I år har jeg skiftet den normale version med Karl Richter fra 1971 med den formidable, analoge lyd ud med Otto Klemperer’s fra 1961. På denne synger en perlerække af den tids helt store navne: Peter Pears, Dietrich Fischer-Dieskau, Elisabeth Schwarzkopf, Christa Ludwig. Helen Watts og Nicolai Gedda.

Klemperer’s tempo er adstadigt og symfonisk, noget Thomaskirken i Leipzig ellers frabad sig da de bestilte deres nye værk hos Bach, men jeg synes, det gør sig rigtig godt, for siden 1700 taller den den trods alt blevet et monument over vestlig kultur, og hvilket monument i Klemperers hænder. Den er en halv time længere end de fleste indspilninger.

Jeg husker  forsiden af The Straits Times i juli 1973: “Conductor, maestro Klemperer dies in his sleep.” Jeg havde lige købt en stak af hans indspilninger, som var til at betale udenfor Danmark for en fattig student. Hans indspilning er i to dele, del 2 er her.

I lørdags var jeg i det gamle radiohus’ koncertsal og høre Matthäuspassionen. Det var et bevæget gensyn, for jeg har ikke været der siden slutningen af firserne, og flere af dem jeg var der med dengang, findes ikke mere. Herbert Blomstedt var chefdirigent, og Sergiu Celebidache kom tit ned fra Stockholm.

 Vilhelm Lauritzens sal er intim og varm i sin kombiation af birk, teak og lyse oksehud. Akustikken er sprød og varm, den er  det perfekte sted at høre stor musik og væggene ånder af alle de store musikere og dirigenter, der har spillet der i 70 år. Her lærte jeg, da jeg var helt ung, hver torsdag året rundt det klassiske repertoire. Her føler jeg mig hjemme.

Matthias Grünewald 

The final flowering of the Gothic came relatively late, in the work of the German artist, Matthias Grünewald 1470-1528. He was possibly an exact contemporary of Dürer, but while Dürer was deeply influenced by the Renaissance, Grünewald ignored it in his choice of subject matter and style. Much of his work has not survived to this day, but even from the small amount that has come down to us, it is possible to see Grünewald as one of the most powerful of all painters.

No other painter has ever so terribly and truthfully exposed the horror of suffering, and yet kept before us, as Bosch does not, the conviction of salvation. His Crucifixion, part of the many-panelled Isenheim Altarpiece, is now kept in Colmar.

It was commissioned for the Antoinite monastery at Isenheim and was intended to give support to patients in the monastic hospital. Christ appears hideous, his skin swollen and torn as a result of the flagellation and torture that He endured. This was understandably a powerful image in a hospital that specialized in caring for those suffering from skin complaints. Grünewald’s dark vision.  (detalje fra Isenheim alteret, helbillede her.)