksplosive befolkningstilvækst efter Anden Verdenskrig givet deres religiøse ledere ny styrke til at sætte turbo på Koranens bud om at islamisere hele verden. Hele grundidéen i deres ideologi er absurd, islam er på alle planer den store taber i den globaliserede verden, men taberne kan i kraft af deres antal blive den faktor, som gør os alle til tabere.

Landene i Mellemøsten har en helt uholdbar befolkningstilvækst og en meget ringe produktion. FN regner pr. 2013 med, at folketallet i Irak vil vokse fra ca. 31 mio. i 2010 til 145 mio. i år 2100 (mod 5 mio. i 1950), i samme periode i Saudi-Arabien fra 27 til 42 mio. (mod 3 mio. i 1950), fra 173 til 261 i Pakistan (mod 37 mio. i 1950). Egypten havde i 1926 14,2 mio. indbyggere, i 1950 20 mio. indbyggere, i 2007 78,9 mio., i 2011 83,7 mio. og forventes i 2100 at have 123 mio. I Afrika er det værre endnu. I f.eks. Nigeria, som pr. 2010 havde 158 mio. indbyggere, vil der år 2100 if. FN være ca. 779 mio. (mod 37 mio. i 1950). Den afrikanske befolkning som helhed forventes if. FN at vokse fra 1,1 mia. i 2013 til 4,2 mia. i 2100 – en tilvækst på 280 pct. læs videre på Jyllands Posten

To svenske jøder spytter klart ud

Befriende for en gangs skyld at høre to, der ikke holder hånden over deres plageånder eller lyver som politikerne, der i virkeligheden bare vil beskytte sig selv mod resultaterne af deres egne gerninger. Den svenske shaming er selvbeskyttelse, intet ædlere. Se det hele på Den fula och fina antisemitismen del 1

Ilya Meyer, göteborgare och jude tidigare bosatt i Indien, England och Israel, menar att det finns en specifik svensk politisk korrekthet som han inte har stött på någon annanstans än i Sverige.
– Att antisemitismen här till största delen skulle bero på svenska rasister och nazister är ett förlegat synsätt. Vad gäller sverigedemokrater vet jag inte, det finns säkert folk där som inte är välvilligt inställda till oss judar. Men den mest utbredda antisemitismen idag kommer från islamistiska grupper och individer från Mellanöstern. En minoritet av svenska muslimer ger sig på judar.

Ilya berättar att hans yngsta son blev trakasserad av unga män med ursprung från Mellanöstern – aldrig svenska killar. Dessa arabiskättade invandrarkillar skrek antisemitiska slagord och att han som smutsig jude inte skulle få vara i ”deras Sverige”. De slog honom tills han lärde sig självförsvar. Sonen intervjuades i SVT:s Agenda om övergreppen men i samma program blånekade dåvarande integrationsminister Mona Sahlin om att unga med muslimsk bakgrund kunde begå sådana handlingar.

Före detta företagaren och debattören bekräftar Ilya Meyers bild av de underdåniga svenska judarna:
– Judar vill inte sticka ut utan vi anpassar oss till de länder vi bor i. Därför är svenska judar mer ängsligt svenska än svenskar ibland, säger Stefan Ritter. Det är otänkbart att göra som i Danmark där före detta ordföranden i judiska församlingen i Köpenhamn är ledamot för Dansk Folkeparti.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Torben Snaup Hansen

    Tak til Mogens Camre for en god kronik. Den får næppe det Radikale Venstre til at ændre politik, men den har den fordel at stemme overens med virkeligheden. På ét punkt rammer skribenten dog helt ved siden af målet. Det handler om hans økonomiske reduktionisme. Citat:

    “Alle krige handler i sidste ende om at få tilgang til materielle ressourcer. “

    Nej, det gjorde og gør alle krige faktisk IKKE. Det er sandt, at den aktuelle folkevandring af ikke-vestlige tilvandrere skyldes ønsket om materiel komfort. Men fattigdom og elendighed de steder, de forlader, er KULTURELT betingede fænomener. Eksempelvis rummer Afrika langt større materielle ressourcer end f.eks. industrinationer som Japan eller Finland. Vestens velstand og fred skyldes bestemte normer og idealer, der ikke har vundet udbredelse i andre dele af verden. Menneskets vigtigste redskab sidder nemlig mellem ørerne, og dets liv fungerer med to dynamoer: Gener og ideer. Økonomi skyldes politik, og politik skyldes kultur.

    Første Verdenskrig udbrød for præcis 100 år siden. Den var i eminent grad IKKE frembragt af økonomiske problemer – som f.eks. vestlige samfunds behov for råstoffer, agerjord, fiskeretttigheder og lignende ressourcer. Demagogen Lenin tog fuldstændig fejl i sin “analyse” af “Imperialismen som kapitalismens højeste stade” (fra 1917).

    Briter, tyskere og franskmænd stræbte ikke efter hinandens afrikanske kolonier i en grad, der kunne motivere til krig. De uenigheder, der indtraf, blev faktisk løst på konferencen i Algeciras i 1912, da Nordafrika blev delt mellem de imperialistiske regeringer. Krigen, der udbrød to år efter, kom ganske enkelt, fordi den var forberedt, og fordi der ikke fandtes en kontrolmekanisme i den diplomatisk-organisatoriske proces i sommeren 1914. Aktørerne iagttog hinanden og satsede selvfølgelig på at være et skaktræk foran modparten. Og ingen havde nogen realistisk forestilling om konsekvenserne af et militært sammenstød mellem industrialiserede nationer med en hidtil ukendt effektiv militærteknik (de grusomme erfaringer fra USA’s borgerkrig 1861 til 1865 blev ikke taget alvorligt, da de europæiske belutningstagere anså amerikanerne som ubegavede og uprofessionelle).

    Der er gode grunde til at antage, at der blandt politikerne og generalerne var tale om letsindighed eller falsk tryghed på grund af 100 år med nogenlunde stabilitet i Europa – og i øvrigt kolossale naturvidenskabelige og tekniske fremskridt. En halv snes krige og oprør fandt sted, men de var relativt kortvarige og geografisk begrænsede, og de sluttede med en sejrherre og en tabende part, der underskrev fredsdokumenter og flyttede lidt på nogle grænser. Wienerkongressen – fra 1814-1815 – lukkede og slukkede for den verdenskrig, den franske kejser Napoleon havde sluppet løs, og gennem det meste af 1800-tallet fungerede “den Europæiske Koncert” som forebyggende og kontrollerende mekanisme.

    “Koncerten” var improviserede møder med stormagternes deltagere. De tilhørte samme kosmopolitiske overklassekultur, hvor man talte fransk og dyrkede ridderlighed og andre pæne manerer. Men “koncerten” medvirkede også til at frembringe europæisk hybris – og dermed mangel på rettidig omhu. Den tog ikke højde for maskingeværet og panserkrydserne og hørte udpræget til Stefan Zweigs “Welt von Gestern”, og som nævnt var aftalen i Algeciras dens sidste succes. De europæiske stormagters beslutningstagere havde simpelthen forkerte ideer i deres vurdering af krisen efter mordet i sarajevo d. 28. juni 1914. De var ikke à jour, men led af virkelighedstab.

    Det samme gælder for Vestens politikere og medier i dag.

    • Jeg mener, jeg har set en opgørelse der siger, at de fleste krige skyldes konfliktende ideer (ideologier m.m.) – inkl religioner. Det er i al fald ikke resourcer.

      Hvis det passer, så står Europa snart godt for hug til nogle forskellige, asymmetriske krige – én kan ikke gøre det.

    • Morten – – –

      Det er sandt, som Torben Snarup Hansen her påpeger, at den materialistiske historiefortolkning ikke rækker til at forklare fænomenet “krig” eller blot “casus bellum”. Og det er ligeledes sandt, at krig er et kulturelt fænomen. Man kan således slet ikke nøjes med at se på “det sete”, når man skal vurdere krigsårsager. “Øjet, der ser” er naturligvis endnu vigtigere, også i denne sammenhæng.

      Marx levede i en “købmændenes tidsalder”, hvor de store imperier ikke længere var kriger-imperier – modsat det romerske imperium – men netop købmandsimperier. Selv slaveriet var ikke længere et kriger-fænomen, men et handelsfænomen. Vi tog ikke slaver. Vi købte dem af krigeriske folkeslag (der tog dem, som krigere gør). Tiden var i en sådan grad i “købmændenes” tegn, at vi var villige til at acceptere, at tilmed mennesker kunne handles. Men i virkeligheden, paradoksalt nok, ikke til, at de kunne gøres til slaver! Så det gjorde vore forfædre IKKE …

      Hele Marx’ materialistiske verdensforståelse tager udgangspunkt i hans samtids tankemønstre, og heller ikke Marx så “øjet, der så” i attenhundredetallet. Det er årsagen til, at mange af hans observationer er forældede – om end hans makrohistoriske koncept stadig er højaktuelt.

      Efter “købmandstiden” kom “arbejdertiden” (den starter for alvor i 1980’erne, hvor japansk korporativ kultur bliver moderne som aldrig før – straks efter, at “købmandstiden” har sit højdepunkt i 1970’erne med denne epokes foregangsland, USA). Og vi er nu for fuld fart ind i “proletariatets diktatur”, som de fleste ved nærmere eftertanke skulle kunne erkende. Man skal bare huske at tænke “professionel” i stedet for “arbejder”.

      Alle “købmandsidealer” om at “have gjort det godt” (jf. “Den Amerikanske Drøm” o. s. v.) er i dag udskiftet med “professionelle idealer” om at “arbejde med (helst livslangt) noget”, og “en arbejdsfri tilværelse” er ikke længere statusgivende. Den småborgerlige konkurrence med naboen om “statussymboler” er ligeledes stort set forduftet – blot for at opliste endnu et symptom på den ændrede tidsånd.

      Med De Professionelles Teknokratur kom – som forudsagt – internationalismen (globaliseringen) og krigens afskaffelse som andet end netop “et job”. Krigens ånd er død, ligesom al anden ånd i den materialistiske virkelighed, der er vores. Krig er et job for professionelle. I vor del af verden. Og dermed har “øjnene, der ser” reelt afskaffet krigen, som vi kendte den. Det var altid en del af den historiske nødvendighed.

      Camre kan have ret i, at krigen, der er slut “her” ikke af den grund er det “dér”. Imidlertid udkæmpes den altså på forskellig vis af Os og Dem. Af Dem med krigerisk ånd. Og af Os med professionalisme. Det siger noget om bevidsthedsniveauer. Og det siger også noget om, hvilke faser, der forestår i civilisationen. Samt hvad mulighederne for at navigere er, når vi betænker “øjet, der ser”.

      Materialistiske forklaringsmodeller har været ekstremt populære i Camres tid. Men hvis man kun opholder sig ved “det sete”, vil man ikke fuldtud forstå. Der er et lineært aspekt i historien, nemlig Bevidsthedens Historie. Det er den, historien er historien om. Det har materialister til gode at erkende. Gid de må gøre det snart, for det er farligt at tro, at man kan forstå enhver situation ud fra “analyser af objektive, materielle omstændigheder”. Det er jo lige dét, øjeblikkets grasserende verdensrevolution – den religiøse! – er i færd med at oplyse os om. Se det nu, se det nu – og forstå.

      – – –

      P. S. Drop “gener” i forklaringsmodellerne. De besudler dem, fordi det er så smal en sag at tilbagevise den slags materialistisk snak. Vi var engang en tilbagestående kultur. Og vore gener er ikke blevet bedre siden dengang. Men vores bevidsthed er blevet udvidet, fordi dynamik er strømmet til vores kultur fra en ukendt kilde – som det gjaldt andre før os! Gener eller ej … Glem dem. Vi ved alligevel kun marginalt mere om “arveanlæg” end man gjorde i trediverne

      • Skåning

        Jag hade inte varit så snabb att avfärda gener. Man ska ha klart för sig att evolutionen inte tog slut för ~8000 år sedan när vi blev bofasta bönder, utan har haft en ganska stark påverkan in i modern tid. Och tilbagestående kultur är väl relativt. Vikingarna lyckades ju t ex ta ett teknologiskt försprång framför resten av Europa, trots att man levde i ett stamsamhälle (med en viss form av demokrati).

        http://time.com/91081/what-science-says-about-race-and-genetics/

        I övrigt en väldigt bra text av Camre, och en mycket utförlig utfyllnad av både Torben och Morten. Detta behöver uppmärksammas.

        • Morten – – –

          Tak for anerkendelsen! Jeg affærdiger heller ikke gener. Jeg gør bare gældende, at som forklaringsmodel er de for dynamisk og uudforsket en størrelse. Vi ved, at deres indflydelse på os er kolossal. Vi er også begyndt at forstå, at vores indflydelse på dem, ligeledes er kolossal. Men et fuldstændigt billede, der inkluderer vekselvirkninger, har vi ikke. Dog synes de ikke at kunne forklare den måde, civilisationen systematisk er blevet videreført på i forhold til menneskelig bevidsthed. “Historiens spring”, reinkarnationen af tidligere – nu mere statiske (størknede) – civilisationers erkendelsesmæssige fremskridt i nye, fremvoksende civilisationer med fremtiden for sig.

          Vikingesamfundet var et dynamisk samfund. Ellers ville det formentlig heller ikke kunnet have skifte religion, uden “sværdet”. Og vikingerne – eller lade os løbe risikoen og præcisere: De germanske folkeslag (nogle får knopper af ordet “germaner”, hvilket er irrationelt) – stod foran at præstere den største udvikling i den menneskelige bevidstheds historie nogensinde. Alt, trindt om Jord, er præget af denne hidtil usete dynamik. Om den germanske civilisation viser sig at være den indeværende, globale civilisations sidste, står tilbage at se. Men alle andre civilisationer bygger i hvert fald oven på den – eller gør oprør mod dens dominans.

          – – –

  • Torben Snarup Hansen

    Tilføjelse

    Store dele af Europa blev ramt af krig i 1500-tallet og 1600-tallet. Drivkraften var tydeligvis ikke økonomi, men religiøse stridigheder.

    Spanien var nærmest en supermagt med et gigantisk imperium, som omfattede enorme arealer i Amerika plus halvdelen af Italien plus de nuværende stater Holland og Belgien = Nederlandene. Men en ideologisk målsætning medførte, at den spanske konge Filip d. 2. spildte enorme ressourcer på at bekæmpe katolicismens fjender – frem for alt protestanterne i Nordeuropa og Frankrig.

    Fra især México og Perú strømmede ædelmetaller over Atlanten og medførte et markant opsving i Europas økonomi – med undtagelse af Spanien. Staten sørgede nemlig ikke for at investere pengene i produktion og produktivitetsforøgelse, men brugte budgettet flere gange til at hverve soldater og bygge krigsskibe. Et resultat blev gigantisk gæld og til slut statsbankerot, efterfulgt af ny låntagning.

    Filips anstrengelser på at nedkæmpe en opstand, der udbrød i Nederlandene i 1572, var imidlertid forgæves , og den velkendte spanske fiasko med “Den Uovervindelige Armadas” angreb på England i 1588 demonstrerede, at der var grænser for den imperiale styrke. I 1609 måtte Spanien slutte fred med de hollandske oprørere – protestanter såvel som katolikker – og med englænderne.

    Her ses det, at økonomiske overvejelser ikke førte til krig – men til fred.

    Det samme kan siges om “anden halvleg” af den katolsk-protestantiske storkrig – “Trediveårskrigen”. Den hærgede store dele af Tyskland fra 1618 til 1648. Den var ikke udløst af de herskende klassers trang til at erobre materielle ressourcer, men den “løb løbsk”, fordi den hovedsageligt blev udkæmpet af lejetropper. Eftersom de krigsførende stater ofte manglede kontanter, kunne de ikke aflønne krigerne, som derfor overfaldt og udplyndrede civilbefolkningen. Da ingen af de kæmpende parter kunne få overtaget, blev der omsider sat en stopper for galskaben med den “westfalske fred”. Igen ses de økonomiske hensyn som en vigtig del af motivet til at afslutte krigen.

    • Morten – – –

      Fremragende eksempel, Torben. “Øjet, der ser”! “Kriger” eller “købmand”.

      Spanien var netop stadig i “krigerfasen”, og landets imperium et krigerimperium. Mens resten af Europa buldrede ind i “købmandsfasen” – og blev rig i mødet med de nye handelsvarer.

      Supergodt eksempel!

      – – –

      • Morten – – –

        P. S. Øjet, der nu ser, er hverken “krigerens” eller “købmandens”, men “den professionelles”

    • Intressanta och bra kommentarer av Torben Snarup Hansen och Morten, som nyanserar Mogens Camres perspektiv (i materialistisk åskådning).

    • Angela

      Och i en del länder har man samma ord för “krig” och “handel”.

  • HH

    Växling här till ett sidospår. I händerna fick jag John Otto Johansens bok “Folket som ingen ville ha. Zigenarna i Östeuropa.” Boken kom på svenska – norsk förlaga – på Bruno Östlings förlag 1997. Det jag hann läsa innan boken kom i andra händer gör mig emellertid säker på att om du som läsare vill veta mer om zigenare/romer och mycket annat – skaffa denna bok! Det är det mest kompletta jag läst i saken.

    Så här t ex: det var språkforskare som faktiskt kunde bevisa att romerna stammar från norra Indien. Om de flydde för Timor Lenk eller utsatta för islams attacker är osäkert. Men en sak står klar: det kastväsende som finns och fortfarande råder i Indien (vad jag vet) behöll romerna på sin fortsatta vandring.

    Om detta kan förf berätta mer – t ex att de olika klanerna har inte bara olika språk utan även olika uppfattningar om en annan klans värde och hur mycket man bör beblanda sig med varandra.

    Siffran för de romer som finns i Europa pendlar mellan 6 milj till 10 milj, ingen vet exakta antalet. Flest romer bor i Rumänien, ca 2 milj.

    Det jag så småningom har utomordentligt svårt att förstå är hur en genetisk spillra aldrig lyckats ta sig in i sitt värdlands kultur och leverne. Beror det på århundraden av förföljelser eller helt enkelt en stigmatisering som man själv VALT att uthärda?

    Som de flesta står jag verkligen undrande. Vem vill se att människor har det svårt? Att de tigger för sin utkomst? Att de bygger “bostäder” som inte ens en friluftälskare skulle kunna tänka sig att bebo?

    Men försök få tag på boken och läs er in i Johansens utomoordentligt faktaspäckade och klargörande bok!

    • Skåning

      Om du inte har läst Svenskar och Zigenare av Karl-Olov Arnstberg så bör du definitivt göra det. Ser det som ett standardverk kring zigenares situation och del helt felspårande “integrationspolitiken” från 60-talet och framåt, vars misstag upprepas med varje ny invandrargrupp som anländer.

      Svaret på din fråga finner man nog dessvärre inte i någon av böckerna. Minns inte var jag läst denna teori, men det handlade om minoriteters överlevnadsstrategi i (förtryckande eller ej) majoritetssamhällen. Det är väl ingen större hemlighet att judar klarat sig väldigt bra genom att specialisera sig inom köpmanna- och vetenskapsyrken, vilket ofta lett till avund. Zigenarna har valt vad man kallade en parasitär strategi, varpå man valt att utnyttja majoritetsbefolkningen på alla möjliga sätt, med minsta möjliga egen insats, tiggeri, skojerier osv, men samtidigt utan att väcka för stor uppmärksamhet. Och som bekant så är det bland som så många andra slutna kulturer ett extremt tryck från gruppen att till varje pris bevara sin kultur. Varje avsteg bestraffas hårt med utstötning socialt tryck, arrangerade äktenskap osv.

      Att bryta sådana mönster är inte enkelt, men dalt och uppmuntrande av offermentalitet är inte någon lyckad väg.

  • Torben Snarup Hansen

    Svar til Morten:

    Arbejdsdeling er er god ting. Jeg er historiker, og menneskehedens biologiske tilpasning er ikke mit felt. Derfor må jeg stole på genforskere. De skriver f.eks., at intelligens kan måles og afhænger af arveanlæg.
    http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/genetiske-forskelle-afgor-int elligens

    I en anden net-artikel, jeg fandt fornylig, oplyses det, at fem eller seks menneskegruppers genom har forandret sig siden deres udvandring fra Afrika for ca. 1,8 millioner år siden. Det oprindelige genom er for disse gruppers vedkommende blevet suppleret med gennemsnitligt 14 procent. Det drejer sig således om tillærte egenskaber, som nedarves. Omgivelserne påvirker og ændrer “populationer” – og GØR DEM FOSKELLIGE !

    • Morten – – –

      Men netop som historiker ser du jo også, at et millionårigt perspektiv er langt ude over historisk tid. Og hvis gener indenfor befolkninger forandrer sig i et tempo, så vi kan konstatere det INDEN for en historisk tidsramme – så har vi netop at gøre med et fænomen, der er endog særdeles dynamisk! Og derfor nærmest diffust.

      Har vi så det? Ja, altså, arveanlæg kan jo påvirkes inden for en enkelt generation. Det har vi mange eksempler på, så hvorfor ikke? Men vi er ude i spekulationer. Så mit råd er: Lad det aspekt ligge. For sikkert er det, at det forklarer ikke rigtigt, hvorfor vores civilisation først for alvor tog teten årtusinder efter, at pyramiderne blev bygget – eller, at den civilisation, der opførte dem, gik i stå (og her spiller muslimsk kolonisation i hvert fald INGEN rolle). Der er et mønster at iagttage her, hvor geners direkte forklaringskraft kun kan være beskeden.

      De menneskelige gener skal nok mest ses som et potentiale. Lidt på samme måde som fænomenet intelligens. Det er klart, at der kan findes individuelle begrænsninger og ligefrem defekter. Men det giver måske mest mening at betragte begge dele som en ressource med mere passive og aktive faser? Såvel for den enkelte som kollektivt. Sådan synes jeg i hvert fald, at evolutionen – såvel den biologiske som den kulturelle – tager sig ud.

      – – –

      • Skåning

        Hmmm. Det här resonemanget känns något förenklat. För även om man accepterar samspelet mellan gener och kultur och att förändringar kan ske ganska snabbt (en generation är väl dock lite väl optimistiskt) inom lokaliserade grupper, så får man väl ändå inse att det ändå kanske är över 100 000 års genetisk distans mellan så vitt skilda grupper som pygméer, nordbor och australiensiska aboriginer, vilket gör att potentialen kan variera ganska kraftigt om man inte blandar rejält.

        Men kanske viktigast. Om man förstår att genetiska förändringar kan ske ganska dynamiskt och snabbt i samspel med kulturen, då måste man ju samtidigt erkänna att ett mått av positiv eugenik, t ex födelsekontroll och låta karriärkvinnor få en rimlig paus i livet, är en logisk följd i ett samhälle som siktar på att rädda alla.

  • HH

    Tack till Skåning för tipset. Jag ska verkligen ta itu med Arnstbergs bok. Men precis som du står jag undrande, fast du kommer med en annan tanke – att bryta ett mönster.Och det är precis detta som vi alla står undrande över. Varför inte? Deras tänkesätt verkar ju vara mer än medeltida.

    • Skåning

      Det där svarar Arnstbergs bok ganska bra på. Vi höll på att bryta zigenarnas kultur och inåtvändhet på 50-talet. De ca 500 zigenare som då bodde i landet blev bofasta medborgare med samma rättigheter som andra, och påfallande många bytte namn till Pettersson och Karlsson. De bildade par med svenskar och allting såg bra ut. Men så kom 60-talet och plötsligt skulle zigensk kultur bevaras, de skulle skyddas från förtryck, odla sin särart osv. Så småningom började man till och med aktivt börja importera zigenare från resten av Europa för att visa att den “humanitära stormakten” Sverige skulle lyckas där andra bara hade fördomar. Vi hade ett fungerande recept som man slängde på soptippen när världsförbättrarna inom vänstern började sätta igång sitt utopiska projekt.

      Hur i helvete den medicinen ska lyckas med kanske två miljoner (and counting) svårintegrerade invandrare och ett minskat antal svenskar/västerlänningar, är en helt annan fråga. Det har jag undrat i 30 år.

  • Torben Snarup Hansen

    Morten:

    “Og hvis gener indenfor befolkninger forandrer sig i et tempo, så vi kan konstatere det INDEN for en historisk tidsramme – så har vi netop at gøre med et fænomen, der er endog særdeles dynamisk! Og derfor nærmest diffust.”

    Naturvidenskaben bygger på matematik og dermed en nomotetisk behandling af information. Men som du skriver: Når debatten nærmer sig menneskelig adfærd og reproduktion, bliver sagen mere diffus. Så skal også et ideografisk perspektiv lægges på et studieobjekt – herunder symbolanalyse. Det er rimeligt velkendt, at fortidens færinger forebyggede degenerering af stammen ved følgende praksis: Når et skib kom på besøg, blev søfolkene inviteret til kædedans og lystighed med lokale unge kvinder. Resultatet og forklaringen er så oplagt, at det ikke behøver nævnes.

    Spring så til Nærorientens fætter-kusineægteskaber og deraf følgende problemer med afkommet.

    En opklaring af dette blander naturvidenskabens og humanfagenes paradigmer. Hvis man tør! Men det tør man ikke på universiteterne, hvor en mængde tid går til glasperlespil og retorik.