18
jul
Seneste opdatering: 21/7-15 kl. 1013
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

21.7: Videoen af de to eksplosioner er borte fra nettet. Helt borte. Jeg kan kun beklage, jeg ikke tog en kopi. Man må nøjes med foto her.

Videoen her viser øjeblikket hvor 1. og 2. eksplosion indtræffer. Havde den tredje også detoneret, havde resultatet været en katastrofe. Luftens indhold af kulbrinter i området er her fem dage efter stærkt forhøjet. Ikke en lyd har jeg set i hjemlig eller nordisk presse, skønt indenrigsminister Bernard Cazeneuve allerede den 15. erklærede det for “en kriminel handling”, altså terror mod Frankrig. Engelsksprogede medier har historien hist og her her, dog ikke slået stort op. Terror er blevet hverdag i Europa, og ikke tegner det til at blive bedre. Chemical plant explosions (Stort, urapporteret terrorangreb ved Marseille.)

Knausgaard:  “Inside the warped mind of Anders Breivik”

Norge bliver aldrig færdig med Breivik. Hans gerning er for forfærdelig og hans sind for forskruet og perverst. Breivik, der jo lidt upåagtet har erklæret sig for nazist, har dog det tilfælles med A. Hitler, at de er dybt kedsommelige, ordinære personer, en slags sorte huller, der får enhver til at falde i søvn havde det ikke lige været for deres destruktive effekt på omgivelserne. Breivik lærte os noget om Norge, bla. om en Stoltenberg der ikke kunne holde sig fra at blande sig i retsprocessen. Han lærte os også noget om skamløst politiserende journalister, og han lærte os noget om en så grænseløs en ondskab, at jeg fandt det rimeligt, han var blevet aflivet af den norske stat. Nu skal han i stedet studere statskundskab.

Om et par måneder får jeg en anledning til at fortælle lidt om, hvordan 22. juli 2011 kom til at berøre mig lidt mere ned de fleste andre. Kun lidt, for det meste kan desværre ikke fortælles som forholdene er. Knausgaard er en klasse over de fleste andre, der har skrevet om emnet. Artiklen var i Politiken, på norsk, og her er den fra The Telegraph:

Everything in Anders Behring Breivik’s history up until the horrific deed can be more or less found in every life story; he was and is one of us. The fact that he did what he did, and that other young men, misfits, have shot scores of people, implies that the necessary distance from the other is attainable in our culture, probably more so now than it was a couple of generations ago. Still, we all inhabit this culture, we all move between fiction and reality, between image and material, and the distance to the other is no straightforward quantity, and neither is the act of averting one’s gaze. In order to see the culture, one must stand outside it; in order to see the individual, one must stand outside him. This is the duality that characterises One of Us, especially when Seierstad writes about the murders on the island. The result is that ‘Utøya’ and ‘July 22’ assume new meaning for me when I read the book. Once again, that day becomes something concrete, not a phenomenon, not an affair, not an argument in a political discussion but a dead body bent over a stone at the water’s edge. And, once again, I cry. Because that body has a name, he was a boy, he was called Simon. He had two parents and a little brother. They will mourn him for the rest of their lives. The Telegraph.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Nilsv

    Velskrevet og nøgtern tekst af Knausgård. Dog, så mærkværdigt og usædvanligt er det jo heller ikke, at et menneske afliver et større eller mindre udsnit af sine artsfæller. Det sker sådan set hele tiden, dog ikke så meget i Norge.

  • John Hansen

    Det er mest behangelig å se 22/7 i et vakuum, og da er Utøya selvsagt forferdelig, men politikernes og pressens forræderi de siste 30 årene kan gjøre folk både desperate og gale.

    Sedan terrorattentaten i Norge 2011 har spaltmeter ägnats åt att fördöma Anders Behring Breivik, liksom att finna de ideologiska spåren i hans tankevärld.

    Men vad hände när Mohammed Merah mördade judiska barn och franska soldater i Toulouse 2012? Göran Greider, exempelvis, skrev: ”Mohammed Merah – söndersliten av de globala krigen och motsättningarna, men också av det franska samhälle där klassorättvisorna och främlingsfientligheten är starka” ( Dala-Demokraten 23/3 -12).

    Merahs dåd berodde inte främst på hans ideologi, ska man förstå, utan var ett naturligt resultat av rättmätig frustration och desperation.

    hxxp://www.svd.se/vastvarldens-sjalvhat-urholkar-demokratin