6
apr
Seneste opdatering: 10/4-15 kl. 2354
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Frederiksberg 06.04.2015 043

Sigbjørn Obstfelders grav på Frederiksberg Kirkegård, buste af Gustav Vigeland.

Jeg boede en overgang på Frederiksberg Allé for mange Herrens år siden. Hos bageren kunne man møde Jens Kistrup, Svend Kragh Jacobsen og Dan Turell, det er et kvarter med mange “bureaukrater, bøsser og operasangere,” som min ven historikeren siger. Men selvom jeg kun har godt at sige om Frederiksberg, følte jeg mig aldrig helt hjemme. Jeg var en fremmed, en evig hjemmefødning fra egnen omkring Sølvtorvet, og siden jeg flyttede derfra, er det sjældent jeg kommer der.

Frederiksberg 06.04.2015 039Lige over for hvor jeg boede, lå Frederiksberg Gamle Kirkegård fra 1732, men jeg kom der aldrig dengang jeg skulle bevæge mig 30 meter for at se den. At jeg kom der for første gang mandag, skyldes som altid tilfældet og min ven turistføreren. Vi var kommet til at tale om den norske digter Sigbjørn Obstfelder, fordi Lars Bukdahl i sin omtale af Klaus Rifbjerg i Deadline søndag havde sagt, at “Rifbjerg introducerede modernismen, efter ham behøvede man ikke længere rime.”

(Genudsendelsen af Adam Holm interviewet med Rifbjerg, gjorde ikke dennes minde nogen stor tjeneste. Her ser man flere af hans dårlige egenskaber i kondensat, først og fremmest en mand der sprøjter ord ud som et maskingevær, starter sætninger han ikke aner hvor skal ende, som han vil køre hjem på rutinen. De kommer ikke hjem, men Rifbjerg hører det forlængst ikke.)

“Obstfelder skrev urimede digte i 1890’erne,” sagde turistføreren, “hvad mener Lars Bukdahl? Du kender ikke Obstfelder?” “Jo, det gør jeg da.” “Hvor kender du ham fra?” “Det har jeg glemt, jeg kender ham bare. Han betød noget for Rilke.” “Du ved ikke, han er begravet på Frederiksberg Kirkegård?” Det gjorde jeg virkelig ikke. Jeg blev mere interesseret.

Så kom vi til at tale om hans ven, Edvard Munch, – Munch har portrætteret Obstfelder og kendt ham i Berlin og København –  for jeg har prøvet at lokalisere den psykiatriske klinik, han var indlagt på i syv måneder i 1908, og hvor ham malede det berømte, djævelske portræt af professor Daniel Jacobson. Jeg havde søgt på Bülowsvej, men det er Kochsvej 21 lige bag kirkegården. En stille villavej, hvor Carlsberg ligger for enden af vejen. Jeg sendte en medfølende tanke til Munch’s viljestyrke, for hans nerver krævede absolut, at han holdt op med at drikke alkohol. Det gjorde han, og sikrede endnu fyrre års produktion af billeder.

Vi besluttede at cykle til Frederiksberg i solskinnet og smutte inden om Kochsvej. Jeg havde set, hvilken perlerække af danske kunstnere og videnskabsmænd, som ligger på Frederiksberg Kirkegård, og nogle af gravene foruden Obstfelders, ville jeg gerne se:

Robert Storm Petersen, Carl Th. Dreyer, Adam Oehlenschläger, Jonas Collin, H.C.Ørsted, Bindesböll, Salto, Preben Hornung, Olaf Rude, Hans Hartvig Seedorff, Lilly Broberg, Hal Koch, Poul og Aksel Møller og mange mange andre heriblandt mystikeren Martinus og bassisten Oscar Pettiford og nogle jeg har kendt i levende live, som jeg ikke vidste jeg skulle genfinde der. Charlotte, en af de smukkeste kvinder jeg har kendt, nu ligger hun der og jeg står her og ser hende for mig i fuldt flor.

Turistføreren kunne nogle detaljer. “Prøv at se nederst på Svend Kragh Jakobsens gravsten, der står “I samme jord lagdes 1908 Bournonville-danseren Valdemar Price.” Altså, balletanmelderen Svend har i 1972 købt gravstedet til sin mor Sisse i bevidstheden om at dele evigheden med Valdemar Price og hende og annoncere det på graven for efterverdenen. Tankerne har sine egne veje. Han kunne øvrigt se lige ned på det hvorfra han boede, 25 meter i luftline.

Kragh Jacobsen døde i 1984, og nu lever vi rigtignok i en tid, hvor det er småt med balletanmeldere, som var små konger med så stor status, så Preben Kaas engang skråede over vejen fra ABC-teatret, for at tæve ham efter en dårlig anmeldelse, ikke af en ballet, naturligvis. Det siger mere om pressens forandring end om ballettens. Ikke langt derfra ligger balletmester Flemming Flindt under et flot, skulpturelt mindemærke.

Vi går videre, jeg fotograferer egern. De normalt sky dyr er halvtamme her midt i storbyen. Vi går ind den ottekantede kirke i hollandsk stil med pyramidetag. I skyggen ser jeg på listen på min telefon over de grave, jeg ville se.

Om lidt kan vi gå på Promenaden, min gamle viceværts kontor efter arbejdstid, tror jeg, men den ældgamle bodaga er lavet om til fransk fusionskøkken og  haute cuisine, væk er billiardbordet og alle de sjove fotos, det af Salman Rushdie med nissehue og nisseøl. Vi havde ikke lige tænkt os hvidvin og Moules marinée:

Men også mere prominente folk har gæstet Promenaden på J-dagen. Den 11. november 1996 sad forfatteren Salman Rushdie på Promenaden sammen med et par folk fra den danske Rushdie-komite, da Tuborgs lastbil rullede op foran vinduerne, og nissepiger kom syngende ind i lårkort og huer med blåt blik.

En af huerne fik Salman Rushdie, som straks tog den på og bad om endnu en til at tage med hjem til ungerne. Til stede var også fire sikkerhedsfolk, som på forhånd havde spurgt, om det var ok, at Rushdie besøgte Promenaden, selvom han dengang var efterstræbt på livet, efter det iranske præstestyre havde udstedt en fatwa over ham på grund af hans roman De Sataniske Vers. Over den plads, hvor han sad, hænger i dag et billede af Rushdie iført Tuborg-nissehue.

Vi går videre, vi vil sidde udendørs i den tindrende sol. På næste hjørne ligger Dan Turell’s stamværtshus Frederik VI, der stadig rummer en del Turell-memorabilia. Det ligger i  samme ejendom, hvor han boede og hvor hans kone stadig bor.

 “Promenaden er lavet helt om,” siger jeg til den søde servitrice. “Det ved jeg ikke, jeg har aldrig været der.” Jeg er tørstig, jeg tyller en hel kande stempelkaffe og en danskvand, og jeg giver hende rigeligt med drikkepenge. Hvorfor er jeg pludselig så tørstig, tænker jeg?  Vi kører langsomt hjem over Vodroffsvej og Søerne. Alle er ude og gå i det blændende vejr.

(Jonas Collin, H.C.Andersens velgører. Læg mærke til, at gravstenen er nøjagtig som Andersens på Assistens Kirkegaard. Den er flyttet derfra i 1914 og til Frederiksberg, fordi det generede nogle i familien Collin, at den stod i skyggen af Andersen, siger turistføreren. Nederst prof. Jacobsons klinik på Kochsvej. Tredje fra neden den balsamerede mystiker Martinus.)

Frederiksberg 06.04.2015 027Frederiksberg 06.04.2015 014 Frederiksberg 06.04.2015 018 Frederiksberg 06.04.2015 010 Frederiksberg 06.04.2015 025Frederiksberg 06.04.2015 030Frederiksberg 06.04.2015 001

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Lazze

    Fandeme godt skrevet! En berigende fornøjelse at læse.

  • Thomas Nydahl

    Glimrande reportage i ord och bild Steen, kulturhistoria av bästa märke. Tack

  • barfbag
  • barfbag

    Der er åbenbart et problem med ikke at kunne skrive URL-links, min rettelse var også mislykket

  • Niels Henriksen

    Ja, man har jo da lov at håbe – tænkte sjovt nok præcis det samme, da jeg hørte nyheden.

    De kulturadigale har stadig ikke helt fattet, at det faktisk er dem selv, der lever i en tidslomme – virkelighedens verden og med den folk som flest er for længst løbet fra dem – endda helt uden at spørge disse meningspaver om lov ;o)

    De indbildte sig ghm., at de var ansat til at opdrage og belære os om, hvad og hvordan vi skal og må have lov at tænke, tale og handle, men færre og færre gider at lytte til deres uvidende vås eller har overhovedet nogen anelse om, hvad de står for – eller rettere stod for – , dengang de til en vis grad havde en fornuftig mission, altså før det hele gik over gevind og gik over i lallenaivisme, ligegyldighed ( værdi & kulturrelativisme ), islamlefleri og virkelighedsfjern politisk korrekthed.

    Dør kulturradikalismen ud sammen med Klaus Rifbjerg?

    http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2015/04/06/dor-kulturradikalisme n-ud-sammen-med-klaus-rifbjerg/

    AF KASPER STØVRING 6. APRIL 2015

    Med Klaus Rifbjergs død har dansk litteratur mistet sin ubetinget mest betydningsfulde forfatter i nyere tid, hvad enten man synes om Rifbjerg eller ej. Betydningsfuld skal her forstås sociologisk, snarere end æstetisk. Store Klaus var allestedsnærværende, uhyre produktiv, og hans forfatterskab er i efterkrigstiden blevet læst af stort set alle skole- og gymnasieelever samt danskstuderende på universitetet.

    ”Hvor jeg er, er dansk litteratur”, dét kunne Rifbjerg have sagt om sig selv (og dermed have henvist til den tyske forfatter Thomas Manns berømte ord om sit forhold til tysk kultur). Spørgsmålet er, om Rifbjergs død også er symbolsk. Er det en hel åndstradition, kulturradikalismen, der dør bort sammen med Rifbjerg?

    Det er måske meget symptomatisk, at netop Rifbjerg blev fjernet fra ministeriets officielle kanonliste få uger inden dødsfaldet. [!!!] Rifbjerg er ikke længere obligatorisk læsning i skolen og gymnasiet. Det var næsten utænkeligt, når nu han har fyldt så meget. En af årsagerne til, at han fyldte så meget i undervisningssystemet, var, at det er let at undervise i hans særlige form for modernisme. ”It went well down in the academies”, som man siger på engelsk.

    …. Men kun ganske få ting holder i længden, efter min mening. Og det bliver endnu værre, hvis man ser på Rifbjergs produktion som politisk meningsdanner. Villy Sørensen, den gode ven, sagde engang i en pristale til Rifbjerg i Det Danske Akademi, at Rifbjerg jo slet ikke kan tænke. Og det må man sige. Man fik det senest bekræftet i den sidste tv-udsendelse, Rifbjerg deltog i, nemlig samtalen med Adam Holm på DR2. Rifbjerg viste her, hvor ligegyldig han er som polemiker. [!!!]

    Vil Rifbjerg stadig blive læst i fremtiden, vil nogen stadig tage kulturradikalismen alvorlig?

    Rifbjerg og de kultur- og nyradikale lancerede deres eget gennembrud ved at sværte den forudgående digtergeneration til [!!!], der især hørte til i og omkring tidsskriftet Heretica. Det var ”almuekulturens” gamle og reaktionære kulturkonservatisme, som bl.a. fandt udtryk i Martin A. Hansens forfatterskab.