Og Bobi Bar (1917) i Klareboderne overfor Gyldendal. Jeg tĂŠnker altid pĂ„ digteren Lean Nielsen, nĂ„r jeg kommer forbi. Han har kun vĂŠret dĂžd i femten Ă„r, men aldrig hĂžrer man hans navn. En sjĂŠldent ĂŠrlig kunstner, og som om han aldrig har levet. Jeg antager, det er vores mĂ„de at sameksistere med dĂžden undtagen hvis det er vores nĂŠrmeste: Ignorere den. GĂ„ en tur pĂ„ kirkegĂ„rden, som jeg gjorde sidste april, hvlke mĂŠngder af mennesker, der har vĂŠret store navne i deres livstid. Nu ligger de der. Man fĂ„r lyst til at mumle – ikke for hĂžjt: Jeg kan godt huske dig.
Se en dygtig pige, hun kan cykle pĂ„ gĂ„gaden mens hun taler i telefon. Hun mĂ„ vĂŠre en af dem, man kalder ‘en svag trafikant’. Fatsvag.
Det er bare sÄ typisk kommunalt at opstille en parkeringsautomat i en gÄgade.
Smukke billeder af KĂžbenhavn i vintersol.
Har inte varit över pÄ 15 Är och har lÀngtat dom senaste Ären. Det har bara inte blivit av, delvis i brist pÄ pengar men Àven i brist pÄ sÀllskap. Om nÄgon har lust att Äka över i sommar sÄ kan vi ju ta det i PM. SÄ vi slipper att vÀnsterslöddret ansluter sig.