6
dec
Seneste opdatering: 7/12-15 kl. 0540
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Det tyske studie, Sennels refererer til, er Christian Pfeiffers Religious Muslim boys more violent.

Det arabiske kors – tilfælde eller mirakel?
af Henrik M. Jensen

Indspilning i fuld skærm 06-12-2015 215507På en kunstig ø i den persiske golf på kanten af den arabiske ørken har en monumental bygning rejst sig, et over tre hundrede meter højt luksushotel med over to hundrede luksussuiter i størrelsen fra 169 m2 til 780 m2. Kongesuiten koster $18.719 i døgnet.

Burj Al Arab (Det arabiske tårn) ligger i Dubai, hovedstaden i de Forenede Arabiske Emirater, og det blev indviet i december 1999 som et triumferende forvarsel om, hvad arabiske oliesheiker er i stand til at præstere i det 21. årh. for penge pumpet op af jorden (med vestlig teknologi).

Og som næsten alt hvad ‘nyrige’ rører ved, er også dette prestigebyggeri et eksempel på den dårlige smag, der ofte følger med alt for let tjente penge: Bygningen er en mastodontisk pastiche over en “dhow”, (traditionel arabisk sejlbåd) fyldt med glitter og glimmer – fra en restaurant omgivet af et akvarium til I-pads i alle suiter lavet af 24 karat guld

Og hotellet er ikke kun en tumleplads for de rige og dem, der ligner (det var her Stein Bagger boede, da hans korthus ramlede sammen), det er også tænkt som selve symbolet på byen Dubai. Og derfor kom en silhuet af bygningen til at pryde Emiraternes bilnummerplader. Men det sluttede i 2004.

På dette tidspunkt fandt nogen nemlig ud af, at et gigantisk kors prydede hotellets front!

Og derfor forbød Saudi-Arabien, der ligger lige om hjørnet, al adgang for biler med disse nummerplader. For er der noget, man ikke bryder sig om i Saudi Arabien, er det kors. I den islamiske stat er kors og kirker som bekendt forbudte, og kristne tolereres kun, hvis de ikke besudler muslimske helligsteder og i øvrigt holder sig fra åbenlyst at dyrke deres religion. Derfor er det forbudt at medbringe en bibel til Saudi Arabien.

Helt så galt står det ikke til i Emiraterne og de andre småstater i vandkanten af den arabiske halvø, men ligefrem at huse det største kors på den arabiske halvø og måske i hele verden er ikke noget, der huer det islamiske styre i Dubai.

Men hvordan er det kommet dertil?

Arkitekten bag byggeriet var englænderen Tom Wright fra WKK-Architechts, og “det siges”, at han med fuldt overlæg fik listet et kæmpemæssigt kors ind på den ene af bygningens facader.

Og “det siges”, at arkitekten ikke længere er velkommen i landet. Ja, “det siges” og “det siges”, for intet er officielt, men tilbage står, at den del af bygningen, som vender væk fra fastlandet og danner front mod havet, aldrig vises på de officielle billeder af nationalsymbolet.

Men hvorfor så ikke bare fjerne korskonstruktionen? Fordi de dele, der udgør korset, hører til de bærende elementer, og fjernes de, vil bygningen brase sammen.

Konspirationsteorier florerer, og en af dem går på, at arkitekten ville råde bod på det misforhold, der råder mellem kirker og moskeer i hhv. Mellemøsten og Vesten. Hvis kirker overhovedet tillades i muslimske lande, må de ikke skilte med kristne symboler, samtidig med at moskeer i stort tal opføres i Vesten med minareter, missionsvirksomhed og hele den tyrkiske musik. Og derfor så arkitekten sit snit til at liste et kors ind på bygningen.

The_Pope's_RevengeDet er et faktum, at de kristne netop i disse år i stort tal forfølges og forjages fra Mellemøsten, hvor de har boet i årtusinder. Og det sker samtidig med, at Vesten invaderes af millioner af muslimer med vestlige ‘ledere’ fra Obama til Merkel og Lille Lars på sidelinjen, der klapper i deres buttede barnehænder, mens de lovpriser muslimernes fredselskende religion.

Er korset på Burj Al Arab et tilfælde eller et mirakel? Døm selv og husk, at miraklernes tid er ikke forbi. Og tænk på det kors, der viste sig på fjernsynstårnet i Berlin, når solen skinnede over det østtyske prestigebyggeri.

Der skulle ikke gå mange år, før kommunismen brød sammen!

Burj Al-Arab: The Biggest Christian Cross In the Muslim World?

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • –You mentioned also that people have to have a sense of victimization, but you also mentioned this culture of violence…. What can parents watch for to make sure that their children aren’t the ones that are radicalized ?
    –The main thing, again, go back to the first study that I mentioned before, from Germany, that is, an increased interest in Islamic religion is what makes people more prone to violence. If I had a child that would become more interested in that I would strongly warn against taking the scriptures literally, because that is where it becomes violent.

    Parents need to be aware that circumcision is dangerous. It involves traumatic loss of a body part. There is a definite potential for long-lasting psychologic injury. However, children differ unpredictably in their resilience to pain, trauma, and loss. Some individuals will be affected more seriously than others. Much more research is needed before we can fully understand the psychologic and social consequences of this traumatic life event.

    Dag og Tid 17. august 2012.
    Mi eiga smerte då eg vart omskoren, gjer meg til ein motstandar av denne barbariske tradisjonen.
    «Vi skal omskjera deg snart, og vi gler oss til festen. Vi skal henta omskjeraren Ze’irrti. Han vil amputera sporven din.» Far min var høgtidleg i røysta. I ei veke hadde foreldra mine førebudd seg til omskjeringsfesten. Far ville syna byen ein omskjeringsseremoni som var statusen hans verdig. Store mengder mat og godteri vart kjøpte inn. Huset vart pynta og høgtalarar sette opp. Far var trass i alt politi­meister i Abu al-Khasib. Ein liten, vakker by ein halvtime frå Basra, med mange palmetre og elvar. Dette var i 1963. Eg var nesten seks år gamal. Eg kom frå ein tradisjonell, muslimsk familie i Irak. Foreldra mine levde etter boda i Koranen, men var avslappa. For mor og far var religionen ei velsigning, ikkje ei forbanning. Eg hugsar framleis gjestene og korleis dei og far lo av glede og byrgskap, medan bror min og eg var redde og tenkte heile tida på katastrofen som skulle henda oss. Eg og bror min fekk lange, kvite kjortlar. Alle var glade, unnateke bror min og eg. Vi var livredde for saksa til omskjeraren. Vi var nyfikne på måten det skulle gjerast. På gata tala vi med naboane. Dei fortalde at Gassim, ein gut i gata, døydde ei veke etter omskjeringa. Sikkert på grunn av betennelse. Familien var fattig og budde i ei stråhytte. Hygienen og reinsemda var ikkje god nok. Men andre i gata var omskorne og glade. Men alle tala om smerta og skildra korleis vaksne folk heldt dei unge gutane for at Ze’irrti kunne halda i sporven og klippe over med saksa. Så kom dagen. Musikarar med trommer og basunar song og spela arabisk musikk. Nabokvinner kasta godteri frå takhusa over musikarane og nabogutane som samla seg rundt. Mennene fylte stova og hagen. Vi hadde eit stort arabisk hus og plass til alle. Alle var glade. Far sat byrg med dress som ei Hollywood-stjerne, og venene samla seg om han og fekk appelsinjuice. Far og mor ville syna gjestfridom. Dette var ein stor dag. Bror min og eg tok del med falske smil. Det var galgenhumor. Éin time før det skulle henda, rømde vi til naboen og gøymde oss i hønse­huset. Vi trudde dei ikkje såg oss, men eigenleg oversåg dei oss, fordi dei visste at alle gutar gjer det same.
    Walid al-Kubaisi, Då sporven vart skoren.

  • Lenn

    Fantastisk historie! Jeg griner og klapper i hænderne 🙂 For mig er det her noget helt personligt, for jeg var i slutningen af halvfemserne – da de var ved at bygge Burj al Arab – gæst på Metropolitan Resort and Beach Club blot 2 km fra byggepladsen. Det var, mens jeg boede i Saudi Arabien. Faktisk smuglede jeg en Bibel med ind i Saudi, selvom jeg vidste, det var forbudt. Min kuffert, og bilen, som jeg blev hentet i, blev undersøgt på kryds og tværs, da jeg ankom til Bahrain, og selvom to personer rodede i min kuffert, så opdagede de (tilsyneladende) ikke min Bibel, som lå imellem noget tøj. Jeg husker min nervøsitet ved det, og jeg stod bag dem og kunne følge med i, hvad de foretog sig. ….I øvrigt sætter jeg aldrig fod i et muslimsk land igen! Aldrig!