Jan Milld er dens nestor. Der er mange forfattere, bloggere og enkeltpersoner. Jeg er stolt over at blive nævnt af Milld i selskabet. Han var den første der ville publicere mig i 2002, da der var helt lukket for alternative tanker i svenske medier og internettet var meget ungt. Den oplevelse fik mig til at spørge flere gange, om Sverige mon er et demokrati. Mit svar var “nej, ikke rigtigt.” Uden ytringsfrihed intet demokrati. Man har ikke nogen offentlig debat, hvis det kun er nuancer af magtens anstændige meninger, der kan publiceres. Man har et teater, en kulisse, hvilket netop er grunden til, at Sverige er kørt så langt ned i grøften. Men en fungerende presse, kunne det ikke have ladet sig gøre.

I dag er min version af det, i færd med at blive den almindeligt accepterede, jeg kunne have skrevet Expressens ledere. Men de der  taber mest prestige spræller endnu, og de sidder endnu på den politiske magt. De prøver tvunget af nødvendigheden at omfortolke den, det er hvad der sker i øjeblikket. Man skal være en slem idiot, for at have tillid til dem.

Først idag er der noget videre rammer for svensk opinion, men den kontrol der stadig er, skal sikre at alle dem, der tog katastrofalt fejl, og godt kunne lide at lukke munden på os de var uenige med, ikke mister magten af den grund. Deres dagsorden er gennemført, så enhver nok så rigtig kritik kommer nogle årtier for sent nu. ‘Nu høster enhver svensker frugterne af et dysfuntionelt demokrati og af journalistikkens aktive angreb på det frie ord: Velfærdsfallit, mord og voldtægt og senere måske endnu værre: Borgerkrig.

Idag har landssviger og antidemokrat numero uno fået et nyt, prestigefyldt job. Der er nogle, der altid flyder ovenpå, og det er den folkelige flegma, der overhovedet gør det muligt. Reinfeldt var den største af syv syndere siden 1975, men han slipper af krogen. Löfven sidder med hans abe, fordi han ikke havde analyseevne nok til at sige nej til jobbet. Det goda Samhället skriver i dag: I Fritt Fall:

Vad är det vi ser ske inför våra ögon? Jag skrev igår att Sverige i frånvaron av ett dugligt politiskt ledarskap troligen hjälplöst glider ned i ett sammanbrott. Är det inte det vi dag för dag kan betrakta?

I sista hand blir det det civila samhället som får ta smällen när konsekvenserna av vad några tusen dåraktiga politiker genom årtiondena kokat ihop uppenbarar sig i form av väldiga skattehöjningar, kriminalitet och samhällelig oro. Det är bara en sak vi vet säkert och det är att de ansvariga inte kommer att ställas till svars.