Here’s why Breitbart London was able to scoop the German press

Lars Hedegaard: De forenede brøleaber

Tale Axeltorv 6. februar 2016

Så står vi her igen – ikke så mange, som vi kunne ønske os, men det vigtigste er også, at vi bliver ved og hverken lader os kue af dårligt vejr, Politiken eller Danmarks Radio.

Til gengæld kan vi også i dag byde velkommen til organisationen De Forenede Brøleaber, der har taget opstilling derovre. De er kommet hele vejen fra Charlottenlund, hvor deres mor har iklædt dem sorte uniformer, så de kan se farlige ud.

Hvad ville denne fredelige gåtur være uden deres tilstedeværelse, som på bedste måde demonstrerer forskellen mellem ordentlige mennesker og venstrefløjens kamphunde?

Og hvis den politiske venstrefløj ikke vil kendes ved dem, var det måske på tide, at Johanne Schmidt-Nielsen og Zenia Stampe og hvad de nu eller hedder, gik ud og sagde, at brøleaberne på ingen måde repræsenterer deres synspunkter og at deres metoder intet har tilfælles med den politiske kamp, de ønsker at føre. Men det har vi endnu til gode at høre dem sige.

Nu kan det være svært at tyde De Forenede Brøleabers hylen og brægen, men det er vist nok noget med fascister, nazister og racister. Og for at understrege, at de mener det alvorligt, har de klædt sig ud som sortskjorter efter fascistlederen Benito Mussolinis gadekæmpere, der i 1922 for omkring og slog tænderne ud på italienske socialister og demokrater. De kunne også have valgt at gå i brune skjorter efter model Hitler 1933.

Man skulle ikke tro det, men noget tyder på, at de har gået i skole, hvor deres historielærer har fortalt dem, at enhver, der holder af Danmark, det danske demokrati, ytringsfriheden, ligheden mellem kvinder og mænd, lighed for loven osv., er racister, som det er en velgerning at slå løs på.

Nu er voldsmændene og voldskvinderne i sig selv langt fra vores farligste udfordring, men de skal ses i samvirke med en hel godhedsindustri, der praktiserer en velsmurt arbejdsdeling: Politikerne forærer landet væk, medierne lyver, eksperterne fylder det offentlige rum med vrøvl, kunstnerne jamrer, og domstole dømmer dem, der ikke kan lide Koranen, på samlebånd. Og hvis det ikke er nok til at få folk til at holde mund og stemme rigtigt ved valgene, har man flere slagsbrødrekorps i baghånden. Et af dem står her, andre ligger på lur, indtil Islamisk Stat, al-Nusra-fronten eller Det Muslimske Broderskab giver dem ordre til at gå i aktion.

Det lyder ærlig talt som en magtfuld fællesfront, men man skal ikke glemme, at denne brede multikulturelle forbrødring også har visse indbyggede svagheder. Er man medlem af et miljø, der ikke tåler debat, bliver man uvægerligt dummere og dummere for hver dag, der går. Man holder op med at orientere sig om, hvad der går for sig i den virkelige verden, for man er kun optaget af en eneste ting: Nemlig, at vi er gode, fordi det er vi, mens de andre er onde, for det er de bare.

Snart bliver man så dum, at man er ude af stand til at føre en fornuftig samtale eller holde to tanker sammen i hovedet, og jeg tror ikke, at det holder på længere sigt. For en ting kan den Samvirkende Godhedsindustri ikke: Den kan ikke påvirke samfundsudviklingen blot ved at mene noget godt om den. Den kan nok så mange gange forklare, at indvandringen er en berigelse, men den kan ikke forhindre, at den form for indvandring vi har oplevet, ender med at tømme statskassen. Den kan nok så mange gange forklare, at islam er fredens religion, og at enhver, der benægter det, er racist, men den kan ikke ændre et komma i Koranen. Den kan nok så mange gange bedyre, at det hele blot er et spørgsmål om at få integrationen til at virke, men hvordan vil den bære sig ad med at integrere mennesker, der ikke vil integreres, fordi deres religion forbyder dem at blande sig med vantro?

Før eller siden bryder det politisk korrekte verdensbillede sammen, fordi afstanden mellem ønskedrømme og virkelighed bliver for stor. Og når det indtræffer, er det godt, at der stadig findes mennesker, der har øvet sig i at tænke og holde sig underrettet om, hvad der sker uden for de hvide overklasseghettoer.

Og det er vel det, denne bevægelse går ud på: For os er ytringsfriheden ikke noget, vi taler om ved festlige lejligheder, men noget vi praktiserer hver dag – uanset hvor meget man truer og dømmer os. For os er tankefriheden ikke noget vi skal undertrykke af hensyn til den gode tone, men en livsbetingelse.
God tur!