På mandag får filmen om Eik Skaløe (1943-1968) premiere. Jeg forestiller mig, jeg skal se den. I den anledning har jeg varmet op med forskellige film om Steppeulvene, blandt andet denne fra 1988 hvor den overlevende del af orkestret medvirker og f.eks. en ung Lama Ole Nydahl (min. 25:28 og igen min. 32:50) og en klogt analyserende Iben Nagel Rasmussen (Itsi Bitsi, som Skaløe kaldte hende.) Det er en rigtig god lille film. Berlingske har haft nogle gode artikler: Da Eik mødte Iben og “Vi kan spejle os i Eik Skaløe”.

Man siger, at de der påstår de kan huske tresserne, ikke var tilstede, og det gælder i nogen grad for mig og Steppeulvene, og ikke kun fordi det er 47 år siden. Der er nok ikke så mange andre nulevende, der har overværet 2-4 koncerter med Steppeulvene i orkestrets korte levetid, for de var bestemt ikke “kult” da de eksisterede, få kom til koncerterne og ingen købte LP en Hip de første år. Jeg tror det var helt ind i 90 enre, den fik en enorm renæssance.

Jeg hørte dem med en ven i sommeren 1967 i Valhalla på Dyrehavsbakken, muligvis en gang i Galleri 101 i Store Kongensgade, jeg kan ikke huske det.  Der kom et bredt udsnit af eksistenser fra komponisten Per Nørgaard til den finske drop out og senere morder på et evigt LSD trip, Provo Knud. Det lå lige over for politistationen, men det var Ekstra Bladet der fik lukket bulen.

Grunden til min tågede hukommelse er selvfølgelig, at alle var lige så vinde og skæve som Steppeulvene selv. Valhalla, der blev revet ned i 2011, var en gammeldags dansepavillion med trægulve, og når jeg ser det for mig nu, var det næppe en tredjedel fyldt. Jeg fotograferede også dengang, men når jeg ikke havde kameraet med, må det skyldes at jeg ikke opfattede dem som noget særligt på det tidspunkt. Det nytter ikke at ærgre sig over nu, hvor de er historiske og Eik Skaløe har fået opkaldt en plads efter sig ude på Holmen.

Min ven “Banemanden” (fordi han arbejder i DSB), købte straks Hip, og vi hørte den meget grundigt til indtagelse af hash i store mængder. Når jeg hører den i dag, holder den stadig. Skaløe ville være forfatter ligesom Jim Morrison, og det er hans første vingeslag som digter, man hører på den. Den unge Bob Dylan havde sat ham i gang. Teksterne er vilde, men de har struktur i tanken og rimer endda. Se et par vers fra En Dunhammeraften:

I værelse 7 spiller Rifbjerg skak med
Grundtvig der sidder og nynner Bach
I Frue Kirke kan ingen begribe
hvem der sidder og ryger på orgelpibe
Det’ da ellers ikke særlig svært at forstå
når man har sine violette snabeltyrkersko på
Det’ en dunhammeraften
Hammer med stort H!

Tycho Brahe sidder på Rundetårn og
tegner horoskopet for pinsemor’n og
snadder på sin pibe og vifter stolt på en
motorvejsbølge er der ikke koldt nej
Sjælland er’n dejlig varm ø at bo på
når man har sine violette snabeltyrkersko på

 De tre musikere, der medvirker i filmen, var netop musikere og forstod ikke rigtig hvad Skaløe var ude på. “Vi spillede bare.” De mange fejl, man kan høre på HIP, skyldtes af pladen blev optaget på to døgn uden rettelser og måske navnlig at de var høje på LSD og hash samtidigt. Oven i købet myldrede uvedkommende mennesker ind og ud af studiet. Det var kaos, men det gør ikke noget. Jeg elsker den som forældre elsker et skeløjet barn. Man kan høre alle numre på You Tube.

Min tid med stofferne sluttede i 1969. I det jeg påregner, at forbrydelsen er forældet, kan jeg godt for første gang afsløre, at jeg smuglede et kilo hash fra Beirut til Danmark som finale. Ikke af kommercielle grunde overhovedet, jeg tjente ikke en krone, det gik op i røg og venner på samme måde som det kilo hash, Steppeulvene havde med på turne i Jylland.

Det er fra den tid, jeg har mine varme erindringer om Beirut inden borgerkrigen, en smuk, civilliseret forlængelse af europæisk kultur ved Middelhavet. Muligvis influerede min grønne libaneser på min oplevelse, det står også lidt tåget. Var den mon virkelig så skøn?

En tid der også i den grad er ovre. Om Eik Skaløe i virkeligheden begik selvmord, er jeg ikke sikker på. Når man ser ørkenen på grænsen mellem Indien og Pakistan, kan man forestille sig andre grunde.