Meet Swedish street artist Dan Park. Some of his work is crude and some is thought provoking. Of course, Park is a leftist. I think everyone in Sweden is. To meet our next interviewee, artist named Lars Vilks, police told us to go to the Malmo train station and wait in the coffee shop until we were phoned with instructions. It was like being in a Cold War spy movie.

How Sweden has stopped its citizens discussing the refugee influx

Det er et emne The Mail tager op, der har interesseret mig længe. Det startede i 2001, da jeg opdagede at jeg ikke kunne få ét ord indført i nogen svensk avis. Jeg fik ikke engang et automatsvar, som man får hvis man bliver refuseret i en dansk. Jeg havde uden besvær skrevet i enhver dansk i 35 år, så jeg vidste det ikke skyldtes mine manglende evner.

Da jeg havde diskuteret det med velskrivende svenskere, opdagede jeg at deres og mine synspunkter slet ikke kunne publiceres. Det var første gang jeg opdagede, at svenske journalister kunne lyve lige så tosset de ville, og at ingen kunne modsige dem. Man kunne have ikke-personer og ikke-begivenheder i et europæisk naboland – eller er Sverige europæisk? Man producerede rigtige dissidenter. Der var slet og ret politisk censur, der er intet andet passende ord.

Endda blev kritikere af masseindvandringen shamet så hæmningsløst, at ingen med position og noget at miste, havde lyst til at tilføre debatten noget. Det er slemt for en offentlig samtale, at de mest kvalificerede er bange for at ytre sig, derfor ser vi stadig i dag, at svensk debat er underlig hjælpeløs og primitiv. Filosoffer, præster, historikere, sociologer osv. – der ikke har været enige med magten – har ikke kunnet skrive. Åbenlyse løgne og myter som om de „ensamkommande barn‟ kan leve i årevis, fordi ingen tør eller kan skrive sandheden.

Man ser det også i pressens valg af danskere – Carsten Jensen, Suzanne Brøgger og Hanne Vibeke Holst – de er enige med nomenklaturaen, men svenskerne kender ikke andre danskere fra det brede spektrum af debattører. Det har ikke generet disse danskere at ytre sig i et land, hvor mange indfødte blev forhindret. De kunne lige så godt have holdt foredrag for de indespærrede tyskere i DDR om glæden ved at rejse i den store verden.

Den svenske debatcensur udøves endnu i dag efter internettets ankomst, hvilket resulterer i et mærkelig parallelunivers, og som Daily Mail forklarer, meget store alternative medier vi slet ikke kender andre steder i Europa. Svenske journalister bruger ikke så lidt af deres produktive tid på at bagtale og nedrakke disse medier, og resten tier de ihjel. I dag ømmer  DN sig over, at Facebook ikke censurerer mere „racisme.‟ De har ikke haft det sjovt siden ordet blev frit, og enhver kunne undergrave deres løgne. Det er offentlig striptease, men pengene er åbenbart vigtigere end sandheden.

Disse forhold var medvirkende til at jeg helt forlod Sverige i 2004 og oprettede denne blog. Et land kan have nok så mange attraktioner, men hvis man ikke kan ytre sig frit, kan det hele være lige meget. Et land uden udstrakt ytringsfrihed, kan ikke fungere demokratisk. Det har Sverige heller ikke kunnet, og derfor er det hvor det er i dag. Jeg har skrevet det før: Jeg betragter ikke Sverige som et ægte demokrati, og disse journalister er de mest foragtelige luderkarle, jeg kender. De er de hovedskyldige i Sveriges nuværende tilstand. Ikke et sekund ville jeg leve under deres regimente.

Læs  Migrant attacks and a conspiracy to hide the truth in Europe’s most liberal country: How Sweden has stopped its citizens discussing the refugee influx