22
okt
Seneste opdatering: 22/10-14 kl. 0805
10 kommentarer - Tryk for at kommentere!

tim pallis (1)

Af Tim Pallis

Sam Harris har skrevet en vigtig bog med titlen Troens Fallit. Religion, terror og fornuftens fremtid, (The End of Faith) glimrende oversat af Allan Hilton Andersen 2007. Man kan pĂ„ dansk nĂŠsten ikke oversĂŠtte “faith” med andet end tro. Men der er nogle nuancer ved ordet, som man ikke mĂ„ overse, idet tro pĂ„ dansk ogsĂ„ kan oversĂŠttes til engelsk med “believe”.

Det Sam Harris angriber i sin bog er tydeligvis “believe” og ikke “faith”. Bogen burde i stedet for hedde The End of Believe. Stephen Batchelor har skrevet en bog med titlen Buddhism without Believe, som pĂ„ dansk kom til at hedde Buddhisme uden Religion. OversĂŠttelse er ikke nemt.

Jeg er taknemlig for, at Niels Bo CarÞe, som har vÊret prÊst i Eliaskirken, og som er en skarp eksistensteolog, har pÄpeget, at Sam Harris bog egentlig burde hedde Vantroens Fallit. For at forstÄ denne pointe krÊver det en ret dyb indsigt i, hvad eksistensteologi ér til forskel fra den almindelige bÞrnetros litteralisme.

Det Sam Harris nemlig angriber er ikke faith eller tro i luthersk og kierkegaardsk forstand, men den vantro eller folkeovertro, som kirken i Ärhundreder har pÄduttet almindelige mennesker, som ikke har en kinamands chance for at tÊnke teologisk.

Vi er blevet spist af med nogle absurde dogmer om en mand, som pÄstÄs at vÊre Guds sÞn, som var fÞdt af en jomfru, gik pÄ vandet, vÊkkede folk fra de dÞde og selv stod op af graven og for til himmels, men uden at fortÊlle os, hvordan vi skal forstÄ disse myter parabolsk i relation til vor egen eksistens her og nu. Vi skal ikke tro pÄ noget som helst, men have tillid til vor egentlige spirituelle eksistens.

Sam Harris slÄs i hartkorn med den moderne ateistiske bevÊgelses profeter, som har fÄet en stemme i kulturdebatten pÄ grund af islams fremmarch. Folk er dÞdtrÊtte af bogstavtro religion i alle dens former. Islamkritikken, som Harris selv er god til, har fÄet ateisterne op af stolene.

Nu skal det siges lige ud, at det er de mest uhyrlige og menneskefjendske ting, som folk i det meste af verden tvinges til at tro pÄ, og at vi mangler noget rationalitet, sund fornuft og nogle empiriske sandheder i stedet for troen pÄ absurde pÄstande.

Men Sam Harris er ikke ateist. Det fremgÄ tydeligt af hans vÊgtige foredrag The Problem with Atheism, som han har holdt ved The Atheist Alliance Conference i Washington D. C. den 28. september 2007. Ateismens moderne profeter er fÞrst og fremmest: Christopher Hitchens, som har skrevet God is not Great. How Religion Poisons Everything, New York 2007, og Richard Dawkins, som har skrevet The God Delusion, og Daniel Dennett, som har skrevet Breaking The Spell: Religion as a Natural Phenomenon. Jeg skal senere komme ind pÄ, hvad det er, Sam Harris har imod ateismen. Men fÞrst mÄ vi en omvej ind i eksistensteologien. En god indgang til denne vil vÊre nogle ord fra Buddhas mund.

I Kalama Sutta siger Buddha:

“Lad dig ikke overbevises af rygter eller traditioner eller af det som du fĂ„r fortalt, eller af det som stĂ„r skrevet i hellige skrifter eller af gisninger eller af logiske slutninger eller af tungtvejende beviser, eller af at du fĂžler for et synspunkt efter at have funderet over det, eller af andres evner eller af den tanke ”munken er vor lĂŠrer”. NĂ„r du ved med dig selv ”dette her er godt, dette kan der ikke indvendes noget imod, det tiltaler den vise, og hvis det fĂžres ud i livet, vil det fĂžre til velfĂŠrd og lykke,” sĂ„ skal du praktisere og rette dig efter det….”

Den moderne protestantiske eksistensteologi vender sig imod enhver objektiverende tale om Guds transcendens. Den store tyske teolog Bultmann har sagt: “For det moderne menneske er kun den gudstanke mulig, der kan sĂžge og finde det ubetingede i det betingede, det hinsidige i det dennesidige, det transcendente i det nĂŠrvĂŠrende som muligt mĂždested.”

Det er et enormt teologisk problem, at den monoteistiske Gud opfattes ene og alene som transcendent. Dette er meget karakteristisk for islam, og det skaber en hel rÊkke problemer for mennesker med en spirituel tilgang til sin religiÞsitet. Det, at Gud kun opfattes som transcendent, findes ogsÄ i visse traditioner indenfor judaismen og kristendommen.

Bultmann har en helt anden opfattelse, idet han altsÄ fremhÊver, at det transcendente (det hinsidige) er i det immanente (det dennesidige). Hvad Gud end er, er han ogsÄ i denne verden samtidig med at han er ud over denne verden. Hvad er det som indeholder hele verden og som samtidig kan sanses? Og hvad er det der sanser og erkender?

Svaret herpÄ er spirituelt eller mystik om man vil, og denne spiritualitet eller mystik kan ikke findes hvis Gud kun er transcendent. Gud mÄ altsÄ samtidig med at vÊre transcendent ogsÄ vÊre immanent. Det er et problem, at Gud objektiveres som kun transcendent. Det kan man ikke! Enhver objektivering er karakteristisk for en dualistisk eller adskillende opfattelse. Derved mistes enhver indsigt og visdom.

Det at Gud ogsÄ er immanent peger mod det der hedder sekulariseringsproblemet. Man mÄ skelne mellem sekularisering og sekularisme. Sekularisering i luthersk forstand fremhÊver det verdslige liv i kald og stand som Guds gave. Mennesket skal ikke tjene Gud eller sikre sig selv, men pÄ Guds ord tjene sin nÊste. Dette er saliggÞrelse af menneskets virke.

Sekularisme er derimod den kulturelle og individuelle frigÞrelse fra selve det kristne budskab. Man har her kun fodfÊste i det politiske, kunstneriske, rationelle eller fornuften. Nu er der ifÞlge luthersk tankegang ikke noget i vejen med politik, kunst, rationalitet og fornuft, men de mÄ bÊres frem i tilvÊrelsen af en livskraft, som tydelig erkendes som ens guddommelige ankerplads.

Vi kan ikke undgÄ at tale om, hvad eskatologi er, nÄr vi beskÊftiger os med tro. Eskatologi er lÊren om de sidste ting eller tider: Mytologisk fremtidsforventning, dommedag, de dÞdes opstandelse eller en ny verdensskabelse. Det er et vigtigt spÞrgsmÄl, hvordan denne eskatologi skal forstÄs. Skal vi forstÄ den litteralistisk, som man gÞr i islam, eller skal man afmytologisere den og forstÄ den allegorisk som i eksistensteologien.

Den protestantiske eksistensteologi lÊgger vÊgt pÄ den situations- og selvforstÄelse, som eskatologien indeholder med henblik pÄ den aktuelle livssituation og et menneskes personlige eksistens. Jeg kunne tÊnke mig, at man kunne tale om det eskatologiske Þjeblik som ensbetydende med det evige nu i den situationstotalitet, hvor man ikke lÊngere skelner mellem en selv og nÊsten. Her er tiden ophÞrt og forvandlet til det evige nuvÊr.

Tro har intet at gÞre med en objektiverende tale om Gud, som noget der kan pÄvises eller kendes. Tro er en personlig eksistensbestemmelse. Der er sÄledes en intim forbindelse mellem selverkendelse og gudserkendelse, og deri bestÄr transcendensproblemet som en eksistensteologisk problemstilling.

Ordet Gud er derfor i den personlige virkelighed navnet pÄ eksistensens forudsÊtning og grÊnse. Men det betyder ikke, at troen er afskÄret fra at tale om Gud ogsÄ i universel forstand. Troens eksistens udspiller sig i bÄde den konkrete, fÊllesmenneskelige og universelle sammenhÊng.

Der er i det eskatologiske Þjeblik ikke noget skel mellem de troende og ikke-troende. ModsÊtningen stÄr mellem evangeliet og det egoistiske menneskeliv. Det gÊlder ikke om at fjerne eskatologiens mytologiske udsagn, men at udlÊgge dem eksistentielt. Moderne mennesker tror ikke pÄ engle, dÊmoner, paradis og helvede. Man skal hÞre myten parabolsk i nutidens sprog.

I Meister Eckeharts mystik er det sÄledes, at Äbenbaringen er den sande autoritet. Men Äbenbaringen er hos Eckehart en erkendelse af menneskets egentlige guddommelige natur. Erkendelsen vÄgner, nÄr mennesket gennem kontemplation har tÞmt sig selv for alle forestillinger om sig selv og Gud. Det kaldes kenosis. SÄ sker der det, at logos fÞdes i hans sjÊl.

Dette er Kristus fÞdsel i mennesket som en erfaring eller Äbenbaring. Denne Äbenbaring finder ikke sted, fÞr man har nÄet det eskatologiske Þjeblik i sin kontemplative praksis. Det er en ultimativ eksistensbestemmelse eller en identitetsbestemmelse.

Sam Harris kommer til mystikkens erfaringsverden ved at praktisere meditation og han trÊkker bÄde pÄ den tibetanske buddhismes dzogchen meditation, advaita vedanta og Zen meditation.

Harris er ikke ateist. Ateister beskylder hans bog Troens Fallit for at vĂŠre et skalkeskjul for new-age mystik og buddhisme. New-age okkultisme er det i hvert fald ikke, fordi denne folkelige tro er en opsamling af de vĂŠrste dogmer fra nĂŠsten alle verdens trossystemer (lĂŠs believesystemer), og det er Harris imod. Om new-age siger han: “New-Age-tanker er faktisk sĂ„ latterlige, at de vĂŠkker rĂŠdsel hos ellers fordomsfrie mennesker. Guruerne er ikke altid sĂ„ uselviske som de pĂ„stĂ„r.”

Der er derimod meget indsigt hentet fra buddhismen og mystikkens verden i Harris bog. MĂ„ske kan man kalde Harris for et gammelt syrehoved, som beskĂŠftiger sig med hvad religion og bevidsthed er. Hans litteraturliste vidner og et grundigt kendskab til buddhisme, vedanta, transpersonlig psykologi og hjerneforskning.

Hvad er det at vÊre ateist? Kan man vÊre ateist og religiÞs pÄ samme tid? Kan man vÊre ateist og mystiker pÄ samme tid? Det mener jeg absolut man kan, og det vil jeg kalde spirituel ateisme.

Sam Harris kritiseres ogsÄ for at overse, at de stÞrste forbrydelser i det 20. Ärhundrede blev begÄet af ateister: Hitler, Stalin, Mao, Pol Pot og Kim Jong-Il. Han svarer, at Auschwitz og Gulag viser, hvor farligt det er at vÊre for ukritisk over for specifikke verdslige ideologier. Desuden vil en nÊrmere analyse af bÄde nazismens og kommunismens utopier afslÞre, at de netop bygger pÄ trossystemer (lÊs igen believesystemer), som i slÄende grad minder om de store verdensreligioners dogmatiske fundamentalismer. Marxismen er en stÊrk soteriologi og nazismen har klare okkulte rÞdder.

Sam Harris siger, at han aldrig havde opfattet sig selv som ateist, fÞr han blev opfordret til at holde foredrag som ateist. Vi behÞver mÄske slet ikke ordet ateist, ligesom vi ikke behÞver et ord for den, der ikke tror pÄ astrologi. Man kan ikke vÊre ateist, ligesom man heller ikke kan vÊre ikke-astrolog.

Alt hvad vi behÞver er ord som evidens, sund fornuft og bullshit for at sÊtte astrologerne pÄ plads, og sÄdan burde det ogsÄ vÊre med religion, siger Harris. Man kan heller ikke vÊre aracist eller tilhÞre en ikke-racistisk forening. Harris mener ikke, at man bÞr kalde sig noget som helst hverken ateist eller f.eks. sekularist, humanist, naturalist, skeptiker, rationalist, fritÊnker.

Selvom vi bÞr vedblive med at kritisere religionerne for deres dogmer, skal vi ikke definere os selv i modsÊtning til deres trossystemer. Sam Harris skildrer i Troens Fallit vor historiske villighed til at afvise fornuften til fordel for religiÞs tro pÄ de mest absurde og udokumenterede pÄstande, ogsÄ nÄr tro inspirerer til den allervÊrste form for menneskeskabt grusomhed.

Han advarer mod den organiserede religions indtrĂŠngen i verdenspolitikken. Han trĂŠkker pĂ„ viden om hjerneforskning, filosofi og Ăžstlige erkendelsestraditioner og opfordrer til at skabe et mere sandt moderne fundament for etik og Ă„ndelighed, som er bĂ„de verdsligt og humanistisk. Harris er politisk ukorrekt og hĂ„rd i sin fordĂžmmelse af religiĂžs tro, som han kalder: “Den mest produktive kilde til vold i vor historie”, og hĂŠvder, at den religiĂžse tro er en garant for menneskets umenneskelighed mod mennesket.

I sin kronik: Kristendom og rationalitet i symbiose spĂžrger filosoffen Kai SĂžrlander:

“Hvis man tilslutter sig religionsforkastelsen, fĂ„r man sĂ„ et samfund, hvor rationaliteten har bedre kĂ„r? FĂ„r man sĂ„ et samfund, som bedre lever op til rationalitetens krav? SĂžrlander fremhĂŠver, at vi ikke bĂžr bruge religiĂžse argumenter i politik. Vi bĂžr ikke bruge argumenter, som hviler pĂ„ religiĂžs tro, fordi vi i sĂ„ fald bryder den fordring om gensidig rationalitet, som demokratiet bygger pĂ„.

Jeg er enig med Kai SĂžrlanders hovedtese, at “… i Jesus eget fuldstĂŠndige afkald pĂ„ jordisk magt og hans forkyndelse af nogle bud, der ikke kan gĂžres til politik – kan vi konstatere, at kristendommen har et vĂŠsentligt potentiale for at kunne sekularisere det politiske.”

Dette perspektiv mangler hos Sam Harris siger SÞrlander. Kristendommen har vÊret en medvirkende Ärsag til fremvÊksten af det sekulÊre demokrati i den europÊiske kultur. Det synes jeg er en vigtig pointe. SÞrlanders forstÄelse af Jesus afkald pÄ jordisk magt og hans forkyndelse af nogle bud, der ikke kan gÞres til politik, kalder pÄ en forstÄelse af, hvad Kristus egentlig er? Hvad er Kristus?

Mystikeren vil sige, at det er vor oprindelige sande identitet eller vor egentlige natur. Jesus er en tvivlsom historisk person, men hans forkyndelse er en helt anden ting. Hvad er Kristus for Paulus, i Johannes evangeliet, i gnosis kristendommen, hos Bultman, i eksistensteologien og hos Meister Eckhart? Kristus er her logos fĂždsel i menneskets sjĂŠl. Det er erkendelsen af menneskets egentlige guddommelige natur.

Sam Harris beskÊftiger sig med de religiÞse dogmers problem eller de ubegrundede antagelsers problem. Han fremhÊver at vi skal respektere kendsgerninger og rationelle argumenter, fordi de muliggÞr en fredelig sameksistens. ReligiÞse antagelser er for Harris troen pÄ historiske og metafysiske pÄstande, som man ikke kan fÞre tilstrÊkkelig bevis for.

Han siger: “Tro er den frihed de troende giver sig selv til at blive ved med at tro, nĂ„r fornuften ikke slĂ„r til.” Jeg mener ikke, at religiĂžsitet behĂžver at have noget med tro (lĂŠs believe) at gĂžre. Hvis tro blot er en tro pĂ„ ubegrundede antagelser, sĂ„ kan man sige, at religiĂžsitet en personlig eksistensbestemmelse eller identitetsbestemmelse.

Sam Harris ved at visse mennesker i alle kulturer har beskÊftiget sig med en dybere form for eksistentiel velvÊre. Der er former for lyksalighed, som er noget helt andet end vore almindelige behagsfornemmelser, lyster, lykkefÞlelser og succesoplevelser. Der er former for glÊder, som ikke er betinget af, at der altid stÄr de lÊkreste retter pÄ bordet og de fineste vine, eller at ens bedste venner og kÊrester hele tiden er i nÊrheden til venskab eller lyst, eller det altid at have en fantastisk bog ved hÄnden, eller en film eller et teaterstykke at se frem til i weekenden.

Det er for nogle mennesker muligt at vÊre lyksalig fÞr noget overhovedet sker, fÞr ens Þnsker bliver opfyldt og til trods for uundgÄelige vanskeligheder og undertiden midt i bÄde fysisk smerte, alder, sygdom og dÞd.

Mennesker med disse erfaringer er ofte i den religiÞse litteratur blevet kaldt helgener. De har ofte gennemgÄet en sÊrlig trÊning og har praktiseret forskellige former for meditation eller kontemplation for at iagttage hvert enkelt Þjeblik og ÄndedrÊt opmÊrksomt. Det er lykkedes for nogle af dem at finde en vej til en ny bevidsthed og opdage en dybere basis af eksistentiel velvÊre.

I Ärtusinder er der mennesker, som har fundet dette ekstraordinÊre fysiske og mentale velvÊre efter at have tilbragt en rum tid i isolation og meditation. Det er meget forskelligt hvor meget tid, der skal ofres pÄ det, for mennesker er meget forskellige. Nogle er hurtige til at opdage, hvad det drejer sig om, og kan finde det i selv en verdslig trummerum. Andre mÄ igennem Ärs trÊning i mange timer dagligt for at finde denne kilde til lyksalighed og medfÞlelse.

De spirituelle eller mystiske erfaringer hÞrer til de mest forvandlende i et menneskes liv, og det, ikke at vide at sÄdanne tilstande eksisterer eller er vigtige, kan skabe unÞdvendige fysiske og mentale lidelser pÄ et eller andet tidspunkt i ens liv.

Harris forsÞger i Troens Fallit at tale om Ändelighed og meditation pÄ en rationel mÄde. Det er en vanskelig opgave, som han mÄske er den fÞrste til at formulere klart. Meditation er at vÊre overordentlig opmÊrksom pÄ sin umiddelbare oplevelse af verden. Gennem meditation kan et menneske lÊre at betragte sine oplevelsers strÞm med bemÊrkelsesvÊrdig klarhed, og dette medfÞrer undertiden en lang rÊkke indsigter.

En af disse indsigter er, at den fĂžlelse, som vi kalder ”jeg” – fornemmelsen af at vi er den, der tĂŠnker vore tanker, og den, der oplever vores oplevelser, kan forsvinde, nĂ„r man sĂžger den disciplineret. Meditationens indsigter er ikke pĂ„stande, man skal acceptere pĂ„ basis af tro. Harris er den fĂžrste, som siger, at det selvfĂžlgelig er empiriske iagttagelser. Det, at ”jeget” forsvinder i meditation, sammenligner han med opdagelsen af ens blinde plet.

Han fremhÊver, at det er menneskets sÞgen efter lykke, viden, oplevelser, anerkendelse, en kÊrlighedspartner eller Ändelige oplevelser, der fÄr os til at overse en form for velvÊre, der er en iboende del af bevidstheden i hvert Þjeblik. Denne indsigt findes i kernen af de fleste religioner, men den er svÊr at fÄ Þje pÄ i de dogmatiske trosartikler.

Hvad er bevidsthed? Sam Harris siger:

“Det, som er bevidst om glĂŠde, bliver ikke opfyldt af glĂŠde, og det, som er bevidst om bedrĂžvelse, bliver ikke bedrĂžvet…. Vi er blot bevidste om synsindtryk, lyde, sansninger, sindsstemninger og tanker…..hvis vi kan erkende vores identitet som selve bevidstheden – vil vi opdage, at vi for evigt er befriet for erfaringens omskiftelser…Forestillingen om at hjernen frembringer bevidstheden, er ikke stort andet end en trosartikel blandt forskere for tiden, og der er mange grunde til at tro, at de videnskabelige metoder ikke formĂ„r at bevise eller modbevise den…Hvad det end var, Jesus oplevede, oplevede han det som bevidsthed…Den menneskelige Ă„ndeligheds historie er historien om vores forsĂžg pĂ„ at udforske og modificere bevidsthedens manifestationer med metoder som faste, messen, sensorisk deprivation, bĂžn, meditation og brugen af psykotropiske planter.”

Harris har en psykedelisk vision: “Rent fysisk er man stort set ikke andet end en strĂžmhvirvel i en gigantisk livsflod.” Og hans erkendelse gĂ„r ud pĂ„, at den, der ved, er noget andet end det, vedkommende ved noget om. Erkenderen er noget andet end det erkendte. Ligesom vor viden om en ting til dagligt viser, at vi er et subjekt adskilt fra objektet, kan jeg vĂŠre bevidst om min hĂ„nd eller om en fĂžlelse og dermed opleve det samme skel mellem subjekt og objekt.

Dette er vor sĂ„re menneskelige situation, som det er muligt at se bort fra med en ny bevidsthed. Det, at vi ser verden, og skaber en forestilling af en, der ser, er normalt. Men mange udĂžvere af meditativ praksis hĂŠvder, at de oplever verden uden at danne en reprĂŠsentation af sig selv i verden, virkeligheden er blottet for ”jeg”.

Oplevelsen af ”jeg-lĂžshed” er karakteristisk ved tabet af subjekt-objekt dualismen, som kendetegner vores normale oplevelse af tilvĂŠrelsen. Oplevelsens kontinuum bevares, men man fĂžler ikke lĂŠngere, at der er en erkender adskilt fra det erkendte. Tanker opstĂ„r, men fĂžlelsen af, at man er den, der tĂŠnker disse tanker, er vĂŠk. Det er denne erfaring man kan kalde ”jeg-lĂžshed”, nĂ„r vi sĂžger at finde den ved at spĂžrge: ”Hvem er jeg?”

Sam Harris siger:

“NĂŠsten alle vores problemer kan tilskrives den kendsgerning, at mennesket er fuldstĂŠndig forblĂŠndet af fĂžlelser af at vĂŠre adskilt fra alt andet. Man skulle mene, at en Ă„ndelighed, der underminerer denne dualisme ved en ren og skĂŠr beskuelse af bevidstheden, nĂždvendigvis vil forbedre vor situation.”

Om vi nogensinde vil blive i stand til at komme derhen, afhÊnger af vor forstÄelse af, hvad religion er. Harris er ikke i tvivl om, at den stÞrste hindring for en Êgte empirisk tilgang til Ändelige oplevelser er vor nuvÊrende forestilling om Gud. Derfor er det relevant at spÞrge, om denne kritik af den nuvÊrende tale om Gud er det samme som den moderne protestantiske eksistensteologis kritik af enhver objektiverende tale om Guds transcendens?

Harris kender meget til Vestens filosofi, men ikke sĂ„ meget til vesterlandsk gnosis eller mystik, og han kender heller ikke til Bultmann og eksistensteologien. Han siger: “Det er tusindvis af Ă„r siden en vestlig filosof kunne forestille sig, at man kan blive lykkelig, fredfyldt eller opnĂ„ visdom via sin sĂžgen efter sandhed. Ingen vestlig tĂŠnker kan mĂ„le sig med Østens store mystikere. Der er ingen paralleller i Vesten.”

Jeg tror ikke Harris er bekendt med alle de spirituelle sider af vesterlandsk visdomslĂŠre og mystik. Visse vesterlandske mystikere har i hĂžj grad formuleret noget, som i klarhed kan sidestilles med Østens formuleringer. Men Harris er den fĂžrste forfatter i Vesten, som bruger vendingen “ikke-dualistisk empirisk mystik”, som han mener kun er opstĂ„et i Asien. Synderen til denne mangel i Vesten er selvfĂžlgelig den jĂždisk- kristne- muslimske understregning af den dogmatiske tro.

Harris har et frĂŠkt billede af denne tro:

“Tro minder en hel del om et nĂŠsehorn: Den er ikke til meget nytte som arbejdsdyr, men pĂ„ klods hold lĂŠgger den i hĂžj grad beslag pĂ„ ens opmĂŠrksomhed.”

Harris overser meget “ikke-dualistisk empirisk mystik” i Vesten. LĂŠs blot Blyth: Zen in English Litterature og Huxley: Den evige Filosofi. Det bedste vĂŠrk er nok mamutvĂŠrket: A Treasury of Traditional Wisdom af Whitall N. Perry.

Det, jeg sĂŠtter pris pĂ„ hos Harris, er, at han betragter den ikke-dualistiske mystik som strengt empirisk, fordi han interesserer sig for det William James kaldte religiĂžse erfaringer. Men det er lidt fattigt, at han kun i Vesten har fundet Schelling og Rousseau, som hver isĂŠr har haft “en kort empirisk indsigt i bevidsthedens ikke-duale natur”. Undertiden gĂ„r det helt galt nĂ„r han sammenligner Dalai Lamas mĂžde med kristne gejstlige med mĂždet mellem fysikere fra Cambridge og buskmĂŠnd fra Kalahari.

Harris fremhĂŠver “bevidsthedens iboende frihed, uden dogmatiske lĂŠnker”, men han har selv mange dogmatiske fordomme. Det er beklageligt, at han ikke har sat sig grundigt nok ind i Eckhart, Johannes af Korset og Theresa Avila, skĂžnt han kender dem. Han siger at deres mystiske indsigt er lĂŠnket til den kirkelige lĂŠres dualisme, og at den mystiske kristendom dĂžde, den dag Saul satte kurs mod Damaskus. TvĂŠrtimod vil jeg sige.

Sufismen er en islamisering af nyplatonismen og gnosis lÊren i mysteriereligionernes-, buddhismens-, hinduismens-, zoroastrismens- og kristendommens mystik. Denne visdomslÊre er ensbetydende med den empiriske indsigt i bevidsthedens ikke-duale natur. Harris har forstÄet, at sufismen netop derfor gennem det meste af historien er blevet betragtet som kÊtteri i den muslimske verden.

I den udstrÊkning sufismen har bevaret en tilknytning til Koranen, har den vÊret bundet til dualismen. Islam er stÊrkt pÄvirket at manikÊismens dualisme. Pludselig udtrykker Harris sig knivskarpt:

“Eftersom bevidstheden allerede er fri for subjekt/objekt-dualiteten, er fremkomsten af en Eckhart eller en Rumi ikke nogen overraskelse.”

Eller hvad med denne:

“Selv om jeg ikke vil benĂŠgte, at enhver tradition, den vĂŠre sig Ăžstlig eller vestlig, kan have frembragt et par mystikere, hvis indsigt brĂžd igennem deres tros forgyldte fĂŠngselstremmer, er de trosbaserede religioners fiaskoer sĂ„ iĂžjnefaldende, deres historiske selvfornedrelse sĂ„ stor og deres intolerance i sĂ„ hĂžj grad af denne verden, at det er pĂ„ tide, at vi holder op med at komme med undskyldninger for dem.”

Harris praktiserer selv en eller anden form for meditation, mÄske tibetansk dzogchen meditation. Meditation er for Harris, at subjekt/objekt-dualismen i sansning og kognition forsvinder, mens bevidstheden stadig er levende opmÊrksom pÄ oplevelsens kontinuum. I den direkte sansning af virkelighedens kontinuum er dualismen derfor allerede overvundet. Her er der noget at erkende om bevidsthedens natur.

Bevidsthedens indhold: Synsindtryk, lyde, fÞlelser, tanker, stemninger osv. er udelukkende forskellige udtryk for bevidsthed. SÄvel erindringer som forventninger kan kun opstÄ i nuet. Til daglig opfatter vi kun nuet dvs. Þjeblikkets synsindtryk, lyde, smagsoplevelser og sansninger svagt gennem et slÞr af tanker. Og vi kender slet ikke den frihed og enkelhed, der kendetegner den bevidsthed, som gÄr forud for tankens opstÄen. Meditation handler ikke om at undertrykke tanker, men at bryde vor identifikation med dem, sÄ vi kan erkende den tilstand tankerne udspringer af.

Hvis man i sin meditation gĂžr et forsĂžg pĂ„ at finde oplevelsens subjekt, vil dets fravĂŠr blive tydeligt. Det illusoriske slĂžr, der adskiller erkenderen fra det erkendte, selvet fra verden, indvendigt fra udvendigt, er forsvundet. Denne erfaring har i Ă„rtusinder vĂŠret kerneelementet i menneskelig Ă„ndelighed. Vi behĂžver ikke at tro pĂ„ noget for at aktualisere denne erfaring. Vi skal blot kigge indgĂ„ende nok pĂ„ det, vi kalder ”jeg”.

Harris siger:

“Ægte mystik kan vĂŠre ”objektiv” – i den eneste normative forstand af dette ord, som det er vĂŠrd at bibeholde – i den forstand, at den ikke behĂžver at vĂŠre besmittet af dogmer. Her og der i Troens Fallit er der en betydelig indsigt: NĂ„r man fĂžrst har opdaget, at bevidstheden….hĂŠver sig over sit eget indhold, og at den allerede nyder det velvĂŠre, som jeget ellers vil sĂžge, har man overskredet erfaringens logik.”

Jeg tror Harris i sin ungdom har taget LSD, det antyder hans bemĂŠrkninger om psykedeliske trip om. Han interesserer sig derfor for, hvad bevidsthed er og for hjerneforskning. Han siger:

“Selv om bemĂŠrkelsesvĂŠrdige erfaringer venter pĂ„ den, der eksperimenterer med shamanisme, gnosticisme, kabbala, hermetisme, magi, psykedeliske trip og andre sideveje, – er den kendsgerning, at bevidstheden altid er alle visionĂŠre oplevelsers kontekst og betingelse, en stor og afklarende sandhed, der stempler alle disse digressioner som i bund og grund unĂždvendige…At bevidstheden ikke forbedres, befris eller oplyses af det esoteriske fyrvĂŠrkeri er en kendsgerning, som de kontemplative kan bekrĂŠfte med deres egne erfaringer.”

Ved disse visionÊre eksperimenter overser man selve bevidsthedsrummets sublime enhed og helhed, der gÄr forud for subjekt-objekt dualismen. SkÞnt de psykedeliske erfaringer er fascinerende for intellektet, er de flygtige og kommer og gÄr igen. Og alt hvad der kommer og gÄr er et relativt bevidsthedsindhold.

Harris siger, at mystik er et rationelt forehavende. Det er religion ikke.

“Mystikken har erkendt noget forud for tanken og denne erkendelse kan gĂžres til genstand for rationel diskussion. Mystikeren har grunde til det, han tror, og disse grunde er empiriske…Verdens foruroligende mysterium kan analyseres med begreber (det er videnskab) eller opleves begrebsfrit (det er mystik). Religion er ikke andet end dĂ„rlige begreber, der til evig tid er sat i stedet for gode begreber…Det mĂ„ vĂŠre muligt at koble fornuften, Ă„ndeligheden og etikken sammen i vores mĂ„de at tĂŠnke pĂ„ verden pĂ„.”

Tim Pallis

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjÊlp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bÞger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 Är var han ansat pÄ Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone pÄ verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jÊvnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gÞr det stadig. Han er ikke en zen lÊrer i traditionel forstand, men forsÞger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen Êstetik og sammenlignende mystik.

0 0 votes
Article Rating


DonĂ©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

10 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Humoral
Humoral
9 years ago

jag har kopplat Sam Harris till kritiker med fotfĂ€ste att utmana vĂ€nsterliberaler som halkar runt i dyngan av den vĂ€rld man sjĂ€lv skapat men inte har ryggrad, sanningar eller förmĂ„ga att hantera. Av Tim Pallis anmĂ€lan av “The End of Faith” förstĂ„r man att Sam Harris Ă€r vĂ€l existentiellt förankrad i sin tankevĂ€rld och en viktig opposionell röst. En annan av Sam Harris kaliber Ă€r Ayaan Hirsi Ali, det skulle vara intressant att fĂ„ ta del av vad hennes övertygelse grundar sig pĂ„.

Machiavelli
Machiavelli
9 years ago

Lad mig gentage et citat fra mit tidligere indlĂŠg “Religion og nĂždvendighed.” “Ordet religion og religiĂžsitet bliver misforstĂ„et, skĂžnt enhver moralsk appel til at fĂžre udviklingen mod bedre tider aldrig kan komme uden om betragtninger som mening med livet, orden helhed og sammenhĂŠng. De forestillinger som allerede befinder sig i bevidstheden i forbindelse med de myter eller billeder og fortĂŠllinger, som Jung opdagede. Dvs. at den mĂ„de som mennesket anskuede guderne pĂ„ stadigvĂŠk lever videre i det kollektive ubevidste, og derfor ogsĂ„ Ă„bner op for et dybere studie af psykologien og dermed religionen.” Det er i al beskedenhed det, jeg… Read more »

Peter Buch
Peter Buch
9 years ago
Reply to  Machiavelli

Personlig oplever jeg ikke meget der giver Harris medhold i at- mennesker er forblĂŠndet af fĂžlelser af at vĂŠre adskilt fra alt andet.
Det er mĂ„ske mig, jvf. set eksempelvis i kommetarer som “NĂ„r jeg stĂ„r pĂ„ pulpituret
og mĂŠrker jeg er (selv) en del af uret… http://www.uriasposten.net/archives/3934 , eller det og de jeg mĂžder…

Angela
Angela
9 years ago

Intressant. Knappast nĂ„gon som talar om gudsbegrepp eller trons innehĂ„ll lĂ€ngre. Inte ens prĂ€sterna.Christoffer Lasch i Eliternas uppror tror jag det var talade mycket om vĂ„dan att inte lĂ€ngre ha ett gudsbegrepp. Den kristna tron har mer blivit en “barnatro” som Ă€r gulligt att ha vid Jul, dop eller andra högtider. MĂ€nniskor blir tomma och fyller tomrummet med konsumism eller andra droger av olika slag. I Svenska kyrkan Ă€r det viktigaste just nu att vara HBTQ-certifierad. Till vad, för vad Ă€r oklart. Bara man Ă€r det.

Poul HĂžjlund
Poul HĂžjlund
9 years ago

KĂŠre Tim Pallis.

LĂŠste dit indlĂŠg i morges, – det var mentalt rugbrĂžd fra morgenstunden. Fremragende forklaring af det kristne gudsbegreb og dygtig afstand til alverdens fortidige og nutidige kortslutninger. Kom i hu et citat fra min lĂŠngst afdĂžde far: “Ingen taler sĂ„ meget om Gud som ateisterne.”

Ville blot flere forstÄ, at religion alt for ofte er troens absolutte modsÊtning.

mvh/Poul HĂžjlund

Tim Pallis
Tim Pallis
9 years ago

Tak Poul HĂžjlund – Jeg tror vi er pĂ„ bĂžlgelĂŠngde!

Angela
Angela
9 years ago

GĂ„r inte att komma in. Hahaha…pĂ„ nĂ€tet ligger flera olika lĂ€nkar sĂ„ mĂ„nga har tagit del av det. Har man tur kommer in pĂ„ sökorden YOU Tube UKIP Calypso.

Bjovulf
Bjovulf
9 years ago
Reply to  Angela

Haha, han Ă€r nog inte anstĂ€ld vid BBC sĂ„ lĂ€nge till 😉

Angela
Angela
9 years ago
Reply to  Bjovulf

Det finns pĂ„ The Guardian, men inte hela och dĂ€r stĂ„r varför det stoppats. För att det Ă€r reggae och sjöngs med karibisk accent. 🙂 Jag lyssnade pĂ„ texten och tyckte musiken lĂ€t bra. Jag tror de flesta gör det. Det Ă€r otroligt man ser rasism överallt. Det har gĂ„tt dem pĂ„ hjĂ€rnan. För mig och de flesta lĂ€gger inte ens mĂ€rke till det. De flesta gillar vĂ€l reggae. Texten, innehĂ„llet, var det viktiga. Att det handlade om EU.

http://www.theguardian.com/politics/2014/oct/20/ukip-calypso-song-number-one-nigel-farage-mike-read

Angela
Angela
9 years ago

Skall lÀsa inlÀgget om en stund. Men först en Youtube film (3 min) som fanns pÄ Petterssons blogg men det gÄr inte att se den dÀr. UKIP Calypso. Den publicerades igÄr den 20 oktober 2014 och har redan setts av fler Àn 100.000. Se du den ocksÄ!

http://www.youtube.com/watch?v=9xLbcIianBg

10
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x