23
feb
Seneste opdatering: 23/2-15 kl. 1416
4 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Nätet översköljs av hyllningar till “svenska” jihadterrorister

We are in the midst of a Third World War, says Pope

I Berlingske skriver Kasper Elbjørn “Vi er i krig.” Hvis man synes, det endnu er lidt overdrevet, kan man dog ikke nægte at Folketinget gør hvad de kan, for at sprede Mellemøstens krige hertil. Nu opruster de for millioner, men de tør ikke vedtage noget, der kan gøre de “vrede unge mænd” mere vrede. De er bange for fjenden,  og han lugter det. Prøv at læs Spengler én gang til og sammenlign realitetsniveaerne: Too many ‘most wanted men’

On his return journey from his visit to Korea this week, Pope Francis lamented the growing number of conflicts across the globe, saying that we “are now in World War III”. He told journalists on board the papal plane: “Today we are in a world at war everywhere. A man said to me, ‘Father, we are in World War III, but spread out in small pockets everywhere.’ He was right.”

In an extraordinary intervention, the Pope on Monday implied that military action might be necessary to stop the jihadists of the Islamic State (IS) in Iraq, though he ruled out the use of bombs. More than 100,000 Christians have been driven from their homes by Islamist terrorists. He said that he is considering going to northern Iraq to show solidarity with those who have been murdered, raped and exiled by the IS. He added that strong measures were “justified” – so long as these were not the acts of only one country. “In those cases where there is an unjust aggression, I can only say that it is legitimate to stop the unjust aggressor,” he said. “I underscore the verb ‘stop’. I don’t say ‘to bomb’ or to ‘make war’, but to ‘stop’.” The Tablet

Gamle reflekser dør ikke så lett

Av HANS RUSTAD

Hvordan takler venstreaktivistene fra 60-tallet møtet med dagens jihadister? Dårlig. Jan Guillou er et skrekkens eksempel. Han snur hele situasjonen på hodet: Sverige er ikke truet av antisemittisme, men av islamofobi.

Guillous “analyse” er samtidig en gravskrift over hans egen status: Tro til det siste med en voldelig idealisme, som indirekte solidariserer seg med de nye voldsmennene.

Også i Sverige snakker jøder om at de føler seg utrygge og vurderer å forlate landet. Guillou latterliggjør dem. Det er moskeene som er truet, ikke synagogene.

Efter att mer än ett dussin moskéer i Sverige utsatts för mordbrand och andra attentat har polismakten beslutat att ta till exceptionella krafttag. Man har posterat stridsutrustade specialpoliser med särskilt häftiga tyska kulsprutepistoler utanför landets synagogor och judiska skolor. Samtidigt dånar en våldsamt aggressiv debatt på landets liberala ledarsidor om antisemitismen i Sverige. Inte, således, om den dominerande formen av svensk rasism som riktar sig mot araber och muslimer.

Nu, mina damer och herrar, träder vi in i den svenska politiska debattens helvetesrum. Ty varje försök att analysera eller förstå mekanismerna bakom denna uppochnedvända ordning utlöser traditionellt nya avgrundsvrål från liberalerna.

Man merker at Guillou nyter å sette fingeren i øyet på det han kaller det liberale Sverige. Men samtidig er situasjonen såpass alvorlig at det han sier får en egenvekt. Hvem er det han solidariserer seg med, og hvem er det han håner?

För dem, som vill framställa Sverige som ett antisemitiskt snarare än islamofobiskt land, är varje lögn och överdrift ett av det höga ändamålet helgat medel.

Det er en ganske “frisk” uttalelse, særlig den om at “hver løgn og overdrivelse helliger det gode formålet”. Overfallet på jøder er altså løgn og overdrivelser.

Guillou har den samme sinnelagsetikken som dagens islamister. De blir krenkt. Nå blir Guillou krenkt på historiens vegne, på Sveriges vegne.

Tanken att den svenska juden­heten börjat förbereda sig på flykt ur landet är inte bara hårresande. Den är en oerhörd förolämpning.

Altså ikke feil, villedende, men en forulemping. Hvorfor? Fordi Sverige er landet som reddet jødene, eller rettere: Ga dem en trygg havn. Men kan man rose seg selv av ikke å ha avvist jøder på flukt? Det var ikke svenskene som reddet jødene, det var danskene og den norske motstandsbevegelsen. Den svenske venstresiden har ellers vært svært så opptatt av Sveriges kollaborasjon med Nazi-Tyskland. Nå identifiserer Guillou seg plutselig med det offisielle Sverige.

Denne påberopte stolthet gjør at han kan hevde noen som åpenbart er en løgn:

Och just den nazistiska historien har gjort antisemitismen till den mest föraktliga, och därför minst frekventa, formen av rasism i vårt land.

Det er påviselig feil. Sverige har en aktiv nynazistisk bevegelse, og en stor venstreside som er innbitt anti-israelsk og antisionistisk, uten brannmur mot antisemittisme. Venstresiden bærer et stort ansvar, liksom i Norge, for at tilflyttede muslimer tror antisemitisme er stueren.

Två händelser nyligen har utlyst den pågående hysterin.

Skriver Guillou og mener Paris- og København-terroren. Men det er ikke noe å hisse seg opp over. Alle er skjønt enige om at de var fordømmelsesverdige. Så hva er det å bråke for?

Vansinnesutbrottet i den liberala pressen blir ändå absurt nog ett bevis på hur omöjlig en antisemitisk hållning är i Sverige. Men samtidigt har vi ett politiskt parti i vår riksdag, med mer än tio procent av befolkningen bakom sig, för vilket islamofobin är en politisk hörnsten.

Islamofobien, ikke antisemittismen, er problemet. Nå har hysteriet lært jihadistene at det lønner seg å angripe journalister. Underveis har de oppdaget at også angrep på jøder gir stor omtale.
Dette er noe de har snublet over, mener Guillou.

Att vettvillingarna inom den islamistiska terroriströrelsen förstått att angrepp mot europeiska journalister ger tio gånger så stor publicitet som mot poliser eller militärer får vi nog ta för givet. Om de inte begrep det tidigare så har de nu upplysts om att angrepp på enskilda judar kan vara lika effektivt.

Sebraen endrer ikke striper. Guillous egen voldsfortid gjør det lett å forklare tiltrekningen til dagens politiske voldsmenn.

Denne kommentaren synes Aftonbladet det var greit å trykke.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Niels Henriksen

    Polisen blev under lördagskvällen utsatta för stenkastning på Hässleholmen i Borås.

    http://www.exponerat.net/stenkastning-mot-poliser-i-boras/

  • Niels Henriksen

    Afsked med barnedrømmen
    http://gotfredsen.blogs.berlingske.dk/2015/02/22/afsked-med-barnedromm en/

    Af Sørine Gotfredsen
    22. februar 2015

    Det er nu over en uge siden, at to mennesker mistede livet i
    København, da Omar Abdel Hamid El-Hussein gik amok med sit våben.
    Diskussionen om indvandring og integration vil fremover dominere endnu
    mere, og mens jeg som flere andre længes efter tiden, hvor man kan
    beskæftige sig med noget andet, må man sande, at vi dikteres af
    virkeligheden.

    Men vi kan tage ved lære, for det understeger, hvilket menneskesyn dansk
    politik og en stor del af den toneangivende samtale længe har været
    nedsunket i. Man husker for eksempel den radikale politiker, der for år
    tilbage udtalte, at antallet af indvandrere aldrig ville blive et tema,
    for alt handlede om integration. Og man husker med taknemmelighed de få
    modige, der hævdede, at tanken var naiv, fordi menneskets identitet
    formes af en meget dybere historie end den, vi lige nu ønsker at
    konstruere. Den religiøse, sproglige og kulturelle kerne opløses ikke,
    blot fordi den omklamres af dansk velfærd, men kan tværtimod manifestere
    sig endnu stærkere og føre til den parallelle tilstand, der i længden
    kan sprænge et samfund. Jeg håber inderligt, at attentaterne i København
    for mange bliver anledning til at indse, at hele ideologien om det
    kulturløse menneske har demonstreret sin afmagt. Den er så fristende at
    godtage, fordi den fremstår progressiv og forsyner én med et dejligt
    skær af godhed og åbent sindelag. Men i realiteten er den i høj grad
    undergravende for et harmonisk forankret fællesskab. [!!!]

    Med få undtagelser må man sande, at folketinget i dag ikke rummer
    politikere, der forstår dette. De kan tale om terrorpakker og udvisning,
    men de kan sjældent selvstændigt analysere tidens sammenstød og indse,
    hvilke komplikationer det vil medføre fortsat at presse to grundlæggende
    forskellige religioner og kulturer sammen.[!!!] Dette terrorangreb kan
    derfor blive vendepunktet, hvor mange danskere erkender, at en bestemt
    politikertype har spillet fallit.

    • Niels Henriksen

      Sammen om hvad?

      http://www.b.dk/kommentarer/sammen-om-hvad

      Af Eva Agnete Selsing, Filosof
      22. februar 2015, 22:30

      Der var noget lorent ved mindehøjtideligheden 16. februar.
      Indledningsvis fordi det, der skulle samle danskerne i vores sorg og
      afmagt, primært bestod af venstreorienterede politikere. Deriblandt Anna
      Mee Allerslev, der mest har gjort sig bemærket som hårdnakket benægter
      af problemerne med arabisk had mod jøder. Der var også de standard-røde
      kunstnere, hvoraf den ene gav os den antinationale hymne »Imagine« (ved
      en lejlighed, der skulle samle nationen). Og så var der statsministeren,
      der holdt en mærkeligt kort, steril og floskuløs tale.

      Og hun er ikke alene. Allerede kort efter terrorangrebet begyndte en
      samlet centrum-venstrefløj at advare mod »politisering.« Nu skulle vi
      »stå sammen« i sorgen, hed det, og lade være med at gøre det til et
      spørgsmål om politik. Ikke nogen »dem og os«-retorik. På den måde blev
      alt, der rummede bare en smule vrede, en smule henvisning til
      kendsgerninger omkring attentatmandens ideologi, en smule kritik af de
      åbne grænser, til kynisk »politisering.« Men hvem er egentlig de
      politiserende kynikere her? Vi må huske på, at venstrefløjen i årevis
      har forsøgt at undertrykke den ærlige debat om indvandringens
      konsekvenser.

      I dette tilfælde har man, til lejligheden, taget befolkningens sorg som
      gidsel. Spillet på den og brugt den som skjold mod de mange kritikere af
      netop venstrefløjens skæbnesvangre flirt med multikulturalismen. En ret
      grov manøvre, hvis man tænker over det. Ekstra slemt bliver det derfor
      at genlæse statsministerens tale og indse, at fraværet af substans
      faktisk var politisering. Og at erkende, at de rødes nominelle modstand
      mod politisering også netop er, ja, politisering. Et retorisk greb til at
      skamme folk til at tie, ved at henvise til den fælles sorg. Det er politisering
      at benægte fakta for at fremme sin egen politiske dagsorden.

      Og venstrefløjens dagsorden er at benægte og undertrykke enhver
      faktabaseret snak om problemerne med kultursammenstød siden 1983. [!!!]

  • Peter Zichau

    Hvis man overhovedet kan fremdrage én positiv ting i hele denne miserer, så er det vel at vi nu er tvunget til, at tage hele vores historie og levemåde op til fornyet revision. Folk som Jan Guillou – og det halve Hollywood – kan ikke længere køre på frihjul – med deres falske narrativ om den forfærdelige hvide mand og det kulturløse vestlige samfund. Selv mindre bemidlede unge mennesker sidder nu og googler alt det de ikke måtte vide. Hvor var vi egentligt havnet ellers? Islam har været deres egen bremseklods…
    Og nu kommer selv paven på banen?!
    Mærkeligt, al den stund det ellers bare er noget, der foregår inde i “onde højre-kræfters” hoveder..?