20
sep
Seneste opdatering: 20/9-14 kl. 2137
4 kommentarer - Tryk for at kommentere!

1-akesson solomon

(Åkesson, Linus Bylund, shariaprofessoren, ex-muslimen Sam Solomon og Kent Ekeroth, Kbh. 2010)

Af KATRINE WINKEL HOLM

Et af de mennesker, i hvis sko jeg nødigst vil være, er ugens svenske valgvinder, Jimmie Åkesson fra Sverigedemokraterne. Jeg har mødt ham en enkelt gang, hvor jeg havde fornøjelsen af at have ham til bords ved en middag.

Det slog mig dengang, at han virkede som en meget velovervejet, moderat person, langt fra de grove ekstremistmærkater, han påduttes, men også som en superkontrolleret, for ikke at sige en lille smule kedelig mand. Bagefter tænkte jeg, at det nok er godt, at han er sådan. En farverig Søren Pind-type ville nok ikke holde længe på den post, for Sverigedemokraternes leder kan ikke tillade sig at sætte så meget som én lilletå forkert, før hele ulvekobbelet af journalister falder over ham. For når det gælder Åkesson, er der ingen plads til nåde eller overbærenhed endsige tilgivelse.

Det er en virkelig uriaspost, han har påtaget sig ved at blive partiformand for Sverigedemokraterne. Han imponerer mig, men jeg misunder ham ikke. Tænk bare på valgkampen.

Et par dage før valget forsøgte Sveriges svar på DR, Radio Ekot, helt åbenlyst at begå karaktermord på ham. Den licensfinansierede public service-station havde brugt mange ressourcer og uvisse metoder på at gennemgå hans private bankkonti og kunne herefter afsløre, at den pletfri mand trods alt havde en plet: Han brugte store summer på netcasinoer! Herefter blev han stemplet som ludoman, altså som en utilregnelig person, som man selvfølgelig ikke kunne stemme på.

Det gjorde mange svenskere alligevel, men forargelsen over denne højst menneskelige svaghed var enorm.

Og hadet til ham lever i bedste velgående.

Jeg gik dagen efter valget ind på hans Facebook-profil og opdagede, at den flød over med had-kommentarer af groveste art.

Nu er det ingen hemmelighed, at Facebook til tider er en åben kloak, og at primitive meningstilkendegivelser flyder frit i dette forum. Men dem, der skrev til Åkesson og ønskede ham alt ondt, var unge, veluddannede kvinder og mænd. Den slags, der normalt er hævet over bodegasprog og plumpe bemærkninger.

Men når det gjaldt SD-lederen, blev alle hæmninger lagt til side.

Det værste var, at de tydeligvis selv troede på det, de skrev: At Åkesson var en racist og nazist, som man burde bekæmpe, ligesom man – lige bortset fra svenskerne – bekæmpede Hitler.

Mange svenskere, nogle undersøgelser tyder på et flertal, er stort set af samme holdning. De nærer lige så stor tillid til det officielle Sveriges påstande om Sverigedemokraterne, som tyskerne gjorde til Goebbels’ propaganda.

Ergo løfter ingen et øjenbryn, når de venstreekstreme sortskjorter overfalder sverigedemokrater i gaderne, når sverigedemokrater mister deres stillinger, fordi deres partitilhørsforhold kommer offentligt frem, og når man ikke vil leje lokaler ud til deres møder.

Det er det egentligt uhyggelige og det, der gør, at jeg er glad for, at jeg ikke er i Jimmie Åkessons sko.

Selv når skællene langsomt falder fra svenskernes øjne, og de ligesom danskerne opdager, at deres indvandringskritiske parti er noget helt andet end det, de har fået at vide, og at det faktisk er dem, der er blevet belogen und betrogen, vil hadet stadig være der. Det er jo ikke sådan at udrydde.

Og min sparsomme erfaring siger mig, at det går voldsomt til, når selvgode mennesker hader.

Det var, ikke at forglemme, selvgode menneskers had, der førte til det politiske mord på Hollands svar på Jimmie Åkesson, Pim Fortuyn.

Lad os derfor håbe, at der bliver passet rigtigt godt på Jimmie Åkesson. Jeg tror, at der er brug for det.

Opprinnelig som “klumme” i Jyllands-Posten

via Document.no

Dan Park ’s gallerists privatadresse angrebet med æg

Seks måneders ubetinget fængsel til kunstneren Dan Park og en betinget dom og store dagbøder til gallerist Henrik Rönnquist, der i juli udstillede Dan Park i Galleri Rönnquist & Rönnquist i Malmø, er angiveligt ikke nok for kritikerne af Dan Parks kunst. I dag er Henrik Rönnquist’s privatadresse blevet angrebet med æg. To uidentificerede mænd har kastet æg op på Henrik Rönnquist’s altan og det ene af vinduerne i hans lejlighed.

“Sådan går det, når man synes om ytringsfrihed, kunstnerisk frihed og demokrati i dagens Sverige. Jeg kan ikke længere bo i dette land,”

siger Henrik Rönnquist, der nu leder efter en bolig i København.

Der er tidligere blevet kastet en brosten igennem et af Galleri Rönnquist & Rönnquist’s vinduer og malet graffiti på facaden af galleriet i Generalsgatan.Dagens æggekasteri mod Henrik Rönnquist’s privatadresse er anmeldt til politiet. Den Fri med foto

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Santor

    @ Dan Park ‘s gallerists :

    Ytringsfrihed må være en ikke-ønsket ting i det moderne Sverige – Besynderligt.

    Min beundring for Åkesson stiger næsten for hver artikel der bliver skrevet om ham. Han må have isvand i årene og det køligste overblik, ellers kan man ikke overlever man ikke Svensk shaming så længe som han har gjort.

    • Olav

      Skal man dekonstruere samfunn i èn generasjon, fra homogene til multikultur, slik vi nå opplever, er vel den eneste mulighet “ytringsansvar”.
      Med ytringsfrihet blir det rene supermarket for krenkelse, siden vi nå i tillegg til potensielt krenkede, selv sitter med tung ekspertise vilke livnærer seg som krenkelseseksperter.

  • Machiavelli

    “Sådan går det, når man synes om ytringsfrihed, kunstnerisk frihed og demokrati i dagens Sverige. Jeg kan ikke længere bo i dette land,”

    Det kan jeg fandeme godt forstå. Synd jeg ikke kan tilbyde en bolig.

  • “Den slags, der normalt er hævet over bodegasprog og plumpe bemærkninger.”

    Der er ikke noget galt med Bodegasprog etc.

    Forskellen er om det kan funderes i noget, f.eks den der angribes egne ytringer, udenfor hjernekisten på den der fremsætter dem.

    Eksempelvis “jeg vil heller have en dømt pædofil som bofælle end Carsten Jensen”.

    Noget andet er så, hvad jeg har fra folk der har arbejdet begge steder, at sproget i en skurvogn er betragteligt pænere end på en operationsstue.