Det er længe siden, svenske politikere først og fremmest tjente svenske interesser. Når man som udlænding ser svenske debatter, som partilederdebatten i Aganda i går, slås man først og fremmest af det sentimentale niveau, også selvom man kender det til husløshed.

Vicestatsminister Romson kommer selvfølgelig ind som en klar nummer et, hun er som en David Trads plus Uffe Elbæk, men når f.eks. moderatlederen Kinberg Batra skal argumentere for et forbud mod “organiseret tiggeri”, begrunder hun det med, at “det er så synd for zigøjnere, der bliver udnyttet.” Midlertidige opholdtilladelser er “synd for flygtningene, for de bliver utrygge og uintegrerede”. Uintegrerede er de såmænd i forvejen, og utrygge det er, hvad svenskerne er. Når Åkesson peger på, at den akutte boligmangel hænger sammen med, at over 100 000 udlændinge vælter ind i Sverige om året, er Jan Björklunds svar: “For jer er det altid indvandrernes skyld.”

Undskyld, hvad med svenskernes egne interesser? Rumænien er en hovedmodtager af milliarder fra EU, de skal naturligvis tage sig af deres egne borgere. Det ville være en politisk argumentation, men selv de mest indlysende løsninger kan svenske politikere ikke komme frem til. I Danmark aktiverer man uden snak et 300 år gammelt forbud mod tiggeri. Zigøjnertiggere har end ikke været diskuteret politisk, og jo, vi må godt sige “zigøjner”. Svensk politik producerer ingen løsninger længere, kun problemer.

For nogle år siden krydsede jeg i bil grænsen mellem Belgien og Tyskland. Min erfarne rejseledsager udbrød: “Endelig i et land, hvor alting fungerer.” Det var den følelse, man også havde når man rejste ind i Sverige i 1975 fra det lidt mere desorganiserede Danmark. I dag er jeg taknemmelig, over at der overhovedet er noget, der fungerer i Sverige.

Skolen er i frit fald, sygehusvæsnet er fuldstændigt overbebyrdet, folk dør af banale sygdomme på ventelister, 95 årige kan ikke komme på plejehjem, mange mord forbliver uopklaret, boligsituationen er katastrofal, 400 “flygtninge” uden asylgrund vælter ind over grænsen hver dag, Sverige optager milliardlån for at financiere invasionen, og i TV står svenske politikere og føler så inderligt, selvom de er 40 år gamle, som Åsa Romson. I pressen handler det om, at hun sagde “zigøjner” to gange. Fy! Man må gerne køre et land i sænk, men man må ikke sige “zigøjner.”

Pressen er lige så infantil og sentimental som politikerne. Imens er Sverigedemokraterna ved at overhale Moderaterna som næststørste parti. Det kunne jeg have fortalt dem for ti år siden, men de voksne pattebørn lever i en anden verden, hvor druknede i Middelhavet er det samme som myrdede i Auschwitz. “Jag skulle säga att Tyskland är ett Sverige för vuxna” sammenfattede Nobelakademiets sekretær Horace Engdahl det meget præcist.

Det Sverige jeg kendte i 60′ erne og 70′ erne, var et meget religiøst land. Det er det stadigvæk. Marx afløste kristendommen, omkring 1990 afløste multikulturalismen og global warming Marx. Det vi ser og hører i SVT Agenda er en kult og en kvasi-religion. Sådan taler deres ypperstepræster. De vil dø for deres tro, og det er da ikke utænkeligt, de kommer til at gøre det. Desværre tager de Sverige med sig.