Debatten i danske medier er second to none i Europa, i modsætning til Sverige nedenfor. Synd bare, at en syndflod af bøger og kronikker de seneste femten år, ikke synes at have påvirket Folketinget det fjerneste. Hvad angår landets skæbne, er det skrevet i vand ligesom denne blog. Danmark og Norge har et åbent vindue på en ti-femten år, inden vi besegler den demografisk ligesom Sverige. Jeg sporer ingen rigtig politisk vilje til at gribe en chance, der aldrig kommer igen.

Mens kommunismen var religion forklædt som et politisk system, er islam et politisk system forklædt som religion. Hverken kommunismen eller islam er således, hvad de giver sig ud for. Kommunismen var ret beset en tro på frembringelsen af et klasseløst samfund. Islam er ret beset en politisk model for et guddommeligt regime. Der er et stærkt element af fup og forblindelse involveret i begge fænomener. Ligesom i kommunismen ligger der i den islamiske bevægelse, der kom til Europa for 30 år siden takket være den irreversible masseindvandring fra Mellemøsten og Nordafrika, en forstillelse. Den spiller med fordækte kort, ligesom de muslimske ”kulturforeninger” herhjemme, der for manges vedkommende reelt er revolutionære celler, som arbejder for radikalisering og fundamentalisme på linje med de mest bogstavtro moskéer. Disse foreningers og moskéers bagmænd er ikke ”rodløse” enkeltindivider på jagt efter en identitet, sådan som vi har for vane at sige, men udgør kernen i et kollektiv med lange rødder tilbage til Koranen og Muhammeds eksempel, som forlener dem med vrede og politisk idealisme. De drømmer om et helt andet samfund domineret af hellige mænd, ikke blot et religiøst liv.

Hvor kommunismen i virkeligheden apellerede mest til idiotiske intellektuelle og ikke til ret mange almindelige mennesker, udgør islam en voksende appel for muslimer i Europa. De er kommet hertil i et tempo og omfang, som af fremtidens historikere vil blive kaldt en folkevandring, men de har taget islam med og gør den gældende politisk, kulturelt og socialt. Det går over al forventning. En ny trojansk hest. Mens kommunismen var religion forklædt som et politisk system, er islam et politisk system forklædt som religion.

Sveriges intellektuelle ‘utanförskap’

Jeg har skrevet, at jeg betragter Sverige som et teaterdemokrati, og ytringsfriheden som pseudo. Det er ikke talemåder, men iagttagelser gjort over 40 år. Næppe i noget andet vestligt demokrati bliver de bedste hoveder holdt ude af den offentlige debat, fordi de har meninger der ikke deles af en lille magtelite og deres censorer og lakejer, journalisterne. Der indtræffer enkelte undtagelser, men det er mediernes alibier for alsidighed. Der sker derfor stort set intet af interesse i svenske medier, det er ude i blogosfæren og på debatfora, det brænder på. Det er vel derfor nabolandenes politikere og journalister ikke har opdaget, hvilket pseudodemokrati Sverige er.

To af de højtkvalificerede, udelukkede er Lars Bern og Karl Olof Arnstberg. Der er andre, også de der er emigreret eller er gået i indre eksil. De to nævnte er så gode, at de ville være selvskrevne essayister i Weekendavisen, hvis de var danskere. Det er derfor en kær pligt, at henlede opmærksomheden på dem. Lars Bern: Blir den tysta statskuppen slutet för folkstyret?:

Jag har tidigare skrivit om hur de politiska partierna i Sverige gradvis förvandlats från folkrörelser till exklusiva yrkesföreningar för den nya politiska yrkesklassen. Denna klass består av karriärister som i stort sett saknar yrkeserfarenhet och någon betydande bildning. Journalisten Anders Isacsson döpte dem en gång mycket riktigt till den politiska adelsklassen, som likt den gamla adeln skaffade sig toppositioner i samhället utan andra meriter än sin klasstillhörighet.

På femtio år har partierna gjort sig av med nästan alla sina medlemmar och verksamheten har gått över från medlemsavgifter till att finansieras med skattepengar. Konsekvensen av den här utvecklingen är att den tidigare folkligt förankrade idédebatt som formade partipolitiken har tystnat. De partiaktiva ser mest politiken som en enkel karriärväg till feta skattefinansierade maktpositioner. I den här miljön gäller det att minimera riskerna som skulle uppstå om man tillät vanligt folk att påverka politiken. De politiska adelsmännen har numer starkare gemensamma intressen över partigränserna att bevaka, än de intressen som är folkets.

Karl-Olov Arnstberg: Samhällsdemens:

Folkhemmet tillhör redan gårdagen och vi har numera en maktelit som inte bara målat in sig själva i ett hörn genom sin invandringspolitik (såväl till höger som till vänster) utan hellre än att ta sitt förnuft kör samhället i sank.

Det myndighetssverige som hölls i strama tyglar av bland annat folkrörelserna har idag ingen motkraft. Det finns inga folkrörelser utom kanske idrottsrörelsen. Vi som, anonymt eller under egna namn, för fram relevant kritik mot invandringspolitiken och har ett mycket gott underlag för våra undergångsprognoser, vi får inget gehör. Sverige har ingen mobiliserbar intelligentia. Det finns heller inget folk som låter sig mobiliseras till försvar för det svenska välfärdssamhället.