7
apr
Seneste opdatering: 7/4-15 kl. 0745
6 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Mogens Camre og Ole Hasselbalch

Regeringen gør sig store anstrengelser for at fortælle danskerne, at dansk økonomi strutter af sundhed og fremgang. Regeringens økonomiske politik har bragt Danmark ud af finanskrisen, siger Bjarne Corydon og udstråler al den soliditet og troværdighed, som store, velnærede mænd kan udstråle.

Desværre er det ren valgkampsnak. Nok har Danmark bedre nøgletal end Grækenland og det øvrige, syge Sydeuropa. men det er ikke sandheden, at Danmarks økonomiske politik er så sund og ansvarlig, som regeringen påstår. Vi vil hæfte os ved fire problemer, som er indbyrdes forbundet:

1. Statens underskud bevæger sig på grænsen af det tilladelige.

2. Vores økonomiske vækst ligger 6. lavest i landene i OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling).

3. Vi har en uforholdsmæssig stor andel af de aktive aldersklasser på overførselsindkomst – dagpenge, kontanthjælp osv.

4. Vores skattetryk er verdens højeste, og det truer konkurrenceevnen.

Underskudsøkonomien

Virkningerne af den internationale finanskrise er i vidt omfang overstået i den vestlige verden. Alligevel er der i den danske økonomi reelt underskud på den offentlige saldo. I 2014 hed det sig godt nok, at der var et overskud på 1,8 pct. af bruttonationalproduktet (BNP – dvs. værdien af den samlede produktion af varer og tjenester minus værdien af de anvendte råstoffer). Men dette påståede ”overskud” fremkom alene, fordi staten sikrede sig engangsindtægter fra omlægningen af skatten på kapitalpension mv. Uden disse skatteindtægter fra dem, der valgte at fremrykke beskatningen af deres kapitalpensioner (og som i øvrigt derved opnåede en lempeligere beskatning af dem), havde der været et underskud på 1,5 pct. af BNP.

I 2015 skønnes der at blive et underskud på 49,75 milliarder kr. dvs. 2,5 pct. af BNP. Og i 2016 beregnes underskuddet at ville blive på 52,75 milliarder kr. dvs. 2,6 pct. af BNP. Også 2015-underskuddet er i øvrigt i kunstigt lavt, idet også det er påvirket af ekstraordinære indtægter fra fremrykning af skat på kapitalpensioner. Uden disse indtægter ville underskuddet ikke have været 2,5 pct. af BNP, men derimod 3,25 pct. Og det er mere, end EU anser forsvarligt.

Den opgørelse, som er mest retvisende for landets økonomiske situation, er imidlertid den, der ser bort fra ekstraordinære indtægter og udgifter på statens regnskab. En sådan opgørelse kalder man den ”strukturelle saldo”. Kigger man på denne saldo, vil man se, at Danmark ligger meget tæt på, hvad EU accepterer, nemlig et underskud på højst 0,5 pct. af BNP. Danmarks strukturelle underskud var således i 2013 på – 0,1 og voksede i 2014 til -0,5. I 2015 beregnes det til at blive -0,6 og i 2016 forventes -0,5 pct. af BNP.

Stillet over for denne ubehagelige kendsgerning hævder regeringen, at den strukturelle balance vil blive forbedret frem til 2020. Grundlaget for denne påstand er uvist, for skal den blive til virkelighed, kræver det gennemførelse af reformer, som samme regering end ikke tør nævne.

Oversat til almindeligt dansk betyder alt dette, at der ikke er penge til de løfter om fortsatte velfærdsforøgelser, som regeringen igen vil prøve at vinde et valg på – samtidig med, at den kritiserer Venstre for at ville indføre nulvækst i de offentlige udgifter.

Nu er der som bekendt folk, som giver pokker i EU’s krav til økonomien. Det er f.eks. folk af den slags, som altså mener, at man kan tale økonomiske problemer væk, der i øjeblikket har magten i Grækenland. Dem er der også nogle stykker af her i landet. Disse mennesker aner i virkeligheden ikke, hvad de taler om. Men de kan naturligvis tiltrække stemmer fra vælgere, som tror, at det er muligt at gå på vandet. Lad det derfor være slået fast, at det – uanset hvilken holdning man i øvrigt har til EU – er yderst uklogt at bryde EU’s krav, for det vil i sidste ende gå ud over os selv. Hvis et lands indtægter ikke svarer til dets udgifter, vil landet selvsagt ende i store problemer på længere sigt.

Der er altså ingen penge at gøre godt med. Og hvis de internationale konjunkturer skulle gå hen og flytte sig til ugunst for Danmark, vil det blive nødvendigt med meget ubehagelige indgreb i den danske økonomi.

Til ovennævnte kommer i øvrigt, at regeringen fifler med beregningerne af det strukturelle underskud: Den medregner nemlig ikke de øgede asyludgifter. Det er en væsentlig fejl. For disse udgifter er efter al erfaring ikke ekstraordinære, de er tværtimod vedvarende og udgør dermed en voksende trussel mod velfærdsstaten.

Situationen er således, at det politiske flertal ikke vil og heller ikke kan føre Danmark fra en underskudstil en overskudsøkonomi. Årsagen er, at dette flertal ønsker en stadig udvidelse af den såkaldte velfærdsstat, dvs. en omfordeling af alt for mange ressourcer fra produktive til uproduktive formål. Ved at fortsætte denne omfordeling vil velfærdsstatens fundament imidlertid tværtimod blive ødelagt.

Den lave vækst

Afgørende for et lands muligheder for en velstandsudvikling er udviklingen i landets bruttonationalprodukt (BNP), altså dets økonomiske vækst. Denne vækst er bestemt af en lang række forhold.

Vores problem er, at væksten i Danmark er for lav. Vi ligger faktisk i så henseende på en 6. plads fra bunden inden for de 34 OECD-lande(!) Finansministeriet har i en prognose i december 2014 regnet med en vækst på kun 0,7 pct. i 2014 og 1,4 pct. i 2015. For 2016 er skønnet 2,0 pct., men tallet er usikkert og helt afhængigt af udviklingen i udlandet. For perioden frem til 2030 skønner OECD, at Danmark kun får en gennemsnitlig vækst på 1,6 om året, medens 28 OECD-lande ligger højere og kun 5 lavere.

Den er altså gal med den økonomiske vækst herhjemme. Og det centrale spørgsmål er, hvorfor Danmark ikke kan gøre det bedre? Det er der mange og klare årsager til og de skal beskrives i det følgende.

De aktive og de inaktive

Ved indgangen til 2015 var indbyggertallet i Danmark 5.659.715 personer, hvoraf godt 11 pct. var indvandrere og deres efterkommere i første led. Beskæftigelsen inkl. personer på orlov beregnedes til 2.786.000 eller 49 pct. af den samlede befolkning. Af disse beskæftigede sidder imidlertid hele 821.300 i offentlige stillinger.

Ser vi på det samlede antal beskæftigede som andel af hele befolkningen mellem 16 og 65 år, ligger Danmark blandt de bedste i EU. Det ser jo godt ud. Ser vi på den andel af disse beskæftigede, som er beskæftiget i den offentlige sektor, ligger vi imidlertid også i EU’s absolutte top, og det er problematisk.

Der er nemlig ingen tilforladelig forklaring på det enormt store antal offentlig ansatte – anden end at dele af den offentlige sektor må være ineffektiv eller ligefrem udtryk for, at der er en skjult arbejdsløshed derved, at man lader en del af de ubeskæftigede ansætte i det offentlige.

Samtidig har vi EU’s højeste antal mennesker på overførselsindkomst, dvs. folk som i den aktive alder ikke arbejder, men i stedet er på dagpenge, kontanthjælp eller en eller anden form for pension. (alderspension undtaget) I 2015 var der tale om hele 734.000 (helårs)personer, hvortil kommer 342.000 som modtager SU.

Det er i disse tal, vi finder en væsentlig del af forklaringen på Danmarks lave vækst: En højere vækst kræver således for det første en veluddannet og flittig arbejdsstyrke og for det andet et effektivt produktionsapparat. Det sidste har vi generelt set, men der mangler folk til at betjene et større produktionsapparat.

Er der arbejde til de inaktive?

Det er en populær opfattelse, at der ikke er arbejde til ret mange af de 734.000, som er på overførselsindkomst. Det er forkert. Den andel af befolkningen, som på grund af svaghed af den ene eller anden art ikke kunne arbejde, var i 1960’erne kun på knap 200.000 mennesker. Og helbredstilstanden i Danmark er faktisk steget siden. Der er derfor noget galt:

Problemet er i virkeligheden, at mange af de inaktive er ikke-vestlige indvandrere, som ikke er til at få i job. Hertil kommer, at selv om 500.000 af de nævnte 734.000 mennesker på overførselsindkomst udmærket kunne udføre et arbejde, så bliver meget arbejde, der godt kunne have været lavet hos os, lavet i udlandet i stedet af mennesker, som forlanger meget mindre for det. Eller det bliver lavet her ilandet af folk fra primært østeuropæiske lande, som simpelt hen er dygtigere, flittigere og/eller billigere end vore egne, som er på overførselsindkomst.

En hovedårsag til denne kedelige situation er, at årtiers socialdemokratisk-socialistisk påvirkning har overbevist et flertal blandt vælgerne om, at folk i Danmark kun skal arbejde med højtkvalificeret, højtbetalt arbejde, og at de, som ikke kan få sådant arbejde, har ret til at blive forsørget af dem, som arbejder. – Medens altså det arbejde, de kunne have udført, i stedet bliver udført af østeuropæere eller slet ikke bliver lavet i Danmark.

Sådan som indstillingen i øjeblikket er hos det politiske flertal, er der ingen udsigt til, at dette problem vil blive løst. For hvis man betaler folk lige så mange penge for ikke at arbejde som for at arbejde, er der selvsagt mange ubeskæftigede, som vælger at sige nej tak til at stå op om morgenen og risikere at få snavsede hænder.

Bedre uddannelse?

Det hævdes igen og igen fra primært partierne i rød blok, at de inaktive blot skal have en bedre uddannelse. Virkeligheden er imidlertid, at til trods for, at vi opretholder verdens dyreste skolesystem og har verdens bedst betalte lærere, så har problemet med 7-800.000 mennesker på overførselsindkomst i den arbejdsdygtige alder eksisteret i nu en lang årrække. Hvordan kan det forklares?

Jo, det kan forklares med, for at få statistikken over antal færdiguddannede til at passe med valgløfterne, har man sænket uddannelsesniveauet. Derved har man efterhånden skabt den fejlagtige opfattelse, at det ikke kræver nogen særlig egenindsats at gennemføre en kvalificerende uddannelse.

Af den grund sender skolerne i dag et stort antal dovne og uduelige elever videre til det øvrige uddannelsessystem og til arbejdsgiverne. Store dele af uddannelsessektoren er simpelt hen ineffektiv. Universiteterne modtager f.eks. i dag mange studenter, som er ringere uddannet, end 9. klasses elever var for 25 år siden, og som aldrig skulle have været i gymnasiet.

Hvad kan de unge uddanne sig til?

En hel del unge mennesker – og formentlig deres forældre – har i kølvandet på denne ulykkelige udvikling opbygget ganske urealistiske forestillinger om, hvad deres egne erhvervsmuligheder er. De drømmer om spændende, velbetalte job – helst ved fjernsynet eller ved musikken i øvrigt.

Virkeligheden er imidlertid, at den indsats, de yder, end ikke gør det muligt for dem at gennemføre en moderne, håndværksmæssig uddannelse med de krav, denne stiller. De strander derfor uundgåeligt i et system, der ikke formår at påvirke dem til at tage de jobs, som de faktisk er i stand til at bestride.
Indvandrerungdommen

Hertil kommer det problem, det stigende antal unge med anden etnisk oprindelse udgør. Uanset alle de historier, som den multikulti-elskende presse disker op med om succesrige unge med ikke-vestlig baggrund, er kendsgerningen således, at ikke-vestlige elever i folkeskolen for 12 pct.s vedkommende ligger ”klart under middel” mod 5 pct. af de danske elever, og 37 pct. ligger ”under middel” mod 21 pct. af de danske elever. I 9. klasse viser undersøgelser, at 55 pct. af indvandrerdrengene er funktionelle analfabeter mod 24 pct. af de danske drenge. 42 pct. af de 26-29 årige indvandrere og efterkommere havde iflg. analysen ikke taget nogen ungdomsuddannelse og var
heller ikke i gang med nogen.

Pressen fortæller også historierne om de kvikke og velfungerende indvandrerpiger. Desværre er de et mindretal. Beskæftigelsesfrekvenserne for ikke-vestlige indvandrere var 53 pct. for mændene og 44 pct. for kvinderne (Danmarks Statistik 2013). De tilsvarende tal for danskere var samtidig 75 pct. og 72 pct.

 Desværre følger de dårlige beskæftigelsestal med også i indvandrernes 2. og 3. generation. Det skal dog understreges, at ”ikke-vestlige indvandrere” dækker over meget forskellige kulturer. Nogle er således meget tilpasningsdygtige, flertallet fra den muslimske kulturkreds er det derimod ikke.

Det hører til de kulturradikales vrangforestillinger, at det er danskernes – europæernes – skyld, at fremmede kulturer med andre normer ikke kan klare sig i Europa, men ofte ender frustrerede og i konflikt med de europæiske samfund. Dette er helt forkert – det er i det store og hele kun dem fra den muslimske kultur, som volder problemer. Og det gør de for øvrigt også i deres hjemlande, især fordi islam er uforenelig med den moderne verden.

 Desværre tror mange politikere, at det ændrer sig, hvis vi undlader at tale om det. Det gør det selvfølgelig ikke.

Den fejlslagne indvandrings- og integrationspolitik er således med til at trække dansk økonomi ned: Vi har en stor gruppe ikke-vestlige indvandrere, som set under ét udgør et livslangt dræn på samfundsøkonomien, og som uundgåeligt vil bringe velfærdsstaten til fald. Dette fald vil også indtræde hurtigere, hvis indvandringen fortsætter i den nuværende takt – og det gør den sikkert i takt med, at de ikke-udviklede lande overbefolkes, samtidig med at europæerne ikke kan, ikke vil eller ikke tør beskytte deres territorium og deres kultur.

Velfærdsmodellen

Den danske velfærdsstat er verdens mest udbyggede. Den har de mest omfattende økonomiske kompensationer til mennesker, som i deres aktive år ikke bidrager til produktionen, og den har kostbare, gratis ydelser på alle væsentlige offentlige serviceområder lige fra uddannelsessystemet og til sundhedsvæsenet. Alle disse ydelser er massivt skattefinansierede. Herved sker der en langt mere omfattende omfordeling fra ydende til nydende medlemmer af samfundet end i praktisk taget alle andre lande.

EU-medlemsskabet har påtvunget os, at disse skatteborgerbetalte goder og ydelser skal stå ligeligt til rådighed for alle, som har lovligt ophold i landet, uanset EU-nationalitet. Dette har gjort Danmark til en magnet for mennesker udefra, som ikke kan opnå den slags hjemme.

EU-reglerne tager herved slet ikke højde for den måde, på hvilken vi har indrettet os. Det skyldes, at de fleste EU-lande har sociale- og sundhedsmæssige ordninger, som bygger på, at folk skal forsikre sig og dermed selv bidrage til den støtte, de kan opnå. Det er derfor ikke et tilsvarende problem for disse lande at have ens vilkår for egne borgere og fremmede EU-borgere. Begge grupper skal således betale til forsikringssystemet for at være sikret.

I Danmark kan fremmede derimod fra dag ét modtage samme (skatteborgerbetalte) sociale ydelser som danske borgere; de kan også oparbejde (skatteborgerbetalt) folkepension uden at røre en finger på noget tidspunkt i deres liv. Og børn i andre EU-lande, som aldrig har sat deres ben i Danmark, kan få (skatteborgerbetalte) børnepenge sendt til deres hjemland, hvis en forælder har arbejde i Danmark. Selvfølgelig kan udenlandske unge også få fuld (skatteborgerbetalt) SU til studier i Danmark på et niveau, som ingen i deres hjemlande drømmer om.

Og når mennesker fra fjerne lande bliver hjulpet til Danmark af menneskesmuglere, bruger vi i gennemsnit 4 millioner (skatteborgerbetalte) kr. på hver af dem over deres levetid. Det kan godt være, at mange danskere ikke er klar over dette, men det er menneskesmuglerne og deres klienter til gengæld i aller højeste grad.

Det er hævet over enhver tvivl, at der er mange fremmede, som sætter stor pris på den danske (skatteborgerbetalte) generøsitet. Men det er desværre også klart, at systemet er ødelæggende for Danmark.

Den skitserede ”danske model” har ført til, at Danmark har verdens dyreste velfærdsstat med det højeste antal offentlige ansatte i forhold til arbejdsstyrken og derfor også verdens højeste skatter.

Skattetryk og konkurrenceevne

I 2015 er det offentlige udgiftstryk på 55,5 pct. af BNP. Ved ”udgiftstrykket” menes summen af de offentlige udgifter.

Disse udgifter finansieres dels ved skatter, der i 2015 udgør 46,9 pct. af BNP, og dels ved andre indtægter der samme år udgør 6,1 pct. – væsentligst i form af overskud af olie- og gasudvindingen i Nordsøen og renteindtægter.

Statens indtægter er således 53 pct. af BNP, og de resterende 2,5 pct. (op til 55,5) er underskuddet på statens balance.

Den offentlige sektor disponerer altså over midler, som udgør godt over halvdelen af BNP. Dette er en produktionsomkostning for landet.

Det offentliges indtægter skal jo nemlig skaffes fra skatteborgerne, og falder dermed i sidste ende tilbage på det danske egentlige produktionsliv, hvis produkter derved bliver tilsvarende dyrere.

Det giver problemer for konkurrenceevnen. For det gør jo, at de danske produktionsomkostninger bliver meget større end de tilsvarende produktionsomkostninger i de lande, vi konkurrerer med.

En offentlig sektor, som er langt større og dyrere end konkurrentlandenes uden samtidig at bidrage tilsvarende mere rent produktivt, er følgelig ikke holdbar i længden.

Status

I alt dette ligger det afgørende problem for dansk økonomi og den danske velfærdsstat:

Danmark har stigende udgifter, som skatteborgerne må bære. Disse udgifter er forårsaget af, at vores velfærdsstat er bygget efter en model for et lukket, homogent samfund, som ikke findes mere, og af at vi generelt har været villige til at fritage en for stor del af befolkningen for at bidrage til fællesskabet.

Hvis vi ikke ændrer på dette forhold, vil velfærdsstaten uundgåeligt bryde sammen. For tilstrømningen af klienter både indefra og udefra vil få velfærdsomkostningerne til at stige endnu mere. Som bekendt må der allerede nu skæres ned på en række velfærdsydelser, fordi vi er tvunget til at overføre flere penge fra danskerne til udlændingene, og fordi der i det hele bliver flere, som trækker på velfærdsstaten.

Det er uhyre særegent for dette land, at et mindretal blandt borgerne – de 49 pct. – stadig er villigt til at betale så høje skatter, uden at de selv får ret meget igen. Og det er mindst lige så særegent, at et flertal accepterer en økonomisk politik, som gør Danmark til en taberfabrik, når landet har potentiale til at blive et af verdens mest dynamiske vækstcentre.

Kilder til tal: Der var et yndigt Land (Mogens Camre, Lars Hedegaard og Ole Hasselbalch, 2014); Finansministeriet,
Budgetoversigt 3, december 2014 og Økonomi og Indenrigsministeriet, Økonomisk Redegørelse, december 2014.

Publiceret sammen med  DDF

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • tavsen

    Det danske forbrug af indkomstoverførsler, som f.eks. kontanthjælp og førtidspension, er næsten dobbelt så højt som i Sverige og dobbelt så højt som i OECD-landene i gennemsnit. Danmark bruger årligt knap otte pct. af bruttonationalproduktet til indkomstoverførsler til personer i den erhvervsaktive alder….

    http://www.agenda.dk/2015/03/danmark-bruger-60-mia/

  • Louis B Knockel

    Uhyggelige kendsgerninger, som er værd at tænke over i en valgkamptid.

  • Nicke99

    OT:

    Den här är mycket bra. Den här gången lär inte KGB låta sig luras av “de bruna”. Frågan är bara: Vem är Putin, och vilka är de bruna egentligen?

    http://www.svd.se/opinion/ledarsidan/europas-bruna-international_44613 55.svd

    Vilka finns det sedan kvar, som vi kan lita på? Vilka distanserar sig mest från Putin OCH de bruna OCH bolsjevikerna i Väst OCH islamisterna? Någon?

    Jag skulle vilja kunna rösta på NATO.

  • Lazze

    Vi kan sagtens forandre Danmark, både økonomisk og rent moralsk, mine 10 bud er ganske enkle:

    1. Flere drejebænke, færre skolebænke.

    2. Glem videnssamfundet, vi opdrager i disse år vores børn til at blive hjernevaskede iPad-robotter.
    3. Ryd Danmark op, send bistandsmodtagere ud på århundredes forårs rengøring i skove og på strand.
    4. Fuck fagforeningerne, de glemte at lave en solidarisk “Internationale” til beskyttelse for nationale arbejdere.
    5. Kun 3 grupper skal kunne modtage offentlig hjælp: a) børn, b) syge & handicappede, c) ældre.
    6. At blive gammel skal være en glæde, noget at se frem til, et otium uden økonomiske bekymringer.
    7. Ad. 6: 50 år på arbejdsmarkedet = ½ million om året fra man bliver 65 og så ellers proportionalt dernedad.
    8. Kvinder er vores livs honning og hører alle under pkt. 7, såfremt de har født + 2,1 børn som bidrager i DK.
    9. Danmark er et kristent land og bygger på den evangelisk-lutherske lære. Accepter det, sådan er flertallet.
    10. Alle er velkomne, men er du anderledes og ikke vil os, så er det dit valg eller skæbne – ikke vores skyld!

  • tavsen

    DF burde gøre regeringens regnemetode til et tema i valgkampen.

    Mon der findes butikker, der indregner butikstyveri for at booste årsomsætning?
    Der må kunne gives momsrefusion på den del, som ikke er solgt.

    I år forventes butikstyverierne at koste dansk detailhandel over 2,2 mia. kr. Dertil kommer en udgift på næsten 600 mio. kr. til at sikre butikkerne mod tyverier, hvilket bringer den samlede regning op på 2,8 mia. kr…….

    http://www.business.dk/detailhandel/tyveri-koster-danske-butikker-mill iarder