af Henrik M. Jensen

Efter direktør og mangemillionær Klaus Rifbjergs alt for tidlige bortgang er spekulationerne gået i gang i det kulturradikale miljø: Hvem kan løfte arven efter den faldne kæmpe?

Fra David Trads og Hanne Vibeke Holst er der allerede kommet et bud: Yayha Hassan. Og dette forslag er ikke helt ved siden af.

I sin sidste offentlige fremtræden (Deadline 2.11.2014) erklærede Store Klaus: “Der er 2000 begavede mennesker i Danmark og resten er dumme. Politisk dumme, menneskeligt dumme, uformående.”

Og noget må der unægteligt være om snakken, når den dumme del af befolkningen (99,9%) gennem årtier har akcepteret at betale hans livslange ydelse fra Statens Kunstfond og dermed bl.a. finansieret velhaverens sommerhuse i Skagen og Spanien.

Og når Yayha Hassan i sin første offentlige fremtræden som politiker sammenligner Danmark med “en lillebror, som gylper i tide og utide, tisser i sengen, skider i bukserne, smitter med bændelorm” osv. osv., Han pisser altså (for nu at blive i terminologien) på det Danmark, som har hjulpet hans flygtningefamilie til bedre levevilkår og som helt gratis forsyner ham med de meget dyre livvagter, der beskytter ham mod hans muslimske “venner” og lægger sig dermed helt på linje med Rifbjerg,

Også puberteten har de til fælles: Hassan er midt i den – med bumser og filipenser; Rifbjerg kom aldrig ud af den.

Og dog vover vi at give et bud på en anden kandidat, der kan gøre Hassan rangen stridig som Rifbjergs afløser: Sherin Khankan.

For Rifbjeg handler ikke kun om den kroniske pubertet, han var også modernismens tro væbner. Og hvor Rifbjerg repræsenterede 50’ernes kulturradikale modernisme, står Khankan for 10’ernes islamiske modernisme, og udnævnelsen af hende til Rifbjergs arvtager ville dermed samtidig repræsentere kulturradikalismens og socialismens bevægelse de sidste 20 år i retning af islamo-multikultien.

Khankan er netop sprunget ud som imam og er i gang med at organisere en moské “kun for kvinder”. Derfor blev hun 6.4. interviewet i Deadline af Nynne Bjerre Christensen, og vi bringer her et uddrag af samtalen.

Khankan: “Der er ligesom tre overordnede positioner i tilgangen til spørgsmålet om fortolkningen af koranen: Den traditionelle, den islamistiske og den modernistiske position.”… “Spørgsmålet om ligestilling af mand og kvinde er centralt for alle, der har en modernistisk tilgang til fortolkningen af koranen.” …”I vores komité i dag, der har vi også mænd, som bakker op om projektet, som har set frem til en moské, der prædiker denne her modernistiske tilgang til islam.”

NBC: “Jeg sætter spørgsmålstegn ved moderniteten i projektet, når I ikke engang vil påtage jer at prædike for mænd.”

Khankan: “Jamen… jamen jeg bruger heller ikke ordet modernitet. Jeg bruger altså… jeg taler om en modernistisk tilgang til en fortolkning af koranen.”

NBC: “Hvad er forskellen?”

Khankan: “Forskellen er altså, at det her skel mellem det traditionelle og det moderne, altså man kan godt være traditionel og samtidig have nogle moderne principper altså, fordi de traditionelle i dag, ja, de er også en modernitet. Men når jeg taler om en modernistisk tilgang, så taler jeg om at vi gerne vil, øhm, promovere en spirituel tilgang til en fortolkning af koranen.”

Herefter tager samtalen en drejning i retning af det kropslige, da NBC med henvisning til en artikel i Information spørger:

“Er det rigtigt forstået, at du akcepterer, at når kvinden har menstruation, kan hun ikke lede bønnen?”

Khankan: “Jamen, som muslim så har vi nogle rammer, vi har nogle mindste definitioner på det at være muslim (…) Der er nogle rammer, der er helt naturlige for det at være muslim, og det behøver man ikke at problematisere og sætte spørgsmålstegn ved.”

NBC: “Hvis du gerne vil være med til at modernisere opfattelsen af islam, hvorfor så ikke gøre op med det middelalderlige dogme, der taler om. at kvinder er urene i bestemte perioder?”

Khankan: “Det mener vi heller ikke, det har intet med urenhed at gøre (…)

NBC: “Hvorfor kan du så ikke være imam, når du har menstruation?*”

Khankan: “Jamen der er nogle ting, der skal være opfyldte. før man udfører sin bøn.”

NBC: “Det bestemmer du jo selv i den moderne udgave.”

Khankan: “Jamen det bestemmer vi som muslimer, at det er en af vore rammer (…) Det er ikke noget vi behøver at problematisere.”

NBC: “Hvad er det problematiske ved at have menstruation, hvorfor kan man ikke lede bønnen?”

Khankan: “Altså jeg synes ikke vi skal fortsætte diskussionen om det her, for det er fuldstændigt irrelevant for majoriteten af verdens muslimer.”

NBC: “Du siger I gerne vil basere også jeres imamer på viden; dem der har viden skal også have jobbet, men hvor er det videnskabelige bevis for, at kvinder ikke kan lede en bøn, når de menstruerer?”

Khankan: “Altså, det er slet ikke et tema for muslimer.”

Khankans stålsatte forsvar for modernismen må gøre hende til en oplagt kandidat som Rifbjergs arvtager.

Og mon ikke også Rifbjerg, PH og alle de kulturradikale koryfæer, der dyrkede frisindet, ville have frydet sig over Khankans frimodige tale om menstruation og muslimers bønneliv?