27
jan
Seneste opdatering: 27/1-15 kl. 0901
11 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Robert Redeker, Le Point, 10 januar 2015

van gogh, 2.11.2014, III 049Tag ikke fejl: Som Giordano Bruno og Giulio Cesare Vanini, der blev brændt levende på Inkvisitionens bål i 1600-tallet, således døde Charb, Cabu, Wolinski, Maris og Tignous fra Charlie Hebdo en heltedød. Det samme skete med Georges Politzer, den kommunistiske filosof og modstandskæmper, der blev henrettet i fæstningen Mont Valérien (i Paris-forstaden Surenes, o.a.) i maj 1942, mens han sang la Marseillaise.

De døde som helte, og de døde for os præcis som modstandsfolkene fra 1940 til 1944. De døde for at vi kunne fortsætte. Også de to politifolk, som vi ikke skal glemme, døde som helte og for os.

De døde helt åbenlyst for friheden. Alligevel undgår kommentarerne at sige, at de døde for Frankrig – for en bestemt opfattelse af Frankrig som et åndfuldt land med en strålende, boblende og uafhængig intelligens. “Ånd” er et ord med en særlig mening i Frankrig. Det er meget forskelligt fra en filosofisk, metafysisk eller teologisk mening. Betydningen fremgår af udtrykket “åndrig”. La Bruyère, La Fontaine, Voltaire, La Mettrie, Vauvenargues, Rivarol havde ånd, som også udfoldes i fransk samtalekunst.

Charlie Hebdos tegnere, der faldt for obskurantisters kugler, var denne ånds arvtagere. De videreførte denne tradition og det, der er mest originalt i Frankrigs åndsliv.

Der er ingen tvivl om, at morderne hadede Frankrig som en åndfuld civilisation. Eller rettere: De hadede de to Frankrig’er. Det ene er knyttet til en tro, som de afviser – d.v.s. det kristne Frankrig, som har sine rødder i kong Klodevigs dåb (for halvandet årtusind siden, o.a.). Det andet er den åndrige intelligens, der sætter ordenes ild og jern til de ømme punkter – sådan som det blev gjort af Voltaire, de La Mettrie, Guitry og Charlie Hebdo.

Det frie ord hører sammen med Frankrig. Det forstod de Gaulle, da han i sin tale i Alger i oktober 1943 hyldede Politzer, der døde for Frankrig, for at bidrage til at redde åndens værdighed.

Hvad betyder det frie ord? Det betyder frihed til at overdrive, at gå for vidt. Ytringsfrihed betyder at genere foreninger, organisationer, samfund, stater og personer. Ytringsfrihed følger med pligten til at genere. Ingen har generet bedre end Charlie Hebdos tegnere.

Men der er mange, der tror på det modsatte. For dem er ytringsfrihed retten til at sige og skrive ting, der ikke generer, ikke chokerer, ikke sårer nogen. Det frie ord må kun siges med en fad og udvandet mening. Så bliver det søvndyssende som en tv-avis, der kun bringer sport, reklamer og vejrudsigten! Tusinder af foreninger, lobbyer og pressionsgrupper og alt for mange borgere opfatter ytringsfrihed som retten til at sige det, der ikke generer. Den fremherskende ideologi, tidsånden og den politiske korrektheds vagthunde anbefaler, at denne frihed ikke går for vidt. [ … ] Denne indskrænkede frihedsrettighed passer de kalasjnikovbevæbnede mordere fint. Charb og hans venner på Charlie Hebdo overskred den hver uge. Det frie ords fjender hader også noget andet, som Charlie står for: polemikken. Polemos – striden – er demokratiets sande fader. Demokratiets grundvold er anerkendelse af, at der hele tiden er konflikt og at det er nødvendigt, at folk deler sig efter meninger.

[ … ] Demokratiet er et paradoks. I modsætning til alle andre styreformer, bliver det holdt sammen af konflikter. Det er kun holdbart, hvis der er offentlig splittelse. Det er den, der skaber sammenhold. Den er tegn på demokratiets sundhed. Men enighed er et sygdomstegn, og enstemmighed er døden. [ … ] Det gælder især ideernes kamp. Demokratiet lever kun, hvis der foregår en skjult borgerkrig med ord. Jean Paul Sartre gav sin selvbiografiske roman titlen “Ordene” og kaldte sin pen sit sværd. Her stillede han sig midt i demokratiets politik.

At myrde striden med ord som morderne gjorde på Charlie, er at myrde demokratiet. At myrde ånd er at myrde Frankrig.

(Le Point, d. 10. januar 2015; oversat af Torben Snarup Hansen)

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Santor

    Den 10. Januar? Jeg gætter på at ingen Danske aviser har bragt en oversættelse eller en henvisning til den artiklen.

    For vores egen presse og politikere er de myrdede tegnere ikke et problem. Det skabte en foto-ops og endnu en mulighed for at EU kan stramme alle skruer et par takker mere, for at forhindre befolkningens frie tanker og handlinger.

    Hvis man ikke vidste bedre kunne man, efter parolen “hvem har fordel af det”, antage at det var de samme politikere der havde bestilt mordene, så tæt ligger deres interesser på islams terrorister.

    • Ja, Santor. Denne sætning burde hænges op på væggen i Riksdagen og Folketinget

      Demokratiet er et paradoks. I modsætning til alle andre styreformer, bliver det holdt sammen af konflikter. Det er kun holdbart, hvis der er offentlig splittelse. Det er den, der skaber sammenhold.

      M.a.o: Man kan ikke have rigtigt demokrati et et konfliktsky land

  • Ole Madsen

    Offentlig splittelse er en diktators drøm. Så kan han spille parterne ud mod hinanden. England besejrede ikke Nazityskling, fordi der var ‘offentlig splittelse’ i England.

  • endnu en drøm: Bara i diktaturer kan psykologer bota extremister

    Ekstremisterne er et 100 % resultat af svenske politikere. Nu vil de tørre dem af på psykologien. Én fordel har dog vanvittige politikere, de har forbedret den svenske, skrevne opinion

  • Torben Snarup Hansen

    Under Anden Verdenskrig var der offentlig splittelse i både Storbritannien og USA, især fordi pressen et langt stykke orienterede om politiske problemer og uenighed. Der var strid og spektakel mellem de to stormagter og den landflygtige – og meget besværlige – de Gaulle, der repræsenterede det tyskbesatte Frankrig. Der var også uenighed mellem amerikanske og britiske generaler – eksempelvis mellem Montgomery og Bradley. Men trods uenigheder var der sammenhold i handling. De to rivaliserende britiske partier Labour og Konservative indgik regeringssamarbejde med Churchill som premierminister. Udadtil – i kampen mod Hitler – var briterne indbyrdes forenede og allierede med USA. Indadtil var der uenighed.

    Som bekendt var der ingen kritik eller “slinger” i nazisternes Tyskland. Føreren besluttede alt, skønt mange af de militære topfolk var dybt uenige med ham om krigsførelsen. D. 20 juli 1944 prøvede de at sprænge Hitler i luften. Kuppet mislykkedes, men der er overvældende dokumentation af, at hans stædighed og dumhed bidrog til Tysklands undergang. Han ville ikke høre andres meninger – måske med undtagelse af Albert Speers.

  • Limewoody

    ´
    Hvem skriver sådan? – efter lidt indledende bemærkninger:

    For DR må det altid være afgørende, om man samlet formår at vise og dække det, der er journalistisk relevant. Der må – for guds skyld havde jeg nær sagt – ikke være væsentlige emner og begivenheder, der ikke kan dækkes ordentligt på grund af frygt for at fornærme nogen.

    Netop vurderingen af relevans må et medie som DR selvsagt tage på sig. Når man diskuterer udåden i Paris er det oplagt og relevant netop at vise nogle af de skelsættende forsider fra det kontroversielle magasin. Det er en uomgængelig del af historien. Også forsiden fra det første nummer efter mordene har en oplagt dokumentations- og nyhedsværdi. Men der er også en grænse. Det er næppe DR’s opgave at blive aktivistisk og udsende ting, der krænker andre – blot fordi man kan.

    De konkrete tilfælde kan og skal man diskutere. Og den ansvarlige ledelse må så tage de beslutninger og det ansvar, som den nu er hyret til. Men der er intet perspektiv i blot at opsøge særligt fornærmende udsagn – for så at udsende dem så vidt og bredt som muligt. Det er just heller ikke den model , DR selv har peget på i sine etiske retningslinjer, hvor der netop står mange kloge ord om både ytringsfrihed og rimelig hensyntagen.

    Det bedste forsvar for ytringsfriheden er at bruge den til noget vigtigt. I denne sag må der ikke være væsentlige emner, man lader ligge. Sådan har det ikke været indtil nu. Først hvis det en dag bliver tilfældet, er der for alvor grund til at slå alarm.

    Seernes og lytternes redaktør, Jakob Mollerup.
    http://www.dr.dk/OmDR/Lytternes_og_seernes_redaktoer/Klummer/2015/0115 172626.htm

    • Ja, det viser jo bare at vestens apologeter stadig ikke har fattet hvad vi er oppe imod. Eller også så har de, men så skal de lade være med at fylde os med løgn.

      De har lukket islam ind ad bagvejen! De kendte, pga. intellektuel uredelighed eller utilgivelig ignorance, ikke en skid til hverken det eller hele dets forbandet blodige historie – og nu sidder vi så i suppedasen og diskuterer hvad der må siges og hvordan..!

      Går man først igennem hele historien, bliver man virkelig slået af hvilken dumhed vesten har begivet sig ud i. Vi skulle ha’ set det komme fra lang afstand, men i stedet fejede alle de toneangivende idioter det ind under gulvtæppet..!

      Med hvilken grund gjorde de det..? Ja, at dømme ud fra den taktik de nu synes at lægge for dagen, kan man jo kun få den tro, at de har ment det var et ganske undseeligt problem, som sagtens kunne overkommes, når bare vi fik dem overbevist om hvor gode vi var..!

      Ja, goddaw do..! Hvis muslimerne bare så meget som giver køb på selv den mindste smule rabiate gang ævl der står i deres hellige krigsmanual, falder hele lortet jo fra hinanden. Det ved de jo udmærket godt – og derfor trækker de jo bare tiden, godt hjulpet af godtroende stupide fjolser, hvis største ulykke er at de aldrig har oplevet noget, der virkelig ville kunne vække dem. Men det kommer de til – sammen med alle os, hvis ulykke er, at vi ser det mens det sker..!

      Islam er lakmusprøven, der beviser hvor ensporet, venstredrejet og politisk korrekt vores verden har udviklet sig. Vi lod den gøre det – og det gør vi stadigvæk – selvom intet fænomen, så grusomt som islam, på nogen måde kan tales ned..!

      Pludselig forstår jeg Oriana Fallacis vrede…

      • Santor

        “Pludselig forstår jeg Oriana Fallacis vrede”.

        Det er det vores politikere overser. Den vrede de har opbygget i befolkningen og som vil få sin udladning en dag ud i fremtiden.

        Jeg plejer at sige at jo længere der går inden politikerne handler på den modstand der er imod islam des flere uskyldige går det ud over i sidste ende.

      • OIC vil sagsøge Charlie Hebdo

        Den islamiske samarbejdsorganisation OIC, der repræsenterer 57 muslimske lande, arbejder på at sagsøge Charlie Hebdo i kølvandet på bladets seneste forside med profeten Muhammed. Nyheden kommer i kølvandet på sidste uges voldelige demonstrationer i Niger, Pakistan og Algeriet, ligesom iranske myndigheder har bandlyst avisen Mardom-e-Emrooz for at tilbyde støtte på sin forside til Charlie Hebdo. Det har fået Saudi Arabiens tidligere kulturminister og nuværende OIC-leder, Iyad Madani, til at fordømme den nyeste udgave af Charlie Hebdo, som Madani kalder “et idiotisk træk, der kalder på juridiske konsekvenser.” Han siger: “OIC studerer i øjeblikket den europæiske og franske lovgivning, samt andre muligheder for at stable et søgsmål på benene. Hvis den franske lovgivning giver os lov til at sagsøge Charlie Hebdo, vil vi på ingen måde tøve med at sagsøge det franske satiremagasin.” (independent.co.uk, eb.dk)

        http://www.fridebat.nu/index.php/tidslinje 18/1 2015 –

  • Robert R

    Robert Redeker skæbne er beviser på det enorme intellektuelle svigt, som hele den bestemmende klasse har udvist i debatten om islam i vesten.

  • Pingback: Pegida, Malmø: “Er I kommunister?” « Snaphanen()