Jeg fik en mail fra Norge:

Når kommer det noe seriøst? Jeg er innom Snaphanen fra tid til annen, men det finnes svært lite egenprodusert som er verdt å lese. Jeg regner ikke med at bilder og stemningsfoto, klipp og lim fra andre websider eller nyheter uten analyse, youtube-klipp fra anti-islamister fra andre land skal bygge opp om en særlig beskjed eller strategi fra deres side. Mens andre informasjonskanaler kjører de fleste aktuelle saker, og Snaphanen ikke lenger kommer med solide analyser men hele tiden poster saker med linker til alt som postes på nett uten henvisninger eller diskusjon – hva? Mainstream dansk media er i ferd med å ta dere igjen. Leser i dag heller Jyllandsposten eller Berlinske for informasjon om temaene dere brenner for. Kanskje bedre å omformulere hele poenget bak Snaphanen.dk

Den rører ved en hel del tanker, jeg selv har gjort mig selv i lang tid. Kan én person i tolv år drive en “avis” der udkommer hver dag. Jeg har tit spurgt mig selv, hvad jeg ‘har gang i’, og så har jeg måttet vente, til jeg syntes jeg vidste det igen. I årevis har jeg af og til spurgt mig selv, hvordan jeg slap ud af dette her på en pæn måde. Jeg er en potentiel flygtning, jeg er som J.F.Willumsen, der ikke var arkitekt, men byggede flere huse alligevel.

Vi befinder os også i en tid, hvor store blogs har mange medarbejdere, hvor enmandsblogs bliver for smalle og konjunkturfølsomme. Med det mener jeg f.eks. at to gange på hospitalet på et år som i år, så er man allerede noget ude af billedet, og så er der det lystbetonede, som jeg ikke kan se bort fra.

At skrive lange klamamser om politik, har jeg gjort, men det er ikke et af mine åbenlyse talenter, jeg har aldrig bildt mig det ind. Man skal holde mere af politik og politikere end jeg, for at gøre det. Jeg må dog have været flittig, for folk tiltaler mig af og til i flertal, men man kan vågne op om morgenen og tænke med en vis lede: “Åh, hvad har jeg nu ment igår?”

Vi lever, som jeg har skrevet, midt i en opinionstid, og det bliver meget hurtigt alt for meget. Jeg vil hellere gå rundt i København og  fotografere, end mene noget om politik. Douglas Murray længtes for nylig tilbage til sin egentlige interesse, litteraturen, og jeg kender mange der  hellere end gerne vil slippe for at skulle kæmpe for deres land og deres børns fremtid og komme videre med ‘det egentlige liv.’ Murray mente ikke, situationen tillod det. Jeg mener det heller ikke, jeg kommer selv fra kunsten, og vil egentlig helst tilbage.

Jeg kender udmærket mine evners begrænsning. Jeg kan se en historie ud af hundreder, som indeholder noget ud over sig selv og som ikke står i enhver nordisk avis. Jeg er så god til at, at jeg af og til har haft den halve forside på Document.no, der har bedre plads end denne ‘Tora-rulle’. Jeg kan se på mine historiers spredning, at jeg er god til det. Jeg kan flere sprog end den gennemsnitlige journalist, jeg kan altså oversætte og formidle. Jeg har gode kilder og forbindelser. Jeg kan fotografere. Det er i det store hele det.

Det har dog rakt til en hel del, vil jeg mene. Introduktionen af personer og bøger længe inden de er dukket op i danske eller norske medier. Thilo Sarazzin, Hamed Abdel Samad, Wafa Sultan, Fjordman, Tommy Robinson, Tino Sanadaji, Theodore Dalrymple, Lars Vilks, Robert Redeker og rækken er efterhånden meget, meget lang. De fleste af dem har jeg mødt. Og så er der Julia Caesar, der har skrevet sig op iblandt Sveriges 100 vigtigste opinionsdannere her, ikke at forglemme. Jeg har leveret tonsvis af historier til MSM, jeg genkender dem nogle dage efter, men jeg blir selvfølgelig aldrig krediteret.

Det har også rakt til “kioskbaskere”. Breivik og Taimour Abdulwahab havde jeg med navn og foto længe inden de fleste MSM kilder. Se posterne fra samme aften. Jeg afslørede Lars Hedegaards attentatmand. Det er sjovt at lege tabloid for et døgn og være bedre til det end tabloiderne. Jeg kan finde en hvilken som helst morder eller voldtægtsmand, som svenske medier skjuler identiteten på.

Kan det fylde en blog hver dag i tolv år selv med læserbidrag? Knap og nap vel. Man kan også blive træt, for det er tidsprævende at holde et vist niveau. Enhver må have indåndinger og udåndinger, og jeg er, som jeg tidligere har skrevet, et modvilligt politiseret menneske. Jeg betragter det som en ulykke, at politikerne ved deres fatale fejlskøn har politiseret befolkningerne. Da jeg samtidigt har svært ved at gøre noget, jeg ikke har lyst til, ligger der her et åbenlyst dilemma indbygget.

Kan man gøre det på en anden nåde? Man kan gøre det på mange andre måder, men til januar starter Document.dk, et flermandsforetagende hvor jeg håber, jeg kan bruge mine niche-evner. Programforklaring og medarbejdere må vente lidt endnu. Hvordan jeg kombinerer det med denne blog, vil nok løse sig efter nogle måneder.

Til mailskriveren vil jeg sige, at jeg ikke er ked af at få den, fordi den rammer noget relevant, skønt den måske ikke er ganske retfærdig. Jeg betragter f.eks. selvproducerede videos og fotos som egenproduceret stof i sin eget ret. Lige så vel som jeg ikke behøver at have skrevet noget selv, for at finde det interessant, behøver det jeg laver heller ikke handle om politik. Føler jeg for det, er det nok for mig. Instinktet bestemmer en hel del, og jeg gør kun hvad der passer mig i øjeblikket.

Jeg har som humlebien fløjet i tolv år, selvom jeg egentlig ikke kunne, men det betyder ikke, jeg skal blive ved med at flyve på samme måde. Vi får se til januar. Mikael Jalving sagde i marts i år til Trykkefrihedsselskabets tiårsjubilæum på Christiansborg: “Det er et beskidt erhverv, men nogen må jo gøre det.”

Jeg har gjort det i femten år, nemlig også i aviserne inden denne blog. Jeg kan ikke udelukke, at det har slidt lidt af silken af en, på den anden side er det også blevet lidt af en livsform, jeg ikke forstod i 2007 da jeg sad i en hotelbar i Bryssel med Robert Spencer, Andrew Bostom, Gates of Vienna og andre, og Spencer tog sin Mac frem og begyndte at blogge midt i selskabeligheden. I dag forstår jeg det nok bedre. Jeg tiltrækkes og frastødes, men det er svært at forlade i disse år, hvor vinden langt om længe vender. Ikke mindst i Sverige, som var den oprindelige grund til, at jeg overhovedet begyndte at skrive om politik. 1968 kunne ikke politisere mig, Sverige kunne 32 år senere. At jeg valgte Sverige som et hovedtema for 15 år siden, tør nok med dagens viden siges at være “bulls eye.”

Måske bliver bloggen her mere en legeplads og et eksperimentatium jvf. videoen med John Cleese nedenfor. Det kunne jeg håbe på. Jeg nærmer mig den alder, hvor man godt vil have lidt fred og ro, men vi går ikke imod fredelige tider. Det vil blive et problem, men så tager jeg det, når det kommer. Jeg kan sagtens forestille mig en situation i Europa, der bliver sådan at jeg ikke ønsker at være en del af den, men så er det jo bare at forføje sig.

Men tak for mailen.