Er måske nok vemodet over Sverige. Jeg bliver aldrig rigtig færdig med Palmemordet. (Rekonstruktion her.) Jeg befandt mig i Sverige den 28 februar 1986, og selvom jeg havde haft TV, mobil og internet, havde jeg næppe begrebet betydningen, af det der skete.

Det er kun en uge siden jeg vendte tilbage til det, og så den gamle DN journalist Svend Anér’s udlægning, der har vigtige pointer, men nok er temmelig vidtløftig. Jeg bliver heller aldrig færdig med personen Palme, der på en gang er en meget svensk idealist og drømmer, og en meget usvensk elitær, der talte tysk, fransk og spansk, og var blevet tilbudt en friplads på Harvard.

Han har produceret mange efterplaprere, som alle er betydeligt mindre begavede. Palme indleder den tid, som også indtraf i Norge og Danmark, hvor socialdemokratiet blev et akademiker- og kvindeparti. Når man tænker på luftige typer som Svend Auken og Mona Sahlin, kan man ikke sige, det blev en ubetinget gevinst. Han indleder en tid, hvor det bliver vigtigt at forandre verden, om nødvendigt til det værre. Forandring er alt.

Palme introducerede multikulturen i Sverige i 1975 som ren idealistisk tankespind. Han havde set det racedelte USA, og nu ville han vise, at Sverige kunne gøre det bedre. Uden at have den ringeste forståelse for dens dybere konsekvenser, ligesom han ikke forstod hvilket Sydafrika hans apartheid-modstand ville afstedkomme, eller hvilket Cuba han støttede med sit besøg i politistaten i 1975.

Da han myrdes i 1986 er han på vej ud af svensk politik og dens trivialiteter, formentlig mod en international stilling, hvor han kan dyrke sine højtflyvende drømme uforstyrret af trivialiteter. Socialdemokratiet var degenereret og spionerede på politiske modstandere og holdt hånden over forbrydere. Den store ulykke er, at han ikke fik lov at leve i dag som gammel mand og se sine idealer bøjes mod virkeligheden og sine efterkommeres lammende hulhed. At Sverige bare var et land blandt andre, når det kom til stykket. Nu fattigere og mere voldeligt.

Det er også en ulykke for Sverige, at han fik lov at dø som en uantastelig helgen, så illusionen om Palmes visionære ufeljbarlighed har kunnet leve videre uden alvorligere kritik, end man hører i filmen om ham. For Sverige lærte intet af syndefaldet i 1986, de lærte intet atten år senere, da Anna Lindh blev myrdet i 2004. Mordene opfattes ulykkelige parenteser i landets vej, mod et Nirvana, men er i virkeligheden snapshots af en mere langvarig, psykologisk deroute med rødderne i 1968 og Palmes drømme.

Hvis man følger politisporet i Palme-mordet, støder man på kredse i statsledelsen, der i ramme alvor tror, at Palme var agent for Sovjet. Hvor er disse ekstremistkredse idag, hvor landet reelt bliver givet bort til utilregnelige, ekstreme kræfter? Spørgsmålet svæver stadig i luften. Måtte morderen ikke findes, fordi det som Kjell Olof Feldt sagde, “ville ryste Sverige i sin grundvold”?

Der forelå vilde rygter om, at Palme var sindssyg eller psykopat. Det intense had, der var imod Palme, var snarere den konforme bondemands had over for den glitrende verdensmand, det var provinsens had mod den store verden, det var ikke rimeligt, men hvor er disse fantaster idag, hvor der er virkelig fare på færde?

Lidet kunne de ane, at deres erfaringer ikke var ringere end Palmes, og lidet kunne de ane, at årenes gang har formindsket Palme og gjort ham tidsbunden. Nu har alle mini-Palmerne skabt et land, hvor alle skæbne afhænger af, om de kan skabe det nye “vi”. Nazister og kommunister lykkedes ikke engang ved hjælp af terror, at skabe det nye menneske, og nu har Sverige placeret sig i en situation, hvor hele dets fremtid er afhængig af, om “det nye vi” indfinder sig. Alle tegn på fiasko ignoreres, men det endelige syndefald bliver ikke muligt at skjule.

Filmen om Palme, som jeg kommenterede efter jeg så den i biografen i 2013, er stadig meget værd at se. Jeg så den med en norsk og en svensk ven,  og vi blev ikke færdige med den den aften. Vi gik rundt i byens gader, og på Kultorvet mødte vi en dansk filosof med svenske rødder. Det blev livligt. Min svenske veninde diskuterede længe med ham, uden at ane hun havde læst ham i årevis. “Hvem var det”, sagde hun bagefter.

 Den er oplysende og afslørende, selvom dens kritik er yderst dæmpet givetvis af hensyn til den endnu levende familie. Palme og Lindh er en  historie om Ikaros-myten, hvad der er endnu en grund til, at jeg ikke kan slippe dem.

De svenskere, der er under 40, kender ikke historien, kun dens følger. Derfor filmportrættet, der nu findes på You Tube. Det er en god film, man kan vokse med, den breder personen ud og lader os selv slutte og lader os selv slutte efter de evner, vi nu har.