Han lyder udmattet, helt smadret faktisk. Han klager over at kronikken indeholdet hans tjenestemail og mobilnummer. Han kunne da slukke den eller skifte nummer, skulle man tro. Jeg bryder mig ikke om folks metoder, men jeg bryder mig endnu mindre om Orrenius‛.

Jeg har en vis forståelse for folks vrede, for der er i forvejen en voldsom vrede blandt svenskere, hvad man også så omkring IKEA mordene. Det er uheldigt for Orrenius, han render ind i den stime, men på den anden side,  er det samfundsforhold, han har propaganderet journalistisk for i lang tid, så man kan vel sige, han stod skrevet op til det.

Det stadig giftigere samfundsklima i Sverige er ikke skabt af min kronikør eller andre indvandringskritikere. Det er kupartet bygget op af en lille klike gennem 40 år, og når det koger helt over inden alt for længe, vil de selvfølgelig skyde hele skylden på dem der advarede,

Jeg har aldrig specielt søgt magt og indflydelse, men jeg er alligevel nødt til at glæde mig over den smule magt alternative medier her har demonstreret over for et politisk journalistkorps, der har misbrugt sin magt så længe jeg kan huske. Der ryger nogle finker af panden, men det gør der, når magt skifter hænder helt  eller delvist som i dette tilfælde. Orrenius og Hamrud kommer til at lade min kronikør være i fred i fremtiden, er jeg vis på, og hvis jeg ikke var som jeg er, ville jeg hovere.

Orrenius fremstilling præges af lidet sandsynlige påstande. Hvis det er strømmet ind med mordtrusler på hans tjenestemobil, hvorfor han han så ikke slukket den til han fik et nyt nummer eller lånt en anden? Han påstår, at han ved sit andet uanmeldte besøg „tilfældigt befandt sig på egnen‟. De få der kender kronikørens adresse ved, at det er så afsides, at ingen tilfældigvis kommer forbi der.

Hans kolleger tror på ham aftenens debat i Publicistklubben, der til dels handler om „Julia Caesar-affæren.‟ Den gamle kommunist, Åsa Linderborg karrikerer kronikørens fremstilling til, at „Orrenius ville slå hende ihjel.‟ Ingen højere? Jeg finder ham utroværdig. Han ville oute en politisk modstander, og han blev taget med hænderne i syltetøjskrukken af en stærkere vilje, der ligesom ham har en pøbelmob – Researchgruppen. Forskellen er, at kronikøren ikke samarbejder med sin og den er selvmobiliserende.. End of story.

Se også Samtiden: Problemet är journalisternas självbild. Chang Frick: Därför hatas du som journalist og sandelig også en usigneret leder, der klager over kronikørens anonymitet: Rasister och deras medlöpare. Imponerende! Endnu en provinsjournalist, som har læst Bat Ye’or’s vanskeligt tilgængelige bog. Så er der den om Bloggaren Julia Caesars nazistiska idevärld. Lars Bern skriver ikke overraskende langt den bedste artikel endnu. Därför sviker Den Tredje Statsmakten?, men han er heller ikke journalist.

Oisin Cantwell -som jeg også har mødt – kalder mig en av nätets rasistiska kloaksajter, og det er jo følsomt og opfindsomt. Annika Hamrud græder ud på store grædedag: Annika Hamrud om senaste dagarnas hot – och kärlek.  Hun græder hele to gange: ”Hetsar man mobben har man utdefinierat sig”. Jeg vil be‛ jeg kærlighedsbombe hende, som var hun en moské. I gamle dage, var journalister nogle hårde hunde. I dag er de flæbende frøkener, der appelerer til „gårdvagten‟, når de møder lidt modstand.

Det er altsammen temmelig tilspidset og hysterisk. Journalisternes indædthed skyldes, som Lars Bern skriver, at de har mistet den afgørende magt de havde for bare ti år  siden, da nettet var ungt. De står på en isflage, der bare skrumper. Alt er under afvikling og omfordeling, – også den politiske magt –  og de skal lade som om ingenting er hændt. Svenskernes kampvilje skyldes, at flere og flere har indset, at de nu kæmper for, hvad der er tilbage af deres land, som disse journalister endnu ikke har været med til at give bort.

Opinionsmagerne i Sverige er flokdyr. De synes nogenlunde det samme med de samme ord, de forveksler kritik med had, de er infantilt fornærmede når nogen mener noget andet, og de roser hinanden for deres bedrifter på Twitter som præpubertære tøser. De er som en hvilken som helst anden lukket loge.

Orrenius har fått pågang og ubehageligheter

Av HANS RUSTAD

DN-journalisten som har forsøkt å trenge seg inn til Julia Caesar, Niklas Orrenius, sier til Dagens Medier at han har fått tåle stor pågang og mange trusler siden Caesar offentliggjorde kronikken Mardrömmen. Men han innrømmer ingenting som kan passe med den beskrivelsen Caesar gir: Alle hjembesøk har vært høflige i formen.

For ham er alle henvendelser “hat och hotsamtal”. Virkelig? At det har vært slike er utvilsomt. Men bare?

– Sent i lördags kväll började det att ringa. Det har varit två nätter med hat- och hotsamtal, säger Niklas Orrenius till Dagens Media.

Vilken typ av hot handlar det om?

– Det har varit mordhot och folk som sagt ”vi ska komma hem till dig, vi är 27 personer”. Min adress är överallt med uppmaningar att besöka mig i mitt hem.

 

Orrenius har ikke gjort noen feil. Han begrunner hvorfor han har forsøkt å trenge seg på Caesar:

Hans intresse för ”Julia Caesar” grundar sig dels i pseudonymens stora inflytande högerextrema kretsar och dels i det faktum att skribenten valt att vara anonym.

– Jag vill att hon ska berätta och höra hur hon har landat där hon har landat. Hon hetsar mot invandrare och hänger ut människor bakom anonymitetens skydd.

Her innrømmer Orrenius indirekte at han ønsker å avsløre hennes identitet. Er det for å gjøre tilværelsen ubehagelig for henne? Han opererer konsekvent med ordet “høyreekstrem” om nettsteder som snaphanen.dk, som publiserer hennes tekster, og mener hun “henger ut mennesker bak anonymitetens skydd”. Det er altså Orrenius’ mandat å avsløre mennesker som “misbruker” ytringsfriheten.

Men det streifer ikke Orrenius at han her åpent innrømmer at han beveger seg på tynn is. At det faktisk kan være ulovlig å trenge seg inn på mennesker og tvinge dem til en samtale som skal inkriminere dem selv.

Dagens Medier holder seg til samme virkelighetsbeskrivelse som Orrenius: Alt er høyreekstremt.

Det er denne journalistikken som gjør at Orrenius får så mange telefoner. Også av virkelige høyreekstreme.